Take me Home

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 aug. 2015
  • Opdateret: 29 jan. 2016
  • Status: Igang
Cathrina var engang en glad og smuk pige med et godt liv. Men det ændrede kæresten på. Nu er hun indelukket, ødelagt og bærer rundt på kæmpe byrder. Men hvad sker der, da det en dag går helt galt og Cathrina støder ind i sin barndomsven? Sin barndomsven som nu er kendt og lever et travlt og spændende liv. Kan han få hende tilbage? Vil hun nogensinde komme tilbage? Tilbage til livet?

121Likes
93Kommentarer
91655Visninger
AA

9. Scream

Jeg strækker mig søvnigt og gnider øjnene. I dag er det åbenbart mig der vågner først. For Harry har ikke været inde og vække mig. Eller også har han bare ladet mig sove. Jeg vipper benene ud af sengen og sætter fødderne på gulvet. Rullegardinet er trukket for så der er forholdsvist mørkt i værelset, men jeg kan se solen skinne ind ad sprækken imellem gardinet og vindueskarmen. Jeg går hen og tænder lyset og ser mig selv i spejlet. Tænk hvor meget der har ændret sig på den måned jeg har været her. Alle mine blå mærker er væk og mit ansigt er fint og helt igen. Jeg er blevet klippet og Harry har betalt i dyre domme (mod min vilje) for hårprodukter, så mit hår nu er silkeblødt og skinnende igen. Der går nok kun 3-4 måneder før det har den længde det havde engang. Jeg har også taget på så man ikke længere kan se mine ribben så tydeligt. Og så har jeg selvfølgelig også fået en masse tøj, smykker og sko. Det er mærker som Chanel, Louis Vuitton, Gucci, Burburry og Dior. Jeg synes at han er syg i hovedet, men han bliver ved med at ignorerer mig når jeg fortæller ham at jeg ikke vil have ham til at købe så dyrt tøj til mig. ”Du fortjener det, Cath” siger han og det får mig altid til at klappe i. For jeg har overhovedet ikke lyst til at snakke om HVORFOR jeg fortjener det. Så derfor er min garderobe nu fyldt med det mest moderigtige tøj, i de dyreste mærker.


Jeg føler mig stadig lidt forkert nogle gange. Når jeg har alt det flotte tøj på og faktisk ser smuk ud. Jeg har bare så svært ved at acceptere det. Harry fortæller det nok hver evig eneste dag, når jeg har taget tøj på. Jeg står også og kigger mig selv i spejlet hver dag og forsøger at få ind i mit dumme hoved at jeg er smuk. Men det er som om at der hver gang er noget der blokerer. Som om der står et eller andet i vejen for at jeg virkelig kan accepterer mig selv. Men jeg må alligevel indrømme, at Harry hjælper meget. Det er som om at han kan se når jeg er ved at synke i. Så finder han på noget sjovt vi kan lave. F.eks. lave mad og se film. Uden ham var jeg aldrig kommet så langt – jeg var nok slet ikke kommet nogen vegne. Vi er virkelig ved at få vores bedstevenner-forhold tilbage og det gør mig så glad.
Harry og drengene er gået i gang med en ny single så derfor er han ikke så meget hjemme, men han ringer i alle pauserne og et par gange er jeg også kommet med i studiet. Når singlen er ude, skal de i gang med resten af deres nye album og der lover Harry at jeg kommer rigtig meget med ham. Men jeg kan ikke rigtig rumme så meget. Jeg bliver hurtigt træt når jeg er sammen med mange mennesker og det gør mig frustreret og ked af det. Men igen er Harry vildt god til at se det og så gør han altid noget ved det. Hvad skulle jeg dog gøre uden ham…


Imens alle de tanker vælter rundt i hovedet på mig, har jeg fundet et sæt tøj som jeg langsomt trækker i. Det er et par løse, sorte bukser og en hvid top med spaghettistropper. Jeg tager en enkelt halskæde på og fletter hurtigt mit hår i en lys fletning som jeg lader hænge ned over den ene skulder. Jeg går ud på badeværelset og betragter mig selv i spejlet, imens jeg børster tænder. Jeg har ladet Harry købe meget til mig og jeg er også glad for tingene, men en ting jeg ikke vil have, er makeup. Jeg har simpelthen nægtet det purre, hver gang han har nævnt det. Jeg føler mig slet, slet ikke god nok til makeup. Og så er jeg også bange for at jeg ikke kan finde ud af det. Men måske er det, det at jeg ikke er perfekt uden makeup, der holder mig fra det. For jeg er ikke perfekt og jeg burde ikke ligne en der er perfekt. Men Harry presser mig ikke til det så jeg lader være med at tænke over det.


