Ser Sort-Hvidt 2 - De faldne engle, Fædrene & børnene

Endnu et skoleår på Pijifenas Magiskole venter James og hans kammerater. James har i forvejen været mere igennem end mange af de andre elever med både ture i Helvede og himmelske krige bag sig. I år håber han på, at ting vil være roligere. Men han tager fejl, for de himmelske konflikter er langt fra færdige med ham. Der er ting, som Catriana ikke har fortalt ham, ting, som kommer til at få konsekvenser for dem alle. Og James må også erkende, at der er kræfter i ham, som han aldrig nogensinde vidste, at han havde.

6Likes
53Kommentarer
3377Visninger
AA

11. Kapitel 10: "Barnet af Gud" - Rin

"Der er blevet stille," påpegede Brandon til sidst.

     Jeg sukkede. No kidding. Der havde været stille i evigheder nu. Men alligevel kunne vi ikke være sikre. Jeg havde lavet denne her bold af jord, som vi sad indeni, beskyttet så godt som det kunne lade sig gøre. Her var helt mørkt - og som sagt helt helt stille.

     "Måske er de gået," sagde Brandon.

     "Eller måske venter de på, at vi skal komme ud, fordi vi tror, at de er gået," sagde jeg tørt. Men en del af mig vidste godt, at vi var alene. Jeg kunne ikke føle nogen vibrationer i jorden under mig eller omkring mig. Og jeg fandt det usandsynligt, at de havde holdt sig i luften i så lang tid. Og jeg HAVDE jo hørt ham Darkeyafyren råbe ordene Fang Cat.

     "Jeg bliver kvalt," mumlede Brandon nu. Jeg kunne høre hans anstrengte åndedræt.

     "Der er et lufthul," påpegede jeg. Et meget lille et, men dog et lufthul.

     Brandon stoppede med at snakke. Vi sad inde i vores beskyttende jordkugle lidt endnu. Indtil jeg omsider besluttede mig for, at nu måtte det være nok. Jeg knækkede den midt over, og vi sad nu i det sene aftensollys.

     Her var ingen. Ingen som helst. Vi var helt lutters alene.

     "De er taget efter Cat," sagde jeg.

     "Og James og Kira," sagde Brandon. "Jeg så dem stikke af. De er garanteret blevet fanget og - og - " Han begyndte at snøfte. Jeg gav ham et puf.

     "Sig ikke sådan noget," sagde jeg. "De... de er ikke blevet fanget!" Ufrivilligt begyndte det at svie i mine øjne. Jeg tørrede dem arrigt og tog en dyb indånding. Så rejste vi os begge op, og jeg børstede noget af alt jordstøvet af mit tøj. Brandon gik rastløst rundt, og en del af mig ønskede ikke andet end at gøre det samme.

     "Brandon," sagde jeg, tvang mig selv til at være rolig.

     "Ja?" peb Brandon.

     "Vi er nødt til at tage tilbage til PMS."

     "Tage tilbage til..." Brandon stoppede op, og han vendte sig imod mig, forfærdet. "Det kan vi da ikke bare! James og Kira... de... de er som familie for mig! James er min bedste ven!"

     "Og Cat er MIN," gav jeg ham igen. "Og Kiuna og Ena betyder OGSÅ ret meget for mig, at du ved det. Men vi kan ikke gøre noget for dem nu - og James og Cat kan klare sig selv. Det ved vi, at de kan."

     "Men..."

     "Lad og tage tilbage til PMS, Brandon," sagde jeg roligt. "Bill er sådan... supermenneske. Han ved, hvad vi skal gøre. Han kan hjælpe os."

     Brandon sukkede og tog sig til sit krøllede hår. Han gik lidt frem og tilbage. Jeg gik ud fra, at det betød, at han ikke havde noget at sige til det. Jeg gik hen til ham og tog hans hånd. "Kom nu, Brandmus. Lad os tage hjem."

 

Heldigt for Brandon vidste jeg præcis hvor vi havde været hele tiden - man er ikke mægtig over elementerne for ingenting. Men det tog os alligevel evigheder at komme hjem. Det var over midnat, da vi omsider trådte ind af Pijifenas Magiskoles porte. Forhallen var helt mørk med undtagelse af en enkelt tændt lampe henne i receptionen. Der sad nattevagten søvnigt og halvsnorkede. Der gik et gib i ham da porten smækkede bag os.

