Ser Sort-Hvidt 2 - De faldne engle, Fædrene & børnene

Endnu et skoleår på Pijifenas Magiskole venter James og hans kammerater. James har i forvejen været mere igennem end mange af de andre elever med både ture i Helvede og himmelske krige bag sig. I år håber han på, at ting vil være roligere. Men han tager fejl, for de himmelske konflikter er langt fra færdige med ham. Der er ting, som Catriana ikke har fortalt ham, ting, som kommer til at få konsekvenser for dem alle. Og James må også erkende, at der er kræfter i ham, som han aldrig nogensinde vidste, at han havde.

6Likes
53Kommentarer
3390Visninger
AA

21. Kapitel 20: "Den sorte drage" - Catriana

Jeg havde nok hørt James' stemme i mit hoved et par gange i løbet af de sidste dage, men jeg kunne ikke få mig selv til at svare. For jeg var ikke nået nogen vegne. Og jeg havde ikke lyst til at skuffe ham.

     Egentlig havde jeg bare hængt ud i Helvede lige siden jeg tog af sted. Til at starte med havde det virket som den bedste idé lige at få nogle råd af Dimond. Men Dimond vidste ikke noget, og jeg havde ikke lyst til at tænke på, hvad jeg nok hele tiden havde vidst, at jeg var nødt til at gøre, så i stedet hang jeg bare ud på min fars slot. Hvor jeg kunne have reddet hele skolen, hvis jeg bare tog mig sammen.

     "Pas på den dér. Og den dér. Pas på dem alle sammen! ISÆR DEN DÈR!"

     Jeg fandt mig selv betragtende Dimond, der var ved at vejlede nogle fordømte i kunsten at pudse riddersalen af. De ting betød temmelig meget for min far, og Dimond var vist ved at gå ude af sig sit gode skind for, at der skulle ske dem noget. Men det var jo også alle minderne fra krigen. Min fars gamle rustning hang der endnu, og den var flere tusind år gammel.

     "Har du set den sorte drage?" tog jeg mig endelig sammen til at spørge om. Dimond fik et chok og fór om ved min stemme.

     "Jeg hørte dig ikke komme ind, pigebarn," brummede han. "Vent... hvad spurgte du om?"

     Jeg så lidt på ham, men han virkede oprigtigt ikke til at have hørt det. Skulle jeg så gentage mig? Var det overhovedet en klog ting at spørge om?

     Men så igen... havde jeg andre spor?

     "Har du set den sorte drage?" gentog jeg så. "Altså siden... du ved."

     Dimond sad lidt og bare stirrede på mig, som for at sikre sig, at han havde hørt rigtigt. "Nej," svarede han så og fløj tilbage til arbejdet.

     "Dimond..." sagde jeg.

     "Den gider vi ikke at snakke om. Gå nu ud og mor dig i stedet."

     Og sådan var den samtale slut. Jeg gik.

 

Men jeg var jo godt klar over, at den drage var det eneste, jeg kunne gå efter. Den var mit eneste link til Darkeya. Så den aften gik jeg ud til skoven. Helt ud til skovbrynet, hvor jeg endte med at stoppe op og bare stirre ind i mørket. Den skov havde altid givet mig myrekryb, og det gjorde det ikke bedre, at det var derinde, at jeg havde set dragen for første gang. Da den omgav min far af mørke og fik ham til at forsvinde, så jeg troede, at han var død. Siden dengang havde jeg aldrig været så meget som i nærheden af skoven.

     Til sidst tog jeg mig sammen og trådte ind.

     Dæmondragerne havde snakket om dragen. Mørkets drage kaldte de den. Den havde åbenbart været der i lang tid. Men ingen vidste noget om den, og da slet ikke mig. Men på en eller anden måde var det lykkedes Darkeya at få den på sit team dengang. Og jeg ville finde ud af så meget, som jeg overhovedet kunne, for jeg vidste ikke, hvad jeg skulle tro. For så meget, som den havde hjulpet Darkeya, havde den hjulpet mig, da den satte min far fri igen.

     "Hallo?" kaldte jeg ind i mørket. Jeg stod der med armene over kors, midt i mørket. Jeg kunne ikke se andet end... ja, skov. På alle sider af mig. Ikke, at jeg var mørkeræd, men jeg VAR bange for mulige farer I mørket. "HALLO!" kaldte jeg igen. "Sorte drage? Er du herinde et sted? Jeg... Det er Cat. Lucifers datter. Kan du huske mig? Jeg har brug for din hjælp!"

