Ser Sort-Hvidt 2 - De faldne engle, Fædrene & børnene

Endnu et skoleår på Pijifenas Magiskole venter James og hans kammerater. James har i forvejen været mere igennem end mange af de andre elever med både ture i Helvede og himmelske krige bag sig. I år håber han på, at ting vil være roligere. Men han tager fejl, for de himmelske konflikter er langt fra færdige med ham. Der er ting, som Catriana ikke har fortalt ham, ting, som kommer til at få konsekvenser for dem alle. Og James må også erkende, at der er kræfter i ham, som han aldrig nogensinde vidste, at han havde.

6Likes
53Kommentarer
3515Visninger
AA

17. Kapitel 16: "Farvel" - Ena

 

"Op med jer!"

     Stemmen skar igennem mine ører som lyset skar igennem mine øjne. Jeg sprang op i sengen, slog hovedet op i loftet og stirrede med noget der føltes som flækkede øjne ud i luften før jeg så omsider fattede, hvad der foregik omkring mig.

     Jeg sad i min køjeseng på mit og Kiras værelse. Lyset var blevet tændt, og i døren stod to faldne engle. Hvad fanden var klokken?

     "Vi prøver at sove," kunne jeg høre Kira sige i køjen under mig.

     "Det må I undvære i nat," sagde den ene faldne vagt, barskt som en vagthund. "Darkeya vil have et ord med jer."

     "Fandeme nej," mumlede jeg, men som om jeg nogensinde blev modig nok til rent faktisk at trodse dem. Næh, jeg kravlede bare uden et ord mere ud af min seng. Kira stod også op uden at brokke sig, men er du gal hvor så hun bister ud.

     Vagterne var meget påpasselige med at lade os være alene sammen, men da vi insisterede på at få noget tid til at klæde os på og alt hvad der ellers hører med før man går ud af døren, gav de os allernådigst lov til at gå ud på badeværelset en ad gangen. Bagefter førte de os ud af boenheden. Jeg lagde mærke til, at døren ind til drengenes værelse stod på klem, og jeg så nogle nysgerrige øjne kigge ud. I det samme rødmede jeg uden helt at vide hvorfor. Det var vel ikke min skyld, at vi blev vækket klokken fem om morgenen.

    

"Tror du - " begyndte jeg, men jeg fik et dask på skulderen af den ene af vagterne.

     "Ikke et ord," brummede han.

     Så jeg holdt min mund. Vi fandt vel også ud af, hvad det drejede sig om lige om lidt.

     Vi ankom til det, der engang havde været Bills kontor. Faktisk havde det været hans kontor på dette tidspunkt i går, men nu havde Darkeya overtaget det, og der var ikke rigtig nogen, der vidste hvor fanden Bill var. Personligt frygtede jeg det værste.

     Vi ankom til venteværelse udenfor kontoret, hvor sekretæren sad ved sit skrivebord og rystende arbejdede. Hun forsøgte tydeligvis at ignorere de tre personer, der sad på bænken og de to faldne engle, der stod vagt på hver sin side af dem.

     I bænken sad Rin, Brandon og Jesus. Det gjorde mig ilde til mode at se ham sidde der, så tæt på de folk, der ønskede at slå ham ihjel. Bare det at se ham og vide, at det var ham, gjorde, at det var helt umuligt for mig at forstå, at de faldne engle ikke kunne se igennem ham så let som ingenting. Han sad jo der og var så Jesusagtig som nogen Jesus overhovedet kunne være. Han så meget rolig ud, kontrolleret, næsten afslappet, som om dette ikke drejede sig om noget så alvorligt som liv og død. Som han sad dér mindede han mig om Kiuna. Kiuna, som også var hans søster. Det var vel derfor. Det var vel derfor, at hun var så perfekt og jeg så fejlagtig. Hendes far var GUD og min far var en så ubetydelig som -       

     Døren ind til kontoret åbnede, og ud kom James. Han smilte skævt, da han så os.

     "Hey," sagde han.

     "Ikke et ord," brummede vagten. Han gik hen til James og fulgte ham ud af rummet. Mit hjerte hamrede, som det gik op for mig, hvad der skete. Darkeya var ved at forhøre os. Én for én.

     Kira og jeg nåede knap nok at få sat os ned før døren igen blev åbnet og en falden engel kom ud. Han skimmede os alle fem og pegede så på mig.

     Jeg var som en sten da de to vagter hev mig op og stå igen.

     "Nej tak," peb jeg.

