Ser Sort-Hvidt 2 - De faldne engle, Fædrene & børnene

Endnu et skoleår på Pijifenas Magiskole venter James og hans kammerater. James har i forvejen været mere igennem end mange af de andre elever med både ture i Helvede og himmelske krige bag sig. I år håber han på, at ting vil være roligere. Men han tager fejl, for de himmelske konflikter er langt fra færdige med ham. Der er ting, som Catriana ikke har fortalt ham, ting, som kommer til at få konsekvenser for dem alle. Og James må også erkende, at der er kræfter i ham, som han aldrig nogensinde vidste, at han havde.

6Likes
53Kommentarer
3376Visninger
AA

2. Kapitel 1: "Lyset" - James

Telefonen ringede op i den anden ende. Så blev den taget.

     "...James?" lød Brandons søvndrukne stemme i røret.

     "Hej, Brandon," sagde jeg. Jeg følte mig dog lysvågen.

     "Hvad... hvorfor ringer du til mig?" spurgte Brandon. "Hvad er klokken...? 03:17... 03:17! Hvorfor ringer du dog til mig klokken tyve over tre om natten?!"

     Jeg tøvede lidt med at svare. "Der er noget, som... "

     "Som hvad? Ved gud, James, hvad ER der?"

     "... Ikke noget."

     "Kan du ikke sove?"

     "Nej... jeg kan ikke sove."

     "Er det fordi vi skal af sted i morgen?"

     "Nej... det er ikke det."

     "Jamen hvad er det så?"

     "Det er... ser du, Brandon, jeg tror der er noget galt med mig."

     Brandon var stille så længe, at jeg var helt bange for, at han var faldet i søvn. Men så svarede han: "Det kunne ikke vente til i morgen?"

     "Brandon, lyt til mig, jeg... jeg kan noget, som... som jeg ikke kunne før."

     "Jeg lytter." Brandon lød alt for muggen til, at jeg havde lyst til at snakke med ham om det.

     "Jeg kan forvandle mig til en hvid fønix," sagde jeg så. "En helt ny art."

     "En... en HVID fønix? Eksisterer de overhovedet?"

     "Næh... men jeg kan forvandle mig til den. Den er ret sej. Jeg lærte det i dag."

     "I går mener du."

     "Eh... ja."

     "Men var det bare det?"

     "Ja, det var bare det."

     "Det kunne ikke vente til i morgen?" snappede Brandon.

     "Joh... det kunne det vel egentlig godt."

     "Ja, det tænkte jeg nok. Jeg har tænkt mig at sove videre nu, James."

     "Okay, godnat, Brandon."

     Men der havde han allerede lagt på. Jeg sad tilbage i min seng med dynen over mit hoved med det lille hvide lys i min håndflade, der skinnede alt klart op.

 

Jeg blev vækket af Celinas stemme.

     "JAMES! DU SKAL OP NU! KIRA OG BRANDON ER HER OM ET KVARTER!"

     "Ja, ja," mumlede jeg søvndrukkent, men holdt øjnene lukkede og sov videre.

    

"JAMES!" råbte en stemme, der for alvor fik mig til at vågne op. Den lød lige ved mit øre, og jeg fik et sådant chok, at jeg sprang op med et skrig. Et kort øjeblik hamrede mit hjerte af sted, og jeg anede ikke ud eller ind, men så så jeg, at Kira var bøjet ind over min seng. Hendes ræveører vrikkede, som hun stirrede på mig.

     "Du skal op nu," sagde hun så med et skævt smil og rettede sig op.

     "Du gav mig et HJERTEANFALD," snappede jeg ad hende. Det fik hende bare til at smile stort.

     "Seriøst, vi kører om fem minutter." Så gik hun ud af mit værelse.

     Jeg lå lidt og sundede mig, hvorefter jeg sprang op af sengen og kom i tøjet hvorefter jeg spænede ned i entréen, hvor hele den samlede familie stod.

     Den samlede familie er i øvrigt lidt speciel, når det kommer til mit liv. For den består af en masse folk, jeg ikke er relaterede til på noget punkt. Celina, min plejemor, Brandon og hans forældre, samt Kira og hendes forældre.

