Ser Sort-Hvidt 2 - De faldne engle, Fædrene & børnene

Endnu et skoleår på Pijifenas Magiskole venter James og hans kammerater. James har i forvejen været mere igennem end mange af de andre elever med både ture i Helvede og himmelske krige bag sig. I år håber han på, at ting vil være roligere. Men han tager fejl, for de himmelske konflikter er langt fra færdige med ham. Der er ting, som Catriana ikke har fortalt ham, ting, som kommer til at få konsekvenser for dem alle. Og James må også erkende, at der er kræfter i ham, som han aldrig nogensinde vidste, at han havde.

6Likes
53Kommentarer
3518Visninger
AA

23. Kapitel 22: "Frelseren" - Ena

Du er en idiot, Ena. Du er sådan en idiot! Du er så dum! Så dum, så dum så dum!

     Alle de tanker rungede i mit hoved da jeg løb ned ad de mange korridorer uden sådan at være helt klar over, hvor jeg burde tage hen. Og havde jeg en plan? Ikke en skid. Jeg ville med al sandsynlighed IKKE slippe godt fra det her. Men det eneste, jeg kunne tænke på, var, at min søster - at mine SØSTRE var på dødens rand i dette øjeblik, og jeg kunne ikke bare... IKKE gøre noget og lade dem dø. Det var det eneste, jeg kunne tænke på.

     Men hvor var jeg dog en idiot.

     I sidste ende tog jeg en dristig beslutning. Jeg ville slutte mig til mængden. Hver gang jeg gemte mig og der gik faldne engle forbi var de alle klædt i sorte kapper. Og nogle havde deres vinger fremme, mens mange havde dem taget væk, så de lignede almindelige mennesker. Det gav mig en mulighed. Så det jeg gjorde, var, at jeg gennemsøgte alle slottets rum, og alle garderobeskabene. Og i sidste ende fandt jeg skam også en kappe. Og jeg tog den på og trak hætten hen over hovedet. Nu kunne jeg vel gå for en falden engel - i teorien.

     Så det var, hvad jeg gjorde. Jeg hoppede ud på gangene og blandede mig lige så stille i mængden, og jeg fulgte med dem hen til en stor stor sal.

     Modsat resten af slottet, der ellers var meget lyst og lignede noget, der kunne høre til i Himmelen mere end i Helvede, var denne sal noget helt andet. Den lignede faktisk noget, der var en falden engel værdigt. Mørkt og sorte marmorsøjler. Mørke malerier af faldne engle. Og Mørkets Tegn. Det var over det hele. Det skræmte mig. Selvom Mørkets Tegn var lige så normalt anvendt som et kors, som lysvæsnerne brugte, så gav det mig myrekryb at tænke på, at typer som Darkeya brugte det. Det gav ligesom tegnet en hel ny betydning.

     De faldne engle stillede sig op i to mængder, og jeg stillede mig i den ene. Mellem de to mængder var der dermed dannet en slags altergang. Og oppe for enden af den "gang" stod Darkeya og betragtede mængderne tålmodigt. Også han var klædt i en sort kappe. Men hans pande var rynket, som om der var et eller andet, som ikke var som det skulle være. Det beroligede mig faktisk en smule. Bag ham stod en anden kappeklædt person med hætten ned over ansigtet, så jeg ikke kunne se vedkommende.

     Der blev med et helt stille. Op ad altergangen kom to faldne engle, og de slæbte på min søster. Min søster Kiuna.

     Hun lignede et vrag. Hendes hår var altid sat op i en pæn knold, men nu var det løst. Løst, sjusket og beskidt. Og hun så helt bleg ud, og hendes tøj sad også sjusket. Hun måtte have siddet i et fangehul i dagevis. Det gjorde ondt i hjertet at se på hende. Hun gjorde ikke engang modstand, og hun var ellers altid så viljefast.

