Ensomhedens Spejl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 aug. 2015
  • Opdateret: 20 aug. 2015
  • Status: Færdig
Mikkel lever et liv i frustration, da hans forældre ikke er ligesom ham, og ikke forstår hans behov.
Han prøver ihærdigt at blive hørt, men kampen bliver hver gang tabt. Ingen vinder, og Mikkel giver op.
Lige indtil den dag, hvor en udefra kæmper for Mikkels stemme, og kampen for alvor bliver taget op.
Bliver Mikkels behov set og hørt?
Hvem er Mikkel, og hvorfor har han disse "specielle" behov?

1Likes
1Kommentarer
326Visninger
AA

5. Kapitel 5

Næste dag er min lyst til at blive hjemme i min seng rigtig stor. Jeg er så udmattet. Men tanken om at frustrere mine forældre igen, får mig op og ud ad døren.

Hele dagen går med, at jeg sidder med hovedet i mine hænder og kører i tomgang. Flere gange er mine lærere kommet over til mig, for at spørge om jeg var okay, og hver gang har givet samme åndsfraværende svar. Jeg kan alligevel ikke lære noget på sådan en dag, så om jeg er her eller i min have er sådan set ligegyldigt. Og dog. Mine forældre.

Derhjemme prøver mine forældre at få det hele tilbage på normalt spor. De smiler til mig og snakker til mig om alt andet end hvad jeg skal eller ikke skal og aspergers eller ikke aspergers. Jeg smiler høfligt tilbage og svarer på deres snakken, så godt jeg kan, selvom jeg stadig er træt. Men jeg prøver også. Jeg kan godt forstå dem. Hvis bare det hele kunne være normalt, ville det være så befriende.

 

Klokken blev 14 onsdag, og min mor og jeg er på vej mod Johns lokale. Pludselig står vi foran en stor, grå bygning, og ser at hans lokale ligger på tredje sal til venstre. Jeg tager mors hånd og giver den et klem med et smil, og går derefter ind i opgangen og op mod John.

John er hurtig til at åbne døren, da jeg banker på. Han giver mig hånden. ”Goddag, Mikkel, kom endelig ind.” Han haler mig ind i sin mindre lejlighed. Der er et par lukkede døre og ligefrem foran mig kommer vi ind i et rum, der godt kunne ligne en stue, men to afslørende læderstole i midten af rummet fortæller, at det er her vi skal være. Han sætter sig ned på den af stolene tættest på væggen, og jeg er nødsaget til at sætte mig på stolen, der stort set står i midten af rummet. Blottet.

”Mikkel, kan du fortælle mig lidt om, hvorfor du er her i dag?” John er en ældre mand. Omkring 60’erne vil jeg skyde på. Hans sortgrå hår er nydeligt tilbagelagt og hans skæg er nyligt trimmet. Han sidder med en notesbog i skødet og en løs, sort skjorte. Han er tydeligvis en af de seriøse. Eller også snyder skindet.

”Øhm.” Jeg rømmer mig lidt på stolen. Så skal vi til det igen. Forhåbentlig forstår ham her det. ”Mine forældre sendte mig til en læge, som sagde, at jeg har aspergers. Men min lærer, Klaus, mener ikke jeg har aspergers og sendte mig derefter videre til dig.”

”Hvad var grunden til, at du blev sendt til lægen?” Han ser nøje på mig med et seriøst udtryk i ansigtet, og jeg ved, der ikke er noget pis med ham her. Jeg kan lige så godt lægge alle kortene på bordet.

”Jeg besvimede til træning, og så var de bekymrede over, hvorfor jeg ikke ville have venner over. De følte, jeg ikke snakkede med dem.”

”Hvilken slags træning?” Nå ja, han kender jo ikke hele historien. Jeg sukker og læner mig godt tilbage. Åh gud, det her kan blive langt.

”Håndbold.” Jeg ser på ham, og kan ikke rigtig finde ud af, hvor meget han har brug for at vide. Han giver ingen respons, kun spørgsmål, jeg ved ikke helt hvordan jeg skal forholde mig.

”Hvornår besvimede du?”

”Jeg havde lige fået bolden, og så blev jeg omringet, og derefter faldt jeg.” Jeg nævner intet med, at det var første gang, jeg har grebet bolden, det ser jeg ingen grund til, at han har behov for at vide.

Han nikker, skriver ned i sin lille bog og fortsætter med at stille spørgsmål. ”Hvordan har du det med at have venner over?” Han ser på mig igen.

”Jeg er helst fri. Jeg kan sagtens være sammen med dem, men hvis jeg kunne vælge, så læste jeg en bog i stedet for eller så en film. Jeg synes det er meget mere afslappende at være i mit eget selskab.” Sådan. Nu føler jeg, at jeg kommer ind i rytmen.

”Hvordan har dine forældre det med det?”

”Mine forældre kan ikke forstå, hvorfor jeg ikke er så meget sammen med vennerne. Jeg tror, de tror, jeg er deprimeret eller noget i den stil.” Jeg husker, hvor lettet mor blev, da lægen sagde, jeg havde aspergers. Jeg ser ned på mine hænder. ”John, hvad er der galt med mig?” hvisker jeg og ser sårbart op igen.

 John slapper af i sine skuldre, men opretholder den fattede facade. ”Jeg er kendt for min store kendskab til særligt sensitive, og hvis det er skolelærer Klaus Bremerholdt der henviste dig, så kommer han stadig fast hos mig. Jeg antager, at han har fortalt dig omkring det?”

