Ensomhedens Spejl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 aug. 2015
  • Opdateret: 20 aug. 2015
  • Status: Færdig
Mikkel lever et liv i frustration, da hans forældre ikke er ligesom ham, og ikke forstår hans behov.
Han prøver ihærdigt at blive hørt, men kampen bliver hver gang tabt. Ingen vinder, og Mikkel giver op.
Lige indtil den dag, hvor en udefra kæmper for Mikkels stemme, og kampen for alvor bliver taget op.
Bliver Mikkels behov set og hørt?
Hvem er Mikkel, og hvorfor har han disse "specielle" behov?

1Likes
1Kommentarer
285Visninger
AA

6. Kapitel 6

Vinden er stille og solen er skarp og varm. Fra tid til anden kommer min mor eller far ud med en kiks eller noget te, og sætter sig på liggestolen ved siden af mig. Ikke fordi de siger det store, hvilket nu er meget rart, når jeg sidder fordybet i min bog, men så sidder de bare og nyder udsigten af vores store have, som min mor lige har gået og ordnet.

Denne gang er det mors tur til at komme med en tallerken med vindruer, mens hun sætter sig på stolen ved siden af, men nu med retning mod mig. Jeg lukker min bog sammen og ser på hende, for hun vil helt sikkert sige noget.

Hun er mere afslappet, end hun har været i lang tid, som hun sidder der med et glad, let smil på læben og udstråler masser af overskud. Det gør mig meget lettet. Lige siden John har snakket med hende, og min far har fået info fra mor, så har de virket meget mere tilgængelige og lette at være sammen med.

”Hygger du dig?”

”Ja, mor.” Jeg kan ikke lade være med at smile, hvilket får min mor til at smile endnu mere.

”Det er jeg glad for at høre. Mikkel, jeg er ked af, at din far og jeg ikke har været lige forstående, vi kan godt se nu, at du er tilfreds med, hvordan det er nu, og det er alt vi behøver. En glad dreng.”

Hold da op, det er store ord fra min mor. Hun må virkelig have sat sig ind i det. Vi har heller ikke haft nogen samtale lignende denne lige siden, jeg var hos John. Hun må have brugt tiden på at gruble og sparre med far. Far virker også helt glad for tiden, og er blevet mere tålmodig og rummelig med mig. Det er nyt for mig, men det er dejligt at blive forstået, for den jeg faktisk er.

”Tak, mor. Jeg synes I har været utrolig tålmodige med mig.” Jeg lægger hovedet på skrå, og nyder dette øjeblik. Det går op for mig, at nu kommer mit liv til at se helt anderledes ud på den gode måde.

Mor læner sig frem og klapper mig på mit lår. ”Jeg har ringet til din træner og meldt dig af holdet, så du skal ikke til håndbold i dag eller fremover. Jeg tænkte, det var det, du gerne ville.” Hun rejser sig og smiler ned til mig.

Jeg nikker og rynker brynene for solen, da jeg ser op på hende. ”Tak.” Jeg sender hende et hvidt smil, hun nikker og går ind igen.

Wow. For en gang skyld forstår de, at jeg faktisk har lyst til at være alene. Ikke fordi jeg har det dårligt eller føler mig nødsaget til at være alene. Nej, fordi jeg gør det af ren lyst. Selv når jeg ikke er overstimuleret.

Jeg åbner min bog, sætter mig til rette igen og begynder at læse, men mine tanker fører mig væk fra bogen. Kald mig ensom, det gør mig intet, når jeg faktisk opsøger ensomheden. Et bredt smil breder sig på mine læber. Jeg har endelig fundet ud af hvem jeg er, og det har mine forældre også. Hvor meget lettere kan mit liv nu blive?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...