Ser Sort-Hvidt 2 - De faldne engle, Fædrene & børnene

Endnu et skoleår på Pijifenas Magiskole venter James og hans kammerater. James har i forvejen været mere igennem end mange af de andre elever med både ture i Helvede og himmelske krige bag sig. I år håber han på, at ting vil være roligere. Men han tager fejl, for de himmelske konflikter er langt fra færdige med ham. Der er ting, som Catriana ikke har fortalt ham, ting, som kommer til at få konsekvenser for dem alle. Og James må også erkende, at der er kræfter i ham, som han aldrig nogensinde vidste, at han havde.

6Likes
53Kommentarer
3497Visninger
AA

13. Kapitel 12: "Fædrenes kraft" - Ena

 

"Hør på mig, Ena," hviskede Kiuna til mig, som vi fik en alenestund i fangekælderen. Hun så mig dybt og bestemt ind i øjnene, som hun sagde det, og selvom jeg var skrækslagen og faretruende tæt på at tisse i bukserne, lyttede jeg. "Den mand må ikke finde ud af, hvem du er. Hører du mig? Hvis han finder ud af, at du er Djævelens datter, så... så frygter jeg hvad han vil gøre."

     "Hvad vil han gøre ved dig, Kiuna?" spurgte jeg - en anelse flæbende.

     Hun rystede på hovedet. "Jeg har ingen idé."

     Så kunne vi høre en dør blive åbnet, og ned ad de smalle trapper vi selv var kommet ned ad kom nu fem styks faldne engle. Ingen af dem var Darkeya. De gik hen til væggen, hvor vi sad lænket og gjorde Kiuna fri. De trak hende ud midt på gulvet, hvor de holdt hende fast, så hun knap nok kunne røre sig. Og alt, jeg kunne gøre, var at se på.

     Så blev døren åbnet endnu engang, og denne gang kom Darkeya selv ned. Han så en anelse frustreret ud.

     "Dig," sagde han og pegede på en af de faldne engle. "Du finder Yasmin. Lige nu. Og bed hende om at komme herned. Lige nu. Det er en ordre."

     "Nu er det ikke, fordi Yasmin er den mest - " begyndte den faldne engel. Så sendte Darkeya ham et blik, der fik ham til at fare op ad trapperne uden en eneste protest.

     Darkeya stod lidt midt på gulvet og rynkede panden mens han brummede en anelse. Så sukkede han og sagde:

     "Så - Kiuna, mit kære barn. Har du nogen idé om, hvorfor du er her?"

     Kiuna rystede på hovedet.

     "Forlad I andre bare rummet. Jeg skal nok klare den."

     "Men - " begyndte nu en anden falden engel. Dum som han var. Jeg tænkte, at Darkeya da også måtte sende ham et truende blik eller to, men han sagde bare:

     "Kiuna har ikke tænkt sig at gøre noget, har du, Kiuna?"

     Kiuna tøvede. Så rystede hun på hovedet.

     Jeg vidste godt hvorfor. Det var på grund af mig. Jeg var her udelukkende som gidsel. Hvilket ikke ligefrem var en rar følelse.

     De fire tilbageblevne faldne engle forlod nu også kælderen. Der var nu kun os tre tilbage.

     Darkeya stod i lidt tid og kiggede ned i gulvet som om han overvejede hvor han skulle starte. Til sidst sagde han:

     "Jeg voksede op i Himmelen. Sammen med Lucifer. Vi var - "

     "Jeg er virkelig ikke interesseret i at høre din livshistorie," sagde Kiuna tørt. Hendes blik var hårdt, og et kort øjeblik så Darkeya ud som om han havde fået noget galt i halsen. Så rettede han sig op og gik helt hen til min storesøster og så hende lige ind i øjnene.

     "Vil du have jeg skal gå direkte til sagen måske?"

     "Ja," sagde Kiuna. Hun stod stålfast, og jeg fattede ikke hvordan hun havde modet til det.

     "Jeg har tænkt mig at dræbe dig, mit barn," sagde han, langsomt, og mit hjerte sprang op i halsen på mig ved ordene. "Jeg har tænkt mig at suge din magi ud af dig, og derefter har jeg tænkt mig ganske enkelt at slå dig ihjel. Og jeg har tænkt mig at gøre præcis det samme med Cat."

