Ser Sort-Hvidt 2 - De faldne engle, Fædrene & børnene

Endnu et skoleår på Pijifenas Magiskole venter James og hans kammerater. James har i forvejen været mere igennem end mange af de andre elever med både ture i Helvede og himmelske krige bag sig. I år håber han på, at ting vil være roligere. Men han tager fejl, for de himmelske konflikter er langt fra færdige med ham. Der er ting, som Catriana ikke har fortalt ham, ting, som kommer til at få konsekvenser for dem alle. Og James må også erkende, at der er kræfter i ham, som han aldrig nogensinde vidste, at han havde.

6Likes
53Kommentarer
3390Visninger
AA

16. Kapitel 15: "Alt for meget" - Brandon

 

Den er fandeme i live, folkens! Og den er tilbage! Sort-Hvidt er endelig på banen igen. Jeg er ked af, at der måtte gå så lang tid, men ser I, jeg har haft to MEGET travle og uoverskuelige måneder, da jeg har haft et julejob - hvor jeg har været på arbejde i HVER weekend, og det er jo netop der, hvor jeg holder af at skrive. Så det blev til to måneder, hvor jeg ikke skrev det mindste. Men tro mig, når jeg fortæller, at jeg ikke glemte SH én gang, og tro mig også, når jeg fortæller, at jeg bestemt regner med at bringe den tilbage til sin gode gamle cyklus med et kapitel cirka hver weekend. Og nu til kapitlet, som jeg håber på, at I har ventet på med længsel ;-)

God læsning

 

Jeg kunne ikke sove. Normalt havde jeg så let ved at sove. Men i går nat, og nu denne aften, lå jeg bare med hovedet fuld af tanker. Rin lå helt tæt ind til mig, og jeg kunne dufte hendes balsam i det røde hår. Hun så så sød ud, når hun sov. Mange nætter lå jeg vågen og bare betragtede hende. Men i nat... i nat tænkte jeg på de andre. På James. På Kira. Og på Cat, Ena og Kiuna. Der var ingen, der vidste om de var i live, og det drev mig til vanvid.

     Jeg kiggede hen på uret på væggen. 23:18. Jeg burde virkelig være faldet i søvn nu. Min arm begyndte at sove, og lidt uroligt rykkede jeg på mig for at få den fri. Ved bevægelsen rørte Rin også på sig, og hun så træt på mig.

     "Hvorfor sover du ikke?" spurgte hun søvndrukkent.

     "Jeg tænker..." svarede jeg og strøg hende over håret. "Sov du bare videre."

     "Jeg har ikke lyst," mumlede Rin og puttede sig ind til mig. "Jeg har ikke lyst til at drømme videre."

     "Hvilke drømme?"

     "Drømme om min mor. Hvordan hun ligger i den kiste, som Ena og Kiunas mor lå i. Jeg drømmer, at hun er død. Og så skammer jeg mig. Vi har ikke talt sammen i meget lang tid."

     "Måske skulle du tale med hende," foreslog jeg.

     Rin var stille lidt. Så sagde hun: "Det kan jeg ikke. Godnat."

     "Godnat," mumlede jeg tilbage. Så blev der ikke snakket mere om det eller noget andet. Og lidt efter sov Rin igen, og jeg lå tilbage med alt for meget at tænke på - og nu også en undren over, hvad der foregik i min kærestes liv, som hun ikke fortalte mig om.

     Da klokken var 23:57 kunne jeg høre, at det bankede meget hårdt og brutalt på døren. Det vækkede Rin igen.

     "Sov du bare videre," sagde jeg. "Jeg åbner."

     Forsigtigt kravlede jeg ud af sengen og gik ud af værelset og videre gennem stuen og hen til døren, der stadig blev banket på.

     "Jeg kommer, jeg kommer," sagde jeg og åbnede. Derude på gangen stod ingen anden end professor Kristensen... Jesus. Holy crap, det var Jesus, blev jeg mindet om endnu engang. Igen skete der alt for meget som jeg ikke kunne mønstre.

     Han var klædt i en sort T-shirt og joggingbukser. Hans skulderlange hår sad løst, og han havde det her vilde blik i de blå øjne.

     "Hvad sker der?" spurgte jeg.

