Ensomhedens Spejl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 aug. 2015
  • Opdateret: 20 aug. 2015
  • Status: Færdig
Mikkel lever et liv i frustration, da hans forældre ikke er ligesom ham, og ikke forstår hans behov.
Han prøver ihærdigt at blive hørt, men kampen bliver hver gang tabt. Ingen vinder, og Mikkel giver op.
Lige indtil den dag, hvor en udefra kæmper for Mikkels stemme, og kampen for alvor bliver taget op.
Bliver Mikkels behov set og hørt?
Hvem er Mikkel, og hvorfor har han disse "specielle" behov?

1Likes
1Kommentarer
318Visninger
AA

3. Kapitel 3

Det er blevet mandag morgen, og energien omkring mine forældre er afspændt og munter. De siger pænt godmorgen til mig og smiler stort. Jeg nikker bare, som jeg altid har gjort. Ingen af dem nævner noget om aspergers, heldigvis. Jeg sukker ved tanken. Pludselig rammer det mig, at jeg føler mig dybt krænket. De har gået langt over mine personlige grænser og mit personlige rum fysisk og psykisk, blot for deres egen tilfredsstillelses skyld.

”Farvel!” råber jeg på vej ud af døren.

”Hav en rigtig dejlig dag, Mikkel-drengen!” råber min mor tilbage fra køkkenet. Jeg svinger skoletasken over min ene skulder og smækker døren i bag mig.

 

Jeg er lige trådt ind på skolen, og beder til at min mor ikke har gjort noget totalt latterligt, som at ringe til alle elevers forældre fra min klasse, for at fortælle dem, at deres børn skal tage ekstra hensyn til sin søn. Jeg mærker en hånd på min skulder og vender mig om.

”Må jeg lige snakke med dig et øjeblik?” Det er Klaus, min klasselærer. Pis.

Vi er gået ind i et af de aflukkede grupperum, og vi sætter os ned ved det lille, runde bord der står midt i lokalet. Det her minder mig om samtalen med Dr. Pedersen.

”Din mor ringede til mig kl 06 i morges. Hun er godt nok et morgenmenneske,” siger Klaus.

Og din pointe er?

”Hun fortalte mig, at du har aspergers?” Han ser uforstående på mig, og jeg stirrer tavst tilbage på ham. Hvad skal jeg sige? Han læner sig frem med foldede hænde og støtter sig med albuerne på bordet. ”Mikkel for søren, jeg kender dig, hvordan kunne det komme så vidt? Det kan godt være, du ikke er den, der siger mest i timerne, men du har godt nok ikke aspergers!” Han læner sig pludseligt forbløffet tilbage i stolen med overarmene hvilende på ryglænet bag sig og hæver øjenbrynene.

Jeg trækker på skuldrene.

”Hvad sagde lægen ellers?”

Hvad kommer det dig ved? Hvorfor skal alle snage sådan i mit liv, hvorfor kan jeg ikke bare være den jeg er, og gøre hvad jeg vil?! Jeg sukker dybt og læner mig også tilbage i min stol. Endnu engang magter jeg ikke endnu en kamp, hvor jeg skal fortælle, hvad jeg føler, over for en person der ikke vil kunne forstå det. Hvorfor er jeg så speciel?

”Han sagde, at jeg foretrækker at være alene på mit værelse i stedet for at gå til håndbold, at jeg ikke føler behov for at lære nye mennesker at kende, og at mine svar var korte, så derfor må jeg have aspergers,” svarer jeg apatisk.

”Foretrækker du at være alene fremfor at tage til håndbold?”

”Ja”

”Har du ikke lyst til at lære nye mennesker at kende?”

”Nej”

”Hm.” Han gnider sig i sine korte skægstubbe.

Jeg hæver et øjenbryn, og magter ikke at forklare mig yderligere, for det er mere komplekst end bare ja/nej.

”Hvorfor foretrækker du at være alene fremfor at gå til håndbold?”

”Hvorfor vil du vide det?” Jeg er så træt af, at folk hele tiden krænker mig, nu må det altså stoppe, jeg er ikke alles legetøj. Jeg føler mig pludselig tung i kroppen igen, og mit hjerte slår i den forbindelse hårdt mod min brystkasse. Hvorfor er jeg så sær? Jeg sukker dybt.

