Ser Sort-Hvidt 2 - De faldne engle, Fædrene & børnene

Endnu et skoleår på Pijifenas Magiskole venter James og hans kammerater. James har i forvejen været mere igennem end mange af de andre elever med både ture i Helvede og himmelske krige bag sig. I år håber han på, at ting vil være roligere. Men han tager fejl, for de himmelske konflikter er langt fra færdige med ham. Der er ting, som Catriana ikke har fortalt ham, ting, som kommer til at få konsekvenser for dem alle. Og James må også erkende, at der er kræfter i ham, som han aldrig nogensinde vidste, at han havde.

6Likes
53Kommentarer
3393Visninger
AA

12. Kapitel 11: "To hemmeligheder" - James

"Kom her," sagde Kira. Hun pegede hen imod et stort træ. Jeg stirrede på træet og kunne ikke se, hvordan det skulle hjælpe os til at ryste hæren af faldne engle af os. Jeg kiggede på Catriana, der stadig sad oppe på ryggen af min ulveform. Hun kunne heller ikke se det. Men ingen af os protesterede, og vi fulgte efter Kira, og der så vi, at træet på den anden side var hult. Der ville være plads til os alle sammen hvis jeg bare gjorde mig selv til menneske.

     Vi satte os alle tre derind. Kira forvandlede sig til ræv og sprang op i armene på mig. Det gjorde ondt i hjernen at tænke på Kira som en ræv, og det faktum at jeg havde hende i favnen - dermed prøvede jeg ikke at tænke på det.

     Der sad vi i lidt tid og afventede vores skæbne. På et tidspunkt kunne vi høre fjerne stemmer. Men de kom aldrig helt tæt på. Og til sidst var der helt stille.

     Da min bag efterhånden var ved at gøre meget meget ondt, sprang Kira ud af min favn og forvandlede sig om til sit gamle jeg.

     "De er væk," sagde hun.

     "Hvordan kan du vide det?" spurgte jeg.

     "Det ved jeg bare. De er ikke engang i skoven længere. De er... fløjet væk." Hendes øjenbryn var rynkede, og jeg vidste, at hun fortalte sandheden.

     "Er du nu ved at blive synsk eller sådan noget?" spurgte Catriana.

     Kira så ikke på Catriana fordi hun godt vidste, hvad der dermed ville ske, men hun så på mig med sine ravgyldne øjne, og der kendte jeg svaret.

     "Hvor lang tid har du været synsk?" spurgte jeg forbløffet.

     Kira trak på skuldrene. "Det ved jeg ikke - det kom lidt sammen med ræveheden."

     Derefter talte vi ikke længere om det. Det var helt mørkt efterhånden. Vi fandt en lille lysning, hvor månen skinnede ned på os fra en klar stjernehimmel.

     Jeg skulle til at foreslå, at vi skyndte os hjem, men Catriana havde store poser under øjnene, og hun haltede lidt for voldsomt. Jeg tog armen om hende og lod hende støtte sig op ad mig.

     "Jeg faldt," sagde hun spagt.

     "Det gjorde du," sagde jeg med et nik.

     Kira stirrede dømmende på os. "Lej et værelse."

     Jeg sendte hende et skarpt blik.

     "Jeg går ud og samler brænde til et bål," sagde Kira så og drejede om på hælen og lod os være alene.

     Jeg gik med Catriana hen til en eg og lagde mig ned i min store ulveform. Jeg gjorde tegn til, at Catriana skulle læne sig op ad mig. Det gjorde hun uden at brokke sig. Hun lukkede øjnene, og jeg tror at hun sov lidt.

     Lidt efter kom Kira tilbage med favnen fuld af pinde og træsplinter. Hun stillede dem op til et bål, hvorefter hun sukkede dybt.

     "Hvad er der?" spurgte jeg hende.

     "Brandon er her ikke," sagde hun. "Eller Rin. Vi kunne godt bruge dem lige nu."

     Det var der en pointe i. Vi havde brug for at lave ild. Men jeg havde en idé og smilte.

     "Hvad er der?" spurgte Kira.

     "Jeg kan forvandle mig til en drage."

     "Hvor lang tid har du kunnet det?"

     "I nogle år efterhånden."

     "Og jeg får ræven," sukkede Kira. "Det kedeligste dyr i verden."