     "De er tilbage," svarede Jesus åndeløst. "Kiuna, Kira, Ena, Cat og James. De er tilbage."

 

Lidt efter styrtede vi alle tre ned ad gangen og hen imod Bills kontor, hvor døren stod vidt åben. Ude på gangen stod der diverse lærere klædt i morgenkåber og natkjoler og med uglet hår. Da vi kom løbende lod de os bare gå ind på kontoret, hvor der stod folk med højere rang. Ezavia var derinde, han var næsten den eneste, der ikke så ud, som om han lige var stået op. Ved skrivebordet sad Bill, der også så nogenlunde ordentlig ud. Og i stolene overfor ham på den anden side af skrivebordet sad vores venner. De så alle sammen udkørte ud, men ellers var de uskadte.

     Men de sad ikke alle ned. James trampede frem og tilbage og så ret så oprørt ud.

     "Er du sikker?" knurrede han.

     "Ja," svarede Kira. Hun kiggede ned i skødet.

     "HVOR sikker?"

     "100% sikker, James," sagde hun så arrigt. "Jeg er synsk! Jeg ved det! Og jeg var der! De. er. væk."

     Mit hjerte hamrede af sted. "De faldne engle?"

     "Darkeya?" spurgte Rin.

     Åh, hvor vi dog håbede.

     Alles blikke blev vendt imod os. Vores venner så lettede ud ved synet af os, men Bill og de andre lærere, der var herinde, så alt for bekymrede ud til, at det kunne være sagen.

     "Nej," sagde Bill. "Ikke de faldne engle."

     "Hvem er det så, der er væk?" spurgte Rin. Der var stille ved spørgsmålet. Jeg skimmede mine venners ansigter. James så som sagt temmelig oprørt ud. Kira så bare trist og slukøret ud. Kiuna havde armen lagt over skulderen på Ena, og de så begge så trætte ud. Cat var bleg...ere end hun plejede. Og hendes sorte øjne stirrede lige ud i luften. Og der kendte jeg svaret.

     "Nej..." hviskede jeg.

     "Hvad?" spurgte Rin forvirret.

     "Det kan ikke passe... hvordan?"

     "Hvordan hvad?" Rin så helt forvildet ud. "Hvad er det, der foregår?"

     Det var Kira, der endelig sagde det højt: "Det er Gud og Lucifer. De er væk. Darkeya har taget dem til fange. Jeg var der selv, da det skete."

     Så forklarede hun os, hvordan det var gået til. Hvordan det var endt med, at alle undtagen hende var blevet fanget. Hvordan hun havde fundet Overherrerne, og de var kommet dem til hjælp. Derefter havde Darkeya givet dem et ultimatum. Han ville få vores venner her til skolen, hvis Lucifer og Gud til gengæld lod sig tilfangetage.

     "De ofrede sig for os," sluttede hun af.

     "Men hvordan kan han holde dem fanget? HVORDAN?" spurgte Rin

     Ingen så ud til at kende svaret.

     Ingen undtagen Cat. "Det lykkedes ham at holde min far ude af spillet dengang han forsøgte at erobre Helvede. Det må være dragen. Jeg kan... jeg kan mærke, at det er dragen."

     Hvilken drage? Hvad fanden snakkede pigen om? Men jeg spurgte ikke ind, for jeg kunne se, hvordan hendes øjne var våde, og hvordan hun sikkert havde frygtet at noget som det her skulle ske hele sit liv. Han var trods alt hendes far.

     "Men jeg forstår det ikke," sagde James. "Hvorfor ville han lade Kiuna og Cat slippe? Han skulle jo bruge dem. Skulle han ikke? Eller... eller har han...?" Han kiggede på Cat og Kiuna. De rystede begge på hovedet.

     "Vi har stadig vores kræfter," sagde Kiuna.

     Der blev stille igen. Så rejste Bill sig igen: "Må jeg bede alle lærere om at gå tilbage i seng? Jeg vil gerne snakke privat med de unge mennesker." Alle lærerne undtagen Kiuna gav sig nu til at forlade kontoret. Men Bill sagde da Jesus også gjorde mine til at gå: "Ikke dig, Jes."

     Så Jesus blev, og snart var vi alene i rummet. Døren blev lukket bag os.