     I lang tid skete der ikke noget. Jeg var ved at vende mig om da jeg så de røde lysende øjne i mørket. Jeg stivnede ved synet af dem. Man kaldte mine øjne for Onde Øjne. Men man tog fejl. DET DÈR var Onde Øjne. Og de så direkte på mig.

     "Hvis du vil have min hjælp må du komme nærmere," hvislede den. Med stive ben kom jeg nærmere. Og nu kunne jeg se den. Den var på højde med en hest og så lang som en alligator. Og dens sorte vinger lå tæt ind til kroppen, der var dækket af sorte skæl.

     "Du er ham," sagde jeg og så ind i de røde øjne.

     "Jeg har ikke meget tid," hvislede den som svar. "Hvis du vil tale med mig må du komme og finde mig. Jeg ved, hvad du vil. Mød mig her." Dragen kiggede ned på et stykke sammenfoldet papir foran den. Jeg bukkede mig ned, samlede det op og foldede det ud. Det var et kort. Og der var markeret lige ved nogle bjerge.

     "Hvorfor kan vi ikke tale her?" spurgte jeg.

     "Fordi det ikke er, hvor jeg er. Jeg er i bjergene."

     "Det giver ingen mening. Du er jo lige her."

     "Er jeg? Er jeg virkelig? Er du sikker på det?"

     Når den sagde det på den måde blev jeg selvfølgelig i tvivl. Og i det samme som jeg tænkte over det begyndte den at faldne væk, og pludselig var det, som om den aldrig havde været der.

     Tilbage var der kun mig. Mig og kortet.

 

Så det var, hvad jeg brugte den næste tid på. At gå. At blaffe. Køre med gamle mænd med ølmaver langs øde landeveje. Stå af og på busser. Og så gå lidt mere.

     Og jeg var komplet udmattet da jeg omsider nåede frem til destinationen. Eller i hvert fald de markerede bjerge. Nu skulle jeg bare gå lidt mere til jeg nåede til det sted I bjergene, hvor dragen ville have mig hen.

     Som jeg gik det sidste stykke overvejede jeg, om den måske lokkede mig i en fælde. Hvor meget kunne jeg egentlig stole på den? Kunne jeg stole på den overhovedet?

     Jeg gik op ad denne her snævre bjergsti i flere timer, og pludselig var jeg højere oppe end jeg brød mig om, og jeg frøs så meget, at mine læber føltes helt blå. Jeg tog kortet frem for ligesom at tjekke, om jeg nu også var på rette vej. Det var dumt, for netop som jeg tog det frem, tog et vindpust fat i det og blæste det væk. Langt langt væk.

     "For fanden da," mumlede jeg.

     "Det tog sin tid," lød en hvislende stemme bag mig. Jeg vendte mig om og så op. På en klippe over mig stod den sorte drage med spredte vinger så den så enorm og farlig ud. De røde øjne så ned på mig med en ondskab og kulde, som jeg aldrig havde set hos nogen før.

     "Ja," sagde jeg. "Her er jeg. Kan du hjælpe mig eller ej?"

     Catriana.

     Jeg stivnede. Det var James. Han kaldte på mig igen. Han havde kaldt på mig flere gange på vej op ad bjerget. Og hans stemme lød mere og mere desperat.

     James? Hvad er der?

     Men hver gang jeg svarede ham tilbage - svarede han aldrig tilbage. Som om han ikke kunne høre mig.

     "Jeg kan hjælpe dig. Men bør jeg?"

     "Det ved jeg ikke. Men jeg ønsker ikke at gøre nogen ondt."

     "Sikke en upassende ting at sige for Djævelens datter."

     Jeg brummede surt. Den drage var irriterende. Men nuvel. Så måtte jeg vel sige det, som det var. "Fint. Jeg har blod i tankerne. Jeg vil finde en måde at befri min far og Gud på. Og så vil jeg finde Darkeya og knække halsen på ham. Med de bare næver, hvis jeg får lov til det. Og det samme vil jeg med hver forbandet faldne engel i hele verden. Er du tilfreds nu?"

     Dragen så faktisk en anelse tilfreds ud. Den stod i hvert fald deroppe med noget, der lignede et smil. "Hvorfor?" spurgte den.

     "Hvorfor? Hvad mener du med hvorfor? Fordi han overtog Helvede og... han vendte ryggen til min far efter tusindvis af år - bare fordi min far holdt af mig. Bare på grund af det."

     Som dragen fik mig til at fortælle det hele igen kunne jeg mærke raseriet boble indeni mig. Og hadet. Hadet til Darkeya. Og smerten ved forræderiet. Han havde ikke kun forrådt min far. Også mig. De faldne engle var også en stor del af MIT liv.

