Ser Sort-Hvidt 2 - De faldne engle, Fædrene & børnene

Endnu et skoleår på Pijifenas Magiskole venter James og hans kammerater. James har i forvejen været mere igennem end mange af de andre elever med både ture i Helvede og himmelske krige bag sig. I år håber han på, at ting vil være roligere. Men han tager fejl, for de himmelske konflikter er langt fra færdige med ham. Der er ting, som Catriana ikke har fortalt ham, ting, som kommer til at få konsekvenser for dem alle. Og James må også erkende, at der er kræfter i ham, som han aldrig nogensinde vidste, at han havde.

6Likes
53Kommentarer
3386Visninger
AA

19. Kapitel 18: "En ud af to" - Rin

 

"Det her smager guddommeligt," sagde Kiuna med munden fuld af doughnut.

     Vi sad inde på Jesus' værelse i hans seng. Kiuna sad mageligt med dynen over sig med æsken med doughnuts, som vi var kommet op med til hende. Mig, Ena og Kira altså.

     "Jeg er så ked af, at jeg går glip af sådan nogle ting," beklagede Kiuna sig så efter.

     Det var vi egentlig også. Der var blevet indført ugentlig doughnutdag.

     "Det var Darkeyas idé," sagde Kira med et skævt smil. Kiuna stoppede med at spise i det samme og lukkede så æsken sammen.

     "Jeg er mæt," sagde hun og sank sin mundfuld.

     "Noget godt er der trods alt ved at have ham her," mumlede jeg.

     Ena og Kiuna stirrede en anelse forargede på mig som jeg sagde det. Bagefter holdt jeg min kæft.

     Der var stille lidt. Bare lidt tid, hvor ingen sagde noget. Det var Ena, der brød stilheden:

     "Jeg bryder mig ikke om, at du er her, Kiuna. Altså på det her værelse. Man kan jo bare vade ind."

     "Jes låser døren," svarede Kiuna.

     "Men alligevel..."

     Kiuna smilte og trak Ena ind til sig. "De leder jo knap nok efter mig længere. Det skal nok gå det hele. Cat vil komme tilbage før eller siden, og hun vil finde ud af, hvad vi skal stille op. Bare vent og se."

     "Men... føler du dig ikke isoleret?" spurgte jeg. "Du kan jo ikke noget. Det er som at være i fængsel."

     "Tager du gas på mig? Jeg har en blød seng, jeg får gratis doughnuts og jeg behøver ikke at arbejde for det! Jeg har det personligt skønt."

     "Men, Kiuna..." startede Ena, men hun bed sig bare i læben og sagde ikke mere.

     I det samme blev døren ind til værelset låst op, og der gik et gys igennem os alle undtagen Kira, der sikkert allerede vidste, hvem det var.

     Det var selvfølgelig bare Jesus. Da han kom ind og så, at der var besøgende, stoppede han og bare stirrede på os.

     "Burde I ikke være i skole?" var hans eneste kommentar.

     "Vi pjækkede for sidste time," svarede Kira uberørt.

     "Ok," svarede Jesus så og stillede sin taske fra sig. "Hvordan går det, Kiuna?"

     "Finno," svarede Kiuna med et smil. "Nu hvor du er her, så skal jeg låne din nøgle i nat."

     Jesus hævede det ene øjenbryn. "Skal du ud?"

     Kiuna nikkede. "Jeg glemte nogle ting nede i kloakrøret dengang. Så jeg ville ned og hente det i nat."

     Hvad fanden tænkte hun på? Var hun bindegal?

     "Kiuna, det er virkelig ikke nogen god idé," sagde jeg. "Du - de - for fanden da, Kiuna!"

     "De leder knap nok længere," sagde Kiuna roligt. "Og det kommer til at være midt om natten. Og James kommer til at være der. Tag det roligt. Der kommer ikke til at ske noget."

     "Kiuna - " begyndte Jesus, men Kiuna afbrød ham ved at løfte sin hånd.

     "Nu vil jeg ikke høre mere fra dig. Du kan ikke stoppe mig, storebror."

     Det lukkede munden på Jesus. Det havde hun vist ikke kaldt ham før.

     Så rømmede Jesus sig efter en omgang akavet stilhed. "Nå, men I tre bør ikke være herinde. Jeg følger jer ud."

     Ingen af os protesterede. Vi fulgte bare med ham. Han låste døren bag os, og vi gav os til at gå ned ad gangen.

     Og der opdagede jeg, at Kira havde stoppet op. Hun stod med lukkede øjne og vrikkede med det ene ræveøre.

