Hjem

En lille novelle som -efter den er læst- gerne skulle give en lille tænkepause til læseren.

0Likes
4Kommentarer
139Visninger

1. Mor

 

Hjem:

Mørke

Jeg står op, tom.

Helt forladt for alle følelser.

Kunne ikke græde, kunne ikke grine, kun være tom.

Jeg gik ned for at spise morgenmad i min slidte -og alt for store- T-shirt.

Cornflakesene druknede i mælken, og så så uforskammet glade ud at jeg næsten nød at spise dem.

At knuse deres små håb og drømme, kun for at indse at det eneste jeg kunne glæde mig over var andres ulykke.

Jeg havde brug for at andre havde det værre end mig, og at jeg ikke skulle brokke mig over mit eget tab.

Jeg tog tøj på, og råbte til min far at jeg ville gå mig en tur.

Jeg gik.

Hen til stenen, hvor hun første gang greb mig, efter jeg havde vovet mig op og derefter faldt ned i hendes trygge favn.

Jeg kan stadig dufte hende liflige, og let søde, parfume.

Et sort hul, tvinger min krop til at sætte sig på en bænk.

Jeg kan mærke tårerne presse sig på.

Så tager jeg mig sammen, rejser mig op og gemmer det sorte hul i min underbevidsthed. Nu løber jeg.

Ikke fordi at jeg er bange, men fordi at det sorte hul nu er blevet større.

Jeg mister pusten da han ser mig.

Han kigger forskrækket på mig, som om han ikke vil kendes ved min sorg,”hej Emma! Er du okay? Du ser helt bleg ud, kom, sæt dig ned”, jeg gør som han siger, vi sætter os på en træstub,” du ser ud som om du har grædt”, siger han.

Jeg har lyst til at svare,”ej gør jeg det?Det må være varmen, nå, hav det godt”, men det er som om jeg ikke kan få ordene ud. Istedet kommer det ud som,”Min mor er død, Kristoffer”.

Jeg krummer mig sammen og hulker ind i hans brede brystkasse.

Han lægger armen om mig, og kysser mig i hovedbunden.

Det føles dejligt, næsten som om hun stadig er her.

“Kom”, siger han, og rejser sig,” nu følger jeg dig hjem”, jeg nikker stille.

Hjem.

Hjem vil aldrig blive det samme.

Aldrig.

Men det kan blive godt, og måske, bedre.

Bedre.

Bedre er et godt ord nu.

Som om at alt det gråd, skrigen og prusten ligesom er væk, brugt op.

Som om jeg simpelthen bare ikke har mere.

Jeg fik talt det igennem, med Kristoffer, og bagefter far.

Far sagde at mor altid ville være med os.

Det tror jeg ikke.

For hun har alt for travlt med at bekæmpe mit sorte hul.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...