Take me Home

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 aug. 2015
  • Opdateret: 29 jan. 2016
  • Status: Igang
Cathrina var engang en glad og smuk pige med et godt liv. Men det ændrede kæresten på. Nu er hun indelukket, ødelagt og bærer rundt på kæmpe byrder. Men hvad sker der, da det en dag går helt galt og Cathrina støder ind i sin barndomsven? Sin barndomsven som nu er kendt og lever et travlt og spændende liv. Kan han få hende tilbage? Vil hun nogensinde komme tilbage? Tilbage til livet?

121Likes
93Kommentarer
92534Visninger
AA

23. Talent

Dagen efter bliver politiet kontaktet. Det lykkes mig at fortælle om dødstruslen dagen før, uden at afslører noget af alt det andet der er sket. Jeg kan mærke Harrys gennemborende blik på mig, da politimanden spørger om det er sket før, og jeg bare ryster på hovedet.


”Hvorfor fortalte du ham det ikke?” Spørger han da vi bliver alene igen. Jeg kan tydeligt hører frustrationen i hans stemme. ”Jeg har ikke lyst til at dele det med alle…” Mumler jeg bare og ser ned i jorden. ”Jamen for helvede Cathrina! Vi finder ham jo aldrig så!” Råber han og det giver et sæt i mig. Han er virkelig vred. Nej, HAN finder OS, siger en stemme inde i mig men jeg siger det ikke højt. Det var dumt at tænke det lige nu… Jeg må da snart have lært det. Ikke tænke. ”Tag dig sammen for fanden!” Mumler jeg sammenbidt til mig selv. Angstanfaldet er allerede på vej. Jeg orker det ikke lige nu. ”Hvad?” Harry havde vendt ryggen til mig i frustration, men nu vender han sig om mod mig igen. Jeg kunne sparke mig selv. Mit hjerte har allerede sat farten op og jeg begynder at hyperventilerer. Jeg stirrer bare direkte ned i jorden, kæmper for ikke at begynde at ryste ukontrolleret. ”Cath? Er du okay?” Hans stemme er rolig igen og han kommer hen til mig og tager fat i mine arme. Jeg rykker mig fri og vender ryggen til, tager en dyb, dyb indånding. Jeg har bare lige brug for et par sekunder alene til at finde fornuften frem igen. Heldigvis forstår han det og bliver bare stående. Slap af, slap af, slap af, bliver jeg ved med at beordrer mig selv, indeni. Efter endnu et par dybe indåndinger, lykkes det mig faktisk at slappe af igen. Wow, det er første gang i lang tid. Jeg vender mig om mod Harry igen og lægger stille armene om ham. Han skynder sig også at lægge armene om mig. ”Vil du ikke nok fortælle mig hvad der sker?” Hvisker han med skælvende stemme. Jeg får en dårlig smag i munden. ”Undskyld… Jeg har det fint” siger jeg og holder hårdere fast om hans nakke så jeg næsten løfter mig selv op. ”Men… Når du får det sådan der… Kan du ikke prøve at forklarer mig hvad det er?” Hans stemme er lav, han lyder så skrøbelig. ”For det gør mig bange…” Det kommer nærmest ud som en hvisken og knuden i min mave vokser. Det er så uretfærdigt at han skal få det så skidt pga. mig. Jeg trækker ham med hen i den lænestol der står i hjørnet og placerer ham i den før jeg sætter mig på skødet af ham med armene om hans hals. Jeg leger med hans brune krøller og kysser ham blidt på kinden inden jeg begynder at forklarer.