     "Der er du endelig, James," sagde Celina og løftede min taske op og rakte den til mig. Jeg tog den. "Var du oppe til daggry eller hvad?"

     Jeg svarede ikke, men jeg kunne svagt høre Brandon fnyse.

     Kiras mor kom hen og gav mig et hurtigt kram. "Godt at se dig, James."

     "Også godt at se dig, fru Rumholdt," sagde jeg bare, selvom jeg egentlig aldrig havde brudt mig så meget om Kiras mor. Generelt var Kiras forældre lidt for ordinære til min smag. Ingen af dem havde magi - ingen i hele Kiras familie havde magi i modsætning til Brandon og jegs familier, der havde en lang liste af magikyndige. Men både hende, Brandons mor og Celina var advokater, og deres snarlige venskab havde bragt vores ret så forskellige familier sammen.

 

"Tusind tak, fordi du vil køre Kira," sagde fru Rumholdt til Celina, som vi pakkede bilen udenfor.

     Kira skulle også starte på Pijifenas Magiskole i år. Igennem hele sit liv havde Kira været lige så umagikyndig som resten af sin familie. Indtil for lidt under et halvt år siden hvor et par ræveører erstattede hendes menneskeører samt hun fik sig en rævehale. Ingen vidste, hvad der skete, men pludselig var Kira ikke længere normal. Og det blev kun et endnu større chok for hendes forældre, da hun en dag forvandlede sig til en rød ræv. Og dermed blev Kira en kitsune, som jeg mener rævemutanter blev kaldt i fagbøgerne.

     "Selvfølgelig," sagde Celina med et smil. De gav hinanden et kindkys hvorefter Celina satte sig ind i bilen.

     Jeg satte mig ind på bagsædet og betragtede Brandon og Kira sige farvel til deres forældre. Brandons farvel var meget kort, fordi han havde været af sted så mange gange, mens Kiras forældre slet ikke kunne give slip på hende.

     "Jeg vil komme til at savne dig, Kirashira," græd fru Rumholdt, mens hun havde Kira knuget ind til sig.

     "Moar," brummede Kira. "Jeg har sagt, at du ikke - "

     "Vissevasse," sagde fru Rumholdt. "Jeg døbte dig det navn, og jeg har ikke tænkt mig at lægge det fra mig! Det er dit navn. Tag nu ud til skolen og gør mig stolt."

     Kira svarede ikke, men så ned på sine fødder.

     "Kira?" spurgte hr. Rumholdt. "Hvad er der galt?"

     "Ikke noget," sagde Kira og vendte sig for at gå ned til bilen. "Jeg håber I får det godt."

     Jeg kunne tydeligt høre bitterheden i Kiras stemme, men begge hendes forældre var for tungnemme til det. De smilte blot og vinkede, som Celina bakkede ud af indkørslen, og vi kørte ned ad vejen.

     "Kira," sagde jeg lavmælt til hende da vi havde kørt en halv times tid. "Du ved godt, at de stadig elsker dig, ikke?"

     "Det føles ikke sådan," mumlede Kira.

     "De ønsker bare, at du ikke skal være anderledes," sagde Brandon.

     "Det er jo det, der er pointen," svarede Kira. "Jeg kan godt lide at være anderledes. Og det bliver da også spændende at komme derud og være sammen med jer hele året, men... men jeg ville virkelig ønske, at det ikke var det ALLERFØRSTE de søgte om på Google, da jeg pludselig blev halvt ræv. Jeg ville bare ønske, at de... måske først havde tænkt over, hvad JEG ville i stedet for at sende mig langt væk på det de betragter som en freakskole. Jeg... jeg tror, at de sender mig væk, fordi der er kræfter i mig, som ingen af os nogensinde vidste, at jeg havde, og de kan ikke acceptere det."

     Bagefter det sagde Brandon et eller andet, men jeg hørte det ikke, da jeg mærkede det løbe mig koldt ned ad ryggen, som en forfærdelig tanke ramte mig.

 

Da vi ankom til Pijifenas Magiskole måbede Kira stort.

     "Wow," fik hun ud. Det var helt mærkeligt for mig at se hende sådan. Skolen havde været mit hjem størstedelen af året de sidste tre år, men for Kira var det selvfølgelig et helt nyt og spændende sted, der var større end vores gamle folkeskole gange tre.