     "Hvad søren?" mumlede han søvndrukkent og gned sine øjne. Så så han os rigitgt. "Hvorfor er I ikke i jeres senge?!"

     "Vi er nødt til at tale med Bill," sagde jeg og løb hen til ham. Brandon var lige efter mig.

     "Er nødt til at snakke...?" Nattevagten blinkede noget søvn væk, hvorefter han hårdt sagde: "Unge dame, rektoren SOVER."

     "Det er VIGTIGT," insisterede Brandon.

     "Der var de her faldne engle, de fangede Kiuna og Ena," sagde jeg. "Og vi aner ikke hvor Cat eller James eller Kira er. Vi er de ENESTE OVERLEVENDE!"

     Det måtte han da kunne forstå. Men han stirrede bare på mig, som om jeg var bindegal.

     "Hvad sagde I, at I hed?" spurgte han så - surt.

     "Rin Lee," sagde jeg.

     "Brandon Michigan," sagde Brandon.

     Han checkede sin computer. "I fik tilladelse til at forlade skolen for at deltage i en... begravelse. Professor Sorthjerte og frøken Ena Sorthjertes mors begravelse. Sammen med James Cult, Catriana Cyston og Kirashira... Rumfelt."

     "Rumholdt," rettede Brandon. "Faktisk bare Kira."

     "I burde have været tilbage senest klokken SYV!" sagde han forfærdet.

     "Ja, men der - "

     "Åh jeg skal LOVE jer for, at I får lov til at snakke med Bill. Sådan at komme flere TIMER for sent hjem. Der kunne være sket en ULYKKE. I kunne være blevet BORTVIST. Man skal holde sine TIDER. Det er en af de gyldne regler her på skolen!"

     Hidsigt tog han sin telefon frem og indtastede et nummer. Den blev taget i den anden ende. Nattevagten brummede diverse kommentarer om os og vores dovenskab, og om hvordan kun to af os var vendt hjem.

     Og minuttet efter sad vi inde på Bills kontor, beskidte og udkørte. Bill var lige kommet ind, hurtigt klædt på i en skjorte og et par bukser. Han kløede sig på næsen, som han satte sig i sin kontorstol og kiggede på os med de stadig søvndrukne øjne.

     "Begynd," sagde han træt.

     "Vi tog til Kiuna og Enas mors begravelse," sagde jeg. "Men der dukkede de her faldne engle op - en masse masse af dem. De blev ledet af en fyr der hed Darkeya. Og han sagde, at de havde myrdet Kiuna og Enas mor - for at lokke Kiuna til. De ville nemlig gerne... dræbe hende, tror jeg."

     "Specificerede han hvorfor?" spurgte Bill.

     Jeg nåede ikke at svare, før døren ind til kontoret blev flået op, og professor Kristensen stormede ind, klædt i en hvid T-shirt og et par cowboybukser.

     "HVAD er der sket?" forlangte han at vide. "Hvor er Kiuna? HVOR er hun?"

     Jeg kunne se det i hans blå øjne. De var så fulde af bekymring. Kiuna havde betydet noget for ham - betydet MEGET for ham.

     "Det... frøken Lee her var i gang med at forklare det," sagde Bill. "Det ser ud til, at de blev angrebet af faldne engle."

     "Faldne engle..." mumlede Kristensen, men han var stille, og jeg fortalte videre.

     "De angreb os. Cat kendte vist Darkeyafyren. Han ville have Kiuna og Cat."

     "Hvorfor?" spurgte Bill. "Var det, fordi Cat er...?"

     "Ja," sagde Brandon. "Det er vi ret sikre på."

     "Fordi Cat er...?" spurgte Kristensen. Men jeg kunne se i hans blik, at han havde hørt rygterne. Der lagde sig en skygge over hans ansigt. "Åh," sagde han bare.

     "Men hvorfor Kiuna?" spurgte Bill. "Fortalte ham Darkeya det?"

     Både Brandon og jeg nikkede.

