Ensomhedens Spejl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 aug. 2015
  • Opdateret: 20 aug. 2015
  • Status: Færdig
Mikkel lever et liv i frustration, da hans forældre ikke er ligesom ham, og ikke forstår hans behov.
Han prøver ihærdigt at blive hørt, men kampen bliver hver gang tabt. Ingen vinder, og Mikkel giver op.
Lige indtil den dag, hvor en udefra kæmper for Mikkels stemme, og kampen for alvor bliver taget op.
Bliver Mikkels behov set og hørt?
Hvem er Mikkel, og hvorfor har han disse "specielle" behov?

1Likes
1Kommentarer
287Visninger
AA

2. Kapitel 2

Jeg vågner ved lyden af stemmer på den anden side af min værelse. Jeg gnider mine øjne og sætter mig op i sengen. Prøver at fokusere på, hvad det er min mor og far snakker om, mens jeg misser med øjnene. Jeg giver op. Det er simpelthen for svært, at lytte koncentreret, når jeg først lige er vågnet. Det eneste jeg kan høre er, at stemmerne er urolige, og de taler ivrigt lige efter hinanden.

Jeg vikler min dyne om mig selv og åbner døren til stuen. Jeg bliver mødt af to bekymrede ansigter, min mor der sukker ved synet af mig, og min far der sidder i sofaen med en telefon i hånden. Åh, det her må have noget med mig at gøre. Jeg læner mig afventende op ad dørkammen fra mit værelse. Kom så med det.

Min far rejser sig. ”Mikkel, hvorfor fortalte du os ikke, at du besvimede i går? Vi blev ringet op af din træner her i morges, der fortalte at du kollapsede midt i træningen. Det plejer du ikke, er der noget galt?”

Nu er det min mors tur til at rejse sig op. ”Vi bliver bekymrede for dig. Du vil ikke have venner over, du er ikke begejstret for håndbold, du besvimer til træning, og du vil ikke snakke med os?!”

Far fortsætter lige efter mor og peger på telefonen. ”Vi har besluttet at sende dig til lægen i morgen, Mikkel. Dr. Pedersen tager imod dig kl 11:45.”

Min mor kommer hen til mig og lægger sine hænder om mit hoved og ser mig bekymret i øjnene. ”Skat, vi gør hvad vi kan, og vi kan ikke holde ud at se dig sådan her. Du kan altid snakke med os, hvis du har noget på hjerte,” siger hun lavmeldt og nikker for at understrege sine ord.

Jeg sukker opgivende. I forstår det virkelig ikke. Jeg nikker til dem begge to, så de forhåbentlig lader mig være for nu, vender mig om og går ind på mit værelse igen, hvor jeg lukker døren efter mig.

De kan ikke engang gøre for det. De forstår det ganske enkelt ikke.

 

Næste morgen bliver jeg liggende i min seng til min mor kommer ind på mit værelse. Desto længere tid jeg kan ligge her, desto mindre tid skal jeg tilbringe med mine forældre, der bare vil virke falske over for mig med deres ’glade’ smil, når de i virkeligheden er pisse bekymrede, bare fordi de ikke kan sætte sig ind i deres søn.

”Er du vågen?” hvisker mor og smiler, da hun træder herind.

Jeg nikker.

”Vi kører om tyve minutter. Der ligger en smurt bolle til dig i køkkenet.” Hun klapper på min dyne og går igen ud af værelset.

 

Jeg sidder alene i et koldt, sterilt rum med Dr. Pedersen, da han mener, at jeg bedst muligt vil kunne fortælle, hvordan jeg ’virkelig’ har det, når min mor ikke er i nærheden. Nå ja, fordi jeg da har helt vildt meget lyst til at fortælle hele min livshistorie over for en totalt fremmed, når ikke engang mine egne forældre forstår mig.

Dr. Pedersen stiller mig en masse spørgsmål, som jeg overhoved ikke kan se nogen relevans i. Hvordan klarer jeg mig i skolen? Hvad interesserer jeg mig for? Har jeg nogen fritidsinteresser, og hvordan har jeg det med dem? Hvordan har jeg det med fremmede mennesker, osv., osv.

Til sidst beder han mig vente uden for værelset. Min mor smiler til mig og giver min skulder et klem, på sin vej ind til ham i stedet for mig.

Efter få minutter bliver døren til rummet åbnet igen, og jeg bliver kaldt ind og henvist til en stol ved siden af min mor, mens Dr. Pedersen sidder over for os, som han også gjorde kun med mig, og sikkert også har gjort med mor.

”Nå, Mikkel,” begynder Dr. Pedersen med foldede hænder i sit skød, mens han kigger på mig med et meget empatisk udtryk og lavt sænket nakke. Helt ærligt, hvorfor skal han absolut være så falsk pædagogisk, jeg er ikke et lille barn. Behandl mig med lidt værdighed. Jeg retter mig op og løfter hagen. Det her er alt for nedværdigende. Med det samme efterligner Dr. Pedersen mine bevægelser, løfter sin nakke i normal højde og fortsætter sin snak med nu en mere fast stemme. Godt. ”Der er ingen tvivl om, at din mor er bekymret for dig…”

Ja, og?

”… Der er intet alvorligt med dig, men med baggrund i, hvad du fortalte mig om for eksempel det, at du allerhelst vil være på dit værelse for dig selv fremfor at gå til håndbold, at du ikke føler behov for at lære nye mennesker at kende og at dine besvarelser på mine spørgsmål var meget korte og kontante…” Han retter blikket på min mor, som om han afventer hendes bekræftelse på sin konklusion. Hun retter bare blikket mod mig og smiler moderligt, som hun selvfølgelig er forpligtet til i denne situation. Dr. Pedersen retter igen blikket mod mig. ”Du har aspergers,” siger han endeligt.

Hvad? Gu’ har jeg ej aspergers, hvad er det for noget sludder? Er det din ’professionelle vurdering’ ud fra én 15 minutters samtale med en dreng, du først lige har mødt?

I bilen på vej hjem kværner min mor løs. Hun lyder som om, at en kæmpe sten er blevet løftet fra hendes hjerte.

”Var han ikke bare utrolig dygtig, ham Dr. Pedersen? Nu har din far og jeg gået og været så bekymret for dig i lidt tid, og så er det bare det der er galt med dig.” Galt med mig? ”Tænk, at han på så kort tid kunne se gennem dig, og finde ud af hvad problemet er.” Problemet? Hun drejer hovedet og ser på mig og ugler mit nøddebrune, krøllede hår med et stort smil på læberne. ”Tænk, at det bare er aspergers. Så kan jeg sagtens forstå, hvorfor du har opført dig, som du gør. Har du så ikke lyst til at gå til håndbold? Skal jeg ringe til din skolelærer, så han kan tage lidt hensyn til dig i timerne, og når I skal arbejde i grupper? Du må endelig bare gå ind på dit værelse, når du har behov for det, Mikkel, så lader vi dig være…” Jeg er holdt op med at høre efter, og stirrer bare ud ad vinduet med et suk, og føler mig pludselig træt og udmattet. Hendes snak bliver en fjern summen, men hun fortsætter.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...