Ser Sort-Hvidt 2 - De faldne engle, Fædrene & børnene

Endnu et skoleår på Pijifenas Magiskole venter James og hans kammerater. James har i forvejen været mere igennem end mange af de andre elever med både ture i Helvede og himmelske krige bag sig. I år håber han på, at ting vil være roligere. Men han tager fejl, for de himmelske konflikter er langt fra færdige med ham. Der er ting, som Catriana ikke har fortalt ham, ting, som kommer til at få konsekvenser for dem alle. Og James må også erkende, at der er kræfter i ham, som han aldrig nogensinde vidste, at han havde.

6Likes
53Kommentarer
3463Visninger
AA

14. Kapitel 13: "En aftale med Djævelen" - Catriana

"Jeg glæder mig," sagde jeg.

     "Det har du allerede sagt," sagde James.

     Vi havde anbragt os i en af slottets haller og ventede på, at min far skulle komme, så vi kunne tage af sted. Som jeg sad der bankede mit hjerte hurtigere end normalt, og jeg tror faktisk, at jeg havde sagt de ord et par gange nu.

     "Men jeg glæder mig virkelig meget," sagde jeg. James himlede med øjnene og smilte svagt. Han lagde armen om mig og gav mig et kys på kinden.

     "Du er lidt sød," sagde han.

     "Det er Himmelen, James. Jeg har aldrig været i Himmelen, jeg har altid ØNSKET mig at se det sted. Jeg har hørt, at det er enestående. De eneste personer, jeg kender der nogensinde har været der er min far og Darkeya, og de har begge altid nægtet at snakke om det. Men nu får jeg SELV muligheden for at se det! Det bliver episk!"

     "Nu må du ikke sætte forhåbningerne for højt op, Cat," sagde Dimond. Han sad på den anden side af mig.

     Kira gik frem og tilbage i salen og så uhyggeligt tænksom ud.

     "Hvad sker der, Kira?" spurgte James hende - for tusinde gang.

     "Jeg prøver at regne den ud, har jeg sagt," svarede Kira endnu en gang. Hvad hun prøvede at regne ud var en anden ting, som jeg ikke var sikker på vi ville få svar på lige med det samme. Selve det faktum, at pigen, der nærmest var som en lillesøster for James, var blevet synsk lige så pludseligt som hun var blevet en kitsune var jeg stadig ved at vænne mig til.

     "Glæder du dig ikke, Dimond?" spurgte jeg dæmondragen.

     Han trak på skuldrene. "Dæmondrager hører til i dybet, lille kat. Vi har ingen interesse i stedet over skyerne."

     "Ikke engang den mindste?"

     Dimond rystede på hovedet. Han sagde ikke mere, men jeg havde en fornemmelse af, at han holdt på en lille spændthed et sted gemt under huden.

     Så kom min far endelig. Jeg sprang op.

     "Er du klar? Har du den med? Kan vi tage af sted nu?" spurgte jeg lidt for hurtigt. Jeg blev lidt svimmel.

     Lucifer bremsede op og stirrede på mig. Jeg tror han fik lidt af et chok. Så fattede han sig og løftede en lille lys sten op. "Jeps," sagde han.

     Stenen var glat og blåhvid. Den var cirka på størrelse med et hønseæg, bare lidt fladere og oval i det.

     Min far havde fortalt os lidt tidligere, at han havde fået den udleveret af en af Michaels engle i tilfælde af nødsituationer. Men han kunne ikke benytte den medmindre han havde fået en invitation.

     Det var nemlig en portalsten. Med den kunne vi komme til Himmelen på et splitsekund.

     "Hvornår var du der egentlig sidst, far?" spurgte jeg. Jeg havde i hvert fald ingen minder om, at han havde været på ture deroppe eller noget i løbet af min levetid.

     Han gryntede, men svarede ikke lige med det samme. "Det er noget tid siden nu." Han så ingen af os i øjnene, hvilket var lidt usædvanligt for ham. Jeg hævede det ene øjenbryn.

     James lo. Jeg kiggede spørgende på ham. "Han er sådan, fordi han ikke har været der siden han blev smidt ud. Ikke?"

     Jeg så tilbage på min far, der lignede en der havde fået noget galt i halsen.

     "Hold kæft, Cult," vrængede han så. "Skal vi gøre det her eller hvad?"

