Ser Sort-Hvidt 2 - De faldne engle, Fædrene & børnene

Endnu et skoleår på Pijifenas Magiskole venter James og hans kammerater. James har i forvejen været mere igennem end mange af de andre elever med både ture i Helvede og himmelske krige bag sig. I år håber han på, at ting vil være roligere. Men han tager fejl, for de himmelske konflikter er langt fra færdige med ham. Der er ting, som Catriana ikke har fortalt ham, ting, som kommer til at få konsekvenser for dem alle. Og James må også erkende, at der er kræfter i ham, som han aldrig nogensinde vidste, at han havde.

6Likes
53Kommentarer
3378Visninger
AA

15. Kapitel 14: "So this is love" - Kira

Jeg spurtede ned ad de mange gange og forsøgte hele tiden at finde hjørner eller hvad der nu var hvor jeg kunne se ting igen. Men det kom bare ikke tilbage. Jeg indså, at så længe jeg var inden for disse mure ville jeg være blind. Og HVOR var James og Cat? Hvis de var blevet fanget og var døde nu ville jeg slå dem ihjel, det svor jeg lige der midt i min panik.

     Og pludselig stod jeg overfor to faldne englevagter. I nogle rædselsfulde sekunder stirrede vi bare på hinanden. Deres blikke rummede forvirring over, hvad fanden en halv rævepige lavede på slottet. Så blev den erstattet af beslutsomhed, og de fyrede nogle sorte lynbolde efter mig. Jeg skreg og undgik dem lige netop ved at forvandle mig til en ræv. Så spurtede jeg i den anden retning - stadig som ræv.

     Det var faktisk ret betryggende at være ræv. Man var mindre, man kunne lette skjule sig, og folk tog ikke en lige så alvorligt. Da jeg endelig kom ud i en gård fik nogle faldne engle øje på mig nærmest med det samme, men de lo bare og talte om, hvor dumme ræve var. Det forsøgte jeg ikke at tage personligt.

     Efter at have rendt forvildet rundt i noget der føltes som en udmattende evighed så jeg min mulighed for at komme væk. Der var et udløbsrør i muren - lige netop stort nok til at en lille ræv kunne komme igennem det. Og det gjorde jeg. Så der fik jeg mig en ordentlig rutsjebanetur.  

     Og før jeg vidste af det var jeg ude. Med kilometervis af gold ødemark foran mig. En sidste gang så jeg mig tilbage op imod borgen og overvejede hvor de var henne. Jeg kunne stadig ikke se noget, og det gik mig virkelig på nerverne. Og hvis jeg gik derind igen kunne jeg ikke se, hvordan jeg skulle opnå andet end til sidst at blive fanget og... tja... dø. Så jeg kunne kun se én rationel løsning.

     Jeg måtte finde de gamle.

 

Det var sværere end man skulle tro.

     Da jeg omsider fandt en mindre storby følte jeg allerede at jeg var nået meget langt. Men i virkeligheden var jeg kun begyndt. For det at løbe rundt, gribe fat i folk og spørge: "Hvordan kommer man til Himmelen?" kommer man ikke langt med. Og hvis man ikke passer på ender man nok på den lukkede.

     Herude var jeg blevet synsk igen, så jeg endte med ikke engang at behøve at spørge dem, for jeg vidste om de vidste det eller ej. 5/10 havde ingen anelse 4/10 troede jeg var blevet bindegal (de var som regel magiløse) og 1/10 var engle og var derfor GODT klar over det, men de ville nægte at inddrage mig i deres viden.

     Jaer, og så var der en meget irriterende detalje.

     På et tidspunkt gik jeg forbi en gadesanger, som sang den dér So this is love fra Askepot mens en eller anden hippietype spillede guitar bag hende. Og siden da kunne jeg ikke få den ud af hovedet og gik og smånynnede den. Faktisk blev jeg ikke klar over det før jeg havde anbragt mig i bussen for at komme ind til centrum og en stemme ved siden af mig sagde:

     "Great. Nu har jeg den på hjernen resten af dagen."

     Jeg vendte blikket imod min sidemand. Han var en høj dreng på nogenlunde min alder med pjusket hår der lignede piggene på et pindsvin.

     "Undskyld," sagde jeg bare.

     Der var stilhed.

     "Du bliver ved," sagde drengen igen.

     "Nej jeg gør - " begyndte jeg, men så gik det op for mig, at jeg stadig nynnede. Jeg stoppede.

     Så begyndte drengen at nynne den.

     "Nu gør du det," påpegede jeg.

     "Det er din skyld, rævepige."

     "Rævemutant, om jeg må be'."