     "Hvorfor bliver han?" spurgte Ena. "Ikke for at være uhøflig."

     Åh ja, det var jo rigtigt. Vi var jo de eneste, der vidste det.

     "Fordi han er Jesus," svarede Kira.

     Okay, så Kira vidste det også. Selvfølgelig gjorde hun det.

     Ingen sagde noget. Og denne gang begyndte heller ingen at grine. Ena, Kiuna, James og Cat stirrede bare på Jesus og så ud, som om de ikke kunne tro, at de aldrig havde indset det før. Så rejste Kiuna sig op, hvorefter hun gik hen til ham og omfavnede ham. Jesus omfavnede hende tilbage.

     "Det kunne du godt have sagt noget før," sagde Kiuna.

     "Du sagde da heller aldrig noget," sagde Jesus.

     "Hvem ville tro på mig?"

     "Det ville jeg. Og desuden er der ikke dumme forhåbninger om, at du vil frelse alle og dræbe en masse grise."

     Ingen af dem sagde noget mere. De stod bare og omfavnede hinanden, som om de havde manglet hinanden hele deres liv.

     Så sagde Bill: "Jeg er nødt til at gøre noget klart for jer. Ingen forlader denne skole før jeg giver jer lov. Og det gælder også dig, Jes. Og frøken Lin og hr. Michigan. Ingen forlader skolen."

     Ingen protesterede. Ingen undtagen Cat, der sagde: "Jeg er dog nødt til at tage af sted."

     "Eh... nej," sagde Bill.

     "Jo," sagde Cat. Hun så pludselig langt mere fattet ud. "Jeg er nødt til at tage til Helvede og beskytte det så godt jeg kan. Dæmondragerne er ikke en stærk nok styrke. Og jeg frygter, hvad Darkeya kan finde på."

     "Frøken Cyston, det forbyder jeg," sagde Bill.

     Catriana rejste sig nu op, og jeg kunne se på hende, at hun skulle koncentrere sig for ikke at se ham lige i øjnene. "Jeg er Djævelens datter, rektor. Tror du, at du kan forbyde mig noget som helst?"

     Nu rejste Bill sig op. "Her på min skole er du ikke andet end en skarnsunge, der bryder reglerne når det passer hende. Og når jeg forbyder noget på min skole så er det også sådan! Du. går. ingen. steder."

     "Det er mit hjem," sagde Cat. Det hårde i hendes stemme var erstattet af hjælpeløshed.

     "Det ved jeg," sagde Bill, også langt blødere. "Men det er for jeres egen sikkerheds skyld. Ingen forlader skolen. Er det forstået?"

     Alle nikkede nu.

     "Godt, og dermed skal I alle - " Han blev afbrudt, da hans telefon ringede. Han brummede surt og tog den. "Hvad er der?"

     Så forsvandt det sure fra hans ansigt, og hans ansigt blev helt gråt, og han så komplet skrækslagen ud. Langsomt vendte han sig om imod panoramavinduet bag ham. Vi kiggede alle sammen med ham. Først troede jeg, at det var en stor vrimmel af fugle, der fløj sig en nattur. Men så gik det op for mig, at det var faldne engle.

 

Det var det vildeste, det der skete den nat. Først var Bill kontrolleret og fattet, og sekundet efter råbte han ind i telefonen for at få det magiske politi til at komme. Først sov alle, og der var roligt, mørkt og stille på Pijifenas Magiskole - og sekundet efter var der kaos.

     "Vi er nødt til at komme ud af skolen," sagde James, som vi løb ned ad gangen for at finde et skjulested. "Sådan virkelig hurtigt."

     "Vi kunne teleportere os," foreslog Kira. "Det kan du, Cat."

     Cat nikkede. "Alle sammen, tag hinandens hænder." Vi stillede os i en stor rundkreds. "Pijifena Skov," sagde hun.

     Men intet skete. Hvorfor skete der ikke noget??

     "Dragen," hviskede Cat.

     "Hvad er det for en drage, du hele tiden snakker om, Cat?" spurgte Rin.

     "Det er bare... jeg ved det ikke engang. Men den forhindrer os i at komme ud."

