Ser Sort-Hvidt 2 - De faldne engle, Fædrene & børnene

Endnu et skoleår på Pijifenas Magiskole venter James og hans kammerater. James har i forvejen været mere igennem end mange af de andre elever med både ture i Helvede og himmelske krige bag sig. I år håber han på, at ting vil være roligere. Men han tager fejl, for de himmelske konflikter er langt fra færdige med ham. Der er ting, som Catriana ikke har fortalt ham, ting, som kommer til at få konsekvenser for dem alle. Og James må også erkende, at der er kræfter i ham, som han aldrig nogensinde vidste, at han havde.

6Likes
53Kommentarer
3368Visninger
AA

3. Kapitel 2: "Sorthjerte" - Ena


Mit liv var ikke ligefrem normalt. Min mor var heks, Erena Sorthjerte, og vi levede i en lille provinsby, hvor magi ikke var noget, hver anden person havde som mange andre steder. Her var det kun os. Selv var jeg født med heksekræfter, mens min storesøster Kiuna var født med nogle mærkelige helbredelseskræfter, som min mor altid sagde måtte komme fra hendes far.

     Kiuna og jeg delte ikke samme far. Og ingen af os havde nogensinde kendt eller mødt nogen af dem, hvilket vi egentlig havde det fint nok med. Ingen af os havde manglet nogen faderrolle i vores liv.

     Og fordi vi kunne de her ting, blev vi altid set skævt til af bybefolkningen, der ikke ligefrem var vant til magi. Jeg var altid kendt som "hende med magien" når det kom til status på min skole.

     Det var en glædesdag for mig, da jeg omsider kunne lægge folkeskolen bag mig og gøre det jeg altid havde haft lyst til: Nemlig at tage på magiskole.

     Kiuna, som var 23 år og så latterligt voksen i forhold til mig havde fået job som lærer i Magisk Udøvelse på en magiskole kaldet Pijifenas Magiskole der lå nogle timer fra hvor vi boede, hvor hun selv havde været elev engang. Og min mor havde så også fået mig ind på den som elev. Vi havde ikke super mange penge, så det var nok mere Kiunas baggrund som mønsterelev end min mors pengepung, der fik mig optaget. Men de anede ikke, at jeg var en forfærdelig elev til alt, hvad jeg foretog mig. Jeg havde været så helt igennem ligeglad med alle fagene på min gamle skole, og jeg regnede ikke med, at bare fordi fagene ville være magirelaterede, ville de være så meget mere interessante.

     "Ena," kaldte min mor nede fra stueetagen af. Jeg sad oppe på mit værelse i min seng i knæbryststilling og inderligt forsøgte at tage mig sammen til at gå ned til dem begge to for at tage af sted ud til min skole. Men jeg kunne virkelig mærke, at jeg ikke havde lyst. Måske ville jeg også være en freak dér, som jeg havde været det her - nej, jeg ville helt sikkert også være en freak dér.

     Nogle sekunder senere kunne jeg høre hende komme op ad trapperne. Hun åbnede døren til mit værelse, og i lidt tid var vi bare sådan dér. Hun som stod i døråbningen og betragtede mig, og mig som sad i sengen og prøvede at se så ulykkelig ud som muligt.

     Min mor var fra Korea... eller, hendes forældre havde været. Og vi havde alle sammen de asiatiske særtræk. Mandelformede øjne, mørkt hår og lys hud.

     "Jeg ville virkelig ønske, at du fortalte mig, hvordan du har det," sagde min mor, og jeg følte en tyng af skyld. "Jeg er jo ikke tankelæser, Ena."

     "Hvad nu hvis jeg er et udskud også derovre?" sagde jeg. "Hvad nu, hvis jeg-"

     "Sludder, Ena. Pijifenas Magiskole er kendt for, at der er så vanvittigt mange racer. Og hekse er ret normale derovre. Der er sikkert flere hundrede hekse på den skole."

     "Det er jo ikke det, jeg taler om, mor."

     Mor sukkede, hvorefter hun satte sig på sengen ved siden af mig. Mor var en lille kone, og hun ragede ikke højere end mig, så når vi sad sådan dér på sengen følte jeg mig ikke længere så lille og ulykkelig som før. "Ena, min skat." Hun tog min hånd. "Du må ikke lade det gå dig på."

     "Hvordan skulle jeg andet, når du... når du...?" Jeg kunne ikke få mig selv til at fuldende sætningen.

     "Jeg ved det godt, skat," sagde min mor, og jeg kunne se skylden i hendes øjne. "Jeg skulle ikke have reageret sådan. Og desuden, de behøver jo heller ikke at vide det, vel?"

