Ser Sort-Hvidt 2 - De faldne engle, Fædrene & børnene

Endnu et skoleår på Pijifenas Magiskole venter James og hans kammerater. James har i forvejen været mere igennem end mange af de andre elever med både ture i Helvede og himmelske krige bag sig. I år håber han på, at ting vil være roligere. Men han tager fejl, for de himmelske konflikter er langt fra færdige med ham. Der er ting, som Catriana ikke har fortalt ham, ting, som kommer til at få konsekvenser for dem alle. Og James må også erkende, at der er kræfter i ham, som han aldrig nogensinde vidste, at han havde.

6Likes
53Kommentarer
3472Visninger
AA

18. Kapitel 17: "Muren" - James

 

Jeg står ved muren. Helt henne ved den, og jeg stirrer op, kniber øjnene en smule sammen for at se bedre. Men nej, jeg kan ikke se toppen, og jeg undrer mig over, hvor højt op den mon går. Men jeg ved, at jeg skal over på den anden side, hvis jeg skal se dem igen.

     Mor...

     Far...

     Kira...

     Min familie er på den anden side. Og hvis jeg får chancen for at møde dem igen, kan jeg sige undskyld. Jeg kan sige undskyld til Kira især, fordi jeg ikke beskyttede hende bedre. Mit største ønske er at kunne møde dem igen. Bare kort. Bare lidt. Det river mig fra hinanden, den sorg, det savn. Deres ansigter er ved at svinde fra mig. Jeg kan ikke længere huske min mors øjenfarve. Og jeg kan kun meget svagt huske Kiras latter. Jeg har ingen billeder. Ingen videoer eller lydoptagelser. Alt gik tabt i branden. Jeg har ikke andet end billederne, videoerne og lydene der eksisterer i mit sind. Og også de er så småt ved at gå tabt. Snart kan jeg kun huske følelserne. Følelsen, min mors varme øjne fik frem, når hun så på mig. Hvor glad jeg blev, når jeg fik Kira til at grine ved at forvandle mig til dyremutanter.

     Der er snart ikke flere beviser på deres eksistens.

     Ikke andet end muren.

     Jeg må over på den anden side. Det er vigtigere end alt andet i verden.

     Vigtigere end alt.

     Til at starte med sætter jeg mig ned på knæ og begynder at grave. Først som menneske, så derefter som en muldvarp. Jeg graver og graver og graver, men der kommer ikke et sted, hvor muren ikke er der. Den graver sig lige så dybt ned i jorden, som jeg kan orke at komme ned. Og til sidst må jeg give op ad den vej. Så kigger jeg op. Så må jeg vel flyve.

     Jeg forvandler mig til en kongeørn og letter fra jorden. Flyver lodret op langs muren. Et eller andet sted må den da stoppe. Den kan ikke blive ved i al evighed. Det er ikke fysisk muligt, at den bliver ved i al evighed.

     Men det gør den altså. Og pludselig kan mine vinger ikke bære mig mere. Og jeg begynder at falde. Helt ned. Og jeg rammer jorden med et hårdt stød. Jeg må da være død nu. Men næh nej, af en eller anden årsag har jeg det fint. Jeg forvandler mig til et menneske og tager nogle dybe indåndinger. Der må være en udvej. Der MÅ være en måde jeg kan komme på den anden side.

     "Nej," siger en stemme. Jeg ser ret frem for mig. Der står Gud. Han er klædt i en hvid kåbe, og ser både meget stor og meget lille ud. Det eneste, jeg kan se meget klart er hans hårde blå øjne.

     "Jo," siger jeg stædigt.

     "Det er strengt forbudt for alle levende at komme over på den anden side," siger han så med Catrianas stemme.

     "Så dræb mig," snerrer jeg. "SÅ SLÅ MIG IHJEL!"

