Ser Sort-Hvidt 2 - De faldne engle, Fædrene & børnene

Endnu et skoleår på Pijifenas Magiskole venter James og hans kammerater. James har i forvejen været mere igennem end mange af de andre elever med både ture i Helvede og himmelske krige bag sig. I år håber han på, at ting vil være roligere. Men han tager fejl, for de himmelske konflikter er langt fra færdige med ham. Der er ting, som Catriana ikke har fortalt ham, ting, som kommer til at få konsekvenser for dem alle. Og James må også erkende, at der er kræfter i ham, som han aldrig nogensinde vidste, at han havde.

6Likes
53Kommentarer
3521Visninger
AA

20. Kapitel 19: "To dage" - James

 

"Hvad er der så specielt ved hende, hva'?"

     Jeg blev hevet ud af mit computerspil midt i pausen mellem vores to regningstimer. Jeg havde ellers siddet og haft det nogenlunde fedt. Det var i hvert fald næsten lykkedes mig at glemme, at der stod to faldne engle henne ved døren med blikkene stift rettet mod mig evigt og altid. Det drev mig ellers til vanvid.

     Og pludselig stod Sally Winters der. Med armene over kors og i sin pæneste kjole og de lyse slangekrøller ned over brystet - og med et krævende blik.

     "Eh... hvad?" spurgte jeg.

     "Er du klar over, hvor bekymret jeg var? Jeg troede, at den onde galning havde gjort det af med dig! Eller det der var værre. Og da vi så endelig ser dig igen har du en blå plet i panden. Jeg troede... jeg troede..." Hendes stemme knækkede over, og hun tørrede en tåre væk fra det ene øje.

     Jeg sad der, komplet udslået, og havde absolut ingen anelse om, hvad jeg skulle sige. På en måde var jeg ikke overrasket. Hvem ville ikke have mig? Jeg var jo ret så fantastisk. Men igen troede jeg ikke, at Sally mente noget med hensyn til mig alvorligt.

     "Jeg eh... hvad? Virkelig?"

     "Ja, virkelig. Og du sidder bare dér og risikerer dit liv ved at beskytte den heks imod hendes egne tilhængere. Er du da tabt bag en vogn? Kan du da ikke se, at hun bare leger med dig? Det er den slags hekse gør! De fordrejer ens sind. Ligesom sirener. Alle sammen er de Djævelens yngel."

     "Hold nu mund, Sally," hørte jeg Rins stemme bag mig. Selv kunne jeg ikke finde på én fornuftig ting at sige, så jeg holdt min mund.

     "Du ved, det er sandt," snerrede Sally. "Jeg ønsker kun det bedste for dig, James. Du fortjener bedre end et djævleyngel."

     Og med det gik hun og satte sig tilbage på sin plads. Jeg sad i lang tid og bare stirrede ud i luften.

     "Som hun dog kan være..." hviskede Rin. Brandon gav hende et kys på kinden for at hidse hende ned, og hun smilede svagt.

     "Jeg troede ikke, at hun stadig tænkte sådan på mig..." mumlede jeg for mig selv.

     "Det gør hun heller ikke, James," sagde Brandon, der åbenbart hørte mig. "Hun leger bare med dig, som hun siger Cat gør det. Det er i virkeligheden hende, der er djævleynglet."

     "Som det ord dog har fået en ny betydning siden vi mødte Cat," sagde Rin eftertænksomt. "Det er, som om verden er helt omvendt i det. Dæmonerne er dem, vi holder med, og englene er dem, vi plages med dag ud og dag ind."

     Det var der ikke nogen, der kunne sige noget til. Jeg vendte tilbage til mit computerspil da jeg hørte mit navn blive råbt op bag mig.

     "Hvad?" snerrede jeg og vendte mig om. Henne ved døren stod nu ikke bare Bob og Per længere, men nu også en tredje falden engel, og han så på mig med et formelt blik.

     "Darkeya kræver din tilstedeværelse," sagde han.

