The stars

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 aug. 2015
  • Opdateret: 24 okt. 2015
  • Status: Færdig
Ilma og Uhma flygter. Nogle er efter dem.
En kort historie om flugten igennem en hule, som ikke er lige nem at finde ud af.

2Likes
0Kommentarer
283Visninger
AA

1. The stars

”Bare følg mig og løb som om dit liv afhang af det. For det gør det”, Uhma satte i løb. Jeg fulgte så godt jeg kunne efter.

”Jeg forstår ikke...hvad..vi skal”, fik jeg fremstammet, mens jeg hev efter vejret. Jeg var ikke vandt til at løbe. Og slet ikke i dette terræn. Grusstien gik ikke ligefrem fladt, og hulen blev kun lyst op ad enkelte fakler som hang omkring på de tætsiddende væge.

”Forstår du det ikke?”, hun stoppede op. Så på mig med dybe øjne. ”Du er med på at vi skal væk herfra..ikke?”. Jeg nikkede. Hun satte igen i løb. ”Så forstår du. De er efter os. Derfor skal vi væk”. Jo. Jeg vidste godt at de var efter os, men jeg forstod ikke hvad vi havde gjort. Uhma havde sat ild til en barnevogn. Det var nok derfor. Men det var et uheld. Jeg havde stået i den lange kø med skrigende børn for at få lidt mad. Jeg endte med at få et stykke tørt brød, som jeg ikke kunne tygge over. Nu var vi her. I en mørk hule som ikke var til at finde ud af. De var efter os. Vi havde ikke noget våben. Vi ville ikke kunne forsvare os. Jeg var sakket et stykke bagud. Jeg vidste at jeg måtte bruge alle mine kræfter. For Uhma´s skyld. Og for mors.

”Under stjernerne på himlen sejler du med mig...luk nu stille dine øjne så er vi på vej..”, sang jeg i mig selv. En sang jeg altid havde holdt af. Mor havde altid sunget den for mig når jeg skulle sove. Det beroligede mig. Jeg vidste mor var med mig lige meget hvad jeg gjorde.

Det gav mig styrke at tænke over det sørgelige i mit liv. Det styrkede mig. Det gjorde mig stærk. Motoren i mig speedede op. Jeg var hurtigt oppe ved Uhma igen. Hendes venstre snørebånd var gået op.

Løb videre. Jeg overhaler dig”, hun viftede med armene. Jeg fortsatte selvom jeg ikke kunne finde rundt i hulen. Jeg kiggede til siderne. Det var egenligt et kedeligt sted vi var havnet. Det var bare stenvægge. Jeg var vandt til en smuk natur fra terrassen, så at være inde i et mørkt, lukket rum passede mig ikke så godt. Jeg prøvede at holde fokus. Jeg vidste hvad vi flygtede fra. Jeg vidste hvad vi var imod.

 

 

Stjernerne var måske efter os, men vi havde tiden. Og tiden er der ingen der kan vinde over.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...