     Jeg sukkede. "Han sagde, at hun var..." Men jeg kunne ikke få ordene ud. Det viste sig at være umuligt. Brandon sagde det for mig:

     "Kiuna er åbenbart Guds datter."

     "Guds datter...?" hviskede Bill. Han stirrede på os. Al søvnen var væk. Men Jes Kristensen så endnu værre ud.

     "Guds datter?" sagde han sammenbidt. "Det kan ikke passe... Jeg har ikke en..." Han bremsede sig selv midt i sin sætning. I stedet sagde han: "Det er umuligt."

     "Jes," sagde Bill og rejste sig op.

     "Nej," sagde Kristensen. "NEJ."

     Jeg havde absolut INGEN anelse om, hvad der foregik. Ja, det at Kiuna var datter af det mest magtfulde væsen i verden var da en SMULE uforventet, men professor Kristensens reaktion var jo sindssyg. Men Brandon havde øjnene spærret op, og jeg vidste, at han vidste det.

     "Hvad?" hviskede jeg til ham.

     "Du... du..." stammede Brandon. Han pegede på Jes. Jes stirrede nu også på Brandon med et besejret ansigtsudtryk. Bill bed sig i underlæben.

     Okay, jeg følte mig som den eneste person i dette rum, der ikke havde NOGEN idé om hvad der skete omkring mig.

     "Vil nogen udtrykke sig KLART?" forlangte jeg.

     "Du er Jesus," sagde Brandon og rejste sig også op. Det fik mig bare til at grine ukontrollabelt, så jeg næsten faldt af stolen.

     "Meget sjovt, Brandon," grinte jeg. "Vær nu lidt seriøs, hvad foregår der?"

     Men alle stirrede så helt igennem bundalvorligt på mig, og jeg endte med at give min Chakralærer et elevatorblik, og nu så jeg ham for første gang. De himmelblå øjne, det dér MEGA karakteristiske skulderlange brune hår.

     Jeg er næsten helt HELT sikker på, at jeg besvimede. Jeg ved i hvert fald, at pludselig lå jeg svimmel på gulvet, og Brandon sad bøjet ind over mig. Han smilte til mig. Men det var et nervøst smil, og jeg kunne ane en sveddråbe i hans pande.

     "Sig, at det var en drøm," hviskede jeg.

     "Hvad af det? Darkeyadelen eller Jesusdelen?"

     "Åh gud," mumlede jeg, og jeg troede, at jeg skulle besvime igen. Men jeg tog mig sammen, og Brandon hjalp mig op og stå.

     "I må virkelig virkelig ikke fortælle det til nogen," bad Jesus Kristus. Han havde hænderne foldet - mod os. Åh, hvor var det hele sært.

     "Ingen ville tro mig," mumlede jeg. "JEG tror det ikke engang. Hvor er dit bevis? Hvornår er din fødselsdag!"

     "26. juni," sagde Jesus.

     "Det er en LØGN!" sagde jeg. "DU er født i DECEMBER!"

     De himlede alle sammen med øjnene ved den bemærkning. Jeg følte mig også selv rimelig tosset. Jeg var nødt til at sætte mig ned. Så blev jeg seriøs.

     "Nuvel," sagde jeg. "Nu hvor vi alle sammen ved hvem vi alle er, så vil jeg drage videre til dagens emne. Kiuna og Ena er blevet kidnappet af nogle bindegale faldne engle. Cat og James og Kira er væk - de er måske endda OGSÅ fanget. Vi ved, at Darkeya ville have Kiuna og Cat fordi de er børn af Gud og Djævelen."

     Brandon nikkede. Han betragtede mig vagtsomt, vel for at sikre sig, at jeg ikke blev skør igen.

     "Men vi ved ikke hvorfor," sagde Brandon. "Vi aner ikke, hvad han skal bruge dem til."

     Der var stilhed i lidt tid. Ikke engang Bill havde nogle sarkastiske kommentarer eller noget, man rent faktisk kunne bruge til noget.

     Men til sidst sagde Jesus: "Jo." Vi kiggede alle sammen på ham. "Jeg ved, hvad han vil bruge dem til."

      

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...