Ensomhedens Spejl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 aug. 2015
  • Opdateret: 20 aug. 2015
  • Status: Færdig
Mikkel lever et liv i frustration, da hans forældre ikke er ligesom ham, og ikke forstår hans behov.
Han prøver ihærdigt at blive hørt, men kampen bliver hver gang tabt. Ingen vinder, og Mikkel giver op.
Lige indtil den dag, hvor en udefra kæmper for Mikkels stemme, og kampen for alvor bliver taget op.
Bliver Mikkels behov set og hørt?
Hvem er Mikkel, og hvorfor har han disse "specielle" behov?

1Likes
1Kommentarer
298Visninger
AA

4. Kapitel 4

Så snart jeg træder ud af skolens grund og ud i friheden, rammer trætheden mig som en knytnæve i mit ansigtet. Jeg sukker dybt og kører mine hænder hen over ansigtet, og håber det kan hjælpe med at kvikke mig lidt op. Nej, jeg er stadig lige udmattet.

Mine tanker hele vejen hjem kører i tomgang, men egentlig er det lidt befriende ikke at tænke over noget. Tænker jeg ikke over noget, fordi jeg ikke har noget at tænke over? Eller er mine tanker så fyldt op, at jeg ikke kan tænke over mere? Set ud fra mine seneste dage er det højest sandsynligt den sidste mulighed.

”Hej Mikkel!” råber mor til mig, så snart jeg træder ind i entréen. ”Har du haft en god dag?”

Jeg går ind i stuen og smider tasken på gulvet. Hun sidder med sine læsebriller på foran sin bærbar i sofaen. Hun har nok arbejdet hjemme i dag, ellers plejer hun aldrig at sidde på computeren.

”Det har været en okay dag, tror jeg” min stemme er lav og jeg kunne falde om i søvn, hvert øjeblik det skulle være. Tænk at man kan blive så fysisk træt af psykisk udmattelse. Hun løfter blikket fra sin computer og kigger på mig hen over brillekanten og smiler til mig. Jeg slæber mig forbi hende, ind på mit værelse og kaster mig på sengen med et befriende suk. Mit synsfelt bliver hurtigt mindre og til sidst sort.

”Mikkel? Mikkel, vågn op.” Jeg rynker brynene og løfter forsigtigt mine øjenlåg. Jo, jeg gættede rigtigt, det er min mor, der sidder på min seng. Et lille smil spiller i hendes ene mundvig. ”Der er aftensmad,” siger hun tørt, så snart hun ser, jeg er vågen, og bevæger sig ud af værelset igen.

Hvor længe har jeg lige sovet? Jeg sætter mig på kanten af min seng i et støn, strækker mig og følger hendes spor ud i spisestuen.

Vi skal have spaghetti med kødsauce, men jeg sidder egentlig mest bare og kører min gaffel rundt i tallerkenen uden at tage noget op. Spaghetti er noget af det mest kedelige, jeg kender.

”Er du stadig træt?” spørger mor, og det går op for mig, at det er meget åbenlyst, eftersom jeg sidder med mit hoved i min venstre hånd, gaber og leger med maden.

Jeg nikker bare og trækker på skuldrene. Det er jeg vist.

”Jamen, Mikkel dog, du har sovet i fire timer, siden du kom hjem. Har det været en hård dag i skolen?” fortsætter hun og gafler sin spaghetti ind i sin mund, mens hun stadig har øjnene opmærksomt rettet mod mig.

Endnu engang trækker jeg på skuldrene. Min hjerne virkede ikke for fire timer siden og virker stadig ikke fire timer efter i opstandelsen. Der lyder et suk fra mor, og hun retter blikket mod far, som sidder med sin gaffel i hånden og en stram mund. Jeg ser forvirret fra den ene til den anden.

”Det er vel bare min aspergers,” mumler jeg hurtigt og kigger dybt ned i min spaghetti, som om jeg lige har fundet en død flue.

”Det er lige det, at din lærer har ringet til mig, og fortalt at du ikke har aspergers.” Hendes stemme har en klang af spydighed, og jeg kan ikke længere høre gafler grave i spaghettien. Selv jeg er stoppet. Shit, hvad har jeg gjort? Mit blik er stadig rettet ned i min mad, og jeg venter bare på hendes udbrud. Jeg kan høre hende tage et dybt suk, og kort efter far fortsætte.

”Det var ikke helt det, Klaus sagde, men hans pointe var, at han mente du ikke har aspergers, men i stedet en eller anden specifik væremåde eller personlighed, jeg godt nok aldrig har hørt om.”

”Særligt sensitiv.” mumler jeg lavmeldt stadig med blikket rettet ned i spaghettien..