     Jeg nikkede ivrigt, og vi gik alle sammen hen til ham.

     "Hold hænder," sagde min far. Jeg tog hans hånd. James tog min og Kira tog hans. Dimond satte sig på min fars skulder.

     Jeg nåede lige at høre min far sige ordet "Himmelen" før jeg pludselig stod i et paradis, som jeg aldrig havde set noget lignende.

     Under os var der græs, der var grønnere end noget på jord. Omkring os var der sunde træer med grønne fyldige kroner og de mest appetitlignende frugter af alverdens slags. Og over os var himlen blå uden én sky. Og så solen, der skinnede ned på os. Temperaturen var hverken for kold eller varm. Lige netop tilpas.

     Nårh ja, og så var vi omringet af engle.

     Også hvis de ikke havde haft deres hvide svanevinger ville jeg stadig have kunnet se, at de var engle på grund af deres alvorlige, stive ansigtsudtryk, hvide klæder og deres måde at stå på som soldater. Fuldstændig og komplet disciplin.

     "Mine engle," sagde en stemme der uden tvivl tilhørte en gammel mand. Vi fór alle sammen om, og jeg så nu, at der lidt fremme var en indgang til et stort hvidt palads. I den åbne port stod en mand, som jeg havde mødt for første og sidste gang for et halvt år siden.

     Gud sagde: "Det ser ud til, at jeg har lavet en aftale med Djævelen. Må jeg tilgive mig selv."

 

Der var en højst akavet stemning, som vi befandt os inde i et af Guds arbejdskontorer. Dette var højst imponerende og lignede et helt renæssancemaleri med søjler og dekoreringer af babyengle på væggene. Et sted havde jeg ikke så svært ved at forstå, hvorfor min far ikke kunne udholde stedet.

     Gud sad på den anden side af sit store skrivebord, og vi sad alle sammen på den anden. Min far og Gud fastholdt hinandens blik som var de to vildkatte, der bare ventede på den mindste mulighed for at gå til angreb.

     Det var Kira der brød den pinlige tavshed: "Så... du er Gud?"

     Gud så ud til at bryde ud af en trance og kiggede lige på Kira, hvilket fik hende til at rødme.

     "Øh ja. Hvad er dit navn?"

     "Ved du da ikke det?"

     "Der må jeg indrømme nej. Du var ikke med til kampen sidste år."

     "Jeg var ikke startet på skolen der. Men jeg troede, at du var alvidende."

     "Jaer... det er lidt af en misforståelse. Som skaber af vores nuværende verden har jeg viden om meget men bestemt ikke hvad. Jeg er ikke synsk."

     "Hæhæ," sagde Kira. "Det er jeg." Hun smilte som om hun lige havde vundet en stor sejr.

     "Men i hvert fald..." sagde Gud så. "Ham Darkeya var altid værre end dig, Lucifer. Lige siden det oprør mod dig har jeg bare ventet på denne dag. Det ser ud til, at vi har... fået en fælles fjende."

     Lucifer svarede ikke, men havde blot blikket sænket. Men ingen var i tvivl om, at han ikke havde tænkt sig at protestere.

     "Men indtil videre..." fortsatte Gud. "Er han ingen trussel. I hvert fald ikke af hvad jeg kan se. Så lad os holde øje med ham, men vi må ikke begynde at gøre noget dumt før... han gør noget dumt."

     Lucifer nikkede langsomt. "Hvis han så meget som prøver på noget igen..." mumlede han, men han afsluttede ikke sætningen. Men vi vidste alle sammen hvad han mente.

     Ja, det lød jo egentlig meget fint. Men så var det noget der slog mig. "Vent... jeg troede vi kom her for at finde ud af, hvordan vi skulle redde Kiuna og Ena."

     "Vi kan ikke begynde at udtænke redningsaktioner nu," sagde Gud med sænket blik. "Pigerne er med stor sandsynlighed døde og borte nu."

     "Men... men..." Jeg blev stum.

     "Han kidnappede dem af en årsag. Han har tænkt sig at bruge dem."

     "Jeg ved udmærket godt, hvad manden har planer om, hr. Cult," sagde Gud med en kølig høflighed. "Men det vil han ikke opnå noget med, det kan jeg love jer for."