     "Der er de!" lød en stemme nede ad gangen. Vi så en flok faldne engle komme flyvende imod os.

     Cat trådte frem og strakte sin arm frem, og netop som de skulle til at gribe fat i os, dannede hun en slags mørkeblå skjoldbarriere, som de stødte ind i og blev kastet tilbage ved. "Løb!" råbte Cat - og løb gjorde vi mens de faldne engle ømmede sig nede på gulvet.

     Det hele var virkelig et kaos. Overalt var der elever, lærere og faldne engle i kamp eller på flugt eller hvad man nu foretog sig.

     "Så hvad er vores plan?" spurgte Kira.

     "Ingen idé," sagde Cat.

     "Vi kan ikke bare ikke have en plan," sagde Kira.

     "Har du da en plan, Kira?"

     "Nope."

     "Jeg har en idé," sagde Rin. "I to dér." Hun pegede på Kiuna og Cat. "I to skal gemme jer. Et virkelig godt sted. Det er jer, Darkeya er her efter. Og han må ikke få fat på jer. Under ingen omstændigheder."

     "Men hvor skulle vi gemme os?" spurgte Kiuna.

     "Jeg kender et sted," sagde James. "Kom." Og bare sådan blev vi skilt ad. Kiuna og Cat løb med James, og vi andre fortsatte vores ikkeplan og løb videre.

     Så gik der pludselig ikke særlig længe, før vi var omringet af faldne engle.

     "Følg nu med i ro og mag," sagde den ene af dem. "Så sker der jer intet."

     "Fandeme nej," sagde Rin. Hun sprang frem og sendte en kraftig vind efter dem. De faldne engle afværgede den uden besvær med noget sort energikraftfelt. Det gjorde, at vinden røg tilbage i fjæset på Rin, så hun faldt om på halen.

     "Rin, din paddehat," sagde jeg og faldt på knæ ved hende.

     "Du gjorde jo ikke noget," sagde hun.

     "Jaer, men..."

     "Lad os bare følge med," sagde Kira. "Så kan vi da komme i seng."

 

Så vi endte med at følge med dem ned til auditoriet. Her var alle elever og lærere sat på pladserne, forslåede og trætte. Men ingen gjorde modstand. Vi fandt James, der sad helt henne ved væggen øverst oppe under loftet. Vi gik hen til ham. Jeg sendte ham et spørgende blik, og han svarede:

     "De har det fint."

     Hvor blev vi lettede alle sammen. Vi fik sat os ned og ventede på, at der skulle falde ro over salen. Jeg kunne godt spotte, at der var lagt et slags kraftfelt rundt om os, så vi ikke kunne gøre modstand selvom vi gerne ville. Og langs væggene stod en lang række af faldne englevagter. Og nede ved talerstolen stod Darkeya med hænderne foldet på ryggen og så ud til at skimme mængden. Ud fra hans ansigtsudtryk at dømme, begyndte det vist at gå op for ham, at hverken Cat eller Kiuna var her.

     Først da der var helt stille, sagde han: "Elever, lærere og personale på Pijifenas Magiskole. Jeg er ked af sådan at have revet jer ud af jeres senge, men... det var en nødvendighed. Jeres Overherrer er her ikke længere."

     Der gik et gisp igennem mængden. Så rejste en eller anden fyr sig op. Han var engel. "Du lyver!" råbte han og fik en blanding mellem tysser og bifald.

     "Kunne aldrig falde mig ind," sagde Darkeya tørt. "Det er ikke mig der er Løgnens Fader. Mit navn er Darkeya. Mørkevæsnerne af jer har garanteret hørt om mig. Men for dem af jer, der ikke gør, så er jeg den øverste faldne engle. I undrer jeg garanteret over, at jeg har indtaget jeres skole, og jeg regner såmænd også med at drage videre så snart som muligt. Jeg er bare nødt til at ordne en lille ting her først. Og hvis I ville give en hånd med ville jeg være taknemmelig, og I ville blive belønnet. Der er to personer, der er faldet i min interesse. En elev og en lærer. Det er yderst vigtigt, at de bliver fundet og bragt til mig så hurtigt som muligt. Bring dem til mig, og jeg er taget af sted igen. Bring mig Kiuna Sorthjerte og Catriana Cyston."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...