Jeg går ind på værelset igen for at redde seng. Men inden det, trækker jeg lige gardinet fra. Jeg ser ud af vinduet som vender ud mod haven. Men noget andet fanger min opmærksomhed. Udenpå vinduet, sidder en lille seddel klistret fast med et stykke tape. Jeg rynker brynene og kigger nærmere på den. Der står noget på den med tydelige, sorte bogstaver. ’Det er ikke ovre, før jeg siger det er, prinsesse.’ Jeg træder et skridt tilbage og snapper efter vejret. Jeg blinker hårdt et par gange og kigger igen. Sedlen er der stadig og der står det samme som før. Jeg kan mærke mit hjerte begynde at slå hurtigere og min vejtrækning bliver overfladisk. Jeg ruller hurtigt gardinet ned igen. Jeg kryber op i min seng med udspilede øjne. ’Det er ikke ovre før jeg siger det, prinsesse’, ’det er ikke ovre før jeg siger det, prinsesse’, ’det er ikke ovre…’Jeg banker hovedet ind i væggen for at få det til at stoppe med at kører rundt i hovedet på mig. Jeg krøller mig sammen til en kugle og kan mærke at jeg begynder at hyperventilerer. Tårende begynder at løbe ned af mine kinder. Hvem er det? Er det ham eller er det bare en der vil drille mig? Men hvem kender jeg, der ville gøre det? Men det må ikke være ham… Det kan ikke være ham. Hvordan ved han, hvor jeg er lige nu og hvilket værelse jeg bor i? Det er alt for uhyggeligt at tænke på. Jeg begynder at hulke, imens jeg stadig kæmper for at trække vejret ordentligt. Det må ikke ske, det kan ikke ske. Ikke nu hvor det går så godt. Hvem har dog gjort det? Jeg kan hører trin ude i gangen og uden at tænke over det, skriger jeg skrækslagen. Det falder mig slet ikke ind at det er Harry. Døren går op og jeg bliver ved med at skrige. ”GÅ!” Skriger jeg. ”LAD MIG VÆRE I FRED! Jeg vil ikke!” skriger jeg og gemmer hulkende ansigtet i hænderne. ”Cathrina! Cathrina!” Råber en stemme. Jeg kan kende den men den virker fjern. Jeg sidder bare og vrider mig og laver lyde som er en blanding af hulk og skrig. ”Rolig, rolig. Cathrina! Hvad sker der?” Nu kan jeg hører at det bare er Harry. Jeg ser op og holder op med at skrige. Nu hulker jeg bare voldsomt. ”Cath… Hvad sker der?” spørger han blidt, men jeg kan se hvor chokkeret han er. Han sætter sig på sengen og jeg kravler hurtigt hen til ham. Jeg har bare brug for at mærke hans stærke arme omkring mig. Uden tøven trækker han mig op på skødet og holder mig tæt ind til sig. Jeg lader hovedet hvile mod hans bryst og hans duft, beroliger mig med det samme lidt. ”Ssshhh, jeg er lige her. Det skal nok gå” hvisker han og vugger mig beroligende fra side til side. Jeg græder bare stille ind i hans bluse og kan mærke mit hjerte sætte farten ned. Jeg fokuserer kun på hans stærke arme og hans bankende hjerte.


Efter lang tid i stilhed slipper han mig en anelse så han kan se på mig. ”Hvad skete der Cath?” spørger han bekymret. Jeg kan slet ikke sige noget lige nu så jeg nøjes med at pege hen på vinduet. Jeg har absolut ikke lyst til, at han hverken skal gå fra mig, eller overhovedet kigge. ”Vinduet?” spørger han undrende. Jeg nikker svagt. ”Ikke slip mig” klynker jeg svagt. Han sætter mig forsigtigt ved siden af sig, men stadig med armen om mig. ”Nej nej” forsikrer han mig. Han rejser sig og trækker mig med op. Der er kun få skridt hen til vinduet og da han tager fat i snoren til rullegardinet, med sin frie hånd, gemmer jeg mig mod hans bryst. Jeg kniber øjnene hårdt i men jeg kan alligevel mærke mit hjerte sætte farten op. Jeg ved egentlig ikke hvad jeg forventer da han trækker gardinet op. Måske at nogen vil komme springene ind igennem vinduet eller sådan noget.


”Hvad var det Cath?” Jeg kan hører at han undrer sig. ”Sedlen” hvisker jeg. ”Hvilken seddel? Der er altså ikke nogen seddel” siger han. Hvad? Ingen seddel? Hvad snakker han om? Jeg står et øjeblik og tænker, men vender mig så langsomt om. Min vejtrækning er overfladisk igen og mit hjerte galoperer afsted. Jeg åbner først det ene øje og ser på vinduet. Der er ingen seddel. Så åbner jeg begge øjne og læner mig lidt fremad – stadig med et fast greb i Harrys arm. Der er ingen seddel. Var det bare noget jeg bildte mig ind? Men hvorfor skulle jeg bilde mig selv det ind? Jeg har jo ikke engang haft mareridt de sidste dage. Jeg har haft det så godt, så hvorfor skulle jeg lige pludselig begynde at forestille mig sådan noget? Men der er jo ingen seddel. Så det må altså have været noget jeg bildte mig ind. ”Jeg ved ikke…” siger jeg forvirret. ”Bare glem det…” sukker jeg. ”Men hvad fik dig til at reagerer sådan Cathrina? Det kan ikke bare have været noget du troede, du så” siger Harry. ”Det må det have været… Undskyld at jeg forskrækkede dig sådan” siger jeg med kontrolleret stemme. ”Cath…” sukker han. ”Der er ikke noget. Undskyld” gentager jeg. Hvad er der galt med mig? Er jeg ved at blive sindssyg? Eller det har jeg måske været fra starten af…

------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Jeg er så uendeligt glad for alt den støtte denne historie har fået! Tusind tak <3

Kys <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...