Klaus læner sig atter frem på bordet, hvilende på albuerne og ser mig i øjnene. ”Mikkel, forstå mig ret, det er ikke fordi, jeg er i gang med endnu en ubehagelig inkvisition...”

Nå ikke? For det synes jeg da, du gør ret godt.

”… Men jeg mener ikke, du har aspergers.”

”Hvorfor føler du sådan et stort behov for at diagnosticere mig? Tror du ikke at lægen ved det bedst?” siger jeg spydende. Jeg er ved at være fyldt op. Jeg er træt af disse mennesker, og jeg føler mig tvunget til at sige fra nu, jeg gider det ikke mere. Jeg rejser mig hårdt op, og stolen glider ud bag mig. Uh, mit underbevidste krymper sig over min opførsel. Klaus åbner munden for at sige noget, men ikke en lyd kommer ud. Han ser meget overrasket ud over, at hans lille dukke trodsede ham, og hans leg ikke gik efter planen. Jeg tramper ud af lokalet.

 

Resten af skoledagen går med, at jeg sidder med mit hoved hvilende i mine hænder og grubler over de seneste par dage. Det har godt nok gået voldsomt for sig. Har jeg aspergers? Nej, gu’ har jeg ej aspergers. Men hvad forklarer så min opførsel? Jeg foretrækker at være alene, men det er jo ikke normalt? Hvis lægen ikke mener, det er normal opførsel, så må der være noget om det, han er trods alt fagudlært. Men en fagudlært læge, burde også vide, at man ikke kan bedømme noget ud fra et kvarters snak med en fremmed. Eller hvad? Måske er det ikke så dum en diagnose alligevel. Mine forældre forstår mig ganske vist stadig ikke, men til gengæld giver denne diagnose det ønskede resultat med, at jeg rent faktisk kan få lov til at være for mig selv uden at skulle forklare mig selv over for nogen.

Jeg er på vej ud af skolen og skal til at gå hjem, da Klaus kalder på mig bag mig. Jeg ruller med øjnene og vender mig om, og han stopper foran mig.

”Undskyld, hvis du følte dig mast og klemt op i et hjørne af vores samtale tidligere. Men øhm.” Han kigger rundt og læner sig derefter lidt frem mod mig og fortsætter med lavere stemme. ”Kan vi ikke lige snakke igen?” Han ser ydmygt og bedende på mig. Jeg nikker opgivende.

Vi går for anden gang i dag ind i det aflukkede lokale og sætter os på de samme pladser. Klaus trækker ikke tiden ud og går lige til sagen.

”Hvad jeg mente med min sidste kommentar var, at jeg ikke mener, du har aspergers, men at du bare er særligt sensitiv.” Hans stemme er fast, men der er en undertone af noget andet - hvad?

Jeg kniber øjnene sammen og ser indtrængende på ham, mens jeg prøver at forstå. Jeg lægger mine arme over kors og læner mig tilbage på min stol. Interessant.

Klaus rømmer sig lidt, og han åbner munden for at fortsætte, men hans ansigtsudtryk afslører, at han hurtigt skifter mening med hensyn til, hvad han skulle til at sige, og i stedet siger noget andet. ”Lad mig forklare mig selv, og når du så går herfra bagefter, kan du vælge at tage det op til overvejelse eller lade som om samtalen aldrig har fundet sted.” Han løfter øjenbrynene og kigger på mig med et er-det-okay-med-dig blik.

Jeg nikker endnu engang og ruller med øjnene. Så leger jeg med. Jeg må åbenbart vænne mig til, at hvis denne bog ikke åbner sig af sig selv, så tvinger folk den op for at læse den, da den tydeligvis er sådan et stort mysterium, som de giver sig selv rettigheden til at løse.

Han læner sig også tilbage på sin stol og nikker tilbage til mig, hvorefter han giver sig selv lov til et par sekunders studering af mig. Han ligner en, der ikke kan finde hoved og hale i sine egne tanker. Igen tager han sin hånd op til sine skægstubbe.

”Okay, så du foretrækker at være alene, hvis du kunne vælge, korrekt?” Nu kniber han øjnene sammen.