     Det løb mig koldt ned ad ryggen. Med et var hele klassen blevet stille. Halvdelen stirrede på mig og den anden halvdel på den faldne engel. Det tog mig lang tid at rejse mig op og gå med ham ud af rummet. I dette øjeblik turde jeg ikke andet. Der var alligevel noget ved Darkeya. Han var ikke Lucifer. Lucifer var... mere menneske. Darkeya var næsten mere Djævel end Lucifer nogensinde havde været, syntes jeg.

     Vi kom ned til det kontor, der engang havde været Bills, og der bankede den faldne engel på døren.

     "Kom ind," lød Darkeyas stemme derindefra. Den faldne engel åbnede døren og gav mig tegn på at gå ind. Det gjorde jeg uden et ord. "Ah, Cult," sagde Darkeya, da han så mig. "Sæt dig."

     Jeg satte mig på stolen på besøgssiden af skrivebordet. Darkeya sad i kontorstolen på den anden side og så mig lige ind i øjnene.

     "Hvad vil du?" spurgte jeg ham til sidst da han ikke sagde noget.

     "Der er gået to dage nu. Mine to faldne engle har holdt øje med dig døgnet rundt, men du har ikke gjort noget... mistænksomt."

     "Selvfølgelig ikke. Jeg havde jo vagter på."

     "Men du skal ikke tro, at jeg har glemt det, Cult. Du vidste, hvor Kiuna Sorthjerte var. Og det er ikke andet end sandsynligt, at Cat også boede nede i det kloakrør. Du ved hvor hun er nu."

     "Nej, jeg gør ej," svarede jeg. Og det var sandt, men jeg vidste godt, at Darkeya aldrig ville tro det.

     "Jeg tror dig ikke. Hun betyder noget for dig. Meget faktisk. Jeg så jer den dag ved Sorthjerternes hus. Du så hende i øjnene, og hun så dig i øjnene. I deler et bånd. Et bånd, jeg aldrig har kunnet forestille mig kunne blive skabt. Du ville aldrig lade hende i stikken. Du ved hvor hun er."

     "Det gør jeg altså ikke."

     Darkeya sukkede. Han rejste sig op. "Når nu du ikke vil fortælle mig det så må jeg jo være hård."

     Han var stille lidt, vi stirrede hinanden ind i øjnene. Han havde ikke Onde Øjne, men alligevel kunne jeg ikke opretholde hans blik og var nødt til at se ned til sidst.

     "Du får to dage, Cult," sagde Darkeya. "Du får to dage til at finde Cat og bringe hende tilbage hertil. Og hvis hun ikke er her indenfor det tidsrum vil jeg hente en elev fra deres boenheder hver morgen. Hvilken som helst elev, som jeg vælger. Og den elev vil jeg slå ihjel uden videre."

     Jeg stivnede. Jeg sad bare dér i stolen og kunne ikke røre mig. Nej. Det kunne han ikke. Han kunne ikke bare sige sådan noget. Ikke når jeg ikke vidste hvor Catriana var. Måske var hun på den anden side af jorden. Måske var hun i Helvede, og der kunne jeg ikke komme ned.

     Langsomt hævede jeg blikket og så på Darkeya. Hans grønne øjne var hårde og urokkelige.

     "Jeg ved ikke hvor hun er," hviskede jeg, jeg kunne ikke få mig selv til mere. "Det ved jeg oprigtigt ikke."

     "Så find ud af det," sagde Darkeya. "Og gør det hurtigt."

 

"Burde vi ikke have taget Ena og Kira med?" spurgte Rin i bussen.

     "Kira er som en søster for Brandon og mig. Vi bringer ikke søstre på missioner som denne."

     "Og Ena?"

     "Ena har været et vrag siden det med Kiuna. Ville du personligt ønske at tage hende med? Og desuden!" Jeg lagde armene om skuldrene på Rin og Brandon. "Så er vi jo superbanden! Os tre og Catriana lige så snart vi finder hende! Vi har prøvet at være fordømte i Helvede, vi har været kidnappet af oldtidshekse og stået ansigt til ansigt med Gud!"

