Take me Home

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 aug. 2015
  • Opdateret: 29 jan. 2016
  • Status: Igang
Cathrina var engang en glad og smuk pige med et godt liv. Men det ændrede kæresten på. Nu er hun indelukket, ødelagt og bærer rundt på kæmpe byrder. Men hvad sker der, da det en dag går helt galt og Cathrina støder ind i sin barndomsven? Sin barndomsven som nu er kendt og lever et travlt og spændende liv. Kan han få hende tilbage? Vil hun nogensinde komme tilbage? Tilbage til livet?

121Likes
93Kommentarer
92357Visninger
AA

27. Soldier

Da døren går op, næste morgen, har jeg allermest lyst til at smide den tungeste genstand jeg kan få fat i, i hovedet på den person der kommer ind. Selvfølgelig er det Niall, eftersom der ikke er andre i huset. Men jeg skåner ham, og ligger bare helt stille med hovedet mod væggen. ”Cathrina? Er du vågen?” Han lyder uendelig forsigtig og en anelse nervøs. Jeg ligger et øjeblik og bider tænderne sammen. Vejer for og imod. Så sukker jeg og vender mig om. ”Godmorgen” siger han og smiler forsigtigt. Mit udbrud i går må virkelig have forskrækket ham. Det er heller ikke helt rimeligt at det skal gå ud over ham. Han har jo ikke gjort mig noget. ”Godmorgen” svarer jeg og forsøger at sende et smil tilbage, men det bliver bare til en halvhjertet grimasse. ”Der er morgenmad lige om lidt hvis du…” Han kaster hovedet bagud, mod køkkenet, som for at understrege sine ord og folder så hænderne. Jeg nikker og svinger benene ud over sengekanten. Jeg har stadig tøj på. ”Jeg kommer lige om lidt” siger jeg bare og han går hurtigt igen.


Jeg går ud på badeværelset og leder som det første efter en hårbørste. Selvfølgelig er der ikke en, så jeg må bruge hænderne. Mit hår er usandsynligt filtret så det gør ondt, fordi jeg ikke har tålmodighed til at give mig god tid. Jeg orker virkelig ingenting lige nu. Udover at se Harry, selvfølgelig. Men det må jeg jo ikke. Jeg er for ustabil. ”Så hjælper det sikkert at snakke med en psykolog, ja. For det er jo løsningen på alt” vrænger jeg til mit eget spejlbillede og rykker irriteret en tot hår af. Jeg opgiver hårbørstningen, plasker bare lidt vand i ansigtet inden jeg går nedenunder.


Da jeg forsigtigt kigger ud i køkkenet, uden at åbne døren helt, giver det et stik i brystet, af dårlig samvittighed. Niall har faktisk lavet god morgenmad. Rigtig god. Æg og bacon, toast og også youghurt. Jeg bider mig i læben. Jeg har faktisk været vildt uretfærdig. Det er jo ikke Nialls skyld at andre mennesker bestemmer over mig. Faktisk har han mig boende i sit hus, tager sig af mig. Jeg må virkelig til at opfører mig lidt mere modent og være sød mod ham.
Jeg klistrer et ægte smil på læberne og går ud i køkkenet. ”Hvor ser det godt ud! Har du lavet alt det her selv?” Det er faktisk ikke svært for mig at lyde glad og overrasket. ”Ja, jeg håber du er sulten” siger han og smiler tilbage, men er tydeligvis stadig forsigtigt. Vi sætter os ned og tager mad på tallerkenerne. ”Hør, Niall, jeg er ked af det” starter jeg og han ser op med rynket pande. ”Undskyld at jeg råbte sådan i går. Jeg opførte mig idiotisk, det ved jeg godt” siger jeg og han ryster hurtigt på hovedet. ”Nej det er okay, det gør ikke noget” forsikrer han mig, men jeg ryster bare på hovedet og smiler. ”Nej, det er ikke okay. Jeg får lov til at bo i dit hus, du laver mad til mig og behandler mig med omsorg og tålmodighed selvom jeg langt fra gengælder det.” Han trækker på skuldrene og lægger hovedet lidt på skrå. ”Du har det jo ikke så godt lige nu. Det gør altså ikke noget” bliver han ved og jeg ser ned. ”Selvom alting måske ikke er lige nemt, så behøver det ikke at gå ud over de mennesker der ikke er skyld i det.” Min stemme bliver en anelse skinger. For savnet, skylden og… Frygten? Sidder stadig som en knude i maven.


”Men jeg har en god nyhed til dig” siger han og jeg ser op igen, tvinger et smil frem. ”Jeg ringede til psykologen i går da du var gået. Jeg kan sagtens mærke hvor meget det betyder for dig. Så jeg snakkede med hende og hun indvilgede i at vi kan tage over til Harry i dag.” Mit smil vokser og jeg springer op. Uden at tænke, slår jeg armene om Niall og krammer ham, selvom det er lidt akavet fordi han stadig sidder ned. ”Tusind tak! Du aner ikke hvor taknemmelig jeg er!” Siger jeg glad og slipper ham, retter mig op og stryger håret tilbage. Han smiler bare og nikker med et let skuldertræk. ”Det var da så lidt. Men jeg lovede hende altså også at du kom over og snakkede med hende i morgen” siger han og jeg skal lige tage mig sammen for ikke at blive sur. Du kan ikke være det bekendt. Så jeg nikker bare medgørligt.