Jeg nikker.

”Men det er ikke fordi, du ikke kan fungere med andre mennesker, korrekt?”

Det har jeg aldrig som sådan tænkt over, om jeg kunne - det er vel op til menneskene, jeg er sammen med, at bedømme. Jeg trækker på skuldrene.

”Jeg ved, du kan fungere med andre mennesker, det kan jeg se i mine timer og i pauserne,” fastslår han. Hvorfor spørger du så?

Han kigger på mig med stadig sammenknebne øjne og en koncentreret mine, mens han endnu engang konstaterer det åbenlyse. ”Du kan godt sammen med andre mennesker, og du er en god ven, men du opsøger ikke sociale aktiviteter ud fra egen frie vilje, og du har ikke behov for at lære nye mennesker at kende, selvom du sagtens kan. Du foretrækker at være i dit eget selskab.”

Bingo. Og hvor vil han så hen?

”Hvorfor er jeg så særligt sensitiv?” Jeg læner mig ind over bordet og støtter mig på mine albuer, som han selv gjorde tidligere. Nu bliver det rigtig interessant.

Han rømmer sig endnu engang. ”Fordi jeg selv er særligt sensitiv som du.” Der er den der undertone igen! Jeg kaster mig måbende tilbage i stolen og prøver et øjeblik at fordøje, hvad jeg lige har hørt. Det er faktisk lidt ubehageligt at have denne samtale med min lærer. Det er lidt for intimt. Jeg ser gennemtrængende på ham.

”Hvorfor bryder du dig ikke om at betegne dig selv som særligt sensitiv?”

”Hvad?” Han ser uforstående og forvirret på mig.

”Du rømmer dig, når du skal til at forklare dig selv med hensyn til at være særligt sensitiv, og når du nævner ordene, kan man høre, at du er utilpas ved at udtale dem. Hvorfor det?”

Han tager en dyb vejrtrækning, og det trækker en lille smule i hans ene mundvige. Hvad er det, der er sjovt? Måske er det et cover up, så jeg ikke kan se gennem ham og læse hans følelser, som han prøver på med mig.

”Jeg har vel bare ikke helt vænnet mig til at betegne mig selv som særligt sensitiv over for andre end mig selv endnu.” Hvorfor skulle det være et problem? Pludselig er der noget, der slår mig.

”Men Klaus, du er ikke ligesom mig. Du er skolelærer og det helt modsatte af at være alene, og du har endda selv valgt at være det. Hvordan kan du det?” For første gang er jeg faktisk interesseret i at høre, hvad han har at sige, når det også omhandler mig.

”Jeg har lært, hvordan jeg skal tackle min sensitivitet og er helt afklaret med den - det gør mit arbejde meget nemmere. Jeg mener ikke, at der er nok fokus på de særligt sensitive, og det er det jeg er her for som lærer - så jeg kan hjælpe unge som dig. Du har nemlig ikke aspergers, og du skal ikke sættes i bås som asocial, genert eller uvidende, blot fordi du foretrækker at være alene, ikke går hen til fremmede som det første og indleder en samtale og ikke siger så meget i timerne. Jeg kan fortælle meget mere, men Mikkel, hvis du ønsker en mere professionel samtale omkring det at være særligt sensitiv, så vil jeg gerne henvise dig til den psykolog, jeg brugte dengang i mine teenageår.” Han ser ømt på mig, og jeg kan se, han vil mig det bedste, og det er i de bedste hensigter, han gør det her. Jeg må være hans perfekte elev i sit mål som lærer.

Vi sidder et kort øjeblik i tavshed, mens han tålmodigt venter på mine overvejelser. Jeg ryster på hovedet og lægger afklaret og en smule opgivende, med mine egner tanker, håndfladerne på bordet.

”Okay. Okay, så går jeg til din psykolog. Det kunne være rart ikke at blive misforstået hele tiden. Gider du ringe til mine forældre? De lytter mere til en fagperson, end de gør til mig.”

Han nikker og smiler tilfreds, mens han rejser sig op fra sin stol og rækker en hånd ud mod mig. Jeg rejser mig ligeledes op, og vi giver hinanden hånden. Jeg kan ikke lade være med at smile.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...