     "Kiuna er din datter," sagde jeg forarget. Jeg rejste mig op. "Betyder hun da intet for dig?" Jeg vendte mig imod min far. "Og Ena... hun - " Men jeg kunne ikke få mig selv til at afslutte sætningen og bremsede brat op.

     "Ena er min ven!" bidrog Kira.

     "Ja!" sagde jeg. "Betyder det slet ikke noget?"

     Begge var de tavse i lidt tid. Så sagde Lucifer:

     "Jeg er ked af, at det må være sådan, Cat, men... vi kan ikke risikere det. Og Darkeya kan ikke bruge dem til noget alligevel."

     "Men... han slår dem ihjel," sagde jeg.

     Ingen svarede på det. Der var helt stille i rummet.

     "Fint," sagde jeg så. Ikke fordi jeg overgav mig, mere fordi jeg ikke gad diskutere med to gamle nisser der var ældre end mennesket. "Vi går ud og venter mens I... snakker."

     Og med de ord forlod jeg kontoret - med James og Kira efter mig.

 

Jeg ved ikke, hvad de lavede inde på kontoret. Det ville ikke overraske mig hvis de skændtes bittert over gamle dage. Jeg kunne håbe, at de diskuterede hvad de skulle stille op med Darkeya. Men jeg følte mig personligt såret. Kiuna var Guds datter. Hans datter. Han ville bare ofre hende på den måde? Jeg burde vel ikke være overrasket, Jesus havde han heller ikke noget problem med at få dræbt.

     Men min far og jeg... min far ville aldrig ofre mig, og i mit hjerte tænkte jeg, at hvis han vidste, at Ena var hans datter, så ville han prøve at redde dem. Det blev han nødt til. Men et sted frygtede jeg, at han ville være lige så ligeglad med Ena som Gud var med Kiuna.

     James og jeg havde anbragt os selv inde i et værelse med sofaer og læsestole og et stort panoramavindue med udsigt til den store mur og port, der førte ind til det sted, som man kaldte Himmelen. Kira forlod os i det øjeblik vi trådte herind. Hun sagde, at hun skulle tænke.

     James stod henne ved panoramavinduet med armene over kors og kiggede hen imod Himmelporten med et blik, som jeg tydede som en anelse længselsfuldt. Selv sad jeg i sofaen og forsøgte at læse en af bøgerne fra reolerne, men fandt det umuligt.

     "James, hvorfor kigger du hen imod porten på den måde?" spurgte jeg.

     "Er alle... døde på den anden side, tror du?" sagde James uden at fjerne blikket fra porten.

     Jeg trak på skuldrene. "Det siger legenderne."

     "Vi kunne gå derhen mens vi venter," foreslog James kort for hovedet, men jeg syntes det virkede lidt falsk. "Og se hvordan der er."

     "Ehm... det er strengt forbudt for alle levende at komme over på den anden side."

     "Åh... hvorfor?"

     "Det ved jeg ikke. James, hvad er der?"

     James var stille lidt. Så sank han en klump og sagde: "Min familie er på den anden side."

     Jeg stirrede stumt på ham. Og pludselig kunne jeg sagtens forstå, hvordan han måtte have det. At kun en mur og en port adskilte ham fra den familie, han ikke havde set siden han var ni. Den familie, der var blevet myrdet. Pludselig fik jeg lyst til at græde bare af medynk, men gjorde det dog ikke.

     "Kom herhen, James," sagde jeg i stedet. "Sæt dig ved siden af mig."

     Det tog James lidt tid, men til sidst gik han hen til mig og satte sig ved min side.

     "Du har stadig ikke fortalt mig din hemmelighed," sagde jeg for at få ham på andre tanker.

     "Hvilken hemmelighed?" spurgte han.

     "Den, som du lovede at fortælle mig fordi jeg fortalte dig om Darkeya. Husker du?"

     "Åh... ja..." Han rødmede, og jeg smilte bare ved tanken om, hvad hemmeligheden mon var.

     "Så...?" sagde jeg. Jeg lænede mig ind imod ham og så forventningsfuldt på ham.

     James sukkede. "Jaer... okay, det skylder jeg dig vel. Så her kommer det..." Han tav. Så sagde han: "Det her har jeg aldrig fortalt nogen. Ingen andre end Celina og Brandon ved det. Jeg... har et mellemnavn."

     Jeg hævede det ene øjenbryn.