Jeg nikker stille. ”Lidt.”

”Jeg kan ikke bedømme noget endnu, men uanset hvad, er intet galt med dig, Mikkel. Hvis du er særlig sensitiv, så er det desværre ikke sjældent set, at man bliver fejlbedømt og i dit tilfælde fejldiagnosticeret, blot fordi befolkningen ikke kender særligt meget til disse personer, og hvordan man takler dem. Lad mig høre lidt mere om håndbold hændelsen. Hvornår præcis begyndte du at blive svimmel?”

”Jeg husker, at jeg fik bolden, og derefter gik jeg i stå i forbløffelse. Så kiggede jeg efter de andre medspillere, men da havde det modsatte hold allerede omringet mig.” Jeg holder en kort pause, idet jeg tænker tilbage for at fremkalde de følelser, der vakte i mig. ”Min puls blev hurtigere, og jeg følte mig mast mellem de andre. Da de begyndte at angribe bolden i mine hænder, blev jeg svimmel og så besvimede jeg.”

John skriver løs i sin bog, og siger intet indtil han er færdig og igen ser på mig.

”Det er et klassisk symptom på at være særligt sensitiv. Det, at så snart du føler, du ikke har plads nok, og andre går ind i dit personlige rum, bliver du dårlig tilpas. Som særlig sensitiv mærker man alting mere end andre. Du kunne mærke deres sindsstilstande, de var ivrige efter bolden, og da de gik ind i dig eller stod tæt omkring dig, så blev det for meget, og der var for mange stemninger og indtryk for dig, som udløste din besvimelse. Giver det mening for dig?”

Jeg nikker, mens jeg fordøjer det, han lige har sagt. ”Kan man blive træt af de mange indtryk?”

”Ja, det er noget alle sensitive bliver, så snart de bliver for overstimulerede. Så har de brug for at holde en pause for det hele, for at få alle nerverne i ro igen. Særlig sensitive bliver i forbindelse med det, at de føler og mærker alting, i større grad end andre, også dermed hurtigere trætte. Overstimulerede.”

Det giver mening. Det forklarer de sidste dage. ”Jeg har været træt lige siden lægen,” mumler jeg.

”Du er sikkert blevet kørt på mentalt, er du ikke?” John retter blikket mod sin bog igen.

”Mange har forsøgt at forstå det. Mig.” Min stemme er stadig lav. Jeg føler mig stadig sårbar, men meget ydmyg. Måske har jeg endelig fundet min nøgle til min mor og far i John.

”Men det kunne de ikke, og du blev frustreret og irriteret?”

Jeg nikker. Præcis. John ser op på mig igen.

”Jeg følte de gik over mine personlige grænser.”

”Og det er også mærkeligt, at de giver sig selv den ret. Som særligt sensitiv, kan man have en tendens til at virke lille, hvis du forstår. Man er mere forsigtig i sin væremåde, og det ser de andre som et tegn på svaghed, og så tror de, at de kan gøre, hvad de vil med dig, fordi du ikke vil sige fra.”

”Jeg sagde fra til en af dem,” mumler jeg.

”Men ikke de andre?”

Jeg trækker på skuldrene.

”Det var fordi, du blev for overstimuleret. Når man bliver for presset, kan man blive presset ud i situationer, man ikke føler sig komfortabel i. Igen, er særligt sensitive mere udsatte for dette, idet de nemmere føler pres.” John retter sig på sin stol. ”Lad mig sige dig en ting, Mikkel. Men hensyn til dine venner, så er dette også normalt. Vi kan undgå sociale aktiviteter, da vi nemt kan blive overstimuleret i disse og hurtigere trætte, og det er ikke rart for os, så derfor opsøger vi det ikke så nemt igen derefter. Det kan sagtens være ubevidst, så vi undgår det uden nøjagtig at vide grunden, selvom kroppen kender grunden. Det har dog ingen sammenhæng med dine sociale evner. Du nævner selv, at du sagtens kan være sammen med dem. Det kan vi som regel, og vi er som regel også gode venner at have, da vi på grund af vores sensitivitet nemt forstår andre. Vi føler dog ikke et særligt behov for at være sammen med dem, men det betyder ikke, at vi ikke kan, for vi kan godt. Fik du fat i det, eller var det for meget info at få på én gang?”

Jeg sidder et par sekunder og gennemgår al denne nye information. Jo, jeg tror jeg er med. Han har jo trods alt beskrevet mig, og jeg ved, hvad jeg føler. Nu har jeg bare en forklaring.

Resten af tiden hos John går med, at jeg skal svare på flere spørgsmål, og jeg får mere og mere info omkring det at være særligt sensitiv i takt med, at John bliver mere og mere sikker på, at det er det, jeg er.

”Bliver du hentet nu?” spørger John, da vi så småt har nået alle punkter og kommet omkring alt i vores samtale.

”Ja, min mor burde holde hernede ikke langt herfra. Måske står hun ved indgangen.” Jeg finder et ur på væggen bag John, og klokken viser halv fire. Jo, hun er her helt sikkert, vi skulle have været færdige for omkring en halv time siden.

”Okay, er det i orden med dig, hvis jeg går med ned, og forklarer din mor, hvad vi har fundet ud af?” John gør klar til at rejse sig med hænderne på armlænet. Han afventer svar, men jeg kan se, at det ikke var et spørgsmål.

Jeg nikker.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...