     "Du er virkelig dum," sagde dragen. "Der er meget, som de aldrig fortalte dig."

     "Hvad snakker du om?"

     "Darkeya ville aldrig forråde Lucifer på grund af en tolvårig pige. Der var andet. Og der var mere."

     Jeg fandt mig selv mundlam. Så spurgte jeg, en anelse hidsigt: "Vil du hjælpe mig eller ej? Her har du fået mig til at rejse tværs gennem landet - for hvad? Hvad er det, som jeg skal her?"

     Dragen foldede vingerne sammen og rykkede lidt til side. "Se selv," sagde den med et hovedkast ind imod klipperne.

     Jeg gik lidt op så jeg kunne se den retning, den havde prajet mig imod. Og der så jeg det mest fantastiske.

     Det var en dal. Stor og frodig. Med grønne enge, store skove og søer. Rigt dyreliv. Og en mindre by. Lige dér midt i det hele. Og jeg kunne se beboere. Men det var ikke det hele. Der var også et slot. Lyst og blåligt i det, som den slags slotte man ser i eventyrbøger.

     "Det er der de bor," sagde dragen. "Og det er der, dine åh så vigtige Fædre bliver holdt fanget."

     Jeg stod der og havde enormt svært ved at tro på det. At de faldne engle kunne have slået sig ned et sted som det? Der var næsten for pænt.

     "De... jeg... Jeg må gå derind så. Og... og..." Jeg skulle lige til at kravle over klipperne da jeg opdagede kraftfeltet. Forsigtigt rakte jeg hånden ud mod det, og det føltes som at holde på en usynlig væg af luft. Ubrydelig, tilsyneladende.

     "Jeg kan ikke komme igennem," sagde jeg.

     "Nej," sagde dragen.

     "Men... hvordan skal jeg så... komme derind?"

     "Du må lade dig fange, må du. Darkeya vil bringe dig hertil, hvis han fanger dig."

     "Men... men jeg kan da ikke redde Fædrene hvis jeg selv sidder fanget. Og Darkeya vil tage min magi! Jeg kan jo intet gøre."

     "Måske ikke. Men det kan dine venner."

     Jeg stod lidt og tænkte over det. Og anede ikke, hvad jeg skulle tænke. Ingen af mine venner kunne gå igennem et kraftfelt som det. Ingen af mine venner havde så magtfuld magi.

     "Hvad snakker du om?" spurgte jeg mistænksomt. Måske lavede den løjer med mig.

     "Tænk over det. Er der en person, der har set ud til at skjule noget for dig? Holdt et eller andet tilbage?"

     James' stemme lød i mit hoved netop som det hele gik op for mig.

     Catriana. Din mor sagde noget... noget om vores bånd. Du burde virkelig kunne høre mig... Vær sød at høre mig. Situationen er ret så frygtelig... hvis ikke du er på skolen senest i overmorgen vil Darkeya slå elever ihjel. Og han mener det. Din mor fortalte os, at Darkeya ikke bluffer med den slags. Vær sød at komme tilbage. Eller... bare svar mig, så vi kan tale sammen. Så vi kan gøre et eller andet. Og jeg savner dig. Jeg elsker dig. Jeg elsker dig. Jeg elsker dig.

     Stivnet stod jeg dér.

     "James taler til mig," sagde jeg. Jeg kiggede på dragen. "Det er din skyld, ikke? At jeg ikke kan svare ham."

     Dragen nikkede.

     "Hvorfor?"

     "Skal jeg flyve dig tilbage til skolen eller ej?"

 

Dragen fløj hurtigere end nogen dæmondrage. Verden fløj forbi under mine fødder. Jeg havde aldrig været så højt oppe i mit liv. Og så på ryggen af en sort drage, som jeg ikke anede om jeg kunne stole på.

     "Du har stadig ikke svaret på mit spørgsmål," sagde jeg.

     "Hvilket spørgsmål?"

     "Hvorfor blokerede du mig fra James? Og hvis side er du på? Du har hjulpet Darkeya indtil nu, har du ikke? Du sørgede for, at det gik galt for Kira da vi var på slottet i ødemarken, gjorde du ikke? Det var dig."

     "Det var mig," svarede dragen. Og så sagde den ikke mere.

     Og pludselig var det mørkt, og den landede i skovbrynet ved Pijifenas Magiskole.