     Da de havde slæbt hende helt op til Darkeya, sagde han, dels til Kiuna, dels til mængderne:

     "I dag er begyndelsen på enden. Her står datteren af Gud. Og med hendes magi vil der ikke være noget, der kan stoppe os fra at dræbe resten af Fædrenes børn. Og når først de er ude af spillet kan vi påbegynde trin 2. Og så... til sidst... trin 3. Og dermed vil vi have opnået alt, hvad vi nogensinde har drømt om. Alt, hvad vi nogensinde har levet for."

     "Hørt!" råbte flere i mængden. Jeg stod bare dér, stiv af skræk. Men så indså jeg, at jeg var nødt til at gøre noget. Lige nu.

     Jeg nåede at tage et halvt skridt, da jeg hørte en stemme et sted bag mig: "Stop, Darkeya."

     Jeg vendte blikket mod stemmen sammen med alle faldne engle omkring mig. Midt på altergangen stod ingen anden end Jesus, klædt i en sort kappe. Han var gået undercover ligesom mig. Hvad... fanden... lavede han her?

     "Jes," sagde Kiuna åndeløst. "Hvad laver du her?"

     "Du er ham læreren fra skolen," bemærkede Darkeya. Han lagde hovedet en anelse på skrå.

     "Blandt andet," sagde Jesus. Han trådte nogle skridt frem.

     "Blandt andet? Hvem tror du da, at du er?" Darkeya kneb øjnene sammen, som om han allerede havde en mistanke.

     Jesus smilte. "Jeg er Frelseren."

     Der blev helt stille. Og jeg mener HELT stille. Ingen sagde en lyd, og alle stod stivnet.

     "Jesus," hviskede Darkeya. Han hviskede det kun, og alligevel kunne alle høre det. Og derefter begyndte alle at hviske med hinanden. Nogle gik i panik. Ganske få styrtede ud af salen af rent og skær frygt.

     Men Darkeya havde ikke nogen intentioner om at være bange. Han lavede en sort lynkugle og fyrede den lige imod Jesus. Jesus afværgede den og sendte den tilbage imod Darkeya.

     Og så kom der ellers uro på mængderne af faldne engle. Jeg anede ikke, hvad der foregik i flere minutter. Alle rørte på sig og løb omkring hinanden, og det eneste, jeg kunne se, var lys og mørke, der ramlede sammen med hinanden her og der. Jeg gik ud fra, at det kom fra kampen mellem Jesus og Darkeya.

     Og så blev der roligt igen.

     En stor portion faldne englesoldater havde omringet Jesus og Kiuna. Jesus stod med armene om Kiuna, og de kiggede begge på Darkeya, der var i færd med at rejse sig op. Han rettede på sin kappe, der var kommet til at sidde skævt. Hans rynker i panden var ikke just forsvundet.

     "Tror du virkelig, at du kan hamle op med mig? Mine faldne engle?" sagde han koldt.

     "Nej," sagde Jesus. "Men det har jeg heller ikke nogen intentioner om."

     "Jes, hvad laver du?" spurgte Kiuna. Hun løsrev sig fra hans arme og kiggede på ham med store øjne, som om hun allerede vidste det.

     Jesus så ud til at overveje sit svar. Men så sagde han, kun til hende: "Hele mit liv har jeg hørt på det, Kiuna. At jeg var Frelseren. At jeg var bestemt til at REDDE Guds folk. I hvert fald at redde nogen. Meningen var, at jeg skulle komme ned til jorden igen engang, og så ville jeg frelse hvem end der havde brug for at blive frelst. Men... det er dig, Kiuna. Det er dig, jeg skal frelse." Så vendte han sig imod Darkeya. "Tag mig. Tag min magi."

     Kiuna var tavs. Hun sagde ikke noget, men jeg kunne se alle hendes blandede følelser i hendes brune øjne.

     Darkeya stirrede bare på Jesus lidt. Så smilte han. Sådan et virkelig grumt, ondt smil. "Yasmin," sagde han.