     "Rin siger, at hun venter på os på græsset," sagde Brandon efter at have set en sms. "Skal vi møde hende?"

     "Jeg er på," sagde Kira. "Så kan jeg se min boenhed bagefter. Tror I, mine bofæller er rare?"

     "Det ved man aldrig," sagde jeg. "Men der er tre af dem, så en af dem må du da komme godt ud af det med."

     Vi steg alle sammen ud af bilen og tog vores kufferter ud, hvorefter vi gik ind i forhallen. Jeg troede et kort øjeblik, at Kira ville besvime af bare forbløffelse. Hendes rævehale stod stift ud i luften.

     "Jeg går lige hen og checker jer ind," sagde Celina og gik hen imod receptionen.

     "Perfekt," sagde jeg. Så kom jeg i tanke om noget. "Du, Brandon?"

     "Ja?"

     "Nævnte Rin noget om Catriana?"

     "Eh... nej faktisk ikke."

     Catriana og jeg havde næsten ikke snakket sammen hele sommerferien. Der var ikke ligefrem telefondækning fra Helvede af, og vi forsøgte ikke at bruge vores tankekontakt alt for meget, da det var sager, vi aldrig havde hørt om før, og vi anede ikke, hvorfor vi var forbundet på den måde.

    

Celina gav sig til at snakke med Bill. De havde altid en eller anden flirt i gang, når de snakkede sammen. Det gav mig altid kvalme at se dem sådan. Men det gjorde det også lettere for mig, for det gjorde, at vores farvel var meget hurtigt og fraværende fra hendes side af, som Brandon, Kira og jeg gik ud på græsset, hvor Rin ganske rigtigt sad. Hun vinkede til os. Jeg kunne ikke se Catriana.

     "Halløj," sagde Rin. Hun smilte stort. Hendes hår var blevet farvet igen, kunne jeg se. Sidst jeg så hende var alle rødderne blevet sorte igen, men nu var det helt fuldkommen rødt. Hun var klædt i et grønt outfit, lige fra spændet formet som et blad i håret til snørebåndene på hendes sko.

     "Hey, Rin," sagde Brandon. Han gav hende et kys, og hun gengældte det.

     Det fik mig bare til at savne Catriana endnu mere.

     "Hej, Kira," sagde Rin så, og Kira smilte. "Hold da op, jeg har slet ikke set dig, siden du fik ører."

     "Kan du lide dem?"

     "De er skønne. Men har du vænnet dig til dem efterhånden?"

     "Faktisk... ja," sagde Kira. "Det føles, som om det altid har været en del af mig, der bare har ventet på at komme ud."

     Det fik lidt os alle sammen til at smile. Det er sådan, størstedelen af magikyndige har det, når de begynder at få deres kræfter. Kira var i sandhed en af os, selvom jeg aldrig ville have troet det.

     "Så... hvor er Catriana?" spurgte jeg så Rin.

     "Cat? Hun eh... jeg har slet ikke hørt fra hende. Hun kommer vel i dag eller i morgen."

     "Så længe hun når det før velkomstmiddagen i morgen," sagde Brandon. Jeg nikkede, men jeg var nu lidt urolig alligevel.

     Vi sad lidt og betragtede nogle drenge lidt væk, der spillede Snedderbob (et eller andet boldspil, som jeg personligt aldrig havde forstået, men både Rin og Brandon var ret inde i det).

     "Nå ja, og James vækkede mig klokken tyve over tre i nat," kom Brandon i tanke om. Både Kira og Rin stirrede først på ham, så på mig.

     "Hvorfor?" spurgte Rin vantro.

     "Noget med, at du kunne forvandle dig til en hvid fønix?" sagde Brandon, nu også kiggende på mig.

     "Kan du virkelig det?" spurgte Kira imponeret.

     Jeg lod, som om jeg ikke kunne huske noget. "Jeg må have ringet til dig i søvne. Jeg kan seriøst ikke huske noget. Jeg kan altså ikke forvandle mig til en hvid fønix, de eksisterer ikke engang."

     Brandon hævede det ene øjenbryn. De stirrede alle tre på mig.

     "Seriøst," sagde jeg. De sagde ikke noget, og ikke længe efter var det glemt igen, da Rin og Kira begyndte at snakke om skolens fag og lærere.