     Jeg forvandlede mig til en drage på nogenlunde samme størrelse som ulven så det ikke ville vække Catriana. Derefter spyede jeg ild ud på den lille brændeopstilling - og woops havde vi et bål.

     Kira havde lagt sig i græsset og faldt med tiden i søvn. Der gik lidt tid før jeg opdagede, at Catrianas øjne var åbne. Hun så ind i ilden så hendes sorte øjne glimtede.

     "Hey," sagde jeg.

     Hun smilte svagt. "Det er lidt svært for mig at vænne mig til at tale med en stor ulv."

     "Skal jeg forvandle mig tilbage?"

     "Nah," sagde hun og lænede sig ind imod min hvide pels. "Du er blød sådan her. Som en stor teddybjørn."

     Vi var stille lidt. Så fandt jeg modet til at spørge hende om det, der havde næret mig i evigheder nu:

     "Så... ham Darkeya dér."

     "Åh lad os ikke tale om ham."

     "Du kendte ham," blev jeg ved. "Din far kendte ham. Hvad er historien?"

     "Jeg... det er en MEGET lang og opslidende historie, James. Og... det er lidt af et tabu."

     "Som en hemmelighed?"

     Hun nikkede langsomt.

     "Hvis nu... du fortæller det, så kan jeg fortælle dig min egen hemmelighed."

     "Du har da ikke nogen hemmeligheder, James."

     "Hvordan skulle du kunne vide det?" sagde jeg med et drillende smil. Catriana stirrede på mig - hvilket ikke kom bag på mig da det da måtte se helt forkert ud som ulv.

     "Fint," sagde hun. Hun tog sig sin tid, før hun rent faktisk begyndte at fortælle: "Darkeya var som min fars anden halvdel. De voksede op i Himmelen, de... udførte oprøret sammen. De samlede hæren sammen. Og de faldt sammen. Så opbyggede de Helvede sammen. De var som brødre. Dengang var Helvede fuld. Jeg mener... den spøgelsesby, det nu er... var så levende, som noget i Helvede kan blive. Gaderne var fulde af faldne engle, der levede deres sædvanlige liv. Slottet var fuld af ikke bare fordømte - også respekterede og betroede embedsmænd. Dengang fordelte min far de fordømte blandt de faldne engle. Alle brugte dem som en slags tjenere til at klare alle pligterne. Det var en glad tid." Hun smilte lidt ved mindet.

     Jeg hvilede mit hoved i græsset. "Hvad skete der?"

     Catrianas smil forsvandt som dug for solen. "Yasmin. Yasmin var en falden engel på alder med mig. Vi var bedste venner dengang. Hendes far var... kan du huske dr. Obatarius? Fra slottet?"

     Jeg nikkede. Han havde plejet mig mens jeg lå dernede efter kampen med Hella.

     "Han var hendes far. Eller... ER hendes far, men sådan tænker vi ikke på det længere. Han var den eneste, der blev tilbage da de alle sammen tog af sted. Men i hvert fald... Han var læge, og ham og Yasmin tilbragte ikke så meget tid sammen. Og Yasmins magi var stærkere og mere magtfuld end hos de fleste andre faldne engle. Så Darkeya tog hende til sig, og hun blev hans lærling. De blev mere som far og datter end Yasmin og Obatarius nogensinde havde været det. Sådan så Yasmin i hvert fald på det. Mit eget forhold til... til min far... det var anstrengt. Han havde så meget at se til dengang, og jeg var sjældent en af de ting. Jeg var tolv år, og jeg følte mig bare en lillebitte smule uelsket. Alt for mange gange havde jeg lyst til at stikke af. Bare aldrig se mig tilbage. Så Yasmin fik denne her idé. Vi kunne tage op til Jorden."

     "Jorden... du havde ikke været her før?"

