Take me Home

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 aug. 2015
  • Opdateret: 29 jan. 2016
  • Status: Igang
Cathrina var engang en glad og smuk pige med et godt liv. Men det ændrede kæresten på. Nu er hun indelukket, ødelagt og bærer rundt på kæmpe byrder. Men hvad sker der, da det en dag går helt galt og Cathrina støder ind i sin barndomsven? Sin barndomsven som nu er kendt og lever et travlt og spændende liv. Kan han få hende tilbage? Vil hun nogensinde komme tilbage? Tilbage til livet?

121Likes
93Kommentarer
92607Visninger
AA

5. What to do?

Harrys synsvinkel:
Jeg sætter mig på sengen og ser ud i luften. Mine følelser er så blandede, det er næsten som at være teenager igen. Jeg blev så chokkeret da jeg så Cathrina. Jeg har tænkt på hende siden hun forsvandt. For jeg har altid elsket hende, hun ved det bare ikke. Men da jeg så hvordan hun havde det og fandt ud hvor hun har været i alle de år. Det er forfærdeligt. Jeg begraver ansigtet i hænderne. Det er så forkert. Hvorfor kontaktede jeg hende ikke? Det var sgu da også for dumt. Det gør så ondt at se hende sådan. Vi var jo lige blevet færdig med en fantastisk tour. Godt nok er Zayn gået ud af bandet, men de sidste koncerter har været fantastiske og vores single er blevet et kæmpe hit. Jeg ser hurtigt op. Hvad laver hun egentlig nu? Jeg rejser mig og går ud af værelset. Mit hår hænger ned foran mine øjne og jeg stryger det irriteret til siden. Jeg banker forsigtigt på. Intet svar. Jeg banker igen og venter lidt. Intet svar. ”Cathrina?” Kalder jeg og kan mærke hvordan mit hjerte sætter farten op. Intet svar. Jeg flår døren op og kigger mig hurtigt omkring. Men hun ligger bare og sover på sengen. ”Gudskelov” hvisker jeg lettet. Hvem ved hvad hun kunne finde på? Jeg går hen og sætter mig på knæ ved siden af hende. Jeg stryger en hårtot væk fra hendes ansigt og ser på hende. Jeg lader let en finger kører hen over flængen i hendes pande. En tåre finder vej ned over min kind. Hvad er der sket med den pige jeg kendte engang? Min bedste veninde som altid smilede, altid var glad og var så god mod alle? Hvordan kunne hun blive så knækket? Bange for alt og alle? Så ødelagt? Den pige, som var så smuk. Jeg forgudede hendes lange, lyse hår og hendes smukke, grønne øjne. Nu er hendes hår slidt og ødelagt og hendes grønne øjne er knækkede og ulykkelige og passer slet ikke ind i hendes tynde, blege ansigt fuld af blå mærker og sår. Den første tåre blev forfulgt af nye og nu løber de ned af mine kinder. Jeg bider mig i læben og ser væk.
Jeg bliver nødt til at snakke med Louis. Jeg ved ikke hvordan jeg skal tackle det her. Han og de andre drenge må kunne hjælpe mig. Jeg rejser mig forsigtigt og går ud af værelset. Jeg fisker mobilen op af lommen og finder Louis’ nummer. ”Hej mate, hva’ så?” Lyder Louis friskt. ”Du bliver nødt til at hjælpe mig Lou” siger jeg. ”Cathrina? Jeg kommer nu” siger han og jeg smiler taknemmeligt. ”Tak” siger jeg. Jeg går ud på toilettet og forsøger at skjule at jeg har grædt. Det er alligevel vildt at jeg har grædt to gange de sidste dage. Jeg plejer ikke at være så følsom. Det lykkedes ikke rigtig at gøre noget ved de røde øjne så jeg giver op og går ind i stuen og sætter mig.