     "Er du ved at flippe ud, James?" spurgte Brandon mig.

     "Jeps," svarede jeg sammenbidt.

     Det mærkelige ved det hele var, at jeg i teorien burde have let nok ved at nå hende. Vi havde jo vores "bånd". Vores tankesamtalehurlumhej. Men problemet var bare, at somme tider virkede det, andre gange virkede det ikke. Og hver gang, jeg havde kaldt på hende i mine tanker igennem den sidste måned havde jeg ikke fået noget svar. Og jeg havde heller ikke fået et eneste de titusind gange jeg havde kaldt på hende indenfor den sidste time. Måske var båndet blevet brudt.

     Eller også var hun død.

     Jeg rystede hurtigt tanken af mig. Noget sagde mig, at jeg ville vide det med det samme, hvis der var sket noget alvorligt med Catriana.

     "Så... hvad gør vi?" spurgte Brandon mig. "Finder vi Cat eller hvad?"

     "Det er vi nødt til," svarede jeg.

     "Men hvis Darkeya får fat på hende så... det går jo slet ikke, James!" påpegede Rin.

     "Hey hey! Jeg kan ikke tage beslutninger lige nu, Rin. Jeg er skam godt klar over, hvad der sker uanset HVAD jeg gør. Lige nu vil jeg bare FINDE Catriana, og så vil jeg lade hende om at tage beslutningerne. Punktum."

     Vi var alle tre tavse lidt.

     Så spurgte Brandon: "Hvor tager vi hen?"

    

Døren blev åbnet og en pige med lysebrune krøller stod nu overfor os. Hun brød op i et stort smil.

     "James! Brandon! Rin!" Michella gav os alle en krammer. Så trak hun sig tilbage og gispede. "Åh gud, jeg er så uopmærksom! Jeg hørte det! Den dér galning overtog jeres skole! Det har været i nyhederne i UGEVIS! Kom ind, kom ind."

     Vi kom ind. Michella talte videre:

     "Politiet har prøvet at finde en udvej i evigheder! Men det kan de ikke, for falden englemagi er åbenbart ret stærk. I hvert fald ham galningen. Åh du godeste, I skulle have set Tenna, da hun hørte, hvem det var. Hun KENDTE ham jo! Dengang, hvor hun var engel ligesom han var. Jeg kan stadig høre hende sige "Jeg vidste det" om og om igen! Hun var et spøgelse af sig selv i sååå lang tid. En dag sad hun bare inde i sengen og spiste chokolade, og Tenna spiser normalt ikke så mange søde ting. Åh, tag endelig plads så laver jeg te."

     Vi gjorde som budt og satte os i sofaen i stuen mens Michella snakkede videre ude i køkkenet. Lidt efter kom hun ind med en bakke med te og kager. Hun tog en dyb indånding og spurgte: "Hvordan slap I egentlig ud? Og hvor er Cat?"

     Vi sad tavse og stirrede på hende. Hun stirrede spørgende på os.

     "Kan vi snakke med Tenna?" spurgte jeg så til sidst.

     "GUD JA!" sagde Michella åndeløst. "TENNA!" kaldte hun, og lidt efter hørte vi nogen komme ned ad trapperne.

     "Hvad er der, Michella?" hørte jeg en stemme bag mig. Jeg vendte mig om og mødte nu Catrianas mor for første gang.

     Det eneste jeg egentlig kunne tænke, var, hvor meget Catriana lignede sin mor. Tennas hår var måske lyst og langt mere krøllet end Catrianas var, men de havde samme substans og måde at falde ned ad ryggen på. Og øjnene var måske grå, mens Catrianas var sorte, men de lignede hinanden på alle andre måder. Deres kropsform, måde at gå på. Deres smil og rynkede pande.

     "Hej," sagde hun, da hun så os. Al luft forlod mig da jeg indså, at hendes stemme mindede alt for meget om Catrianas. "Er I Michellas venner?"

     "Nej, Tenna," sagde Michella. "De er CATS venner! De kommer fra magiskolen."

