Take me Home

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 aug. 2015
  • Opdateret: 29 jan. 2016
  • Status: Igang
Cathrina var engang en glad og smuk pige med et godt liv. Men det ændrede kæresten på. Nu er hun indelukket, ødelagt og bærer rundt på kæmpe byrder. Men hvad sker der, da det en dag går helt galt og Cathrina støder ind i sin barndomsven? Sin barndomsven som nu er kendt og lever et travlt og spændende liv. Kan han få hende tilbage? Vil hun nogensinde komme tilbage? Tilbage til livet?

121Likes
93Kommentarer
92512Visninger
AA

26. Scar

Mit hoved dunker da jeg vågner og jeg lukker bare øjnene og ruller om på den anden side. Men så åbner jeg pludselig øjnene. Hvor fanden er jeg? Jeg sætter mig op med et ryk, men fortryder det inderligt da det jager smertefuldt igennem mit hoved. ”Av for helvede” mumler jeg og kniber øjnene i. Da det dunker knap så kraftigt, åbner jeg øjnene igen og ser mig omkring. Jeg ligger på et lille værelse med gardinerne trukket ned. Her er meget pænt og rent men jeg har aldrig været her før. En lille kommode står op ad den modsatte væg og ved siden af står et skrivebord med en kontorstol til. Der står en buket friske liljer og et glas vand på sengebordet. Jeg smiler taknemmeligt og drikker vandet i glasset i store slurke.


Lige som jeg sætter det tomme glas fra mig, går døren forsigtigt op. Jeg spærrer overrasket øjnene op og smiler da jeg ser at det er Niall. ”Du er vågen!” Siger han og smiler forsigtigt. Jeg nikker. ”Er du okay…?” Han rynker tøvende panden og kommer ind. Jeg nikker igen. ”Jeg har meget ondt i hovedet men ellers…” Siger jeg og han vender hurtigt op. ”Jeg henter lige to hovedpinepiller til dig” siger han på vej ud af døren. Jeg reder mit uglede hår lidt ud med fingrene. Jeg må ligne noget der er løgn. Hvor længe har jeg mon sovet? Jeg har en hvid t-shirt og et par shorts på. Hvordan fik jeg det på? Vent, hvad er der egentlig sket?


Der går et øjeblik, og så kommer det hele væltende. ”Åh Gud” hvisker jeg og begraver hovedet i hænderne. Jeg får kvalme og hovedpinen blusser yderligere op, så jeg næsten ikke kan være i mig selv. Jeg begynder øjeblikkeligt at græde, både pga. den fysiske, men også psykiske, smerte. Da Niall kommer tilbage ser jeg ikke op. ”Cathrina? Er du okay?” Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke går helt amok, får angst- og panikanfald som jeg plejer osv. Men det er måske fordi det her en anden slags frygt. Frygten for at Harry faktisk ikke lever mere. Jeg ryster på hovedet og hulker ned i dynen. Han sætter sig på sengen og lægger en hånd på min ryg. Jeg tør næsten ikke spørge, men jeg må vide det. ”Hvor… Hvor er han?” Spørger jeg, stadig med hovedet begravet i dynen. ”På hospitalet” siger Niall. ”Så… Så han er ikke… Død?” Det sidste ord kommer ud som en hvisken. ”Nej.” Jeg begynder at hulke kraftigere. Men nu er det af lettelse. Jeg sætter mig op og slår spontant armene om Niall. Et øjeblik stivner han, men så lægger han også armene om mig. ”Shh, det er okay” hvisker han og stryger mig over ryggen. ”Så han lever? Han er okay?” Spørger jeg mod hans skulder. ”Han lever, men han er stadig skadet” siger han. Jeg slipper ham og ser på ham, velvidende at jeg ligner noget der er løgn. ”Hvordan har han det?” ”Kuglen ramte et af de største blodkar i kroppen, så han mistede flere liter blod. De blev nødt til at operere ham, så han ligger i kunstig koma, og får stadig blod” siger han og jeg gemmer hovedet i hænderne igen. Okay, han lever, men han har det ikke godt. ”Hey, det er okay. Han skal nok klare det” siger han beroligende og lægger armene om mig. Jeg nikker bare mod hans skulder. ”Han ligger i respirator fordi han pludselig stoppede med at trække vejret… Men når han kommer ud af komaen, kommer det af sig selv, siger de” tilføjer han og det gør bestemt ikke min gråd svagere. ”Men… Han overlever?” Snøfter jeg. ”Det gør han. Han er stærk Cathrina, han kommer ud på den anden side, stærkere end nogensinde før” siger han og jeg smiler gennem tårende. Hvor er han egentlig sød. Hvorfor har jeg ikke snakket mere med ham?