     Hun rystede på hovedet. "Aldrig. Det havde altid været så fascinerende. Yasmin havde været her flere gange, og jeg... misundte hende for det. Men dengang havde jeg ikke lært at teleportere mig imellem verdenerne, så Yasmin stjal en teleportsten fra Darkeya. Og med den stak vi af. Men det var lidt skuffende. Jeg havde glædet mig til at se solen og... det grønne græs... bladene og søerne og stjernerne. Men da vi kom derop var det nat. Og der var overskyet. Og vi befandt os midt inde i en by. Jeg har ikke tænkt mig at fortælle i detaljer, hvad der skete deroppe, men... det var ikke sjovt. Dengang var mine Onde Øjne ikke blevet et problem endnu. De var ikke stærke nok til, at jeg ikke kunne se ind i øjnene på faldne engle, så... jeg kendte ikke deres sande styrke. Men deroppe... der afslørede jeg mig selv på stedet. Nogle bange umagikyndige fangede mig. Yasmin slap væk. De holdt mig fanget og... hvis jeg havde været der længere tror jeg, at de havde dræbt mig til sidst. Men Yasmin var flygtet ned i Helvede igen, og hun havde kontaktet min far og Darkeya og... alle de andre. Jeg blev reddet, på stedet." Hun så dunkelt ind i ilden, og noget sagde mig, at det næste var det mest smertefulde. "Jeg troede, at min far havde reddet mig, fordi han holdt af mig. Men... min far havde jo det her ry for at være Ondskabens Fader og alt den slags vrøvl. Så han benægtede det selvfølgelig. Det tog hårdt på mig. Sådan... virkelig depressivt hårdt på mig. Det var først senere da han indså, hvor hårdt det var, at han omsider indrømmede, hvad jeg betød for ham. Men jeg tror, at Darkeya havde overhørt den indrømmelse, og noget skete inden i ham. For Darkeya var min far begyndt at virke svagere og svagere som Djævelen. Han havde mistet den ild, der havde fået dem begge til at gå i oprør mod Gud. Og det tror jeg Darkeya så som det største forræderi, der kunne begås imod Helvede. Så..."

     "Han tog af sted?" gættede jeg.

     Hun rystede på hovedet. "Ikke som det første. Først prøvede han at overtage Helvede. Hvilket også lykkedes for ham. Han... fik min far ud af spillet."

     "Hvordan?"

     "Han fik en sort drage til at skabe et sort hul der slugte ham."

     Jeg stirrede på hende, som om hun var blevet skør.

     "Jeg ved godt, det lyder bindegalt, men det var det mest skræmmende øjeblik i mit liv, okay? Vi kaldte den Det Sorte Huls Drage. Den havde været i Helvede lige så lang tid som dæmondragerne, men den VAR ikke en dæmondrage. Den kunne skabe sorte huller, som... fungerede som en slags fangehuller. Og Darkeya havde fået kontrol over den. Jeg troede, min far var død. Jeg troede, at min far var død, og at jeg var blevet efterladt tilbage sammen med en flok faldne engle, der havde forrådt ham. De følgende uger, hvor Darkeya havde magten var... slemme. Men jeg var så gal på ham. Jeg var gal, jeg var bange og jeg... jeg nægtede at gøre noget for ham. Selv den mindste ting nægtede jeg. De eneste venner jeg havde tilbage var Dimond og dæmondragerne. De var min fars helt ind til den inderste knogle. Selv Yasmin havde forladt mig, hvilket jeg aldrig ville have troet muligt. Men så, en dag, kom Det Sorte Huls Drage hen til mig. Og den gav mig min far igen. Selv i dag ved jeg ikke hvorfor. Jeg har ikke set den siden. Det har ingen. Og jeg aner ikke hvor dens loyalitet ligger - hvis den overhovedet har en."

     "Det lyder... sært."

     Catriana nikkede. "Bagefter gik det hele meget hurtigt. Min far havde dæmondragerne, og de faldne engle frygtede ham alligevel til en vis grad. Så de stak af. Tilbage var der kun mig, min far, dr. Obatarius, dæmondragerne, skyggerne og de fordømte. Og siden da har Helvede været tom."

     Det så ud til at være slutningen på historien. Catriana så ind i ilden i en tid, og ingen af os sagde noget. Hun havde vist glemt alt om min hemmelighed, hvilket jeg var taknemmelig for. For min eneste hemmelighed var det lys, som jeg ikke engang selv kunne forklare.

    

"Skal vi tage hjem til PMS?" spurgte Kira os den næste morgen.

     "Det ville måske være den bedste idé," sagde jeg. "Bill er jo sådan... supermenneske."

     "Nej," sagde Catriana. Vi kiggede begge to på hende. "Vi er nødt til at tage til Helvede."

     Kira stivnede. "He-helvede?"

     Catriana nikkede.

     "Som det sted, hvor slemme folk bliver BRÆNDT i al evighed?"

     "Nej, Kira, det er bare en myte," sagde Catriana og himlede med øjnene.