     "Åh," sagde Catrianas mor. "Åh! Jamen, hvordan slap I ud? Og hvor er Cat?"

     Jeg rejste mig op og gik hen til hende. "Mit navn er James Cult," sagde jeg. "Har Catriana fortalt om mig?"

     Tenna nikkede langsomt. "Du er hendes kæreste. Du..." Hun rystede på hovedet og trak en hårtot om bag øret. "Åh du godeste, hvad er der sket?"

     "Darkeya er værre end Lucifer, det er, hvad der er sket," mumlede Rin. Det hørte Tenna vist godt.

     "Det behøver I skam ikke fortælle mig. Lucifer var oprørsk og idiotisk, men Darkeya var direkte ondskabsfuld og ønskede bare magt. De var et umage par var de. Hvad har han gjort?"

     "Han..." Jeg sank en klump. "Catriana tog af sted. For at finde Lucifer og Gud. Men Darkeya har nu sendt mig af sted for at finde hende. Hvis jeg ikke kommer tilbage med hende inden to dage vil han begynde at... dræbe elever på skolen. Det siger han i hvert fald."

     "Darkeya kommer ikke med tomme trusler. Det ligger ikke i hans natur. Har I nogen anelse om, hvor hun kan være?"

     Vi rystede alle tre på hovedet.

     "Åh gud..." hviskede hun.

     "Vi håbede, at hun havde været forbi her," sagde Brandon.

     Tenna rystede på hovedet. "Det har hun ikke. Men... har I været i... I ved..."

     "Nej," svarede jeg. "Vi ved ikke, hvordan man kommer dertil."

     Tenna så ned på sine foldede hænder. Så gik der pludselig et eller andet op for hende, og hun så mig i øjnene. "Cat fortalte, at du kunne se hende i øjnene." Jeg nikkede stumt. "Har I nogen idé om, hvad det betyder?" Jeg rystede stumt på hovedet. "Prøv at kalde ud til hende."

     "Kalde ud...?" Rin og Brandon så komplet forvirrede ud.

     "Jeg har prøvet," svarede jeg, undrende over, at hun kendte til tankekontakten. "Hun svarer ikke."

     "Bliv ved. Hvis det her er, hvad jeg tror, så vil hun høre dig."

     "Hvis det her er, hvad du tror...? Hvad tror du da?"

     Tenna smilede skævt og lagde sin hånd på min skulder. "Det er ikke min opgave at fortælle dig det."

 

Vi endte med at tage bussen tilbage mod skolen. Der var ikke så meget andet vi kunne gøre.

     Jeg satte mig på sædet bag Rin og Brandons. De snakkede sammen om et eller andet, som jeg ikke hørte efter. Og jeg sad og prøvede det, som Tenna havde bedt mig om.

     Catriana. Din mor sagde noget... noget om vores bånd. Du burde virkelig kunne høre mig... Vær sød at høre mig. Situationen er ret så frygtelig... hvis ikke du er på skolen senest i overmorgen vil Darkeya slå elever ihjel. Og han mener det. Din mor fortalte os, at Darkeya ikke bluffer med den slags. Vær sød at komme tilbage. Eller... bare svar mig, så vi kan tale sammen. Så vi kan gøre et eller andet. Og jeg savner dig. Jeg elsker dig. Jeg elsker dig. Jeg elsker dig.

     Jeg sad i lidt tid og ventede på et svar. Men der kom ikke et.

     Det var aften da vi kom tilbage. Uden Catriana.

     "Hvad gør vi nu?" spurgte Rin mig som vi stod dér i den tavse forhal.

     "Vi venter på, at hun svarer," sagde jeg. Jeg kunne mærke dem veksle blikke bag min ryg. Men der var ikke andet at gøre. JEG kunne ikke gøre andet.

     Så blev døren åbnet bag os. Vi vendte os alle tre om for at se, hvem der var kommet ind.

     Hun stod dér, klædt i en tyk vinterjakke, hue og vanter og med en slidt rygsæk på ryggen og store støvler. Da hun så os smilede hun svagt.

     Catriana.

    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...