Take me Home

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 aug. 2015
  • Opdateret: 29 jan. 2016
  • Status: Igang
Cathrina var engang en glad og smuk pige med et godt liv. Men det ændrede kæresten på. Nu er hun indelukket, ødelagt og bærer rundt på kæmpe byrder. Men hvad sker der, da det en dag går helt galt og Cathrina støder ind i sin barndomsven? Sin barndomsven som nu er kendt og lever et travlt og spændende liv. Kan han få hende tilbage? Vil hun nogensinde komme tilbage? Tilbage til livet?

121Likes
93Kommentarer
92236Visninger
AA

2. Who am I now? No one.

ADVARSEL: Voldige scener forekommer i dette afsnit. Læsning er på eget ansvar ;)

Et slag rammer mig. Og et til. Og et til. Jeg klynker svagt og tager min knyttede hånd op til munden. Da næste slag rammer mig, denne gang i baghovedet, bider jeg hårdt i en af mine knoer – ligesom jeg har gjort så mange gange før. Jeg bider hårdere og hårdere indtil der går hul og smagen af blod spreder sig i min mund. Smerten skærer igennem hånden og det får mig til at glemme hvad der sker omkring mig. Jeg kan næsten ikke mærke slagene mere. Jeg kniber øjnene sammen og bider hårdere. Et par tårer triller ned af mine kinder. ”SE PÅ MIG!” Brøler han. Jeg tager hånden væk fra munden og ligger hurtigt en hånd over den hånd jeg havde bidt i, for at skjule blodet. ”Nå, nu gør du ikke det igen, vel?” siger han med sukkersød stemme. Jeg ryster på hovedet. Det er indtil nu, lykkedes for mig at skjule at jeg græder. Han vender om og vakler ud af døren. Heldigvis.

Jeg rejser mig langsomt op og går forsigtigt ud på badeværelset. Da jeg ser mig i spejlet begynder tårende at strømme. I spejlet ser jeg en pige der er så ødelagt at jeg ikke kan kende hende mere. Hun har et blåt øje og hendes ene kæbe er hævet og er ved at blive blå. På resten af hendes krop er der sår og store blå mærker. Hendes hår er rodet og fedtet, med slidte spidser. Engang var det langt, sundt og skinnende. Dengang smilede jeg hver dag, min krop var sund og jeg var altid glad. Der var jeg altid sammen med mine veninder og min familie. Jeg havde en hund som jeg elskede højere end noget andet. Min familie var en sund kernefamilie med min mor, min far, min lillebror og mig. Og så var der min bedste ven. Åh Gud – minderne gør mig svimmel og jeg sætter mig ned. Harry. Harry som jeg havde kendt så længe jeg kunne huske. Harry som jeg altid kunne gå til, Harry der støttede mig i alt og gik igennem ild og vand for mig. Harry som jeg elskede af hele mit hjerte. Et hulk undslipper mig og bliver snart efterfulgt af flere. Jeg lader det bare ske og lader hulkende ryste hele min krop så voldsomt at jeg ikke kan trække vejret. Jeg ligger mig i fosterstilling på gulvet og græder. Men så kommer jeg i tanke om at jeg ikke er god nok. Det er derfor. Jeg fortjener ikke en ven som Harry, jeg fortjener ikke et godt liv. For jeg er for grim og dum. Jeg fortjener ikke noget som helst. Ingen vil have mig. Jeg rejser mig op og ser mig i spejlet igen. Nu ser jeg endnu værre ud. Mine øjne er hævede og røde, og mine kinder er våde. Jeg tørrer tårende væk og det resulterer i at jeg får en blodstreg over kinden. Jeg bider mig i læben da saltet fra tårende svider i såret. Jeg ser på min hånd og sukker. Det bløder stadig fra det sår jeg lavede for lidt siden og de andre sår, på de andre knoer er kun ved at hele. Jeg tørrer blodet af hånden og finder et plaster i skabet.

Bagefter går jeg i bad. Alle sårene svider og tårende begynder at løbe igen. Kun pga. smerten. Jeg tvinger mig selv til at holde op. Jeg ved ikke hvornår han kommer hjem og han må ikke se at jeg har grædt. For så slår han mig bare igen. Jeg tørrer mig og finder et par joggingbukser og en hættetrøje. Jeg må ikke gå i pænt tøj for det er jeg ikke god nok til, siger han. Og jeg bliver nødt til at rette mig efter ham. Men det er jo også rigtigt. Jeg ER ikke god nok. Men jeg savner nu makeuppen og det pæne tøj. Jeg stopper mig selv der for ellers begynder jeg bare igen. ”Tudefjæs” mumler jeg. Jeg er sulten og går ud for at finde noget mad. På vej falder jeg over en stol der ligger midt på gulvet. ”AV for helvede” skriger jeg da jeg hamrer benet lige ind i den og falder. Til min store forskrækkelse ser jeg at et af benene er knækket. ”Oh fuck. Fuck fuck fuck” siger jeg chokkeret og forsøger at se om jeg kan sætte det fast igen eller noget i den retning. Men der er knækket af lige på midten af benet. Han slår mig ihjel. Jeg begynder febrilsk at lede efter noget lim eller andet. Men det har vi ikke noget af. Så jeg finder en rulle almindelig tape og sætter det på så godt jeg kan. Så sætter jeg stolen helt over i hjørnet for at han ikke skal sætte sig på den lige foreløbig.

Det eneste der er i køleskabet er toast (ja det er faktisk i køleskabet) og kopnudler. Jeg vælger en pakke nudler og begynder at koge vand. Jeg kan ikke købe noget mad, for nu må jeg ikke engang komme udenfor mere. Det nok fordi jeg har så mange sår og blå mærker. Eller også er det bare fordi jeg er så grim og dum. Jeg ved det ikke. Jeg rydder pænt op efter mig og sætter mig i sofaen. Jeg vugger stille frem og tilbage og forsøger at tømme min hjerne helt. Så jeg ikke behøver at tænke. Men alligevel dukker der nogle ting op. Min familie. Jeg ved ikke hvor de er nu. De flyttede til USA da jeg var 16, mens jeg blev i England for at afslutte efterskolen og derefter Universitetet. Så mødte jeg ham. Jeg troede at det var ”true love”. Han var så charmerende, en rigtig gentleman. Men jeg tog fejl. Det blev et mareridt. Før vidste jeg ikke hvad mareridt var. Ikke rigtigt. For jeg har aldrig oplevet noget som det her.
 

----------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Det var første afsnit! Hvad synes I? Det er min første movella her så bær over med opsætningen osv. ;)
Jeg håber at nogen har lyst til at læse med.

Kys <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...