     "Ikke din beslutning," sagde den faldne engel i døren.

     Så jeg tog nogle tunge skridt ind på kontoret med et kort blik tilbage på de andre fire, der så medlidende på mig.

     Så blev døren lukket bag mig, og jeg stod nu i det store kontor alene med den faldne englegut, der havde peget på mig - og Darkeya, der sad ved skrivebordet.

     "Sæt dig ned," sagde han og gjorde tegn til stolen på den anden side af bordet. Jeg satte mig uden et ord og ventede på min snarlige død.

     "Nå, Ena," sagde han og foldede hænderne på bordet. Han så mig i øjnene, og jeg var så glad for, at jeg ikke havde Cats forbandelse. Hun var blevet afsløret på stedet hvis hun havde været mig. "Jeg leder jo efter din søster og Cat."

     "Ja..." mumlede jeg. Mit hjerte kunne ikke stoppe med at banke, og mine ben rystede.

     "Jeg ved, at du ved hvor Kiuna er," sagde han. "Hun er jo din søster."

     "Nej," sagde jeg. "Jeg ved ikke, hvor hun er."

     Darkeya bed sig i underlæben. "Ena, du ville gøre det meget lettere for dig selv, hvis du bare fortalte mig, hvor hun var. Inden længe vil alt være, som det var før."

     Men det ville det jo ikke. Det vidste jeg lige så godt som han. Hvis han fandt Kiuna og Cat, ville han med tiden finde mig og Jesus, og vi ville alle dø. Så ville han dræbe Gud og Lucifer, og så ville Himmelen og Helvede OG Jorden være i hans hænder, og intet ville nogensinde blive det samme som før. Men intet af det her kunne jeg så meget som drømme om at sige til ham.

     "Jeg ved det ikke," sagde jeg med rystende stemme.

     "Du lyver," sagde Darkeya.

     "Det gør jeg i hvert fald ikke." Min stemme rystede endnu mere nu.

     "Ena, jeg har boet i Helvede de sidste mange tusind år. Jeg kan kende en løgnhals, når jeg ser en. Måske ved du ikke præcis  hvor hun er, men du ved mere end hvad du siger."

     Det var jo egentlig sandt nok. Jeg vidste, at James havde fundet et skjulested til dem her på skolen, og at de havde det godt. Og jeg vidste, at Brandon også vidste, hvor det sted var. Det var et eller andet skjulested, de to havde brugt, da de var nye på skolen.

     Jeg tog en dyb indånding, og jeg svarede ham uden at min stemme rystede det mindste: "Jeg ved hverken hvor Kiuna eller Cat er. Det er sandheden."

 

"Du er helt sikker på, at de er i sikkerhed?" spurgte Rin for fjortende gang den frokostpause.

     James sukkede. "JA, Rin, jeg er sikker på, at de er i sikkerhed. Lad nu være med at spørge."

     "Hvordan kan jeg lade være med at spørge? Cat er min bedste veninde."

     "Hvis du ikke holder kæft nu er hun snart din døde bedste veninde," brummede James. Det var rigtigt nok. To vagter var kommet faretruende tæt på vores bord, og de sendte os mistænksomme blikke.

     "Hvad glor I på?" snerrede Kira, og vagterne gik fornærmede videre.

     "Hvorfor er du så sur?" spurgte jeg Kira, hun plejede ikke at være næsvis på sådan en måde.

     "Jeg stod op klokken fem i nat, ok." Kira spiste tvært videre.

     Vi snakkede ikke mere den frokost om Kiuna og Cat.

 

Faktisk undgik vi emnet de næste fire dage. Der var så meget opmærksomhed på os hele tiden. Vi turde ikke engang nævne deres navne selvom det ikke havde noget som helst med noget som helst at gøre.

     I fem dage levede vi sådan under Darkeyas styre på skolen. I fem dage havde vi vagter i hælene på os hele tiden, om vi så end var samlet eller skilt. I fem dage vidste jeg ikke om min søster var i live eller død, for James ville ikke fortælle et ord.

     Indtil en lørdag nat, hvor hele skolen sov. Der tog James chancen og sneg sig ind på mit og Kiras værelse. Han vækkede os blidt og fortalte os, at nu var tiden inde.

     Bagefter fulgte han os ud på gangen, hvor Rin, Brandon og Jesus allerede ventede.

     "Kom med," sagde han stille, og meget lydløst sneg vi os ned ad gangene.

