Ser Sort-Hvidt 2 - De faldne engle, Fædrene & børnene

Endnu et skoleår på Pijifenas Magiskole venter James og hans kammerater. James har i forvejen været mere igennem end mange af de andre elever med både ture i Helvede og himmelske krige bag sig. I år håber han på, at ting vil være roligere. Men han tager fejl, for de himmelske konflikter er langt fra færdige med ham. Der er ting, som Catriana ikke har fortalt ham, ting, som kommer til at få konsekvenser for dem alle. Og James må også erkende, at der er kræfter i ham, som han aldrig nogensinde vidste, at han havde.

6Likes
53Kommentarer
3463Visninger
AA

25. Epilog

 

Daniel havde altid sovet let. Han havde det som regel med at vågne af hvad som helst. Det var egentlig ret irriterende. Både for ham, men også for hans forældre, der hele tiden skulle høre på, hvordan han ikke kunne sove, fordi det blæste en smule udenfor, eller fordi man svagt kunne høre opvaskemaskinen køre nede i køkkenet.

     Så det var intet under, at han vågnede, da det bankede på døren. Han lå søvndrukkent og kiggede på uret. Det var næsten midnat. Han kunne høre sin far gå hen for at åbne. De var ikke gået i seng endnu, men det var der nu alligevel ikke noget usædvanligt i.

     Det, der var usædvanligt, var det gisp, han hørte sin far komme ud med, da han åbnede døren.

     "Godaften, Erik," sagde en stemme, som Daniel ikke kendte. Men den skræmte ham. Måske var det på grund af den kulde, den havde sagt ordene med.

     "Hvad laver du her?" spurgte Daniels far. Daniel kunne høre, at han var skræmt.

     "Hvem er det, Erik?" hørte han nu sin mor sige. Derefter sagde hun ikke noget, men Daniel kunne fornemme, at hun havde set, hvem der stod i døren.

     Daniel brød sig ikke om den måde, hans forældre tog imod den fremmede. De var ellers altid så høflige. Han brød sig ikke om det. Ikke engang en lille smule.

     "Og godaften, Mille," sagde den fremmede stemme igen, lige så koldt som før.

     "Du har intet at gøre her," sagde Daniels mor. Hendes stemme rystede svagt.

     "Det tror jeg nu nok, at jeg har." Det var den fremmede stemme igen, og Daniel kunne høre et grumt smil. "Han er vel lagt i seng, går jeg ud fra?"

     "Du holder dig fra ham," sagde Daniels far med trussel i sin stemme. Daniel stivnede under dynen. Han havde ingen søskende, og de havde ikke besøg af nogen. Så det måtte vel betyde, at den fremmede hentydede til HAM.

     Langsomt og lydløst gled Daniel ud af sengen. Klædt i sin pyjamas listede han hen til døren og åbnede den på klem. Han kunne ikke se hverken sine forældre eller den fremmede, men han kunne høre bedre.

     "Og hvem skulle forhindre mig i at tage ham? Dig? Jer to? I har ikke engang nogen magi."

     "Vær sød," sagde Daniels mor, tryglende nu. "Jeg beder dig. Han er kun et barn!"

     Der var stille lidt. Så sagde den fremmede stemme: "Et barn med evner. Evner, som jeg skal bruge. Gør, hvad I er her for, drenge." Det sidste var ment til nogle andre. Daniel havde ikke engang vidst, at der var andre før nu. Men så hørte han sin mors skrig, og han så et underligt lys. Det var ikke engang et rigtigt lys. Det var sådan et mørkt lys.

     Med rystende ben løb Daniel ud af sit værelse og ud til trappen, så han kunne se, hvad der foregik i entréen.

     Dér på gulvet lå hans forældre. De stirrede op i loftet, men der var intet udtryk i deres øjne. Daniel gispede.

     "Mor! Far!" råbte han, men de rørte sig ikke af den grund.

     Så så han de fremmede. En mand, der stod i døråbningen. Sammen med ham var der to andre mænd. De var alle tre klædt i sorte kapper, og alle tre havde de sorte ravnevinger. De var faldne engle, gik det op for Daniel.

     "Du må så være Daniel," sagde manden i døråbningen. Han havde den kolde stemme, som Daniel havde hørt. HAN var den fremmede. Han var ret normal at se på. Han havde lyst kort hår og nogle grønne øjne, der skræmte Daniel, fordi der ikke var andet end kulde og ondskab i dem.

     "Hvem er du?" spurgte Daniel. Hans stemme peb nærmest af både frygt, chok og sorg over, hvad der lige var sket. Tårerne pressede sig på.

     Manden svarede ikke. I stedet vendte han blikket imod de to andre faldne engle.

     "Tag ham," sagde han.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...