”Hey, tag hovedpinepillerne” siger han og rækker mig dem og et nyt glas vand. Jeg smiler mat til ham og nikker som tak. ”Jeg lover at han nok skal klare sig” siger han igen, da jeg tørrer tårende væk fra kinderne. ”Det er bare… Det er min skyld” mumler jeg og mit ansigt fortrækker sig i en grimasse igen. ”Hey hey hey, nej det er ej!” Han giver mig et kram og holder mig så ud fra sig så han kan se mig i øjnene. Jeg vil helst bare gemme mig væk og græde, men han lægger en hånd under min hage og tvinger mig til at se på ham. ”Det er ikke din skyld! Okay? Jeg forstår godt hvorfor du tænker sådan, men det er det absolut ikke” siger han og ser mig alvorligt ind i øjnene. Jeg slår blikket ned og to tårer triller ned over mine kinder. Jeg ryster hans hånd af mig og drejer mig lidt væk fra ham. ”Men hvis jeg ikke havde fortalt ham om det… Så ville det her ikke være sket” siger jeg og stirre ind i væggen foran mig. ”Men så ville du ikke være her nu, og det ville næsten være værre for Harry. Nu har vi jo en chance for at fange Carlos” siger Niall og det giver et sæt i mig. Jeg har ikke hørt hans navn, sagt hans navn eller tænkt på hans navn siden jeg slap væk fra ham. Jeg har faktisk helt glemt hvad han hed. Måske er det en måde, for min hjerne, at fortrænge de dårlige ting på. Hvad ved jeg. ”Du kender hans navn…” Hvisker jeg. ”Ja? Politiet fandt ham i deres register. Han har begået mange forbrydelser” siger Niall. ”Som hvad?” Spørger jeg selvom jeg langt fra ved om jeg har lyst til at vide det. ”Han har misbrugt mange kvinder. Faktisk flere, også før du lærte ham at kende…”


”Hvor er toilettet?” Spørger jeg bare med monoton stemme og han ser lidt forvirret ud men peger så mod døren. ”Lige overfor.” Jeg rejser mig og går hurtigt derud og låser døren. Så mister jeg fuldstændig kontrollen over mig selv. Jeg læner mig ind over wc’et og brækker mig, til det kun kommer slim op. Så læner jeg mig op ad væggen og hulker fuldstændig ukontrolleret. Jeg ryster over hele kroppen og jeg kan ikke trække vejret. Tænk at han har gjort det samme, som han gjorde ved mig, ved andre piger. Åh gud, hvor må de ikke være nu?