     Jeg rystede på hovedet. "Det gør de vel ikke. Jeg har ikke haft nogen uheld i to uger nu."

     Mor smilede. "Se selv, Ena." Hun strøg noget af mit hår bag mit øre. "Du skal nok klare det fint. Lad os gå."

     Jeg nikkede bare, og sammen gik vi ned til Kiuna, som ventede noget så utålmodigt ved bilen.

 

Nogle timer senere ankom vi til denne her gigantiske bygning, som jeg kun havde set billeder af på nettet før.

     "Og velkommen til mit barndomshjem," sagde Kiuna, hvilket min mor lo af. Jeg kunne ikke se det sjove.

     "Hvad synes du, Ena?" spurgte min mor mig.

     "Det er... fint," sagde jeg bare. Jeg havde glædet mig enormt meget til at komme herud indtil for to måneder siden. Livet var da også uretfærdigt.

     Vi stod ud af bilen, og Kiuna og jeg tog vores kufferter og tasker. Så gik vi ind ad porten til en noget så stor forhal. Jeg må sige, at den imponerede mig en del.

     "Lad os checke os ind," sagde mor, og vi gik hen imod receptionen, hvor en lyshåret kvinde stod og chitchattede med denne her mørkhudede fyr. I selve receptionen sad en ældre kvinde med håret bundet om i en knude.

     "Hej," sagde min mor. "Jeg vil gerne checke min datter ind, Ena Sorthjerte."

     Damen nikkede og tastede lidt på tastaturet til sin stationær computer.

     Da min mor nævnte navnet Sorthjerte, vendte den mørkhudede mand opmærksomheden imod os.

     "Kiuna!" sagde han med et stort smil. Kiuna strålede helt, da hun så ham.

     "Bill!" De tog hinandens hånd.

     "Så, er du klar?" spurgte Bill.

     "Hvornår er jeg ikke det?"

     "Du er den nye lærer i Magisk Udøvelse?" spurgte den lyshårede dame. Jeg betragtede hende lidt i smug. Hun var høj og slank, og hendes lyse hår var sat op i en stram knold. Hun var lidt gammel, kunne man se, men hun havde faktisk forbløffende få rynker i forhold til hvad hun kunne have haft. Hendes øjne havde denne her blågrå farve, som fik en til at tænke på havet. Og så var hendes tænder helt uhyggeligt lige og velplejede.

     "Det er jeg," sagde Kiuna. De gav hånd. "Kiuna Sorthjerte."

     "Celina Skov, jeg er værge for en af eleverne her."

     "Javel. Hvem?"

     "James Cult."

     "Ham vil jeg huske." Kiuna smilede.

     Celina smilede også. Så vendte hun sig imod ham Bill. "Jeg skal også til og hjemad, William. Vi ses en anden gang."

     Bill smilte varmt, og de gav hinanden et halvt knus, hvorefter Celina gik ud af forhallen på sine høje hæle.

     Nu fik Bill øje på mig og mor for første gang. "Åh ja, hvor er mine manerer? Jeg er rektor Bill Tyde." Han rakte hånden frem imod min mor, og hun tog den.

     "Erena Sorthjerte," præsenterede min mor sig. "Jeg er Kiunas mor. Det her er Kiunas lillesøster Ena. Hun skal gå her i år."

     Rektor Bill Tyde vendte sig imod mig, og han studerede mig ganske kort. "Jaså, hej Ena." Han rakte også hånden frem, jeg tog den. "Hvilke kræfter er du så forsynet med?"

     Spørgsmålet fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. "Jeg er heks."

     "Så du har rent faktisk arvet din mors evner," lo Bill. "Da jeg hørte, at Kiunas mor var heks fik jeg et helt chok. En lysmagiker, der er datter af en mørkemagiker, hvem har nogensinde hørt om det?"

     Jeg smilte bare akavet.

     "Nå, men hvis I ikke har noget imod det," sagde Bill så," så vil jeg gerne stjæle Kiuna fra jer, så hun kan møde sine kollegaer."

     "Jo, selvfølgelig," sagde min mor. "Farvel, Kiuna." De krammede. "Hav et rigtigt godt semester her. Du må ikke svigte mig." Hun gav hende et kys på kinden.

     "Mor, ikke foran Bill," mumlede Kiuna med et let smil. Dernæst forlod Kiuna og Bill os.

     "Nå, Ena," sagde min mor og vendte sig om imod mig. "Jeg vil gerne køre hjem nu. Kan du godt klare resten selv herfra?"

     "Mor, jeg..." Jeg tøvede. Hvordan skulle jeg fortælle hende, at jeg følte mig helt fortabt ved at være her alene uden hende. "Hvad nu, hvis jeg... hvis de...?"