     Kiuna var tavs lidt. Så spurgte hun: "Hvorfor?"

     "Fordi jeg voksede op i Himmelen. Sammen med Lucifer. Og vi var tætte. Vi var nærmest som brødre. Og vi havde ét mål. Ét eneste et: at erobre Himmelen og få Gud smidt af tronen. Men Lucifer ser ud til at have glemt det. Han har vist opgivet det. Der er ting han pludselig er langt mere interesseret i. Men ikke jeg. Eller mine faldne engle. Vi har ikke glemt det. Men der er en ting der står i vejen."

     "Hvad?"

     "Jer."

     "Os?"

     "Ja. Ser du... Du og Cat står imellem mig og Gud og Lucifers riger. I er deres arvtagere. Jeg kan ikke overtage deres riger før I to er døde - og de to med."

     "Hvad skal du bruge min kraft til, om jeg må spørge?"

     "Jeg vil svare på dit spørgsmål med et andet spørgsmål," sagde Darkeya med et lille skævt smil. Han trak sig lidt væk fra min storesøster og vendte sig væk fra hende. "Hvad er Jesus?"

     "Jesus?"

     "Ja. Er han død eller levende?"

     "...Død," svarede Kiuna efter en anelse tøven.

     "Forkert," sagde Darkeya. Hans smil var bredere. "Jesus døde aldrig. Han opstod. Og han lever i Himmelen. Ved Guds side. Hvis... noget skulle hænde til Gud, så vil Jesus tage hans plads som Lysets Fader."

     "Jeg kan ikke..."

     "Hvis jeg dræbte dig her og nu, Kiuna," sagde Darkeya. Han vendte sig om imod hende igen. "Så ville du genfødes og tilbringe de næste mange tusind år ved Guds side. Det samme ville Cat. Hvorfor? Fordi I har deres kraft i jer. Cat har sine øjne. Du har de selv samme evner som Jesus. Det er det der forbinder jer med jeres fædre. Og det er det, der forhindrer jer i at dø for alvor. I er... om man så må sige... udødelige."

     "Så...?" Kiuna spurgte med en tone af, at hun allerede vidste det.

     "Ægte børn af Fædrene kan kun dø ved egen magi, hvilket vil sige af en der besidder samme kræfter - eller ved at blive frataget sine egne kræfter før de dør."

     "Og det er det sidste du hælder mod."

     "Delvist ja," sagde Darkeya. "Jeg har tænkt mig at tage din og Cats kraft. Så har jeg tænkt mig at bruge den til at dræbe Jesus med. Og alle andre ægte børn, jeg finder af Fædrene."

     "Er der da flere?"

     "Af Gud? Næppe. Men jeg kan sagtens forestille mig Lucifer lave nogle få ekstra ægte børn her og der. Jeg vil selvfølgelig opspore dem, hvis de eksisterer." Der gik et sug igennem mig ved den påstand.

     "Men hvordan?" spurgte Kiuna. "Hvordan vil du tage vores kraft? Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre?"

     Darkeya smilte. Det føltes som en evighed, hvor han bare stod og smilte, mens vi nysgerrigt ventede på, at han skulle afsløre sit våben. "Yasmin."

     Jeg huskede den person, han havde nævnt lige før. "Yasmin..." hviskede jeg. Darkeya skævede til mig, hvorefter han vendte opmærksomheden tilbage mod Kiuna.

     "Yasmin er min lærling. Hun er omtrent på din søsters alder. Jeg opfostrede hende, praktisk talt. Hun er... en absorber. En meget meget sjælden evne, som er meget kraftfuld. Hun kan... tage andres evner fra dem. Bare sådan. Og så er man magiløs."

     "Selv os?"

     "Selv jer. Hendes evne strækker sig ikke langt nok til at kunne berøre Gud eller Lucifer, men det er der virkelig ikke så mange evner, der er i stand til. De er skaberne. Ingen magi kan røre sin egen skaber, medmindre den er..." han smilte igen, "skabt til det."