Jeg græder i lang lang tid. Ind til jeg føles helt tom indeni. Så rejser jeg mig med robotbevægelser, vasker mit ansigtet igen og igen indtil mine kinder og øjne ikke er røde mere. Så tørre jeg mig i ansigtet og trækker jeg vejret dybt og låser døren op. Inden jeg når ind på værelset igen, kommer Niall inde fra et rum i den anden ende af gangen. ”Er du okay?” Spørger han hurtigt og jeg nikker bare og går ind på værelset igen. ”Jeg har det fint.” Min stemmer hul, men jeg har grædt nok nu. Jeg føler ikke noget mere. Jeg har bare brug for at sove. ”Vi skal spise om en time, hvis du vil have noget altså” siger han tøvende. ”Det er dit hus ikke?” Siger jeg og ser hurtigt på ham. Han nikker. ”Jeg vil gerne, men hvor er mit tøj?” Jeg føler mig sindssygt uhøflig, men jeg orker ikke at bryde sammen igen og det sker nok, hvis jeg igen begynder at snakke om de ting der er svære. Hvilket faktisk er alting lige nu… Men så skal jeg nok bare helt lade være med at snakke. ”Jeg vaskede det, fordi det var beskidt, så jeg henter det lige” siger han og vender sig om. ”Vent.” Han stopper i døråbningen og vender sig om igen. ”Klædte DU mig af og gav mig noget andet tøj på?” Spørger jeg med løftede bryn. Han smiler og ryster på hovedet. ”Nej nej, min mor kom i går, da du var blevet kørt herhjem” siger han og jeg nikker bare. Jeg har lyst til at spørge hvorfor jeg er lige præcis her, og hvad der skete i går, efter at jeg besvimede. Men jeg holder min mund, for jeg kan nok ikke klarer at hører det
Det lykkes mig faktisk at være nogenlunde høflig og samtidig ikke begynde at græde, resten af aftenen. Vi spiser aftensmad og det lykkes mig faktisk at få noget ned, nok fordi jeg også havde kastet det hele op, nogle timer før. Niall foreslår at vi kan se en film bagefter og jeg takker ja. Ikke fordi jeg har lyst, men fordi jeg har kvalme og ved, at så snart jeg bliver alene, vil jeg miste kontrollen igen. Vi snakker lidt en gang imellem, men ser ellers filmen. Det er først de den er færdig og vi har siddet og snakket lidt om alt og ingenting, at det går galt. ”Kan vi tage over til Harry i morgen?” Spørger jeg og Niall ser ned og piller ved sin t-shirt. ”Vi har snakket med en psykolog om dig og… For det første så skal du snakke med hende i morgen, og hun mener ikke at du er psykisk stabil nok til det endnu.” Jeg ser på ham med store, vantro øjne. Jeg ved ikke hvad helt hvad der sker, men jeg koger fuldstændig over. ”Mener HUN at jeg ikke er stabil nok?!” Råber jeg og det giver et sæt i Niall. En lille stemme inden i mig siger, at jeg det ikke er fair over for ham, men jeg ignorerer den og råber videre. ”Hvad fuck ved hun om det? Hun har ikke en gang snakket med mig!” Jeg vender vredt det hvide ud af øjnene og stryger hurtigt håret bagover. ”Og hvem har så sagt at jeg vil snakke med hende i morgen? Jeg HADER psykologer! Jeg er for fanden ikke et lille barn, I kan ikke bestemme over mig!” Skriger jeg og rejser mig. ”Cathrina, jeg kan ikke…” Begynder Niall men jeg stopper ham med en vred håndbevægelse. ”Hvis jeg vil se Harry, så skal jeg se Harry! En idiotisk psykolog som ikke engang har snakket med mig, skal fucking ikke komme og sige hvad jeg skal og ikke skal! Du kan godt fortælle hende at hendes udtalelser rager mig, jeg vil se Harry i morgen, om jeg så skal GÅ!” Det sidste skriger jeg skingert og med det, vender jeg om på hælen og styrter ovenpå til mit værelse. Jeg hamrer døren i så hele huset ryster og smider mig på sengen.


Nu hvor jeg er alene, får min vrede direkte forbindelse til mine tårerkanaler og jeg græder ned i puden, imens mit hjerte stadig hamrer hårdt i brystet. Jeg er så træt af folk der skal bestemme over mig, jeg er voksen! Måske har jeg det ikke altid vildt godt, men de skal ikke bestemme sådan nogle ting for mig. Jeg hamrer vredt en knyttet næve ned i sengen og vender mig om så jeg kan kigge op i loftet. ”Jeg ville ønske du var her lige nu, Harry” hvisker jeg og det forbedr bestemt ikke mit humør. Jeg vender mig om på siden, og græder mig stille i søvn.

----------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Godt nytår! Jeg håber at I har haft en rigtig god nytårsaften, det har jeg i hvert fald! Man må godt nok sige at der sker lidt meget i fandommen for tiden! Men jeg håber at det snart ordner sig så 2016 bliver et godt år!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...