     Mor tyssede på mig og gav mig et kys på panden. "Bare tag det roligt, skat. Alt skal nok gå fint."

     Jeg lukkede øjnene, da hun omfavnede mig, og mærkede bare hendes varme og lyttede til hendes stille bankende hjerte. Så nikkede jeg.

     "Ja," sagde jeg. "Det skal nok gå fint."

 

En elevboenhed var sådan... seks gange så stor som mit værelse derhjemme, der ellers havde en ok størrelse. Og det var faktisk en lille lejlighed. Så vidt som jeg havde forstået, boede man sammen fire og fire, to piger og to drenge. Pigerne delte værelset til højre, og drengene delte værelset til venstre. Da jeg trådte ind ad døren, der havde mit værelsesnummer på, trådte jeg ind i en lille stue, hvor der var et spisebord med en potteplante på, og midt i rummet stod en sofa og en lænestol overfor et lille fjernsyn. Der var to døre på de to modsatte vægge.

     Jeg var helt alene.

     "Hallo?" kaldte jeg. Jeg kiggede på døren ind til boenheden, hvor der på ydersiden stod nr. 14 samt fire navne:

 

Elevboenhed nr. 14

 

Thomas Knight

Quentin Alreas

Ena Sorthjerte

Kirashira Rumholdt

 

Jeg kunne hverken se en Thomas, Quentin eller Kirashira her. Måske var de simpelthen ikke ankommet endnu. Men netop, som tanken faldt mig ind, hørte jeg stemmer inde fra værelset til venstre - drengeværelset. Dernæst kom to drenge ud. En mørkhåret og en lyshåret dreng, begge to en anelse lækre faktisk. Jeg smilte svagt.

     "Hey," sagde den lyshårede af dem. Han rakte hånden frem, og jeg tog den. "Jeg er Quentin."

     "Ena," sagde jeg. Jeg skævede til den anden dreng, der holdt sig lidt i baggrunden.

     "Jeg er Thomas," sagde han lidt lavt. Han var vist en anelse mere socialt akavet end jeg var.

     "Er eh... er hende Kirashira kommet endnu?" spurgte jeg så.

     De rystede på hovedet. "Vi går faktisk nu," sagde Quentin. Først nu lagde jeg mærke til, at de begge var klædt i sportstøj. "Vi skal spille Snedderbob."

     Jeg havde godt hørt om Snedderbob, men havde ikke fundet nogen videre interesse i det. Jeg trak bare på skuldrene.

     "Jeg går ind og pakker ud," sagde jeg, og vi skiltes. Så var jeg helt alene i boenheden.

     "Det går jo meget fint, det her," mumlede jeg stille til mig selv.

 

Fyrre minutters tids senere havde jeg fået pakket helt ud inde i værelset - og jeg havde erobret mig den øverst køje. Det syntes jeg kun var fair, når jeg nu var kommet først.

     Jeg fik det sygeste chok, da jeg hørte en stemme efter mig.

     "Du må være Ena."

     Jeg fór om og så, at der i døråbningen til værelset stod en pige med rødblond hår. Hun var klædt i shorts og en stor brunlig jakke, hvilket jeg syntes var et mærkeligt match. Men det der fangede mine øjne mest var de to ræveører hun havde i stedet for menneskeører, samt en lang rævehale, der næsten rørte gulvet.

     "Kirashira?" gættede jeg.

     Hun gøs helt. "Jeg ville fortrække, hvis du bare kaldte mig Kira." Så smilte hun, og hendes ører vrikkede.

     Jeg fangede mig selv i at stirre på dem. "Undskyld, jeg har aldrig mødt en eh... sådan en som dig før."

     "Rævemutant," sagde hun. "Eller kitsune, som er vores officielle navn. Men jeg foretrækker rævemutant."

     "Fedt," sagde jeg. "Jeg er heks."

     "Uh!" sagde hun begejstret. "Hekse er så seje!"

     Jeg smilte svagt. Jeg tror godt, at jeg kunne lide hende Kira.

 

Resten af dagen var stille. Kira og jeg spiste sammen med de to drenge fra vores boenhed, men Kira løb hele tiden frem og tilbage imellem os og nogle andre ved et bord i den anden ende af salen. Jeg kunne lige netop skimte dem. En rødhåret pige og to drenge. Men der var ikke noget specielt, jeg kunne se ved dem.

     Aftenen tilbragte vi i boenheden. Kira var typen, der snakkede konstant. Og jeg mener konstant. Først snakkede hun om en eller anden fyr, som hed James, der også gik her. Dernæst om en eller anden Brandon. Så begyndte hun at fortælle om sine forældre og om, hvordan de nærmest havde gjort hende arveløs, da hun fik ræveører og rævehale første gang. Den del valgte jeg ikke at blande mig i, men det lød som om hun overdrev ret groft. Drengene så vi ikke meget til.