     "Andrew," sagde han og blev komplet tavs.

     Jeg stirrede på ham og forventede ligesom mere. Men det kom der åbenbart ikke.

     "Andrew?"

     "Jeps."

     "Er det din store hemmelighed?"

     "Jeg hader det navn, ok? Det er det... værste. Jeg forsøger at lade som om jeg ikke har det. Det er bare... forfærdeligt."

     Jeg smilte og lo lidt. "Du er så sød, James."

     I lidt tid sad vi lidt og bare så hinanden i øjnene, som jeg personligt nød at gøre alene fordi jeg kunne. Så lænede jeg mig frem og kyssede ham.

     "James, ved du, hvad jeg har lyst til?" spurgte jeg.

     "Hvad da?" James havde et smil som sagde, at han vist havde en mistanke.

     "Vi kunne se en film og - "

     Jeg nåede ikke at afslutte mit forslag før Kira brasede ind ad døren.

     "Jeg ved hvor de er," sagde hun stakåndet. "Jeg ved, hvor ham Darkeyafidusen holder Kiuna og Ena fanget!"

 

Det var nok det mest deprimerende sted jeg nogensinde havde set. En kæmpestor gold ødemark hvor der et par kilometer ude lå en borg, der nok mere var en ruin end en bygning.

     "Det her er et sted, Darkeya ville holde af," mumlede jeg.

     "Faktisk bor han her ikke," påpegede Kira. "Han bor i en dal der er meget pænere end det her sted. Jeg tror det er hans ferieslot eller sådan noget."

     "Fedt sted at holde ferie," mumlede James.

     "Nå... skal vi redde dem?" sagde jeg så. Jeg følte mig komplet inde i modet nu. Helt klar til at dræbe Darkeya og en masse faldne engle og redde mine venner, ja.

     "Vent lige," sagde James. "Hvad er vores plan? Hvordan skal vi komme ind? Han har sikkert nogle vagter."

     "Hmm..." sagde Kira. "Lad os nu sige, at vagterne nok er lidt ligeglad med en bille, en ræv og... ja jeg ved ikke hvad vi skal gøre med Cat."

     "Lyder som en plan," sagde jeg, men så gik det op for mig hvad pigen sagde. "Hey, vent. Det kan vi sagtens! Jeg kan bare..." Nej, jeg havde ikke nogen idéer.

     Så sukkede Kira: "Lad os glemme den idé. Følg efter mig."

     Og det gjorde vi så. Vi gik hen til slottet, hvor vi... ja jeg har ingen anelse om, hvordan Kira gjorde det, men hun fandt os en lille snæver indgang uden at tøve det mindste, vi gik ind, derefter fandt hun døre og gange og rum, som ingen brugte, hun standsede os op når vi skulle standse op, vi løb, når vi skulle løbe, og hun sprang fra rum til rum når det var nødvendigt. Og vi mødte ikke én eneste vagt, ikke én eneste falden engel.

     "Din på-en-måde-søster er en guldgrube, James," hviskede jeg til ham. James smilte bare.

     Det gik helt utroligt glidende lige indtil...

     Kira stoppede pludselig op. James og jeg stødte nærmest ind i hende.

     "Hvad er der, Kira?" spurgte James.

     "Jeg... jeg kan ikke se noget," hviskede Kira åndeløst.

     "Hvad mener du?" spurgte jeg.

     "At jeg... at jeg ikke kan se, hvor Ena og Kiuna er, og... og... og jeg kan ikke se, om vi - "

     Og netop der kunne vi høre skridt komme ned ad gangen der mødte vores i et T.

     "Shit," mumlede James.

     Kira lignede en, der var ved at gå i panik. "Hvorfor kan jeg ikke se noget? Vi... vi... løb!"

     Og vi drejede om på hælene og løb den modsatte retning. Og der hørte vi nogle flere skridt komme ned ad en anden gang, og i ren panik skiltes vi ad og løb hver vores retning. Jeg selv løb ind ad en tilfældig dør i ren frygt for ikke at blive fanget. Jeg lukkede døren så lydløst og hurtigt som muligt og stod lænet ind imod den i noget tid og forsøgte at få vejret.