     "Der er ikke så slemt," beroligede jeg hende.

     "Men... Djævelen..."

     "Min far mener du?" Catriana hævede det ene øjenbryn.

     Kira åbnede sin mund for at sige et eller andet, men hun var vist løbet tør og forholdt sig bare stille.

     Så sådan blev det. Catriana tog en dyb indånding, tog vores begges hænder, sagde: "Helvede," og pludselig stod vi det mørke sted, som jeg efterhånden var blevet lidt træt af.

     Støttende op ad mig og haltende, førte Catriana os igennem slottet til vi stødte direkte ind i ingen anden end Dimond.

     "HVAD har du lavet, unge dame?" spurgte den lille drage med et dømmende blik på Catrianas fod.

     "Hold da kæft den er nuttet," udbrød Kira ved min side. Jeg gav hende et puf. Dimond stirrede på hende og gav hende et elevatorblik.

     "Og du er...?"

     "Kira," sagde Kira med et smil.

     "Mig en fornøjelse," svarede dragen tørt og vendte tilbage til Catriana. Han åbnede munden, men Catriana kom ham i forkøbet:

     "Vi skal tale med min far. Med det samme."

     "Ikke før Obatarius har set på den fod dér," sagde dragen.

     Catriana himlede med øjnene, men hun protesterede ikke - nok mest fordi den fod faktisk var faretruende blå.

     Så vi kom hen til hospitalsfløjen, hvor Catriana blev sat på en seng, og Obatarius så på hendes fod.

     "Ingen problemer," sagde slotslægen og mumlede nogle ord. Foden så straks lidt bedre ud.

     "Doktor," sagde Catriana.

     "Ja, min ven?"

     "Vi skal altså VIRKELIG tale med min far."

     "Kan det ikke vente til I har - "

     "Obatarius, det er Darkeya."

     Det fik både slotslægen og dæmondragen til at lytte til hende - og Kira og jeg når vi bød ind.

 

Ikke særlig lang tid efter stod Lucifer lige foran os. Han lignede sig selv. Sådan... han lignede den han vel havde lignet de sidste 3000 år eller hvor lang tid det nu havde været. Men lige nu så han en anelse bleg ud. Og han rørte sig ikke en millimeter efter vi havde fortalt ham, hvad der var sket. Jeg troede virkelig, at han var på vej til at besvime.

     Kira så ikke meget bedre ud, hvis jeg nu skulle være ærlig. Jeg gav hendes hånd et klem.

     "Far?" sagde Catriana, da han havde været stille faretruende længe. "FAR."

     Lucifer blinkede. Så skiftede hans tomme ansigtsudtryk til rent raseri.

     "Den satan," brummede han. "Den satans satan bare sådan at komme og forsøge at myrde min datter og Guds datter og - den lede satan."

     Så kiggede han direkte på mig, og det gjorde rent faktisk ONDT denne gang på grund af det raseri dér. Der gik et gib i Kira, og hun trådte om bag mig.

     "Dig," sagde Lucifer i samme tonefald, som andre ville omtale kakerlakker. Det var der ikke noget nyt i.

     "Mig," sagde jeg da jeg i mit vildeste adrenalinsus ikke ville have mod til at sige andet lige nu.

     "Du beskyttede hende," sagde Lucifer, hans tonefald blødte op. "Det er jeg taknemmelig for."

     Jeg stirrede forgabt på ham. Catriana så ud til at overveje, om Lucifer var blevet syg.

     "Men lad os snakke om..." Navnet sad fast i Lucifers hals, og da han sagde det, var det ikke som når man omtalte kakerlakker, nej, det var, som når Ezavia omtalte Djævelen: "... Darkeya."

     "Hvad skal vi gøre?" spurgte Catriana.

     "Vi..." Lucifer rynkede panden. "Jeg tror, at vi er nødt til at... snakke med ham."

     "Åh nej," sagde Dimond.

     "Det kan du da ikke mene," sagde Obatarius.

     "Har I nogen bedre forslag?" spurgte Lucifer dunkelt.

     Det havde de ikke.       

     Catriana så nu for alvor ud, som om hun mistænkte sin far for at være blevet syg.

     "Hvem er ham?" spurgte jeg Catriana.

     Da jeg fik svaret var det fra både hende og Kira. De sagde det i kor:

     "Gud."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...