”Der er egentlig ikke så meget at sige… Det er en slags angstanfald, tror jeg. Når jeg kommer til at tænke på ham eller noget der relaterer til ham, så får jeg det dårligt.” ”Hvordan dårligt?” Spørger han. ”Jeg får hjertebanken og begynder at ryste voldsomt. Og så hyperventilere jeg tit” siger jeg. ”Det var også det der skete i går?” Hans stemme er mere rolig nu, han lyder ikke så fortvivlet mere. Jeg nikker og giver ham et lille smil for at berolige ham lidt. ”Det var et af de allerværste. Det plejer ikke at være nær så slemt. Det går ret hurtigt over normalt, men det kan nok stadig virke meget voldsomt for dem omkring mig.” Han sukker let og jeg lægger mit hoved mod hans skulder. ”Er du klar over hvor meget jeg beundrer dig?” Spørger han, lidt ud af det blå. Jeg rynker overrasket panden og ser på ham. ”Hvordan det?” Han tager min hånd, ser indgående på den. ”Jeg beundrer dit mod og dit overskud” starter han. Jeg rynker panden igen, men undlader at afbryde ham. Overskud? Hvor? Hvis der er noget jeg ikke har så er det da overskud. ”Selvom du måske ikke synes det, så formår du stadig at smile og have overskud til at tænke på andre, selvom du har været, og går igennem, alt det du gør.” Han gav min skulder et klem. ”Jeg ved godt at du har skjult nogle ting for ikke at sårer mig. Og på en måde forstår jeg det godt, for jeg ville have gjort det samme i dit sted. Men jeg tror alligevel ikke at jeg ville have overskud til også at tænke på andre så meget som du gør.” Jeg kan ikke lade være med at tage ordene til mig. Selvom jeg selv synes at jeg er svag - usikkerheden sidder stadig dybt begravet i mig, så er der måske noget om det han siger. For det har lykkedes mig at skjule det meste for mange af de mennesker der er omkring mig. ”Og at du har kunnet skjule dine angstanfald. Det du gjorde lige før, ville jeg aldrig have kunnet gøre. Jeg er så stolt af dig…” Jeg kan mærke tårende presse sig på. Jeg ved ikke rigtigt hvorfor, men jeg har svært ved at holde dem tilbage. ”Du skærer heller ikke i dig selv mere, du mishandler ikke dig selv og du spiser som du skal. Jeg har næsten bare gået og ventet på den dag hele din verden styrtede sammen og det hele gik fuldstændig galt. Men den dag er ikke kommet endnu. Jeg forstår slet ikke hvordan du kan være så ufattelig stærk og bare blive ved med at kæmpe. Men du aner ikke hvor glad det gør mig” hvisker han. Jeg strækker mig op og kysser ham på kinden. ”Tak” hvisker jeg bare.


”Men ved du hvem der er grunden til at jeg ikke er bukket under endnu?” Jeg læner mig lidt ud fra ham og ser ham i øjnene. Han ryster svagt på hovedet selvom jeg godt ved at han har en ide om det. ”Det er dig. Du er den eneste grund til at jeg kæmper videre og bevarer bare en lille gnist af mit gamle, positive jeg. Hvis du ikke var her, ville jeg ikke være sluppet væk fra det mareridt. Og jeg ville nok heller ikke være i live nu.” Jeg ved godt at det rammer ham hårdt at jeg siger sådan, men det er sådan det er. Han bliver bleg, så jeg tager hans hoved i mine hænder og kysser ham blidt på munden. ”Hvis du ikke var blevet ved med at holde fast i mig, selvom jeg har opført mig som en sindssyg, så havde jeg ikke klaret det. Det er DIG der altid har fået mig til at kæmpe videre. Når jeg har haft det allerværst, skulle jeg bare tænke på dig. Hvor meget du har gjort for mig og hvor meget det vil knuse dig at miste mig. Du har gjort alt for mig, og mere til. Og det er jeg så uendeligt taknemmelig for” siger jeg og mener hvert eneste ord. Jeg kan ane tårer i hans øjenkrog og han smiler nu. Jeg kysser ham igen og lægger så armene om hans nakke, putter mig ind mod hans hals. ”Jeg elsker dig” slutter jeg min lille tale. ”Jeg elsker dig” hvisker han tilbage og kysser mig i håret med et lille snøft.



Den aften rejser vi videre. Sophia, som jo ellers har været med under det meste af tour’en, har været ude og besøge nogle venner imens vi har været i det her land, så hun har ikke været her imens alle de ubehagelige ting er sket. Men Liam må have fortalt hende det, for da vi ankommer til lufthavnen på samme tid, skynder hun sig hen til mig og giver mig et kram. ”Åh honey dog!” Sukker hun og holder mig lidt ud fra sig for at se på mig. ”Er du okay?” Spørger hun og jeg nikker med et lille smil. ”Jeg er okay” svarer jeg og vi krammer igen. ”Det er godt at hører” siger hun bare. Hun tager mig under armen da vi går hen til de andre. Jeg når lige at se hende sende et spørgende blik til Harry og se ham nikke med et lille smil, før han kysser mig i håret og tager min anden hånd.