     Vi sad i stilhed lidt hvor ingen af os nynnede. Så kastede jeg mig ud i det og spurgte:

     "Ved du hvordan man kommer til Himmelen?"

     Drengen stirrede på mig, som om jeg var gal. Han var vel i blandt de 4/10. Så løftede han et boldtræ op. "Jeg har et forslag."

     Jeg stirrede på boldtræet og overvejede om det var ham der var gal. "Hvor... hvad... er du sindssyg?"

     "Jeg har spillet rundbold," sagde han kort for hovedet og satte det så ned igen.

     "Åh..." sagde jeg bare og rykkede mig helt tæt ind til vinduet.

     Der var stilhed i lidt tid. Der gik nogle busstop, hvor ingen af os sagde noget. Indtil jeg, omsider, skulle af.

     "Så er det min tur," sagde jeg. "Jeg skal af."

     Drengen smilte et stort - lidt bedårende - tandsmil. "Det skal jeg også."

     "...Great," mumlede jeg. Vi stod begge af, ham med sit boldtræ, mig med min skræk.

     Da bussen kørte fra os ved busstopstedet midt i vrimlen af storbymennesker vidste jeg ikke hvilken vej jeg skulle gå. Hvordan skulle jeg få fat på Gud? Så slog det mig.

     "Ved du, hvor jeg kan finde en kirke?" spurgte jeg pindsvinsdrengen.

     Drengen hævede det ene øjenbryn og stirrede på mig i akavet tavshed. Så trak han på skuldrene. "Ingen idé. Min far er ikke så meget til det overnaturlige og den slags. Hvad skal du også til Himmelen for?"

     "Eh... jeg skal tale med Gud," svarede jeg langsomt, og jeg fortrød det nærmest med det samme, da det hele lød lidt åndssvagt.

     "Vi kunne prøve at spørge nogen ad. Min familie er lidt speciel. De fleste mennesker ved hvor bykirker er."

     "Eh... vi?"

     Drengen kløede sig lidt under hagen. Så rystede han på hovedet. "Glem det. Du kan spørge nogen om vej."

     "Oookay," mumlede jeg. Han vendte sig om for at gå, men jeg følte ikke, at det ville være høfligt bare at skilles på denne måde. Så jeg råbte til ham: "Hvad er dit navn?"

     Han stoppede op og vendte sig om imod mig med et lille smil. "Matt."

     Jeg smilte. Det var et pænt navn. "Jeg hedder - "

     Men jeg fik ikke afsluttet præsentationen, siden jeg lidt væk pludselig fik øje på noget lysende, der landede midt på vejen. Men selvom han stod midt i det hele så ingen af bilerne eller menneskerne ud til at lægge mærke til ham.

     Det var en engel. Og han kiggede direkte på mig med et strengt blik.

     De havde fundet mig!

     Jeg løb ud på vejen til ham, men jeg var ikke lige så diskret som han var, så jeg fik en masse dyt og båt og vrængende hjul.

     "Engel, før mig til Himmelen!" sagde jeg.

     "HVOR har du været?" snerrede englen. "Vi har lidt overalt efter dig og James og djævleynglet."

     "De er i knibe. Så jeg er nødt til at komme til Himmelen! Lige nu!"

     "Ja, DET skal du." Englen tog fat i mit ærme, og jeg smilte sejrrigt. Så kom jeg i tanke om Matt og vendte mig tilbage imod hvor han stod da jeg forlod ham.

     Men han var væk.

 

Jeg har ikke tænkt mig at gå i dybden med, hvordan jeg brugte timevis på at retfærdiggøre vores lille mission overfor Gud og Lucifer. Det blev til en masse omkring hvordan Kiuna og Ena rent faktisk betød noget for James, Cat og mig og den slags ting. Og de besvarede det hele med den slags typiske forældrekommentarer som vi sagde nej og I kunne være kommet noget til og Det her er ikke nogen skovtur. Som skænderiet løb af sted forventede jeg nærmest at få stuearrest. Men de var vel ikke oldgamle for ingenting, de havde så megen fornuft til at høre på mig fortælle, hvor slottet var, så de kunne tage ud og befri dem. Jeg blev faktisk en anelse fornærmet over at få min vilje i den sammenhæng:

     "Åh, så I nægtede at redde Ena og Kiuna men har pludselig intet imod at redde James og Cat?"

     "Cat er min datter," svarede Lucifer køligt.

     "Men det er - " Jeg bremsede mig selv og brugte et splitsekund på at redde den. Jeg vendte mig imod Gud. "Men Kiuna er DIN datter."