     Da vi gav os til at gå i seng ved ellevetiden låste jeg mig ind på toilettet lidt for at få noget ro, mens Kira skiftede til nattøj.

     Her fandt jeg ro til at tænke lidt, mens jeg børstede tænder, selvom jeg egentlig ikke ville foretrække det, for det fik mig bare til at tænke på ting, jeg hellere ville glemme. Jeg rejste mig op og stillede mig foran spejlet. Jeg så på mit eget spejlbillede. Mit mørke glatte hår, der faldt ned over mine skuldre, mine brune øjne, der så på mig. De var stadig brune. Jeg koncentrerede mig og knyttede hænderne. Tænkte, ønskede, bad. Og med det, bare sådan, blev mine øjne kulsorte. Sorte som den mørkeste stjerneløse nat. Mørke som et endeløst hul, hvor hvis man faldt ned, aldrig ville få lyset at se igen.

     Sandheden var, at jeg godt vidste, hvem min far VAR. Det samme gjorde Kiuna. Hun havde vidst det i et halvt års tid, mens jeg havde fået det at vide en dag, som jeg inderligt ville ønske, at jeg bare kunne glemme.

     "Du sagde HVAD?!" udbrød mor, da jeg fortalte hende det.

     "Ja, UNDSKYLD at jeg ikke er så perfekt, som du regnede med," råbte jeg næsten.

     "Ena, du kan ikke TALE sådan dér til en lærer, det er den slags, man bliver smidt ud for. Er det virkelig det, du ønsker? Du er kun uger fra at være færdig med niende klasse, og så gør du det her?!"

     "Mor, han sagde, at jeg - "

     "Jeg er ligeglad med, hvad han sagde, Ena Lin Sorthjerte!"

     Jeg vidste godt nok, at jeg i forvejen var i store problemer, men det satte ligesom prikken over i'et, at min mor brugte mit fulde navn.

     "Jeg ser ham jo aldrig igen, mor," sagde jeg. "Jeg skal af sted til magiskole om to måneder du... JEG KOMMER ALDRIG TIL AT SE HAM IGEN!"

     "Ena, det her er den slags, der er skyld i, at man brændte hekse i gamle dage! Det ved du! Du kan ikke bare... du kan ikke bare lade, som om du forbander ham til et endeløst liv fuld af lidelser."

     "Men mor... Han fortjente det! Hør nu på mig!"

     "Hvad kan han på nogen måde have sagt, der fik dig til at reagere sådan?!" råbte min mor komplet rasende.

     "Han sagde, at jeg kun fortjente at komme ud på en hekseskole, hvor de kunne ødelægge det sidste gode der var tilbage i mig!" råbte jeg helt hysterisk.

     "Hvorfor bryder du dig om det, Ena?" spurgte min mor, nu roligt. "Du skal ikke lade dig gå på af den slags."

     "DU FORSTÅR IKKE NOGET!" råbte jeg, tårerne kom løbende. "JEG HAR IKKE LYST TIL AT VÆRE EN FREAK! JEG ER SÅ TRÆT AF AT BLIVE SET SÅDAN PÅ!"

     "ENA VIL DU STOPPE MED AT RÅBE!" råbte min mor. Sådan var det med mig og min mor, vi hidsede meget let hinanden op. "VIS LIDT RESPEKT FOR-"

     "FOR HVAD?! FOR AT JEG ER FØDT SOM HEKS?! FOR AT HAVE DIG SOM MOR?!"

     "ENA!"

     "JEG HADER DIG!" Jeg stirrede rasende på hende, og hun stirrede forskrækket på mig. Så, pludselig, stønnede hun i noget, der lød som smerte, hvorefter hun faldt sammen på knæ. Hun stirrede mig stadig lige i øjnene. Jeg stirrede komplet forskrækket på hende.

     "Åh nej..." hviskede hun.

     "Hvad?" spurgte jeg hæst. "Mor, hvad er der?"

     "Vær sød... kig væk... kig ikke på mig." Min mor snakkede i komplet vildelse. Hun sænkede blikket og græd.

     "Mor?" Jeg var ret så bekymret nu. "Mor?"

     "Åh kære gud," hviskede min mor. "Åh gud, hvorfor?"

     "Mor, hvad er der galt? Hvorfor græder du?"

     "Dine øjne, Ena," hviskede min mor. "Åh gud, Ena, dine øjne."

     Bagefter, da hun havde kommet sig, fortalte hun mig, at der var noget, vi var nødt til at snakke om, og mit liv blev aldrig det samme igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...