     Jeg gled ned og stod lidt og betragtede skolen. Darkeya var derinde. Og James. James og resten af mine venner. Gad vide, hvordan de alle havde det? Og gjorde Darkeya virkelig alvor af sine trusler?

     "Ved du, hvad du vil gøre?" spurgte dragen.

     "Ja," svarede jeg. Vi var stille lidt. Så spurgte jeg som et sidste forsøg: "Hvor ligger din loyalitet? Den ligger vel ikke hos min far. Men ligger den hos Darkeya? Eller ligger den i virkeligheden hos mig? Hvem... eller hvad... tjener du?"

     Først troede jeg ikke, at den ville svare. Men så sagde den:

     "Mørket. Jeg tjener mørket. Der ligger min loyalitet. Alt, hvad der skaber frygt, kulde og ondskab. Det er det, jeg repræsenterer."

     Og så fløj den og lod mig være alene tilbage. Jeg gik indenfor.

     Og stod ansigt til ansigt med James, Rin og Brandon. De så alle sammen enormt lettede ud, da de så mig.

     Jeg smilte ved synet af, at de var uskadte. Og James. Han lignede en, der bare havde lyst til at tage mig i sine arme. Og jeg havde lyst til at løbe ind i dem. Jeg havde bare lyst til at være hos ham.

     Men det fik jeg selvfølgelig ikke lov til. For i det samme lød der en alarm. Den slags alarm, der gør ondt i ørerne.

     "Det svin satte alarm på," snerrede Rin hidsigt.

     "Men..." Brandon var forvirret. Så kiggede han på mig. "Det er på grund af dig. Den gik af på grund af dig. Det er dig, han er efter."

     James var hurtig. Han tog fat om mit håndled. "Så må vi skynde os at gemme os."

     Og så løb vi. Alle sammen. Snart blev gangene og hallerne fyldt med søvndrukne elever, lærere og faldne engle, og de var alle forvirrede over, hvad der var sket og hvem de ledte efter.

     Selv anede jeg ikke, hvad jeg skulle gøre. Ikke før jeg fik øje på Darkeya. Han stod i en hall, halvt oppe ad en trappe og ved at uddele ordrer til nogle af sine soldater. Der besluttede jeg mig.

     "James," sagde jeg. James vendte sig imod mig, og jeg så ind i hans blå øjne. Jeg rakte ham et stykke papir. Han tog forvirret imod det. "Brug det." Så løb jeg fra ham og Rin og Brandon. "DARKEYA!" råbte jeg. Jeg nåede hen til foden af trappen. Ved synet af mig stoppede flere elever op og stirrede på mig. Jeg kunne høre dem hviske.

     Darkeya vendte sig imod mig. Og han nidstirrede mig deroppe på trappen.

     "Cat," sagde han med et skævt smil. "Der er - "

     "Det var ikke på grund af mig, at du forrådte Lucifer," sagde jeg. "Det var ikke, fordi du fandt ud af, at han holdt af mig. Det var mere end det, var det ikke?"

     Darkeya svarede ikke. Han betragtede mig bare med de grønne øjne. Omkring os var der helt stille. Alle stirrede på os.

     "Du stod ved hans side i tusindvis af år," fortsatte jeg. "Og pludselig var du parat til at vende ryggen til det hele. Alt det I havde opbygget sammen. Du havde det hele, Darkeya! Du stod dér på toppen sammen med ham! I var ledere af Helvede! Og nu er du bare en strejfer. En hjemløs slyngel, der desperat prøver at stjæle noget, som plejede at være dit! Så hvorfor? Hvorfor, Darkeya?!"

     Der var tavst i lidt tid. Der var noget i Darkeyas øjne, som jeg ikke kunne tyde. Men der var et eller andet.

     Så svarede han: "Lucifer var bare ikke Djævelen nok. Det gik langsomt op for mig. Før vi faldt stod vi dér, stærke, og vi var parate til at risikere alt for at overtage Himmelen, så det kunne blive, som vi ville have det. Men efter faldet. Efter det gik århundrederne. Og Djævelen forsvandt i Lucifer. Han glemte vores mål. Lidt for lidt OPGAV han det, som om det havde mistet sin betydning. Og så kom du. Og der blev aldrig talt om det igen. Du, Catriana, du var dråben der fik mit bæger til at flyde over."

     Nu vidste jeg, hvad der gemte sig i hans grønne øjne. Smerten ved forræderi. Han havde følt sig lige så forrådt som jeg havde følt mig. Bare på så mange andre måder.

     "Grib hende," sagde Darkeya så, og pludselig blev jeg grebet af nogle faldne engle. "Og bring hende til Koraldalen."

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...