Take me Home

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 aug. 2015
  • Opdateret: 29 jan. 2016
  • Status: Igang
Cathrina var engang en glad og smuk pige med et godt liv. Men det ændrede kæresten på. Nu er hun indelukket, ødelagt og bærer rundt på kæmpe byrder. Men hvad sker der, da det en dag går helt galt og Cathrina støder ind i sin barndomsven? Sin barndomsven som nu er kendt og lever et travlt og spændende liv. Kan han få hende tilbage? Vil hun nogensinde komme tilbage? Tilbage til livet?

121Likes
93Kommentarer
92267Visninger
AA

20. Tell me, love

Harry finder mig der efter en halv time – stadig sammenkrøbet, rystende og med mascaraen ned af kinderne. ”Cath!” Han bliver lige chokeret hver gang han ser mig sådan her. Det giver et stik i hjertet ved tanken. Hvor må jeg ikke have voldt ham mange bekymringer. ”Hvad er der galt? Se på mig!” Jeg må have gjort ham rigtig bange ved at ligge helt stille og stirre tomt ud i luften, for hans stemme er helt panisk. Jeg skynder mig at se på ham, men rører mig ellers ikke. Han sætter sig på sengekanten og lægger først tøvende en hånd på min skulder. Hans berøring får tårende til at flyde igen. Nu har jeg bare ondt af ham. Jeg vil ikke have, at han skal være så bange og bekymret pga. mig. Harry hiver mig, uden et ord, op så jeg sidder på skødet af ham, med hovedet mod hans hals. ”Sshhh.” Han vugger mig stille frem og tilbage og langsomt holder jeg op med at græde. Jeg føler mig mere tryg når han er her, knap så alene og magtesløs. Og angsten er også jaget på flugt.


”Er det det der er sket i dag…?” Spørger han efter lang tid hvor han bare har siddet og strøget mig over håret og vugget mig frem og tilbage. Jeg skal lige til at nikke. Men det er jo ikke det. Det er ikke pga. det hate jeg fik, at jeg angsten kom tilbage. Det er pga. alt det der skete dengang – før Harry kom. Det er jo det der er problemet. Og efter et øjebliks overvejelse beslutter jeg mig for at jeg ikke vil lyve mere, jeg vil fortælle ham det hele. Han ved jo godt hvad der skete før jeg kom til ham, men han ved ikke hvad der har stået på de sidste måneder, IMENS jeg har været sammen med ham. Men det gør mig stadig nervøs at fortælle det. Jeg har ikke glemt hvilke trusler jeg fik dengang. Aldrig sige noget til nogen. Så ville det blive værst for mig selv. Men jeg føler mig tryg her, der er så mange til at passe på mig – hvad kan han gøre mod 5 store bodygards?


Så jeg retter mig lidt op og ser på ham. ”Nej… Det er det der skete dengang…” siger jeg tøvende med en anelse usikkerhed i stemmen. ”Men det har du jo fortalt… Er der mere?” Han lyder en anelse forvirret men stadig utrolig beskyttende og forsigtig. Hvordan skal jeg fortælle om det når jeg har holdt det hemmeligt imens det har stået på? Hvordan vil han tage det? Det er faktisk første gang jeg tænker over det. Hvordan vil han reagere? Han ser nysgerrigt, men tålmodigt, på mig og jeg ser ned og finder stille hans ene hånd. ”Vil du ikke nok love at du ikke går helt amok? Vil du være sød at lade mig tale?” Beder jeg stille. ”Er det så slemt?” Spørger han med en rynke i panden. Jeg svarer ikke. ”Jeg fortæller fra begyndelsen hvis det er okay…?” Begynder jeg, fast besluttet på at fortælle ALT. Han nikker bare og jeg går i gang.