     Så indså jeg, at jeg ikke var alene her. Jeg kunne mærke, at en anden var herinde. Jeg vendte mig om og opdagede, at jeg befandt mig i noget, der lignede en stue. Her var reoler med de mærkeligste ting stående på, lige fra globusser til syltetøjsglas med tudseøjne i. Og der var rokokolænestole og -sofaer. Og i en af de nævnte rokokostole sad Darkeya. Som vi fik øjenkontakt hævede han det ene øjenbryn, og jeg troede, at jeg skulle besvime.

     "Hvad..." spurgte han med et lille smil, der antydede at han fandt situationen en anelse morsom. "...foretager du dig her, Cat?"

     Jeg sank en klump. "Pokkers."

 

"Nå men..." sagde jeg så snart jeg kunne få vejret igen. "Hej, Darkeya."

     Darkeya rejste sig langsomt fra stolen og gik hen imod mig. Han havde stadig sit uudholdelige smil på. "Jeg havde ikke regnet med, at du ville komme til mig."

     "Hvor er Ena og Kiuna? Hvad har du gjort ved dem? Hvis du har dræbt dem sværger jeg, at jeg vil - "

     "Hvad, Cat? Hvad har du tænkt dig at stille op? Du er jo kun et lille menneske."

     Jeg brummede og lagde armene over kors.

     "Jeg har ikke dræbt dem," svarede Darkeya så. "Ikke endnu i hvert fald."

     "Din lede satan," vrissede jeg.

     "Interessant ordvalg," lo Darkeya.

     "Jeg mener det ikke positivt," sagde jeg sammenbidt. "Du gik i satan mod min far. I var uadskillelige, og du tøvede ikke et sekund med at begå oprør da du indså, at Lucifer følte andet end had imod Gud. Hvor lå din loyalitet?"

     "Hos de faldne engle, selvfølgelig," sagde Darkeya. "Hos vores mål. Det eneste vi levede for."

     "Det er noget værre vrøvl! Der er er så meget mere at leve for!"

     "Hvis du siger kærlighed kvæler jeg dig," sagde Darkeya tørt. "Det er derfor I er så svage. I har begge følt for meget af det."

     Jeg fnøs vredt. "Du skulle bruge et barn af Gud og et barn af Lucifer. Fortæl mig hvorfor."
     "Det ved du godt, Cat. Tænk dig om. Jeg har fortalt dig det."

     "Hvornår?"

     "Du var otte-ni år. Det var en af de rædselsfulde eftermiddage, hvor jeg blev sat til at se efter dig. Du spurgte, hvordan Jesus kunne komme og frelse alle, hvis han var død. Kan du huske, hvad jeg svarede?"

     Jeg tænkte mig om. Og så kunne jeg huske det. Jeg havde undret mig meget over det. Især hvis de regler også gjaldt for mig. "Du vil tage vores kræfter, dræbe os og derefter overtage Himmelen og Helvede. Men du kan ikke tage kræfterne fra os uden en... en absorber. Du har da ikke en absorber."

     Darkeya smilte.

     "Hvem?" spurgte jeg, da jeg kunne se svaret i det smil.

     "Hvem tror du, Cat?" spurgte Darkeya. "Hvem tror du af mine faldne engle, der kunne have sådanne interessante kræfter at de ville vække min interesse? Hvem?"

     Jeg sank en klump, som det gik op for mig. "Er Yasmin en absorber?"

     Darkeya kluklo. "Tænk, og det vidste du ikke?"

     "Der var der sgu ingen der fortalte mig!"

     "Meeen," sagde Darkeya langsomt og med et morsomt smil. "Det er hun."

     "Er det... er det derfor...?"

     "Derfor jeg tog hende til mig i første gang? Jeps."

     Jeg blev rasende ved den afsløring. Så helt igennem rasende. "Jeg vidste, at du ikke holdt af hende!

     "SELVFØLGELIG holdt jeg da ikke af hende. Nogen af os er jo nødt til at være den rene ondskab.

     De ord gjorde ondt. Det lød som noget min far kunnet have fundet på at sige nogle år tilbage. "Det er jo ikke sandt. Der er ingen af os, der er den rene ondskab eller den rene godhed. Sådan er verden ikke skruet sammen. Den er jo for helvede ikke sort-hvid."

     Darkeya var tavs lidt. Hans ansigtsudtryk var dystert, som han endelig sagde: "Nogle gange er den, Cat. Nogle gange er den."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...