     Vi kom ned i stueetagen, hvor James førte os ned ad endnu flere gange, indtil vi kom til en meget smal trappe der gik opad lige ved siden af et toilet. Men der vidste James noget, vi andre ikke gjorde.

     "Der er en hemmelig dør ned til kælderen her," sagde han. "Det er kun de vigtigste voksne der ved det."

     Jesus var helt bleg. "Hvordan vidste du det?"

     "Jeg eh... kom til at smuglytte engang." James forvandlede sig til en mus og kravlede ind ad et lille hul i væggen. Lidt efter åbnede der sig en dør som jeg ikke engang havde set var der. Og i den smalle opgang på den anden side stod James med et skævt smil.

     "James Cult, det dér... det dér er..." Jesus var helt forbavset. "Det dér er at bryde reglerne! Der er en grund til, at ingen kommer ned i den kælder!"

     James trak på skuldrene. "Vil du møde din søster eller ej, kære Jes?"

     Jesus brokkede sig ikke mere, og vi fulgte alle med James ned ad den højst snævre og støvede trappe. Der blev helt mørkt, da James fik lukket døren bag os. Snart var der lyst igen, som Rin og Brandon tændte ild over deres håndflader.

     Så kom vi ned til kælderen, der var... en kælder. Mørk, støvet og fuld med skrammel. Men ikke mere end det da. Men på den side kunne jeg heller ikke se, hvad der lå under alle lagnerne.

     James fulgte os igennem alle kælderrummene og gangene.

     "Det er utroligt, at du stadig kan huske, hvor stedet er, James," sagde Brandon.

     "Det var jo vores sted, Brandon," sagde James. "Det kunne jeg da aldrig glemme. Du skal da ikke sige, at du havde glemt, hvor det var."

     "Nah," sagde Brandon. Nu kendte jeg ikke Brandon særlig godt, men ud fra de andres smil var Brandon typen, der huskede alt.

     Pludselig standsede James op. Han satte sig ned på knæ og fik løsnet en kloakrist fra gulvet. Op kom der en stank der fik mig til at tage mig til næsen.

     "Catriana, Kiuna," kaldte han derned.

     "Ja, vi er her endnu," sagde en træt Catstemme dernedefra. Jeg blev lettet, men ikke så lettet som hvis det havde været min søsters stemme, jeg havde hørt dernede fra.

     James gjorde tegn til os om, at vi skulle springe ned.

     Kira gjorde det først uden at brokke sig. Dernæst Rin. Så Brandon med en anelse jamren. Til sidst var det mig.

     Der var ikke nogen trappe eller stige, kun et "frit fald" på omkring to meter ned til noget der lignede det indvendige af et meget stort udløbsrør. Der var en lille stime af vand for vores fødder, som løb ned imod en åbning, hvor man kunne se himlen og havet. Og næsten helt henne ved åbningen sad Cat - og Kiuna.

     Jeg græd næsten ved synet af hende. Min søster. Min dejlige storesøster. Hun var virkelig okay. Mager, bleg og med snusket hår, men okay. Jeg sprang ind i favnen på hende.

     "Du er ikke død," flæbede jeg.

     "Nope," svarede Kiuna. "Men jeg lugter."

     "Ja, du gør så."

    

James, Kiuna og Cat fortalte om, hvordan Kiuna og Cat egentlig bare havde siddet hernede og gloet ud i luften de sidste fem dage. James var kommet med mad til dem så ofte han kunne, hvilket ikke havde været super ofte. Men flere gange var han blevet hængende et times tid, hvor han og Cat havde siddet og været kærester, mens Kiuna utilfredst havde kigget på. Cat og James brød ud i grin, da Kiuna fortalte den del af historien.

     Vi sad der en stor del af natten og bare fortalte, hvad der foregik her og der.

     "Det her er uhørt," sagde Jesus. "Denne her slags ting burde ikke kunne ske. Vi er nødt til at få min far tilbage."

     "Men hvordan skulle vi det?" spurgte Kiuna. "Vi har ingen magt, vi ved ikke engang hvor de er."

     "Jesus, kan du ikke flyve derop?" spurgte Kira. "Når nu du er Jesus og sådan."

     Jesus rystede på hovedet. "Ikke før den dag jeg dør. Sådan rigtigt dør. Der er andre regler for Guds børn end for Lucifers. Det er Gud, der bestemmer hvem der tager til hans rige og hvornår, ikke os. Og Gud er væk."

     "Nå..." sagde Kira slukøret.