Jeg snakker og snakker, uden at han afbryder mig, lige ind til jeg kommer til enden på det egentlige mareridt – da Harry fandt mig. Alt det vidste han jo. Det er sværere end jeg troede at fortælle om det mareridt jeg faktisk er i lige nu. Jeg går i stå og min hals snører sig sammen. Angsten kommer snigende igen. Og jeg får også dårlig samvittighed, hvorfor har jeg ikke fortalt det noget før? Det er da ikke fair at jeg har holdt det hemmeligt for ham så længe vel? ”Da jeg kom hjem til dig… Jeg troede først at jeg var i sikkerhed selvom jeg var bange og mistroisk i starten. Men min fornuft sagde mig jo, at han ikke kunne gøre mig noget mere…” Jeg ser op på ham da den første tårer finder vej ned over min kind. Jeg har mest af alt lyst til at hulke og gå helt amok men jeg holder det inde. Jeg vil ikke såre ham yderligere. Selvom det nok er for sent. ”Men han fandt mig…” Jeg tøver et øjeblik. Trækker vejret dybt en gang for at bevarer fatningen. ”Kan du huske den dag hvor jeg gik helt amok? Hvor jeg sagde at der sad en seddel på vinduet?” Spørger jeg. Harry nikker bare og ser så tankefuldt ud i luften. ”Der VAR en seddel. Men den må være blæst af inden du kiggede eller også har han selv været der og fjerne den…” Tanken får mig til at ryste og Harry strammer grebet om min skulder. Det er godt, han hjælper mig med at bevarer fornuften. ”Der stod ’det er ikke ovre før jeg siger det, prinesse’” fortæller jeg med lille stemme. ”Jeg var skrækslagen Harry.” Jeg ved ikke hvad der får mig til at fortælle hele så let, men jeg tror bare jeg har brug for at komme ud med det. ”Og det var ikke første gang. Han ringede, han stod uden for ruden og snakkede til mig og han sendte uttalige sms’er” fortsætter jeg. Jeg ser forsigtigt op på Harry. Det skulle jeg ikke have gjort. Hans øjne er mørke, han er bleg og hans læbe sitrer som om han er på renden til at gå fuldstændig amok i raseri over det den mand har gjort imod mig. ”Skal jeg fortsætte…?” Han virrer med hovedet som om han skal tilbage til mig og det vi er i gang med. ”Ja, bare fortsæt.” ”Han sagde at jeg skulle samle nogle af dine penge sammen og så ville han en dag have mig til at mødes med ham så han kunne tage mig med. Hvis jeg sagde noget, ville han slå både dig og mig ihjel.” Min stemme bliver mindre og mindre da det langsomt kommer tilbage til mig. Jeg burde ikke have fortalt det. Han slår mig ihjel. Og Harry med. Jeg gemmer rædselsslagen, ansigtet i hænderne. ”Jeg skulle ikke have fortalt det” hvisker jeg og begynder at hulke rigtigt. Angsten kommer tilbage og jeg kan ikke styrer rystelserne mere. ”Rolig Cathrina, det er okay. Du er i sikkerhed her, vi skal nok beskytte dig” forsøger Harry at berolige mig. ”Du ved ikke hvor meget han fandt ud af! Han vidste alt” hulker jeg. ”Har han kontaktet dig siden vi tog på tour?” Spørger han. Jeg ryster på hovedet. ”Men… Men lige før det, ville han mødes. Men jeg gjorde det ikke” hvisker jeg utydeligt. ”Det var godt! Det var rigtig godt Cath!” Siger Harry, han lyder en anelse lettet. ”Men han finder mig Harry!” Næsten skriger jeg. ”Han slår også dig ihjel!” Hulker jeg febrilsk. Hvad skal jeg dog gøre? Hvorfor fortalte jeg det dog? ”Rolig Cath. Se på mig!” Hans stemmer er bestemt. Jeg ser op. ”Vi beskytter dig! Der sker ikke noget med dig! Det LOVER jeg! Jeg skal gøre alt hvad der står i min magt.” Det trænger alligevel ind i min skrækslagne hjerne og beroliger mig faktisk lidt. ”Er det okay? Er det lidt bedre nu?” Jeg nikker men siger ikke noget. ”Jeg elsker dig, jeg lader ikke noget ondt rører dig igen, okay?” Siger han og knuger mig ind til sig. Jeg nikker igen og ser på ham med et lille smil. ”Det er okay” siger jeg.


Men alligevel sover jeg ikke hele natten. Noget siger mig bare at det her var dumt. At der meget snart vil ske noget rigtig ubehageligt. Men jeg forsøger at berolige mig selv med at, det kan jeg jo ikke vide noget om. ”Du er bare bange, du kører dig selv op” siger jeg til mig selv. Men følelsen bliver ved med at ligge og lurer.

----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Kort afsnit, men håber det er okay når der nu er kommet to så hurtigt efter hinanden. Hvad synes I? Noget der kan gøres bedre osv.? Jeg vil så gerne have feedback!

Og kan I måske mærke at der er noget under opsejling? ;)

Jeg lover at få et nyt afsnit ud så hurtigt som muligt igen!

Kys <3
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...