Jeg glemmer dog lynhurtigt udsigten til psykolog i morgen. Jeg får travlt med at gøre mig klar. For en gangs skyld, gør jeg faktisk noget ud af mig selv. Jeg har dog ingen makeup og kun min hårbørste (Niall kørte hjem til Harrys hus og hentede den, og noget tøj). Men det kan vel også være lige meget om jeg så pæn ud, det er jo bare et hospital.
”Ready to go?” Niall stikker hovedet ind på værelset med et lille smil og jeg tvinger mig selv til at gengælde det. ”Ja, lad os kører!” Egentlig gør tanken om hvad der venter, mig ikke nervøs lige nu. Jeg ved at det vil blive ubeskriveligt hårdt, men jeg skal nok klarer det. Hele essensen af det, er jo at han trods alt lever. "Du er okay?” Spørger Niall omsorgsfuldt da vi er på vej til hospitalet. Jeg nikker bare med et lille smil og ser ud af vinduet igen. ”Du skal jo vide, at han bestemt ikke ligner sig selv. Man ser ikke ligefrem tiltalende ud når man har mistet mange liter blod og ligger i respirator” pointerer han og jeg nikker. ”Bare han lever, så kan jeg klarer det meste” mumler jeg og piller i kanten på min t-shirt. ”Du elsker ham virkelig højt, gør du ikke?” Jeg ser lidt overrasket op på ham og nikker med et smil. ”Han er alt hvad jeg har… Han har gjort så meget for mig.” Jeg kan ikke lade være med at smile når jeg snakker om ham og Niall lægger mærke til det. ”Du har også gjort noget for ham, tro mig. Han er blevet 100 gange gladere efter at han mødte dig” siger han. ”I er som skabt for hinanden.” Jeg nikker og ser ud af vinduet igen, kæmper for at holde styr på alle de følelser der vælter rundt i min krop. Nu skal jeg se ham lige om lidt, alting skal nok blive godt igen.
Selvom jeg næsten havde overbevist mig selv om at jeg nok skulle klarer at se Harry i hans nuværende tilstand, så udløser synet både kvalme, svimmelhed og hjertebanken. Der er alt for mange slanger. Han ligger helt stille med lukkede øjne og de brune krøller som en vifte om hovedet. Han er ligbleg, hans læber er tørre og hans kinder indsunkne. Men det absolut værste, er den hule lyd af respiratoren der trækker vejret for ham. Jeg må knibe øjnene sammen og tage en dyb indånding for ikke at besvime. Men så tager jeg mig sammen og går hen og tager plads på stolen ved siden af sengen. ”Er du hans kæreste?” Sygeplejersken er i gang med at skifte et drop i hans arm og hun smiler venligt til mig. Jeg nikker og sender hende et halvhjertet smil inden jeg igen retter øjnene mod Harry.


Han er så vanvittig malplaceret her. Selvom han absolut ser syg ud, så kan man stadig se noget af den skønhed han besidder. Og det må nok være det der får mig til, forsigtigt, at tage hans hånd i stedet for at bryde grædende sammen. Det, at der stadig lidt af den raske Harry tilbage, giver mig håb om at det hele nok skal gå. Jeg bider mig i læben og tillader en lille tåre trille ned over kinden imens jeg tegner små cirkler på hans hånd. ”Er du okay?” Niall har holdt sig lidt i baggrunden, men nu lægger han en hånd på min skulder og klemmer den blidt. Jeg ser op og nikker. ”Jeg er bare… Det er jo min skyld at han ligger her” hvisker jeg og tørre endnu en tårer væk. ”Det er ikke din skyld, det er det svin...” Mumler han og da han nævner ham bliver hans stemme en anelse bitter. ”Men…” Han tager fat om min hage og tvinger mig blidt til at se på sig. ”Ikke noget men. Jeg mener det Cathrina, du bliver nødt til at forstå at det ikke er din skyld. Det, at du går rundt og har dårlig samvittighed, gør ham ikke hurtigere rask.” Han har ret, han har fuldstændig ret. Men selvom jeg sukker og nikker medgørligt, så får det ikke knuden i min mave til at forsvinde. Det var MIG der skulle ligge der, ikke ham.


Så jeg kan ikke dy mig for lige så stille at hviske ”undskyld Harry” da Niall kommer lidt på afstand igen. ”Jeg elsker dig.”

-------------------------------------------------------------------------------------------------------

Jeg er IGEN rigtig ked af at der er gået så lang tid... Men jeg har simpelthen gået og overvejet at holde en lang pause med den her og starte på en ny fanfict... Jeg startede da også men så fik jeg faktisk lyst til at skrive på Take me home igen. Så her er jeg haha ;) Jeg håber at I kan bærer over med mig, jeg skal nok skrive mere nu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...