      Kiuna var tavs. Hun havde ingen spørgsmål tilbage. Hun stod der, så rank og modig. Hun var sådan en modsætning til mig, der bare sad her, så lille og svag. Men jeg ønskede ikke at hun skulle dø. Jeg havde brug for hende, nu mere end nogensinde.

     "Men hun er vist ikke lige til sådan at få fat på, er hun?" spurgte jeg langsomt. Min stemme rystede næsten ikke, hvilket jeg var ret stolt over. Darkeya vendte blikket imod mig. Hans øjne ville have set både smukke og fortryllende ud på enhver anden, så mørkegrønne som de var, men hos ham så de bare stålhårde ud - og onde. Langt ondere end mine egne gjorde, når de blev sorte.

     "Hun dukker op," sagde han. "Og derefter vil hun absorbere din søsters kraft. Hvorefter vi dræber hende."

     "Du dræbte vores mor," sagde jeg, mine øjne blev våde af vreden. "I koldt blod."

     "Ja," sagde Darkeya. Ikke den mindste fortrydelse i stemmen.

     "Din satan," sagde jeg rasende.

     Det fik bare Darkeya til at smile.

     "Ena," sagde Kiuna. "Stop. Hold mund." Hendes øjne så ind i mine, det var et meget sigende blik.

     Bliv ikke vred, Ena. Du ved hvad der sker, når du bliver vred.

     Men hvordan kunne jeg andet end at være vred? Han var på vej til at dræbe hele min familie. Min mor havde han myrdet, min søster var han på vej til. Og Cat og... og den far jeg aldrig havde mødt. Han havde tænkt sig at gøre det af med dem alle sammen.

     "Jeg lader dig ikke dræbe dem," sagde jeg og rejste mig op. "Jeg lader dig ikke røre et hår på deres hoveder!"

     Jeg kunne mærke ondskaben trænge frem i mit blik. Men jeg var så rasende, at jeg var ligeglad. Hvad så om han så mit sande jeg? Så ville han måske også dræbe mig? Ja, det ville han formentlig. Men jeg var ligeglad. Jeg ville ikke dø uden kamp.

     "Ena!" snerrede Kiuna.

     Darkeya studerede mig bare. Han lagde hovedet lidt på skrå. Så rynkede hans pande en smule, da han formodentlig blev opmærksom på mit ændrede blik. Han begyndte at gå hen imod mig. Der kom jeg til fornuft. Jeg trådte helt hen til væggen og satte mig ned. Jeg lukkede øjnene.

     Gå væk, gå væk. Bliv normale igen. Bliv brune igen. Jeg beder jer.

     Jeg kunne mærke, hvordan han var helt tæt på mig. "Åbn øjnene," sagde han koldt.

     "Gå væk," hviskede jeg svagt til ham.

     "Åbn dem. Nu."

     Jeg åbnede øjnene og så lige på ham.

     Han smilte, og han så en anelse venlig ud med det smil. Men det var bare en facade, det vidste jeg godt. "Ved du, hvad ordet satan betyder, Ena?" spurgte han. Jeg var både lettet og bange på en gang. Mine øjne var normale igen. Jeg rystede på hovedet.

     "Det betyder modstander. Lucifer og jeg blev kaldt det oppe i Himmelen. Englene så på ordet som det værste skældsord i verden. Men vi... vi bar det med stolthed. For det var lige præcis hvad vi var. Modstandere mod den hykleriske tyran der styrede vores liv."

     "Det var dengang," sagde Kiuna. Darkeya vendte sig om imod hende. "Han er ikke sådan længere."

     "Virkelig?" spurgte Darkeya med hævede øjenbryn. "Jeg tør vædde på, at din egen lillesøster kan modbekræfte det."

     "Hvad?" hviskede jeg åndeløst.

     "Sig mig, Ena. Hvordan var dit første møde med en engel på Pijifenas Magiskole?"

     Jeg svarede ikke. Men jeg kunne udmærket godt huske det. Mit ansigtsudtryk sagde åbenbart det hele.

     Darkeya smilte igen. "Præcis. Der er stadig had og fordomme overfor os... sataner. For det er, hvad Gud fylder deres hoveder med. Selv den dag i dag."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...