     "Kira?" spurgte jeg.

     "Det er bare..." mumlede Kira. Så gik hun tilbage og drejede om hjørnet. Helt paf stod vi tilbage og anede ikke, hvad der foregik. Lidt efter kom Kira tilbage, og hun trak på skuldrene.

     "Der var ikke nogen," sagde hun.

     "Okay..." Jeg så mistænksomt på Jesus, som havde denne her bekymrede rynke i panden.

     "Troede du da, at der var nogen?" spurgte Ena spagt.

     "Måske..." sagde Kira fraværende. "Jeg havde bare en slags fornemmelse."

 

Men ifølge Kira var der altså ikke nogen. Så vi lod det ligge. Og da vi kom gående ned ad gangen fik jeg så pludselig øje på Bill. Han stod og førte samtale med Darkeya, omringet af faldne engle.

     "Det er Bill," hviskede jeg åndeløst. Vi stoppede alle op.

     "Han er ikke død," sagde Jesus begejstret. Han fortsatte videre.

     Faldne englegruppen blev opløst, og Darkeya sendte et kort nik til Bill, som blev stående, hvorefter han gik med dem. Tilbage stod Bill og så ned på sine foldede hænder.

     "Bill," sagde Jesus. Bill løftede blikket og vendte os imod os. Han sendte os et trist smil.

     "Nå, I er her endnu."

     "Vi var bange for, at han havde..." Jesus rystede sig. "Jeg ved det ikke engang. Vi var bare bange for, at du ikke ville komme tilbage."

     "Jo, han skadede mig såmænd ikke," sagde Bill. "Ikke for alvor i hvert fald. Men han ville vide hvor han havde mig før han satte mig fri."

     "Så... hvor har han dig?" spurgte jeg.

     "Så længe jeg ikke er til besvær, og jeg tager imod hans ordrer, kan jeg fortsat være rektor her." Han bed sig i underlæben med et træk på skuldrene.

     Vi gøs alle.

     "Men jeg er faktisk overrasket over at se jer i god behold," sagde Bill. Men så blev han tavs og rynkede panden. "Men så igen... jeg har endnu ikke set hverken Cult, Michigan eller professor Sorthjerte... eller frøken Cyston. Hvor er de?"

     "Brandon og James er uskadte," svarede jeg. "De daller nok rundt et eller andet sted."

     "Gudskelov da."

     Kira lo hæst. "Gid det var så let, rektor."

     Ingen svarede på det. Vi vidste jo alle sammen, at det var sandt nok.

     "Men hvad med...?"

     Jesus åbnede munden for at svare, men jeg skyndte mig at komme ham i forkøbet. Også før Kira kunne nå at sige noget dumt. Hun lærte mere og mere af James dag for dag:

     "Vi ved hverken hvor Kiuna eller Cat er. Men Darkeya har dem ikke, det er helt sikkert. De forsvandt, som han overtog skolen."

     "Åh..." Bill så sørgmodigt på os. "Jeg håber, at de også er uskadte."

     Det håbede vi også. Især Cat. Åh, hvor jeg håbede, at Cat klarede sig. Og at Kiuna ville komme helskindet igennem i nat.

 

Men ulykken ramte. Jeg vidste det næsten så snart jeg vågnede næste dag. Brandon kom ud fra sit værelse, og han var helt bleg. Jeg stirrede på ham, og han skulle bare se på mig, og jeg vidste, at James ikke var der.

     Han var ikke tilbage endnu.

     Vi mødte Kira og Jesus ved kantinen, da vi skulle hen for at få morgenmad.

     "Han er uskadt," mumlede Kira. Jeg så spørgende på hende.

     "James?"

     "Ja. Jeg kan mærke, at han er uskadt."

     De var begge stille. Og jeg kunne ikke se Ena nogen steder.

     "Hvad skete der?" spurgte jeg. "Hvad skete der i nat?"

     "Der var nogen i går," svarede Kira mig. "Jeg KUNNE fornemme nogen. Men de... de havde beskyttet sig selv på en eller anden måde. De må have hørt, hvad vi snakkede om. Jeg ved ikke... Men de fangede James og Kiuna i nat. Begge to. Og han holder James i sin varetægt. Jeg ved ikke, hvornår han slipper ham fri."

     Vi stod alle tavse lidt. Bare for at indtage chokket. Jeg havde alligevel ikke regnet med det. James plejede at kunne slippe af sted med de værste ting.