     En halv time senere ville Kira gerne op til sin boenhed og pakke ud. Jeg havde selv et behov og besluttede mig for at gå med hende.

     "Hvad skal du da?" spurgte Kira.

     "På biblioteket," svarede jeg.

     "Bi...biblioteket?" Kira kiggede på mig, som om jeg var alvorligt syg.

     Jeg trak på skuldrene. "Lærdom, du ved."

     "Ja... okay. Men jeg går op ad trapperne her, ok?"

     Jeg nikkede. "Vi ses til aftensmaden, ikke?"

     Kira nikkede med et smil, så gik hun op ad trapperne, og jeg fortsatte videre til biblioteket.

    

Sandheden var, at jeg var bange. For lidt over en uge siden var strømmen gået på grund af et ret så voldsomt stormvejr. Jeg havde et ret stort behov for lys, fordi vi havde fået en dum historieopgave for, som jeg var nødt til at have lavet. Jeg havde ønsket mig noget lys så brændende, at der lige pludselig rent faktisk skinnede et lille lys nogle centimeter over min håndflade. Jeg stirrede bare på lyset i forskrækkelse, hvorefter jeg forsøgte at vifte det væk, men det blev blot siddende og lyste hele mit værelse op. Efter nogle ret så paniske minutter havde jeg taget en dyb indånding og ønsket, at det skulle blive mørkt igen. Og bare sådan, var lyset væk.

     Jeg vidste ikke HVAD det betød. Jeg vidste bare, at når jeg ønskede mig lys, dukkede det op, og når jeg ønskede mig mørke, var det væk igen. Og jeg havde ikke fortalt det til nogen, selvom jeg var begyndt at blive noget så bekymret for mit eget helbred. Jeg var formskifter, og den type magi var slet ikke indenfor den afdeling. Hvad nu, hvis jeg ligesom Kira var begyndt at få kræfter, som jeg aldrig vidste, at jeg havde?

     Normalt holdt jeg mig altid mindst ti meter fra biblioteket, når jeg kunne, men i dag var jeg ivrig, for jeg havde brug for information, og internettet var komplet ubrugeligt. Hvis noget havde information, så var det et stort magisk bibliotek på en stor anerkendt magiskole. Det var jeg ikke i tvivl om.

     James?

     Jeg havde siddet og læst og bladret og rodet i noget, der føltes som timevis, da jeg hørte Catrianas stemme i mit hoved.

     Catriana? Hvor er du henne?!

     Eh... i Helvede.

     Du burde være HER - på magiskolen.

     Ja, undskyld, men... jeg er nødt til at blive hernede.

     BLIVE?! Jeg kunne ikke tro, hvad jeg hørte. Hvorfor?

     Det er... altså, min far og jeg har denne her årlige... "helligdag" kan man vist godt kalde det. Det er ret vigtigt for os. Så jeg kan ikke komme.

     Men... Catriana, hvornår kommer du så?

     Jeg kan ikke tale sammen lige nu. Vi ses, James.

     Så cuttede hun kontakten, og jeg sad tilbage ved bordet med alle de mange bøger slået op foran mig.

     Så dukkede Brandon op. "Hey, James, har du - " Han stoppede brat, da han så alle bøgerne. "Hvad laver du?"

     "Historie," svarede jeg kort for hovedet.

     Brandon valgte ikke at stille flere spørgsmål til emnet og sagde i stedet. "Har du glemt vores tradition?"

     "Tradition?" Jeg havde absolut ingen erindringer om nogen traditioner.

     "Du ved... BYEN. Det vi gør HVERT år."

     "Åh... Nå ja. Ja, jeg kommer nu." Jeg rejste mig op, men så så på alle bøgerne, der absolut ikke havde været til nogen nytte for mig. Ingen. "Vent på mig i forhallen, jeg skal lige rydde op."

     Brandon nikkede og gik fra mig. Jeg satte mig ned igen. En ting var at få nye kræfter, som man aldrig vidste, at man havde - en anden ting var at få nye kræfter, som man aldrig vidste, at man havde, og som tilmed ikke blev nævnt i en eneste skrevet bog om magiske racer i hele magiens historie.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...