5 minutter efter, står Louis i stuen. ”Harry” siger han bekymret da han ser mig. Det må stadig være tydeligt at jeg har grædt. Han sætter sig ned og lægger en arm om mig. ”Hvad så mate? Hvad er der galt?” spørger han. ”Det er Cathrina…” sukker jeg. ”Hvordan går det med hende?” spørger han. ”Ikke godt. Slet ikke godt. Hun er så knækket, Louis.” Jeg ser ulykkeligt på ham. ”Hvad er der sket?” Nu lyder han virkelig bekymret. ”Hun vil ikke snakke, hun går i panik hvis man holder fast i hende når hun bare tænker på at gå” fortæller jeg. ”Jeg troede slet ikke det var så slemt.” Tårende stiger op i mine øjne igen og jeg ser. ”Hvad… Hvor har hun været?” Spørger Louis. ”Hun har været spærret inde i 4 år Louis. Jeg ved ikke hvad der er sket, men jeg tror at det er værre end vi nogensinde kan forestille os” siger jeg ulykkeligt og lader tårende få frit løb. ”Mate…” siger Louis trækker mig ind til sig. ”Lou, hun vidste ikke hvem vi var! Hun har været fuldstændig afskåret fra omverdenen i 4 år!” Siger jeg og kan mærke hvor vred jeg er. ”Hendes ansigt er smadret, og det er ikke kun fra episoden fra den dag. Jeg har ikke set resten af hendes krop endnu, men jeg tror at det vil skræmme mig fra vid og sans!” Nu råber jeg og rejser mig frustreret op. ”Det er jo… Forfærdeligt” siger Louis. ”Kan du ikke få hende til at snakke?” spørger han. ”Nej, hun vil ikke. Og hun bliver så bange hver gang jeg gør den mindste ting galt. Jeg er bange for at hun gør skade på sig selv, Lou” siger jeg og sætter mig fortvivlet ned. ”Hvor lang tid har I været venner?” spørger Louis. ”Vi… Siden vi var 3-4 år tror jeg.” ”Du har ikke gjort noget galt, Harry” siger Louis som om han kan læse mine tanker. ”Du kan ikke gøre andet end at være tålmodig og være der for hende. Jeg ved at det er hårdt, men du ved at jeg, og drengene, altid vil være her for dig, hvis du får brug for os” siger Louis. Jeg nikker og trækker ham ind i et kram. ”Tak Louis. Jeg elsker dig” siger jeg. ”Jeg elsker også dig” siger Louis og smiler opmuntrende til mig da vi slipper hinanden.


”Det virker som om hun er bange for alle andre end dig, så jeg regner ikke med at vi andre vil kunne gøre noget godt?” spørger han. ”Nej, hun har brug for en masse ro. Jeg tror næsten at jeg er for meget for hende, men hun er tydeligvis glad for at se mig, hver gang jeg kommer. Lige bortset fra når jeg skræmmer hende…” Jeg sukker dybt. ”Du gør det rigtige mate, bare bliv ved” siger han. Jeg smiler skævt til ham. ”Jeg er nok ikke så meget på for tiden, men jeg håber det okay?” ”Selvfølgelig. Jeg fortæller de andre det” siger Louis og rejser sig. ”Jeg smutter nu” smiler han og giver mig et kram. ”Giv mig et kald, hvis noget går galt! Så er jeg her i løbet af nul komma fem” tilføjer han og blinker. ”Skal jeg nok. Tak igen” siger jeg taknemmeligt.

 