     Og den kappeklædte skikkelse, der havde stået bag ham, helt roligt indtil nu, trådte frem. Hætten blev trukket ned, og jeg så nu en falden englepige, ikke meget ældre end mig. Yngre end Kiuna. Hun havde langt, leverpostejsfarvet hår og stålgrå øjne. Og hun var smuk. Hun var nok den smukkeste pige, jeg nogensinde havde set. Sådan... supermodel smuk. Og det var naturlig skønhed. Hun bar knap nok make-up, og hendes hår var knap nok redt.

     Hun rakte sin hånd frem og lukkede øjnene. Og der var en slags usynlig kraft, der trak i Jesus. Han gispede uden at ville det, og der kunne jeg se det. Et slags lys, der langsomt forsvandt fra ham, og det samlede sig i Yasmins hånd, og absorberede sig selv NED i hendes hånd. Så smilte hun, hvorefter hun dannede en lille lyskugle. Ligesom den jeg havde set James danne lidt tidligere. Og hun affyrede den lige imod Jesus. Og han forsvandt i en kaskade af lys.

     Kiuna skreg og faldt på knæ i chok.

     Jesus var væk. Jesus var død.

     Åh du godeste. Han var død.

     "Perfekt," sagde Darkeya med et smil. "JESUS ER DØD!" råbte han så, og der lød sejrshyl rundt omkring i salen. Jeg forstod ikke, hvordan de kunne være GLADE. Hvordan de kunne se det som en sejr. Jesus. Han var også bare den mest betydningsfulde legende i vor tids historie.

     Lidt efter blev der stille igen, og Darkeya sagde til Yasmin: "Og nu, Yasmin. Udfør din pligt."

     Yasmin nikkede. Hun vendte sig imod Kiuna.

     Og jeg indså, hvad hun ville gøre. Hun ville bruge Jesus' magi til at dræbe Kiuna.

     Du må være modig nu, Ena. Ellers dør din søster. Og Jesus døde forgæves.

     Så jeg sprang frem. "STOP!" Og jeg dannede en sort lynkugle i min hånd og affyrede den lige imod Yasmin. Yasmin havde ikke ligefrem set det komme, så den ramte hende, og hun blev kastet igennem salen og ramlede ind i væggen.

     Og jeg stod dér, midt i det hele, og alle øjne var vendt imod mig.

     "Det bliver over mit lig," sagde jeg til Darkeya. Darkeya stirrede på mig i chok. Kiuna stirrede også på mig i chok. Alle stirrede faktisk på mig i chok. Nogle tæt på mig hviskede.

     "...Hendes øjne," var det eneste, jeg hørte.

     Og der vidste jeg det. Mine øjne var kommet frem. Jeg var afsløret.

     Så nu måtte jeg vel bare få det bedste ud af det. Jeg vendte mig imod nogle faldne engle tæt på mig. Og jeg fik øjenkontakt med dem før de kunne vende sig væk. De faldt alle skrigende til gulvet.

     Hvilket våben...

     Hvordan kunne jeg dog se på det som en forbandelse?

     De her øjne var freaking episke!

     Jeg lavede nogle flere lynkugler. Og jeg affyrede dem nu imod Darkeya. Men Darkeya var hurtig. Han afværgede dem og affyrede dem tilbage til mig. Jeg undveg dem.

     "DIG?!" snerrede Darkeya. "DU er et barn af Lucifer?!"

     "Det ser det vist ud til, hva'?" sagde jeg. Jeg lukkede øjnene og mumlede en besværgelse, som jeg havde læst om i en skolebog. I teorien burde det skabe en slags mørk bølge, der ville slå alle ønskede ud i nogle øjeblikke. Det var aldrig lykkedes mig før, men jeg følte mig i mit es.

     Og da jeg åbnede øjnene havde det virket. Størstedelen af de faldne engle omkring mig lå på gulvet. Men ikke Darkeya. Han stod stadig. Han var vel for stærk en personlighed. Og han var hurtig. Han greb fat i mig og trak mig helt hen til sig, så jeg så lige ind i hans grønne øjne. Jeg stirrede ind i dem, men mine Onde Øjne virkede ikke. De virkede ikke på ham.

