Ser Sort-Hvidt 2 - De faldne engle, Fædrene & børnene

Endnu et skoleår på Pijifenas Magiskole venter James og hans kammerater. James har i forvejen været mere igennem end mange af de andre elever med både ture i Helvede og himmelske krige bag sig. I år håber han på, at ting vil være roligere. Men han tager fejl, for de himmelske konflikter er langt fra færdige med ham. Der er ting, som Catriana ikke har fortalt ham, ting, som kommer til at få konsekvenser for dem alle. Og James må også erkende, at der er kræfter i ham, som han aldrig nogensinde vidste, at han havde.

6Likes
53Kommentarer
3392Visninger
AA

22. Kapitel 21: "Lys vs. mørke" - Kira

Jeg stod med næsen presset op imod vinduet som jeg betragtede hundredvis af faldne engle flyve væk.

     "Så," sagde jeg, ret så lettet. "Skolen er fri igen." Men da jeg vendte mig væk fra vinduet og imod de andre forsvandt smilet fra mine læber.

     De sad alle sammen i sofaen og i lænestolene i opholdsrummet og så noget så nedtrykte ud.

     "Kom nu," sagde jeg. "Det er da i det mindste en god ting."

     "Kira, har du nogen anelse om, hvad der foregår?" spurgte Brandon stift.

     "Selvfølgelig har jeg det," snerrede jeg. "Jeg er jo ikke en idiot. Men vi er også nødt til at se positivt på tingene. For eksempel er der ikke nogen, der afholder os fra at redde dem nu. Vi er frie til at gøre hvad end vi har lyst til."

     "Men vi ved jo ikke hvor de er," sagde Rin. "Vi har absolut ingen anelse. Måske nåede Cat at finde ud af det, men... så lod hun sig fange. Idiot."

     James begyndte pludselig at rode i sine lommer. Han trak en lille lap papir frem. "Catriana gav mig denne her."

     Han foldede papiret ud og lagde det på sofabordet. Det viste et kort. Hurtigt tegnet med en blyant, kunne jeg se med det samme. Det viste en rute tværs over landet. Og nogle bjerge var markeret. Eller rettere, et punkt i bjergene. Pludselig vidste jeg det.

     "Det er dér, Darkeya holder til," sagde jeg. "Jeg kan mærke det. Cat vil have os til at komme og befri dem."

     "Men hvordan skal vi gøre det?" spurgte Ena modløst. "Vi er jo ikke i stand til noget som helst."

     Jeg så på James. James så på mig. Han blev bleg, som vi fik øjenkontakt. Jeg smilte, da jeg kunne mærke hemmeligheden blive bekræftet. Han holdt noget skjult for mig. Og bare sådan vidste jeg, hvad det var.

     "Vi finder ud af noget," sagde jeg. "Cat mente, at vi kunne gøre det. Så lad os gøre det. Hvad har vi at tabe?"

     "Vores LIV," sagde Brandon.

     "God pointe," istemte Rin.

     Ingen sagde noget lige dér. Ikke før Ena langsomt rejste sig op. "Cat... er min søster. Og Kiuna er min søster. Jeg er ligeglad med, om jeg dør i forsøget på at redde dem. De er det eneste familie, jeg har tilbage. For ikke at snakke om Lucifer. Jeg har aldrig kendt ham, jeg har aldrig MØDT ham. Men... han er min far."

     Også efter det var der tavst. Så rejste James sig op. "Jeg tager i hvert fald af sted."

     "Og mig," sagde jeg. Jeg stod allerede op, så min dramatiske effekt manglede noget så voldsomt.

     Rin sukkede. "Fint, lad os gøre det." Hun rejste sig.

     Tilbage sad kun Brandon.

     "Jeg kan godt lide at være i live," mumlede han. Så brummede han: "Ja ja," og rejste sig op ligesom os andre.

     "I går da ingen steder," lød en stemme henne ved døren. Vi fór alle sammen om og så Jesus stå der med armene over kors. "Har I nogen som helst anelse om, hvad der venter jer der?"

     "Catriana mente, at vi kunne gøre det," sagde James tøvende. "Tror jeg. Er jeg sikker på. Jeg tror på, at Catriana vidste, hvad vi ville have med at gøre."

     "Åh, hvor du dog lyder sikker, James," sagde Jesus, og hans stemme rasede af sarkasme.

     "Vi tager af sted," sagde James. "Og du kan ikke stoppe os."

     Jesus var tavs lidt. Så sagde han: "Jeg tager med jer."

     "Åh nej du gør ej!" sagde vi alle sammen mere eller mindre i kor.

     "Du er JESUS," sagde jeg. "Du skal ikke med. Du skal ikke med, hvor du kan dø eller det, der er værre! Du bliver lige her, hvor du er i sikkerhed fra den galning! Han er jo ude efter dig for pokker."

     "Ena er han også ude efter, må du ikke glemme."

     "Det gør jeg heller ikke. Men han ved ikke engang, at Ena EKSISTERER. Han VED ikke, at han bør være ude efter andre end Cat når det kommer til Lucifers børn. Men du... du... du OSER af Jesushed!"

     Alle de andre nikkede istemmende. Det lukkede munden på Jesus, og snart tog vi af sted.

 

Det var godt, at vi havde James. Han forvandlede sig til denne her gigantiske ørn, som vi alle sammen kunne være på, og så fløj han os simpelthen hen til destinationen. Vi var der på lidt under fem timer.

