Take me Home

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 aug. 2015
  • Opdateret: 29 jan. 2016
  • Status: Igang
Cathrina var engang en glad og smuk pige med et godt liv. Men det ændrede kæresten på. Nu er hun indelukket, ødelagt og bærer rundt på kæmpe byrder. Men hvad sker der, da det en dag går helt galt og Cathrina støder ind i sin barndomsven? Sin barndomsven som nu er kendt og lever et travlt og spændende liv. Kan han få hende tilbage? Vil hun nogensinde komme tilbage? Tilbage til livet?

121Likes
93Kommentarer
92231Visninger
AA

18. Through the dark

Kæmpe skud ud til min fantastiske veninde Maria som har hjulpet mig med dette afsnit!

-----------------------------------------------------------------------------------------------------------

”Det er så første gang du skal være med til sådan noget her?” Lou, drengenes stylist, er ved at klippe Liams hår og jeg står bare ved siden af og ser på fordi Harry lige pludselig er forsvundet. Ikke fordi det ikke er nemt at blive væk her. Stedet er kæmpe stort, med lange gange og en masse små rum. Og jeg har ikke engang set scenen, som de skal optræde på i aften, endnu. ”Ja, jeg har faktisk aldrig været til en koncert før” siger jeg, og det overrasker mig næsten at jeg ikke bliver genert. Men Lou er bare så ligetil og let at snakke med. Jeg kan rigtig godt lide hende allerede. ”Her godt nok stort og forvirrende” tilføjer jeg med et lille grin. ”Så skal du bare se i aften! Så flyver folk rundt og så er her desuden mørkt. SÅ er der forvirrende” griner Liam og smiler til mig gennem spejlet. Jeg skynder mig at smile tilbage og ser mig så omkring. ”Har nogen… Øhm set Harry?” Spørger jeg. Jeg tør ikke rigtig gå ud for at finde ham selv, for så farer jeg helt sikkert vildt. ”Jeg tror han gik med de andre ud på scenen for at se det hele og måske lave nogle prøver” siger Liam. ”Du kan gå med mig derud lige om lidt.”


Da Liam er færdig og vi finder ud til selve scenen, må jeg lige tage mig sammen for ikke at tabe underkæben. Vi kommer ud på selve scenen, så jeg med det samme har udsigt over hele arenaen. Det var vidst O2 den hed. Og den er enorm. Den er så stor at de bagerste pladser bare er små prikker og jeg står et øjeblik, fuldstændig overvældet. ”Imponeret?” Jeg giver et lille sæt da Harry kommer fra siden og lægger en hånd på min hofte. ”Om jeg er” siger jeg og smiler hurtigt til ham inden jeg ser ud over de tusindvis af tomme pladser igen. ”Bliver der virkelig fyldt helt op?” Jeg bliver nødt til at spørge. ”Fuldstændig. Det er vores første optræden her i O2 i år, så der er helt sikkert fyldt op.” Jeg ser op på ham og smiler. ”Jeg glæder mig.” Han griner og giver mig et hurtigt kys på panden. Jeg kan mærke hvordan varmen med det samme spreder sig i kroppen og jeg er fuldstændig sikker på at jeg rødmer. ”Du er så sød” hvisker han og smiler og det gør ikke mine kinder mindre røde.


Selvom der er mange at snakke med, og meget at se, så synes jeg alligevel at tiden går langsomt. Jeg glæder mig faktisk til koncerten selvom jeg ikke helt ved hvorfor. Måske er det fordi jeg ikke kan forstå at hele den kæmpe store arena bliver fyldt op. Måske er det bare fordi jeg ikke har set Harry i ’action’ endnu. Måske er det bare den stemning der langsomt bliver bygget op, da mørket efterhånden falder på og folk får mere travlt.


Da de alle sammen er færdige med at få sat hår og skiftet tøj inden koncerten, tager Harry mig i hånden og hiver mig med. ”Pladserne er ved at være fyldt op, du skal se det” siger han. Jeg nikker og smiler men fokusere hovedsageligt på hans hånd i min. Det er endnu nyt og lidt underligt at være sammen med ham. Ikke fordi det er akavet på nogen måde, nej han er så let at snakke og være sammen med, men alligevel skal jeg lige vænne mig til det. Ikke desto mindre gør det mig vildt glad, det føles nærmest som om jeg lever i en drømmeverden lige nu.


Vi kigger forsigtigt ud bag en af skærmene på scenen. Der er allerede næsten mørkt og hele arenaen er fyldt op. Der er vanvittig mange mennesker. ”Hold da op… Jeg troede faktisk ikke at her ville være fyldt helt op” hvisker jeg. Han står bag mig og har den ene arm om mig imens hans hånd stadig ligger i min. ”Tror du ikke på mig?” Hvisker han i mit øre og klukker lavt. Jeg griner og lader forsigtigt mine fingre flette sig ind i hans. Der er masser af larm blandt publikum – alle snakker og nogle råber også. ”Vi må hellere til at gå – vi skal snart på” hvisker Harry til mig efter nogle minutters stille kiggen. Jeg nikker og vi går hånd i hånd tilbage.