”For guds skyld, Mikkel!” udbryder mor, og jeg hører hende lægge gaflen på tallerkenen. ”Hvorfor har du bedt din lærer fortælle os det, når din læge har sagt, du har aspergers? Du har aspergers! Er det fordi, du ikke vil være en med aspergers? Vil du bare ikke have titlen på dig?”

Jeg ser forskrækket op med store øjne på min mor, og hun sidder med rynkede bryn og kigger stift på mig. Vi sidder alle et øjeblik i stilhed, og til sidst sukker mor endnu engang for at løsne sine spændinger. Jeg kigger ned på min hånd, der stadig holder på min gaffel.

”Vi prøver virkelig, Mikkel. Det gør vi,” siger mor nu mere afslappet og lavmeldt, men stadig lidt spændt. ”Men når så vi tror, vi har fundet ud af det, så siger din lærer til os, at vi tager fejl? Jeg ved snart ikke…” Hun stopper op, og der går endnu få sekunders stilhed.

”Måske skal vi prøve bare at være åbne.” Min far snakker lavt, næsten hvisker. Jeg tror, han taler til mor. Jeg ser igen op for at observere. Hun nikker stille.

Far retter blikket mod mig. ”Klaus fortalte, at han selv er særlig sensitiv, som han påstår du er, og han gerne vil henvise dig til en psykolog, der kender til dette. Hvis du vil, så vil vi gerne gå med til, at du snakker med den her psykolog.”

Jeg nikker. Jeg har slet ikke lyst til at komme med indvendinger, når de begge kan fare op i hidsighed på et split sekund.

”Okay så. Er alle færdige med at spise?” Mor kigger skiftevis på far og mig, og rejser sig for at samle tallerkener ind.

 

Endelig har jeg tid til at være alene. Jeg har virkelig brug for at isolere mig væk fra alting lige nu. Jeg gemmer mig i min seng og er kravlet ned under min dyne og tændt for fjernsynet, der hænger på væggen ved siden af døren ind til mit værelse, som er lige ved fodenden af min seng. Heldigvis kører der en eller anden komedie, som man ikke skal tænke særligt meget over, men man bare kan slappe af til.

Min mindre trance bliver dog afbrudt af en svag banken på min dør. Jeg når ikke at sige noget, før min mor kommer ind og sætter sig på kanten af min seng. Jeg bøjer i knæene, så hun kan være der. Jeg er stille. Bange for hun stadig er i dårligt humør.

”Din far har ret, vi bliver nødt til at være åbne. Vi vil bare gerne have, at du er glad, og hvis du gerne vil til den psykolog, så må du selvfølgelig gerne det.” Hun ser på mig med et fortvivlet blik.

”Det eneste jeg vil, mor, det er, at I skal forstå mig,” hvisker jeg.

Hun sukker, og lægger en hånd på mit ene knæ. ”Hvad kan vi gøre?”

”Jeg vil bare gerne have frihed til at være mig.” Jeg fortsætter med at snakke lavt og sidde stille. Det sidste jeg ønsker er, at hun farer op igen. ”Jeg burde ikke behøve tage til nogen psykolog for det.” Jeg bider mig i kinden. Jeg begiver mig lige så stille ud på dybt vand. Jeg ved, hvor det her altid ender, hvis ikke jeg giver mig for min mors mening.

”Du får da frihed nu, gør du ikke?”

”Min aspergers har givet mig frihed, mor. Ikke dig.”

”Jeg forstår ikke.” Hun ryster stille og fortvivlet på hovedet, mens hun ser mig i øjnene.

”Nej, det gør du ikke. Du og far er ikke ligesom mig. Jeg har brug for at være alene. Jeg vil gerne være alene.” Jeg ser indtrængende i hendes øjne. Det er nu, jeg har chancen for at få hendes opmærksomhed. ”Jeg har kun fået lov til at være alene, fordi I har fået en grund. Jeg burde være grund nok i mig selv.”

Hun skal til at sige noget, men jeg afbryder hende.

”Hvis jeg får den tid hos psykologen, kan han eller hun forklare jer det. Sådan kan I måske forstå det” Det er jeres mangel på empati. I kan slet ikke gøre for det, I forstår det bare ikke.

Hun nikker, og jeg kan se hendes øjne blive blanke. ”Vi har bestilt en tid til ham på onsdag. Han havde fået et afbud, du kunne hoppe på. Hvis det er det, du vil.”

Jeg nikker og lægger min hånd på hendes. Hun smiler, og jeg ved, at hun prøver. Det var ikke min mening at gøre hende ked af det, jeg ville bare så gerne høres.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...