Ensomhedens Spejl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 aug. 2015
  • Opdateret: 20 aug. 2015
  • Status: Færdig
Mikkel lever et liv i frustration, da hans forældre ikke er ligesom ham, og ikke forstår hans behov.
Han prøver ihærdigt at blive hørt, men kampen bliver hver gang tabt. Ingen vinder, og Mikkel giver op.
Lige indtil den dag, hvor en udefra kæmper for Mikkels stemme, og kampen for alvor bliver taget op.
Bliver Mikkels behov set og hørt?
Hvem er Mikkel, og hvorfor har han disse "specielle" behov?

1Likes
1Kommentarer
302Visninger
AA

1. Kapitel 1

”Farvel, Mikkel!” Vinker de i kor til mig. Jeg står tilbage i døren og kan ikke lade være med at smile lettet tilbage til dem og vinker.

Jeg lukker hoveddøren og et træt suk undslipper mine nu slappe læber, mens jeg tungt lader mig støtte af dørens overflade. Endelig kan jeg være mig selv igen. Tanken gør mig glad, og jeg får et oprigtigt, lille smil på mine læber.

”Hvad så, Mikkel, var det ikke hyggeligt at have nogle klassekammerater over?” Min mor kommer til syne i døren fra stuen til entréen. Hun står med krydsede arme og læner sig mod dørkammen med et moderligt, dog snæversynet blik i min retning.

Jeg ruller med øjnene og min krop kan ikke undertrykke endnu et træt suk. Jeg møver mig forbi hende. Jeg magter ikke at forsøge endnu en kamp med at forklare mig selv, og følelsen får mit hjerte til at slå tungt og tynger hele min krop, mens jeg bevæger mig gennem stuen mod mit værelse.

”Åh Mikkel.” Nu er det hendes tur til at sukke.

Jeg lukker døren og smider mig på sengen med et blik mod det tomme loft. Sådan ligger jeg i minutter. Timer, måske. Indtil det forsigtigt banker på døren.

Min mors hoved titter frem i døråbningen. ”Jeg ville bare lige minde dig om, at håndbold starter om en time, du skal nok se at gøre dig klar.”

Endnu en dynge af magtesløshed får mine hænder til at kaste sig op foran mine øjne. Min vejrtrækning bliver kort og pulserende. Hvor gør hun mig dog irriteret.

Madrassen giver efter, og jeg ved at mor har sat sig på kanten af sengen. Jeg sukker endnu engang, som jeg gør utallige gange om dagen, og støtter mig med albuerne op at sidde.

”Jeg forstår dig ikke, Mikkel. Du bliver nødt til at tale med mig.” Hun lægger sin hånd over min og kigger på mig med bedrøvede øjne. Ingen tvivl om, at hun mener, hvad hun siger.

”Jeg forstår ikke, hvad du ikke forstår ved mig, mor.” Jeg kigger skarpt i hendes øjne, men møder kun forvirring og frustration. Mit blik falder ned på vores hænder.

”Jamen, var det ikke hyggeligt, at have nogen over?”

”Nej, mor, det var det ikke!” Jeg tager min hånd til mig og retter igen blikket mod hende. Hvor meget skal der til, før hun forstår det? Hun vender sit hoved på skrå og endnu mere forvirring opstår.

Jeg rejser mig fra sengen, samler mit håndboldtøj op fra gulvet og bevæger mig ud af værelset, men vender mig med en hurtigt bevægelse i døren, med rynkede bryn, og kigger på hende. Hun har allerede sit blik på mig. Jeg vifter med tøjet i min hånd frem mod hende.

”Nu tager jeg det her tøj, som du har købt til mig, og går til håndbold, som du har meldt mig til, efter at jeg har haft besøg af nogen fra klassen, som du har inviteret. Hvad er det, du ikke forstår?!” Jeg tramper hele vejen ud af huset og mod skolen.

 

”Mikkel, min ven!” Jahrid kommer gående mod mig med åbne arme og giver mig et stort knus, som han altid gør, når vi ses til håndbold. Han er altid sådan en god ven over for mig, som jeg har kendt det sidste år, jeg har gået til håndbold. Han holder mig ud i strakt arm og smiler et kridhvidt smil til mig, slipper mine arme og giver min skulder et dask. ”Husk nu at gribe den bold i dag, ikke.” Jeg rødmer en smule og kigger ned i jorden med et flovt smil, men heldigvis for mig har Jahrid allerede vendt sig om og taget imod de andre, der er ankommet. Nå ja, han er ikke kun min ven men alles ven.

Jeg svinger min taske over skulderen og går ind i omklædningsrummet.

 

Jeg løber rundt på banen efter alle kunstens regler og holder øje med alle. Jeg er åben over for muligheden, at nogen skulle kaste bolden over mod mig, men det er heldigvis ikke kun Jahrid, der har lagt mærke til, at jeg ikke er den bedste til håndteringen af bolde.

”Mikkel!” en af medspillerne kaster en bold hen til mig, idet jeg har bevæget mig nærmest målet end de andre på holdet. Min puls stiger og panikken begynder at sprede sig. Febrilsk kaster jeg armene i vejret og fokuserer på bolden. Til min overraskelse lander bolden for første gang i mine hænder. Jeg er overbevist om, at alle inklusiv mig selv stivner i få sekunder af forbløffelse, men den illusion splintrer idet modstandernes forsvar omringer mig og deres angreb langer armene i min retning efter bolden. Oh shit.

Jeg kigger hastigt rundt efter de andre på holdet, men er blændet af det andet hold. Min vejrtrækning bliver atter hurtig, kort og anspændt, mens mit hjerte dunker og adrenalinen pumper i min krop. Jeg bliver skubbet til og trækket i, i modstandernes iver efter at få fat i den bold. De råbende stemmer omkring mig forvandler sig til en tåge, og jeg føler mig pludselig svimmel.

Da jeg kommer til mig selv igen, finder jeg mig selv liggende på en bænk i omklædningsrummet.

”Hvad fanden, min ven?”. Jahrid sidder på hug på min højre side og ser forvirret på mig. ”Hvad øh. Hvad skete der derude?” Han rejser sig og rækker en hånd ud mod mig. Jeg tager imod den og sætter mig op, hvorpå han sætter sig ved siden af mig.

”Jeg blev pludselig svimmel.” Jeg kigger ned i jorden. Jeg er vidst ligeså forvirret, som han er.

”Ja, det kunne vi se alle sammen. Mikkel mand, du besvimede! Er du okay?” Han lægger en arm og min skulder og kigger indtrængende på mig.

Jeg mærker efter, og jeg har ikke ondt i hovedet. Jeg er heller ikke øm nogen steder på min krop. Jeg må være blevet grebet af dem, der stod så tæt på mig. ”Jeg har det okay.” Jeg kigger på Jahrid, og han nikker.

”Træneren har sagt, at du skulle tage hjem og få det bedre.” Han giver min skulder nogle faste klap, hvor han havde sin arm om min nakke, og rejser sig. ”Vi ses næste lørdag, min ven.” Han smiler venligt som altid og holder armene ud for at give mig et kram. Jeg rejser mig og gengælder det.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...