     Han var ved at lande os, da vi ramlede ind i et eller andet, som ingen af os kunne se, og James styrtede et kort øjeblik til jorden, før han så fik styr på det og roligt fik os landet i et af bjergene. Stive af skræk og chok gled vi ned fra ham, og han forvandlede sig til menneske igen.

     "Det er en barriere," sagde han. "Som er ment til at holde os ude."

     Vi gik derfor det sidste stykke til vi nåede hen til barrieren igen. Og der så vi det.

     Det var en dal. Den smukkeste dal, jeg nogensinde havde set i hele mit liv. Den var frodig og med søer og der var landsbyer og der var... det seriøst pæneste slot i verden. Det mindede mig lidt om det, som Gud havde oppe i Himmelen.

     "Wow," sagde Rin. Det beskrev det vist meget godt.

     "Vi er nødt til at finde en måde at komme igennem skjoldet på," sagde Brandon.

     "Altså... Cat sendte os hertil. Hun må da have ment, at vi kunne gøre det på en eller anden måde."

     I lang tid stod vi sådan, uden idéer. Eller... det gjorde de andre i hvert fald. Jeg ventede på James. Da han ikke gjorde noget rømmede jeg mig. "James."

     "Hvad?" spurgte han afvisende.

     Jeg så bare sigende på ham. Ena, Rin og Brandon så komplet forvirrede fra mig til James.

     Til sidst sukkede James. "Jeg ved ikke, om det vil virke." Men så, i hans hånd, dukkede der et lille lys frem, lige over håndoverfladen. Vi stirrede alle på det. Han førte det hen til barrieren for så at presse det ind imod den. Og med det var den væk i en kaskade af lys.

     "Hvad... du... hvad?" Brandon kunne ikke finde ord. "Hvor lang tid... jamen... jeg troede... Jeg er så forvirret."

     "Jeg eh... forklarer senere," sagde James bare, og så gik han videre. Og vi fulgte efter.

     Det var seriøst vildt mærkeligt. James' kræfter var vildt mærkelige. Som vi gik dernede i dalen kunne jeg først ikke fornemme noget som helst ligesom dengang på slottet i ødemarken, men så tændte James for sit lys, og jeg kunne dermed fornemme det HELE. Og jeg var nu i stand til at føre dem alle på vej uden at blive opdaget. For jeg kunne fornemme hvor vi skulle være og på hvilke tidspunkter for IKKE at blive opdaget. At være synsk var for sejt.

     Det lykkedes os at komme ind på slottet på den måde. Jeg førte os ned ad de mange gange og korridorer og udenom vagter hist og her. Jeg vidste præcis, hvor vi skulle hen. Vi skulle finde fangekælderen, og der ville vi finde Fædrene. Og hvis vi havde dem fri kunne vi befri Cat og Kiuna. Så simpelt det dog var. Men jeg vidste, at når vi ankom til fangekælderen ville det ikke være så enkelt. For de var omgivet af noget mørkt. Meget mørkt.

     "Måske kan du komme igennem det, James," sagde jeg, da jeg fortalte dem om, hvad jeg så.

     "Måske..." sagde James, mere til sig selv end til os.

     "Jeg tror, at du kan," sagde jeg.

     "Kan du se, hvad det er for et mørke, der er over dem? Der skal betydeligt meget til for at holde Fædrene fanget."

     "Jeg... ja, det kan jeg godt. De har en fangevogter. En drage. En meget mørk drage."

     Der gik et sug igennem dem alle sammen.

     "Catriana snakkede om en drage..." mumlede James.

     Men derefter blev der ikke snakket mere om det. Og vi var nødt til at gemme os bag en statue, da nogle vagter kom forbi, som jeg ikke havde set tids nok til at vi kunne komme langt væk.

     De havde travlt, og de småløb forbi os.

     "Hvorfor løber vi?" spurgte den ene.

     "Fordi det sker lige nu!" svarede den anden ivrigt. "Lige nu! Kom nu, Oswald! Skynd dig lidt!"

     De drejede om et hjørne og forsvandt.

     "Hvad sker lige nu?" spurgte Ena.

     Jeg sank en klump. "Darkeya vil tage kræfterne fra Kiuna og Cat. Lige nu."

     Alle var tavse i lidt tid. Vi stod dér, lænet op ad muren bag statuen, og et kort øjeblik vidste vi ikke, hvad vi skulle gøre.

     "Vi er nødt til at redde Fædrene først," sagde James så. "Hvis de er frie kan de redde Catriana og Kiuna. Det ved I godt. Vi... vi skal nok få dem reddet."

     Det havde han jo ret i.

     "Men..." startede Ena.

     "Ena, du ved, at vi er nødt til at redde Fædrene først," sagde Rin.

     "Men han er ved at dræbe dem LIGE NU," blev Ena ved. Hun var bleg, og jeg kunne fornemme, hvor panisk hun var.

     "Vi skal nok redde dem," sagde jeg til hende. "Vi skal bare redde Fædrene først. Og derefter ordner alt sig skal du nok se."

     Ena svarede ikke. Vi bevægede os videre.

     Og endelig nåede vi til nedgangen til fangekælderen.

     "James går først," sagde jeg. Og James gik først. Derefter fulgte de andre. Og så opdagede jeg, at jeg pludselig var den eneste, der stod tilbage på gangen. Først tænkte jeg ikke over det og skulle til selv at gå ned, men så indså jeg, at jeg ikke BURDE være den eneste på gangen lige nu. Ena burde også være her.

     Men det var hun ikke. Ena var væk.

    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...