 

Jeg vågnede med ekstrem åndenød. I mange sekunder måtte jeg ligge dér i min seng og prøve at få vejret. Som jeg lå der var jeg vred på Gud. Vred over, at han ikke ville lade mig se min familie. Og så kom jeg i tanke om, at Gud var væk. Han var der ikke til at bevogte muren. Hvis jeg nu fandt ud af, hvordan jeg kom derop, så kunne jeg måske...

     Så skammede jeg mig. For Gud var VÆK. Og det samme var Lucifer. De var væk, ingen vidste, hvor de var, og de kom måske aldrig tilbage.

     Og det samme var Catriana. Hun var taget af sted. Det havde kun taget hende nogle minutter at beslutte sig for at forlade mig. Og for en kort stund var jeg vred på hende for at tage af sted. Måske kom hun heller aldrig igen. Men så igen... Der var vel vigtigere ting end vores forhold og mine behov.

     Men jeg kunne stadig huske de sidste ord, hun havde sagt til mig. Efter jeg var fløjet hende hen i Pijifena Skov.

     Hun var steget af mig, jeg havde forvandlet mig tilbage til menneske og vi havde stået stille lidt.

     "Jeg er ked af, at jeg må tage af sted, James," havde hun sagt uden at se på mig.

     "Det er okay," havde jeg så svaret, selvom det slet ikke var det.

     Så omfavnede hun mig. "Men du forstår det godt, ikke?"

     Jeg svarede ikke. Jeg nikkede ikke engang.

     "Jeg skal nok komme tilbage," sagde hun så. "Det lover jeg."

     "Du skal ikke love noget, du ikke kan holde."

     "Det her lover jeg. Det her kan jeg holde. Når jeg lover noget, holder jeg det altid. Og... når jeg er tilbage... når alt er normalt igen. Så..." Hun kyssede mig på munden, og jeg smilte for første gang i timevis da det gik op for mig, hvad hun mente.

     Jeg omfavnede hende nu. "Jeg kommer til at savne dig."

     "Jeg kommer også til at savne dig.

     Jeg elsker dig.

     Jeg elsker også dig. Vi ses snart igen.

     Så var hun gået.

 

Klokken var fem. Jeg prøvede at falde i søvn igen, men det var umuligt, fandt jeg ud af. Så jeg endte med at stå op, tage tøj og overtøj på og gå ud i haven. Det var sandelig ikke varmt da. Det var november. Der var gået evigheder siden Catriana var taget af sted, der var gået evigheder med Darkeyas styre over skolen. De fleste virkede til at være ligeglade, men det var jeg altså ikke.

     Og jeg var heller ikke ligeglad med...

     Jeg så op på den mørke himmel og lukkede øjnene. Ønskede mig derop.

     Himmelen, Himmelen. Himmelen.

     Intet skete.

     Selvfølgelig skete der ikke noget.

     Men... jeg havde jo denne her nye kraft. Lyset i min hånd, når jeg ønskede det. Jeg... havde sådan en fornemmelse af, at det havde noget med Gud at gøre. Noget med lysmagi at gøre. Guddommelig magi. Men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle stille op med det. Jeg vidste ikke engang, hvad det betød eller hvorfor jeg pludselig havde det.

     "Hvad betyder det?" hviskede jeg. "Gud, hvad betyder det?"

     Intet svar.

     Men han var her jo ikke. Han var væk.

     Men så...

     Så kom jeg i tanke om, at han jo var her.

     Han var lige her på skolen.

     ... Og vi skulle have ham i første time.

 

Timen gik langsomt. Sådan... helt ualmindeligt langsomt for en Chakratime. Normalt var Chakra interessant, sommetider endda sjovt. Men en gang imellem skulle vi have teori. Og nogle gange tog teorien hele timen. Nogle i klassen (som for eksempel Brandon) sad og tog noter, enormt interesserede. Men andre (som stakkels mig) var lige ved at falde i søvn.