Da de skal til at gå på, skriger næsten alle pigerne derude. Og de er ikke en gang kommet på endnu. ”Jeg glæder mig til at spille koncert for dig” siger Harry og trækker mig ind til sig. Jeg smiler til ham og lægger hænderne på hans bryst. Han har bare stramme, sorte jeans og en almindelig hvid t-shirt på men hold op hvor ser han godt ud! ”Jeg glæder mig også til at se dig” siger jeg. Jeg overvejer et øjeblik om jeg skal kysse ham. Vil det være passende? Så giver jeg mig selv et lille skub og stiller mig på tæer for at lade mine læber møde hans. Jeg kan kun lige nå, men heldigvis bukker han sig lidt forover da han finder ud af hvad jeg har gang i. ”Du er så lille” mumler han mod mine læber og jeg dunker irettesættende en hånd ind i brystet på ham. ”Det har du allerede fortalt mig” fortæller jeg ham og forsøger at lyde irriteret men kysset har givet mig røde kinder og gåsehud så jeg kan ikke lade være med at smile. Han smiler også. ”Vi skal vidst til at gå nu…” Han lyder tøvende, som om han ikke har lyst til at slippe mig. Jeg har heller ikke lyst til at slippe ham. ”Lou viser dig hvor du skal stå henne, når vi er gået på” forklarer han inden han giver mig et sidste klem og vi langt om længe slipper hinanden.

 

Harrys synsvinkel:
Mit hjerte banker lykkeligt og jeg kan stadig mærke følelsen af hendes bløde læber mod mine, hendes arme på mit bryst. Derfor er mit smil også større end ellers, da vi spæner ind på scenen og publikum tager imod os. ”What’s up O2?” Råber jeg og bliver mødt af et endnu større skrig. Man skulle ikke tro at det var muligt – men det er det altså. ”We’ll start with no control!” Råber Niall og så begynder musikken at spille.
Midt i sangen får jeg pludselig øje på hende. Hun står foran hegnet, lidt ude i siden og er et stort smil. Jeg kan ikke lade være med at smile stort da vi får øjenkontakt og jeg kan se hvordan hendes øjne skinner. Hun kan altså godt lide det. Jeg bliver varm indeni af at se hende sådan – glad og ubekymret. Det er på mange måder, dét jeg altid har drømt om. At mit et og alt, står dernede og ser mig optræde. At jeg kan smile til hende og synge til hende. Det føles fantastisk.


Da ”Through the dark” starter, har hun ikke flyttet sig en meter og jeg fæstner mit blik til hende. For, siden den dag jeg fandt hende der på gaden, knækket og ødelagt, har jeg ventet på dette tidspunkt, hvor jeg kan synge denne sang for hende. Fordi den passer så godt på hende, i hvert fald den hun var dengang. Der går lidt tid før hun opdager at jeg ser på hende. Men da hun gør, bliver hendes smil større. ”Oh I will carry you over fire and water for your love” synger jeg og smiler til hende. ”And I will hold you closer, hope your heart is strong enough.” Jeg peger diskret på hende og blinker hurtigt. Folk må helst ikke få mistanke, når det nu ikke er officielt endnu. Men jeg kan ikke helt lade være. ”When the night is coming down on you, we will find a way through the dark.” Hun spærrer øjnene op da det går op for hende, at det er til hende jeg synger. Så tager hun begge hænder op for munden og jeg kan svagt ane et par tårer glinse i hendes øjne. Nej ikke græde. Hun må ikke græde. Ikke nu. Jeg er på nippet til at hoppe ned til hende da Lou heldigvis kommer over og lægger en arm om hende. ”Er alting okay?” Hvisker Niall pludselig i mit øre. Jeg når lige at se Cathrina smile til Lou, inden jeg vender mig om mod Niall. ”Ja, alting er godt” forsikrer jeg ham og smiler. Hun er okay.


Da koncerten er slut, kan det ikke gå hurtigt nok med at komme ud til hende. Hun kommer mig i møde og jeg trækker hende ind til mig uden et ord. ”Det var ikke meningen at få dig til at græde, det må du undskylde” mumler jeg ned i hendes hår. ”Det er okay, det er helt fint” forsikrer hun mig. ”Det var fantastisk.” Jeg kan ikke lade være med at smile. Hun synes om det. ”Jeg elsker dig” tilføjer hun så. Det føles som om at mit hjerte kunne springe. Jeg elsker dig. Endelig sker det. Det jeg har håbet på i næsten 10 år nu. At blive bekræftet i at hun også elsker mig. ”Jeg elsker også dig.” Hvisker jeg bare tilbage.

----------------------------------------------------------------------

Så fik I endelig et afsnit igen! For første gang i lang tid er jeg tilfreds med det. Dette afsnit er gennemtænkt og rettet igennem, i modsætning til de 2-3 forrige afsnit. Fra nu af vil afsnittene være ligesom disse - gennemtænkt og gennemrettet for det er ikke rimeligt at I ikke får noget ordentligt leveret.

Men fortæl hvad I synes! Jeg vil så gerne have feedback :)

Kys <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...