Sophia og jeg sidder sammen i det store privatfly. Vi skal flyve i 12 timer så der er masser af tid at snakke i. Som det fantastiske menneske Sophia er, undlader hun fuldstændig at komme ind på nogle af de svære ting. Vi snakker om hendes familie, hun spørger ikke ind til min, og en masse om tour’en og de andre ting hun har været med til, sammen med Liam og de andre. Vi tager et par billeder og Sophia lægger et på sin Instagram med teksten ’New bestie. Love you lots Cath, xoxo’. Hun er i sandhed en fantastisk veninde og som timerne går, bliver jeg gladere og gladere for at have mødt hende. ”Du er virkelig sød Cathrina!” Siger hun pludseligt da vi har siddet i stilhed lidt, med hver vores mobil. Jeg ser hurtigt op på hende med et kæmpe smil. ”Tusind tak! Det er du også” svarer jeg.


”Jeg har tænkt på en ting, har du nogle hobbyer? Altså noget du elsker at gøre?” Spørger hun. ”Altså… Jeg tegner lidt, men jeg ved ikke hvor god jeg er til det” siger jeg, lidt genert. ”Ej hvor fedt! Må jeg ikke se? Hvis du altså har nogle tegninger” siger hun og smiler. ”Jeg har ikke lige nogle her… Men har både papir og blyant med, så hvis du lige giver mig en halv time så kan jeg tegne en hurtigt tegning” svarer jeg. ”Ej ja! Det ville da være vildt fedt. Så lader jeg dig være i fred” siger hun med et skævt smil og rejser sig for at gå over til Lou, Lux og Lottie. Jeg skynder mig at finde papiret frem og efter et øjebliks overvejelser beslutter jeg mig for at tegne Harry, Liam, Louis og Niall der sidder nogle meter væk, fordybet i et eller andet på en computer. Jeg begynder at tegne, men hvisker hurtigt det hele ud igen. Jeg vil jo gerne have at hun skal synes om det, men det er svært når jeg aldrig har vist mine tegninger til andre. Jeg er ikke vandt til presset.


Efter at have siddet i lang lang tid og bare gloet ned på papiret, tager jeg en dyb indånding og beslutter mig bare for at gøre det så godt som jeg nu kan. Det bliver bare en slags skitsetegning man da jeg er færdig, omkring en halv time efter, er jeg faktisk ret tilfreds. Jeg sidder og finpudser detaljerne da der pludselig er en der lægger en arm om mig. ”Hvad laver du, love?” Hvisker Harry i mit øre og jeg lægger en hånd på mit hjerte. ”Shit du forskrækkede mig!” Gisper jeg og kan ikke lade være med at grine. ”Det må du undskylde” griner han. ”Vent, tegner du?!” Han lyder meget overrasket. Jeg ser ned på mine hænder og kan mærke hvordan varmen stiger op i mine kinder. ”Nej du skal ikke blive flov!” Han sætter sig på hug ved siden af mig og vender tegningen så han kan se den. ”Hold kæft den er flot Cath! Hvorfor har du aldrig fortalt at du var så god til at tegne?” Han smiler stort til mig og jeg sender ham et tilbage. Jeg er virkelig dårlig til komplimenter. ”Synes du? Kan du se hvem det er?” Spørger jeg, stadig lidt genert. ”Ja! Det er jo som et foto” siger han. ”Tak!” Han smiler og kysser mig blidt på munden. ”Du er fantastisk! Har du tegnet mere?” Spørger han. ”Altså… Ja, faktisk. Da vi var hjemme tegnede jeg et billede… Af dig faktisk” hvisker jeg og ser ned igen. ”Hvad? Må jeg se?” Jeg tøver et øjeblik før jeg roder min taske igennem. Tegningen ligger foldet pænt sammen i bunden af den. Da jeg giver ham den, og han folder den ud, står han i meget lang tid og ser på det. ”Det her, Cath, det er fandme kunst! Du har ikke kigget efter et foto vel?” Spørger han og jeg smiler skævt og ryster på hovedet. ”Det her skal du gå videre med! Du er fandme fantastisk!” Han kysser mig pludseligt og energisk og jeg kan ikke lade være med at grine. ”Tak” smiler jeg. Sophia kommer hen da hun hører os snakke, og hun giver Harry ret. ”Du burde tegne meget mere!” Siger hun og giver mig et kram. ”Tak!” Er næsten det eneste jeg siger i meget lang tid. Det er flere år siden at jeg har fået så meget ros. Men det er fantastisk.

-----------------------------------------------------------------------------------------

Så fik I et langt kapitel! Håber det faldt i god jord ;) Sophia og Liam er stadig sammen og vil blive ved med at være det regner jeg med.

Og glædelig bagjul også ;)

Kys <3
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...