     Gud kom med et svar på det som jeg ærlig talt ikke fattede meget af. Noget med, at Kiuna blot var et menneske, og at ingen mennesker lever evigt, og at en Gud har et ansvar og ikke bare kan tænke på sin familie på den måde.

     Det ledte så til mig, der spurgte: "Men... det kan Luci godt?"

     "Luci?!"

     "Lucifer er ikke Gud, han må godt," svarede Gud og rejste sig op. "Og jeg er nødt til at blive ved Lucifers side for ikke at risikere, at han roder sig ud i noget dumt."

     Det hele lød jo meget godt, men nu var jeg jo synsk. Og jeg kunne mærke, at der var en anden grund til, at det var vigtigt for ham at redde James og Cat. Hvilken kunne jeg dog ikke se. Man er vel ikke Gud for ingenting.

    

Et par minutter senere stod Gud, Lucifer og jeg på den store golde ødemark ved foden af Darkeyas mørke borg med en hær af engle bag os. Jeg følte mig en anelse magtfuld.

     Darkeya dukkede op på borgmuren og betragtede os med et hævet øjenbryn. "Wow," sagde han.

     Jeg skævede til de gamle.

     Gud havde en kølig men fattet facade over sig og stod rank op med hænderne foldet foran sig.

     Lucifer lignede en der var i kog. Han trådte frem.

     "Du er ikke så lidt fræk," sagde han.

     Der var stille lidt, hvor de to tidligere venner bare kiggede på hinanden. Så sagde Darkeya, med et ganske lille smil:

     "Jeg går ud fra, at I er her efter Cat?"

     "Blandt andet," knurrede Lucifer.

     "Vi vil også gerne have James, Kiuna og Ena udleveret når du nu er i gang!" råbte jeg.

     Darkeya stod lidt stille og så ud til at overveje det. Så trak han på skuldrene og sagde: "Nah."

     "Hvad mener du med nah, din forræderiske rotte?" snerrede Lucifer. Jeg ville nødigt komme til at se ham i øjnene nu.

     Men Darkeya mødte øjnene uden besvær.

     "Jeg burde virkelig ikke have gjort Darkeya i stand til at se ind i dem," vurderede Gud. "De kunne virkelig have været til nytte nu."

     "Jeg føler ikke lige for at udlevere dem bare sådan," sagde Darkeya i et tonefald der antydede, at han blot manglede nogle popcorn for at have den bedste samtale i sit liv.

     "Du kan ikke bare stille dig op imod os på den måde! Vi har en HÆR."

     "Jeg har en BORG."

     "Vi har GUD."

     "Jeg har din DATTER."

     Lucifer lagde armene over kors og stirrede misfornøjet på den faldne engel. Så vendte han sig om imod Gud. "Skal vi invadere stedet?"

     Gud betragtede borgen betænksomt. Så rystede han på hovedet. "Jeg tror ikke, at vi kan."

     "Ikke at vi KAN?"

     "Der er en slags... barriere om stedet."

     "Men... hvordan... det... er det overhovedet muligt?"

     Gud trak på skuldrene. "Han har vel de rigtige midler."

     Darkeya så en anelse stolt ud ved den bemærkning.

     "Men jeg kom ind," protesterede jeg. "Hvis jeg kan komme ind kan I da for helvede også."

     "Pas på sproget," sagde Gud.

     "Det var fordi jeg LOD dig komme ind, rævepige," lo Darkeya. "Hvad tror du jeg er, en amatør?"

     "Men..." Jeg havde absolut intet at sige, så jeg knurrede bare.

     Darkeya smilte bare fornøjet. Så, til sidst, sagde han: "Jeg har dog et forslag."

     "Næh nej, jeg indgår ikke i nogen aftaler," snerrede Lucifer.

     "Jeg har din daatter," sang Darkeya.

     "Lad os lige høre ham ud, Lucifer," foreslog Gud. Han virkede alt for rolig til situationen, og et sted overvejede jeg, at han måske havde alt - simpelthen alt - under kontrol.

     "Lad os nu sige," sagde Darkeya. "Hvis jeg nu lod både Cat, ham James dér og Kiuna og hendes søster komme tilbage til deres skole. Hvis jeg nu gjorde det, men til gengæld forlangte jeres tilfangetagelse. Hvad ville I så vælge?" Han så på Lucifer nu, smilet væk og med et koldt koldt blik. "Kærligheden eller jeres rige?"

 

Jeg ved ikke, hvordan det skete. Jeg ved bare, at pludselig stod jeg midt i Pijifenas Magiskoles forhal sammen med James og Cat. Og Kiuna og Ena. Og ingen af os havde nogen idé om hvordan vi var havnet der.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...