     Der lagde jeg mærke til, at Cat og James sad helt henne ved åbningen og hviskede sammen. Det var ikke kærestehvisketisken, for de så begge meget alvorlige ud. Jeg sad og betragtede dem, mens de andre snakkede videre om stort og småt.

     Til sidst rejste Cat sig op og kom hen til os. Hun var nødt til at tørre en tåre væk. "Jeg er nødt til at rejse."

     Alle gloede på hende. James kom slentrende efter hende og stillede sig ved hendes side.

     "Rejse?" spurgte Rin. "Hvad mener du med det?"

     "Jeg er nødt til at tage til Helvede som jeg sagde til Bill da vi lige var kommet tilbage. Ned til Dimond og de andre. Og... og så vil jeg prøve at finde min far og Gud. Jeg tror, at jeg er den eneste her, der ved nok om deres verden og rent faktisk er i stand til at tage af sted."

     Det var der ingen, der argumenterede imod efter det, Jesus lige havde sagt.

     "Men hvor lang tid kommer du til at være væk?" spurgte Rin.

     "Det ved jeg ikke. Der kan måske gå uger - måneder. Jeg ved det ikke."

     Folk var stille lidt. Så spurgte Brandon: "Hvordan vil du komme ud? Der er lagt et skjold rundt om hele skolen."

     Cat smilede og pegede hen på udgangen. "Ikke her. Vandet er jo nødt til at komme ud på en eller anden måde."

     Vi rejste os faktisk alle sammen for at gå hen og kigge. Men der var meget stejlt direkte ned til havet og skarpe klipper.

     "Du dør da, hvis du prøver at komme ud her," sagde Kiuna.

     "Jeg flyver hende," sagde James. "Bare indtil vi kommer til skoven."

     "Hvorfor flygter vi ikke alle så...?" spurgte jeg stille. Det virkede så let.

     "Det vil være for risikabelt," sagde Jesus. "Hvis I flygter vil I have faldne engle efter jer alle vegne, for Darkeya vil have opdaget, at I er væk inden der er gået en halv dag. Og det vil bare ødelægge Cats planer. Vi har med ældgammel magi at gøre her. Den ældste sorte magi der findes, faktisk. Der er ingen af jer der kan hamle op med det hvis I sætter jer op imod det. Gør ikke noget overilet."

     Det var så det. Jeg sagde i hvert fald ikke mere.

     "Hey," sagde Kiuna og lagde hånden på min skulder. "En dag bliver det bedre. En dag skal vi nok få hævnet mor. Det lover jeg dig."

     Jeg begyndte at græde igen. Hvorfor skulle jeg hele tiden tude? Kiuna trak mig ind til hende. Jeg blev bare så vred og så bange ved tanken om, at hun var væk, at hun aldrig kom tilbage, og at vi ikke engang havde fået lov til at sige ordentligt farvel til hende før hendes morder var dukket op og vendt op og ned på alting. Og nu var min far pludselig også forsvundet, og han døde måske også, og jeg ville aldrig komme til at møde ham. Alt var bare så forbandet dumt og svært lige nu.

 

James tog op for at finde noget mad i køkkenet, som Cat kunne få med. Imens han var deroppe, sagde vi vores farvel hernede. Cat sagde et helhjertet farvel til os alle sammen, især fordi ingen af os anede, hvad der ville ske, og faktisk anede vi ikke engang, om vi ville få hinanden at se igen.

     Da det blev min tur tog Cat min hånd.

     "Jeg er ked af, at der var sådan en skæv start på vores bekendtskab," sagde hun. Jeg trak bare på skuldrene, jeg vidste ikke rigtigt, hvad jeg skulle sige.

     Så sagde hun: "Jeg er egentlig mest vant til at være enebarn. Jeg ved knap nok, hvordan man har søskende. Men jeg håber, at vi ses igen, og at vi får os en chance for at lære hinanden en kende. Og... jeg ved godt, at du ikke tror sådan, men... jeg tror heller ikke vores far ville have noget imod at lære dig at kende."

     Jeg havde absolut INGEN idé om, hvad jeg skulle sige til DET, så jeg stod bare komplet stivnet og stirrede på hende. Hun omfavnede mig derefter.

     "Tror du det?" hviskede jeg så til sidst.

     "Ja," svarede hun.

 

Lidt efter kom James tilbage, og han forvandlede sig til en kæmpeørn og fløj Cat ud over havet. Vi stod der og så dem blive små, små, små... Og jeg tænkte bare på de sidste ord, hun havde sagt til mig, og jeg håbede så inderligt, at det ville komme til at ske.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...