     "Jeg kan ikke spise noget," sagde Jesus. "Jeg går til time. Kom ikke for sent, I to." Det var en hentydning til Brandon og mig. Vi skulle havde Chakra i første time.

    

I timen var der ikke meget undervisning. Alle var næsten for oprørte. Sally Winters sad med våde øjne og ødelagt mascara.

     "Bare rolig, James skal nok klare den," hørte jeg en af hendes veninder opmuntre hende. Jeg kunne ikke spå, om Sally rent faktisk VAR bekymret for James. Men græd gjorde hun i hvert fald.

     "Hun er sådan en hykler," mumlede Brandon.

     Jeg sukkede. "Jeg er bange, Brandon. Darkeya vil... jeg frygter hvad han vil gøre ved Kiuna. Og stakkels Ena."

     "Hvad med James? Darkeya må da tro, at han ved alt muligt nu. Han lader ham aldrig slippe igen. Og... måske røber James os. Måske ved Darkeya, at vi alle sammen ved for meget."

     "James er temmelig hardcore. Han ville ikke fortælle ham noget som helst. Om han så ville blive myrdet på grund af det."

     "Du hjælper virkelig ikke på situationen, Rin."

     Bagefter timen kom vi hen til katederet, hvor Jesus sad og så fraværende ud i luften. Han havde en rynke i panden, så jeg kunne se, at han tænkte.

     Da den sidste elev havde forladt lokalet sagde han:

     "I to tusind år boede jeg i Himmelen. Hos min far. Og i to tusind år skulle jeg høre ham sige til mig: "En dag vil du vende tilbage. En dag vil du tage derned igen. Og du vil frelse mennesket for de problemer, som de selv har skabt. Du er den eneste, der kan gøre det. Det er jeg begyndt at tro.""

     Han så på os med et trist trist blik. "Jeg havde ikke forventet, at mit liv ville blive sådan," sagde han. "Men alle fortalte mig evigt og altid hvad jeg skulle gøre. Hvem jeg var, hvad min skæbne var. Jeg er Guds søn. Jeg er Jesus Kristus. Men jeg havde bare lyst til at være Jes Kristensen for en tid."

     Jeg skævede til Brandon. Han skævede til mig.

     "Men," fortsatte Jesus. "Hvad nu hvis det er nu?"

     "Hvad mener du?" spurgte Brandon.

     "Hvad nu, hvis det er nu, jeg skal handle? I stedet for at skjule mig under et andet navn. Måske er det i virkeligheden meningen, at jeg skal GØRE noget. Forsøge at redde Kiuna. Få Darkeya væk herfra. Og... og finde min far og Lucifer. Måske er det i virkeligheden nu. Måske er det DET her, jeg skal frelse jer fra."

     Brandon og jeg stirrede bare på ham. Vi anede knap nok, hvordan vi skulle reagere.

     For inderst inde tror jeg, at vi begge to ønskede, at han VILLE handle. Cat havde været væk i snart en måned. Ingen havde hørt noget til hverken Gud eller Lucifer. Ingen havde grebet ind. Intet var sket. Og nu var Kiuna blevet fanget.

     Jesus var den eneste Gud, vi havde tilbage lige nu, tænkte jeg for mig selv.

 

Til aftensmaden sad vi bare og rørte knap nok vores mad. Brandon, Ena, Kira og mig. Og jeg kunne mærke, at alt for mange stirrede på os. De vidste nok alle sammen, at vi havde et eller andet med alt det her at gøre.

     Så rettede Kira sig op og spidsede ører. Vi kiggede alle sammen den retning, som hun gjorde. Og der så vi James. Han kom gående igennem spisesalen med to store faldne engle bag sig. Alle, og jeg mener alle, stirrede på ham. Han gik direkte hen til os og satte sig.

     Han havde et blåt mærke i panden. Og han smilte ikke, i stedet så han bare ned på sine hænder.

     "Har de gjort dig noget, James?" spurgte Brandon.

     "Hvad har I gjort ved ham?" snerrede Kira til vagterne. Hun rejste sig op.

     "Tag det roligt, Kira," sagde James. Han lavede et næsten usynligt smil og forsøgte at lette stemningen. "Dette er Bob og Per." Han pegede på vagterne. "De vil egentlig ikke fortælle mig deres navne, så det kalder jeg dem bare. De holder øje med mig. Fra nu af. Indtil... til hvornår var det nu?" spurgte han vagterne.

     "Indtil frøken Cyston er fundet," svarede den ene faldne engel bryskt.

     "Ja, indtil da," sagde James så.

     Og så sad vi der og spiste vores mad. Overvåget af faldne engle.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...