Cathrinas synsvinkel:
”Jeg slår dig ihjel!” Endnu et slag rammer. Jeg ligger på jorden og han sparker mig i maven og hovedet. ”Du er så dum!” Råber han og sparker mig igen, denne gang i ryggen. Jeg skriger af smerte. ”Hvorfor er du så dum, Cathrina? Din idiot!” Han sparker mig gentagne gange i maven. ”Du er så grim! Du burde bare dø!”
”Cathrina?! CATHRINA?” Jeg åbner øjnene og sætter mig op med et ryk. Mit hjerte galoperer afsted og jeg er våd af sved. Jeg trækker vejret overfladisk og mine øjne er opspilede. ”Cath? Rolig, tag det roligt” siger Harry blidt ved siden af mig. Jeg ser forskrækket på ham. ”Jeg er lige her” fortsætter han blidt og lægger forsigtigt en hånd på min arm. ”Hvor… Hvorfor er du her?” hvisker jeg hæst. Hans ansigt går fra blidt og roligt til noget jeg ikke helt kan definere. Smerte? ”Du skreg” siger han hæst. ”Åh…” ”Havde du mareridt?” spørger han. Jeg trækker vejret dybt. ”Ja… Men det var ikke noget slemt” siger jeg. Jeg har ikke lyst til at snakke om det. ”Cath, du skreg og vred dig som om du var i smerter. Fortæl mig det nu” sukker han. Jeg får vifter hans hånd af min arm. ”Det var ikke noget. Vær sød at gå, jeg vil gerne i bad” siger jeg. Han bliver siddende og ser fortvivlet på mig. Jeg ser bare afventende på ham. Så sukker han og rejser sig op. Han vender om i døren og ser en sidste gang på ham inden han går og lukker døren efter sig. Jeg rejser mig langsomt op og går ud på badeværelset. Jeg smider tøjet og stiller mig ind i bruseren. Da vandet fosser ned over mig, sukker jeg dybt. Jeg undersøger min krop. Jeg har stadig blå mærker over hele kroppen. Nogle af dem er gule eller grønne men der er også mange blå. Jeg har et stort mærke, der kunne ligne spidsen af en sko, nederst på maven. Jeg vasker mig forsigtigt fordi det gør ondt at trykke på mærkerne.
Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke er glad. Men jeg er bange. Jeg er så mistroisk overfor alle og jeg er skrækslagen for at han skal finde mig. Da jeg stiger ud af badet lader jeg være med at tage tøj på igen men står bare og ser mig selv i spejlet. Hævelsen omkring øjnet er ved at falde så jeg kan se svagt ud af det men det gør mega ondt. Jeg lader blikket glide ned over mine arme. Arrene står tydeligt og skarpt i lyset på badeværelset. Pludselig går jeg lidt i panik. Jeg kigger mig omkring på badeværelset. Jeg åbner det lille skab der hænger over toilettet. Ingen skarpe ting. Jeg kigger i bruseren – heller ingen skarpe genstande. Jeg går ind på værelset, ligeglad med at døren ikke er låst. Jeg leder i hele kommoden men der er ikke noget. Så kigger jeg i skabet, men der er heller ikke noget. Mit hjerte banker hurtigere og hurtigere. Til sidst trækker jeg skuffen, i skrivebordet ud og ånder lettet op. En blyantspidser. Jeg smiler lettet og beslutter mig for at tage lidt tøj på. Jeg tager mit gamle undertøj på da jeg jo ikke har andet og trækker i t-shirt og sweatpants. Jeg skruer den lille skrue af og piller det lille skarpe, blad ud. Så går jeg ud på badeværelset. Så snart jeg ser mig i spejlet, begynder tårende at løbe. Det sker hver evig eneste gang jeg gør det. Jeg kigger ned på min arm. Der er plads helt tæt på håndleddet. Jeg sætter bladet mod armen og ser mig i spejlet. Jeg snøfter og skærer. Smerten får mig til at bide mig hårdt i læben. ”Cathrina!” Jeg vender mig forskrækket rundt og ser Harry stå og se chokkeret på mig. Hans blik er fæstnet på den arm hvor jeg lige har skåret. Han lader blikket glide op ad min arm og kigger så på den anden arm som jeg holder det lille blad med. ”Åh Gud” siger han og hans øjne fyldes med tårer.
 

-------------------------------------------------------------------------------------------------------

Først vil jeg lige sige TUSIND TAK! Tænk at der, efter 3 kapitler, er kommet hele 11 likes og 13 favoritter! Det er jo helt vildt! Mange tak!

Hvad synes I så om dette afsnit? Jeg vil rigtig gerne have al den feedback jeg kan få!

Kys <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...