     "Kan du se?" sagde han. "Du er magtesløs imod mig. Og det samme var Lucifer." Han smilte ondt. Og jeg mærkede sandheden i hans ord.

     Han slap mig igen, og jeg blev kastet ned langs gulvet.

     "YASMIN!" råbte Darkeya. Yasmin kom på benene. Darkeya pegede på mig. "Du ved, hvad du skal gøre."

     Nej... nej, det havde jeg ikke skænket en tanke. Og jeg nåede ikke at gøre noget før Yasmin trak min magi til sig. Jeg skreg, men jeg kunne intet gøre. Det gjorde ondt. Nogen holdt om mig. Det var Kiuna. Men heller ikke hun kunne gøre noget.

     Darkeya var ved at tage min magi fra mig, og jeg havde absolut intet forsvar imod det! Det var den mest forfærdelige følelse i verden.

     Da Yasmin havde gjort sit job var der kun en ting tilbage.

     "Dræb dem," sagde Darkeya.

     Yasmin nikkede. Hun dannede en slags lysende kugle i sin hånd, ikke helt ligesom den fra før. Denne her var en blanding af lys og mørke. Og hun skulle lige til at affyre den, da dørene blev flået op.

     I døråbningen stod de alle sammen. Rin, Brandon, James, Kira - og Cat. Og Gud. Og Lucifer.

     "Det må blive senere," sagde Darkeya, og han så helt overrumplet ud. Lucifer skulle til at træde et skridt frem, da Darkeya lavede en fejende bevægelse med sin hånd. Og med det var det hele væk.

     Sådan... alt.

     Salen. Slottet. De faldne engle. Alt det frodige. Dalen var der endnu. Men den var gold og grå. Og tom.

     Kiuna trykkede mig ind til sig. Og jeg gav mig bare til at græde. Jeg følte mig også tom.

 

Vi sad alle sammen på Guds kontor oppe i Himmelen. Lucifer vandrede hvileløst frem og tilbage. Jeg kunne ikke lade være med at stirre på ham. Han var ikke asiatisk, men alligevel kunne jeg ikke flygte fra lighederne. Jeg... han lignede mig faktisk.

     Kiuna havde lige spurgt om, hvordan det lykkedes for dem at få Gud og Lucifer fri. Kira begyndte at fortælle løs. "Det var seriøst det episke nogensinde! Vi mødte den dér drage. Vi troede, at den var ond. Og det var den også. Men så dukkede Cat op! Det var lykkedes hende at flygte. Og hvordan? DRAGEN havde hjulpet hende! Og så da hun var der, holdt dragen op med at være ond, og så... og så... så satte den Gud og Lucifer fri fra det dér mørke, de sad fanget i. Den del var lidt sær."

     Cat smilte for sig selv. "Jeg kommer nok aldrig til at forstå den drage. Den forsvandt lige bagefter. Jeg fik aldrig at vide, hvorfor den hjalp mig til at flygte. Eller hvorfor den hjalp jer fri." Hun gjorde et hovedkast mod Fædrene.

     De sagde begge ikke noget. Gud sad dér med foldede hænder ved bordet og så meget tænksom ud. "Det var ikke meningen," sagde han til sidst. "At Jesus skulle dø på den måde."

     Vi så alle sammen på ham.

     "Men han var et individ. Han tog en individuel beslutning. Det respekterer jeg ham for."

     "Uden ham var jeg nok død nu," sagde Kiuna. "Og uden Ena selvfølgelig." Hun lagde armen om mig. Jeg lænede mig ind imod hende.

     "Men jeg forstår det ikke," sagde Lucifer så. "Du siger, at det ikke har nogen betydning om dine børn lever eller ej," sagde han til Gud.

     "Rigtigt. Jeg har et sikkerhedsnet."