     Jesus var ved at præsentere os for noget han kaldte chakrasyn. Det var åbenbart noget, alle magiske burde være i stand til, hvis de bare blev dygtige nok. Ved at man faktisk kunne fornemme folks chakra bare ved at se på dem. Man kunne praktisk talt se, om de var mørkevæsner eller lysvæsner. Men specifikt hvilken race var ikke noget, man uden videre kunne se.

     "Næste gang," sagde Jesus, som det var lige ved timens slutning, "kunne jeg godt tænke mig, at vi afprøver chakrasyn. I kommer til at arbejde i makkerpar. Læs kapitel 6."

     Imens vi pakkede sammen spurgte Brandon mig:

     "Hvor var du?"

     "Hvad mener du?"

     "Du var der ikke da jeg vågnede, du kom ikke til morgenmaden OG kom fem minutter for sent. Hvor var du?"

     "Jeg var ude og løbe," sagde jeg og rejste mig op. Brandon rejste sig op med mig og trak sin stol op, som jeg som sædvanligt havde udeladt.

     "Uden morgenmad?"

     "Jeg kan vel bare spise noget i frikvarteret," sagde jeg kort for hovedet, hvorefter vi gik hen imod døren da Jesus kaldte os hen til ham.

     Da vi gik derhen sagde Jesus meget lavt til os: "Vil I sige noget til Ena for mig når I ser hende?"

     Vi nikkede.

     Så sagde Jesus, endnu lavere, så det nærmest kun var en hvisken: "Kiuna bor oppe i min boenhed."

     Det kom bag på os begge. "Er det... sikkert?" spurgte Brandon.

     "De er efterhånden holdt op med at lede, og der er ingen, der mistænker mig for noget som helst. Og hun kan ikke bo nede i det rør for altid. Men der er hun altså, og Ena ville nok være glad for at vide det."

     Det nikkede vi begge til. "Det skal vi nok sige til hende," lovede jeg.

     Jeg skulle til at vende mig om for at gå da jeg lagde mærke til, at Jesus stirrede mærkeligt på mig.

     "Hvad?" spurgte jeg.

     "Har du det godt, James?" spurgte han.

     "Jeg... har det fint," svarede jeg.

     Men både Jesus og jeg kunne høre løgnen.

     Han kunne se lige igennem mig.

     Og vi havde lige haft en hel time, der drejede sig om chakrasyn.

     Han kunne se min chakra.

     Han kunne se lyset. Det vidste jeg, at han kunne.

     Men ingen af os nåede at sige noget før Rin lagde sine arme om skuldrene på Brandon og mig.

     "Nå, drenge, så skal vi have regning!" sagde hun med et stort smil, men sarkasmen var høj. "Det bliver skønt!"

     Så der skete ikke mere den formiddag. Eller før skolen var slut. Efter vores sidste time gik jeg hen til Chakralokalet, hvor Jesus sad ved skrivebordet og rettede opgaver. Jeg tror endda, at det var dem, vi afleverede i forgårs. Jeg lukkede døren, og ved lyden så Jesus op.

     "Der er du, James," sagde han afslappet. "Jeg tænkte nok, at du ville dukke op."

     Han KUNNE virkelig se lige igennem mig.

     "Gud er væk," sagde jeg. "Men... du er her jo."

     "Rigtigt nok. Fortæl mig nu, hvad der sker. Jeg kunne... fornemme noget i dig. Jeg havde egentlig fornemmet det før, men der var det svagt. Men i dag var det stærkt. Faktisk meget stærkt. Men jeg tror, at det er bedst, hvis du selv siger det. Hvis du siger det højt. For jeg tror ikke, at du har sagt det til nogen. Vel?"

     Jeg stod lidt lænet op ad døren. Så sukkede jeg og gik hen for at sætte mig på et af bordene lige ved katederet. Jeg rystede på hovedet. Men det tog mig lang tid at få det sagt. Flere sekunder. Men Jesus skyndede ikke på mig. Han ventede tålmodigt.

     Så fik jeg det endelig sagt:

     "Jeg tror... at jeg er ved at blive til et lysvæsen."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...