     "Vil du... UDDYBE det på et tidspunkt?"

     "Nej," sagde Gud lige ud.

     Lucifer brummede. Så sagde han: "Og Darkeya fik ikke ram på Cat. Men alligevel... alligevel føles det ikke, som om vi har vundet! Det føles, som om vi rent faktisk har tabt. Hvorfor føles det sådan?"

     Sagen var, at alle vidste det. Alle undtagen lige Lucifer. Og måske også Gud. Det var, fordi Darkeya havde min magi. Han havde også Lucifers magi nu. Og derfor havde han vundet denne omgang. Men det kunne vi ikke sige til Lucifer. Jeg følte mig ikke som hans datter længere. Ikke nu, hvor det eneste, der forbandt mig med ham, var væk.

     "Det kan jeg ikke sige, Lucifer," svarede Gud. "Det kan jeg ikke sige."

 

Vi overnattede i Himmelen. Og vi fik vores helt egne værelser. Jeg havde det her kæmpestore et med panoramavindue og eget kæmpebadeværelse.

     Jeg stod ude på badeværelset foran spejlet og forsøgte desperat at lave de Onde Øjne. Men uanset hvad jeg gjorde, så var de væk. De var væk.

     Da jeg kom ud derfra igen fik jeg et chok.

     I lænestolen sad Lucifer. Jeg stirrede på ham, og han betragtede mig, sådan en anelse eftertænksomt.

     "Det er egentlig interessant," sagde han. "Jeg undrede mig lidt. Så jeg undersøgte sagen. Og jeg kendte den kvinde, som Darkeya myrdede. Din mor. Jeg mødte hende for lang tid siden. I en ustabil periode i mit liv. Jeg var vred - altid. Og det var dig, der kom ud af det. Dine øjne kommer, når du bliver vred, ikke?"

     Jeg stod dér, stivnet. Han vidste det. Han vidste det rent faktisk.

     "De kommer ikke længere," sagde jeg.

     "Nej... for Darkeya tog dem. Derfor tabte vi."

     Jeg nikkede. Ingen af os sagde noget i nogle øjeblikke.

     Så sagde Lucifer: "Jeg vidste ikke, at du eksisterede. Ingen havde nogensinde fortalt noget til mig. Men igen... det er de færreste, der vil kendes ved mig, når først de finder ud af, hvem jeg er. Din mor ville i hvert fald ikke. Men... det ændrer ikke på, at du er min datter."

     Mit hjerte bankede lidt hurtigere. Jeg kunne mærke tårerne presse sig på. For det hele føltes alt for forkert lige nu. "Men det er jeg jo ikke, vel? Ikke længere. Mine øjne er væk. Mine Onde Øjne. Jeg har dem ikke længere. Det eneste, der forbandt mig med dig, er væk! Jeg er ikke din datter længere!"

     Lucifer var tavs lidt, som han betragtede mig. Så smilte han, ganske svagt. Det smil mindede mig om mit eget, kom jeg så til at tænke på. "Du er stadig min datter."

     "Nej, jeg er ej."

     "Jo, du er. Og nu skal du høre hvorfor."

     Jeg så afventende på ham.

     "Du ser mig i øjnene. Lige nu. Under hele samtalen har du set mig i øjnene uden så meget som at vige."

     "Men..." Så gik det op for mig.

     "Kun mine slægtninge kan se mig i øjnene. Og... ganske få andre. Vi fik øjenkontakt tidligere, lagde du ikke mærke til det? På den gamles kontor. Det var det, der fik mig til at undre mig. Men du er min datter, det er jeg helt sikker på. Og det må du heller ikke tvivle på."

     Han gjorde mig i lidt bedre humør. Efter alt, hvad der var sket, gjorde han mig i bedre humør. Pludselig var det hele ikke lige så slemt længere. Pludselig gjorde det ikke så meget, at mor var død. Det gjorde selvfølgelig stadig ondt. Men jeg havde stadig Kiuna. Og Cat. Og min far.

    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...