Take me Home

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 aug. 2015
  • Opdateret: 29 jan. 2016
  • Status: Igang
Cathrina var engang en glad og smuk pige med et godt liv. Men det ændrede kæresten på. Nu er hun indelukket, ødelagt og bærer rundt på kæmpe byrder. Men hvad sker der, da det en dag går helt galt og Cathrina støder ind i sin barndomsven? Sin barndomsven som nu er kendt og lever et travlt og spændende liv. Kan han få hende tilbage? Vil hun nogensinde komme tilbage? Tilbage til livet?

121Likes
93Kommentarer
92231Visninger
AA

21. Message

De næste dage holder Harry sig altid tæt på mig, holder konstant øje med mig og spørger hele tiden om jeg har det godt. Jeg er bange, men jeg siger det ikke til ham. Jeg forsøger så vidt muligt at smile og opfører mig som altid. Men den sidste sætning han sagde til mig inden vi tog på tour, hjemsøger mig nat og dag og jeg er rædselsslagen for at han skal komme tilbage. ”Det der er rigtig dumt Cathrina.” Han fandt ud af ALTING da vi boede hjemme, så hvorfor skulle han ikke også finde ud af det her? Sådan tænker jeg om og om igen, imens jeg andre gange forsøger at overbevise mig selv om, at han ikke kommer tilbage. Han har jo ikke kontaktet mig i lang tid. Men det er måske fordi han planlægger noget. Mine tanker forvirrer mig grænseløst og jeg har konstant hovedpine og bliver tit svimmel. Men jeg siger ikke noget til nogen. Hver gang Harry bliver bekymret, forvirret eller ked af det, gør det ondt på mig for jeg ved at alle hans bekymringer er fordi jeg er her. Jeg har ikke lyst til at være grunden til at han ikke er glad hele tiden. Så jeg forsøger så vidt som muligt at skjule det der foregår i mit hoved.


Det er sværest om natten. For mareridtene er tilbage. Og jeg kan ikke styrer selv, at jeg vågner skrigende op med tårende ned af kinderne. Harry og jeg sover jo sammen, så jeg vækker ham altid når jeg har haft mareridt og på den måde kan han nok regne ud at jeg alligevel ikke har det helt godt. Et par gange forsøger han at snakke med mig. ”Der er ikke noget du vil snakke om? Du virker lidt stille,” siger han en dag da vi sidder på hotelværelset og slapper af. ”Nej jeg har det fint. Jeg tror bare jeg er træt” svarer jeg hurtigt og smiler til ham. Faktisk har jeg en ulidelig hovedpine, kvalme og det føles som om et angstanfald kan komme hvornår det skal være. Men jeg lader bare som om jeg koncentrerer mig om at lægge den lyseblå neglelak på mine tånegle, men jeg kan mærke hans undersøgende blik på mig. Jeg skæver ud igennem mit lange hår og kan se at han sidder og ser tankefuldt på mig, med den sædvanlige, bekymrede rynke i panden. Jeg får en utrolig trang til at gå over og glatte den rynke ud. Kysse ham og sige at alting er fint, han skal ikke bekymre sig. Men jeg tror bare at jeg begynder at græde så. Så jeg bliver hvor jeg er.


Harry synsvinkel:
Jeg ligger i sengen og betragter hende. Hun sover allerede tungt, selvom det kun er få minutter siden vi gik i seng. Hvor er hun dog smuk. Selvom hun ser uendelig træt ud, fordi hun ikke får nok søvn, så er hun indbegrebet af skønhed. Hendes hår flyder ud over puden og hendes ansigt er så fredfyldt, nu hvor hun sover. Hun er så fin og sart, præcis som en engel. Jeg kan ikke lade være med at smile da jeg forsigtigt bøjer mig ned og kysser hende på næsen inden jeg lægger mig ned ved siden af hende. Lige dér, får jeg et øjebliks følelse af at alt er godt. Men som jeg ligger der og kigger op i loftet, kommer alle tankerne krybene igen.


Jeg ved at hun har det dårligt, selvom det er tydeligt at hun gør alt for at skjule det. Men jeg kender hende. Jeg var sammen med hende konstant de første måneder efter jeg fandt hende, jeg kan se i hendes øjne, at hun ikke er okay. Hun er også bleg hele tiden, når ingen kigger er hun helt stille og hun sover næsten ikke om natten pga. mareridt. Det gør ufattelig ondt at se hende sådan, også fordi jeg ved at hun skjuler det for ikke at sårer mig. Jeg ville bare ønske at hun snakkede med mig, for det sårer mig endnu mere at se hende sådan selvom hun ikke siger noget. Det kan simpelthen ikke undgås at jeg er bekymret og ked af det, for jeg elsker hende for højt til ikke at bekymrer mig for hende. Jeg ville ønske mere end noget andet at jeg bare kunne tage alle byrderne af hendes små skuldrer, om de så skulle over på mine egne, det er lige meget. Jeg vil bare gerne skåne hende. Hun har været alt alt for meget igennem allerede.


Vreden skyder op i mig da jeg kommer til at tænke på ham. Jeg er så rasende på den mand, mere rasende end jeg nogensinde har været på nogen person før. For det første kan jeg slet ikke se hvordan man kan få sig selv til at gøre noget så grusomt ved et andet menneske. Men at man så også forfølger hende, afpresser hende og gør hele hendes liv til et mareridt igen, det får mig helt op i det røde felt. Jeg er ellers overhovedet ikke den voldelige type, men hvor ville jeg gerne have fat i den ynkelige stodder. Selvom jeg aldrig vil kunne gøre det rimeligt, med alt det han har gjort mod Cathrina, så kan jeg i det mindste banke ham halvt fordærvet. Tanken burde få mig til at væmmes, for jeg hader at gøre andre ondt. Men lige ham her… Jeg knytter vredt hænderne under dynen. Jeg bliver nødt til at snakke med Louis, ellers ender jeg bare med, enten at begynde at græde eller ødelægge et eller andet.


Jeg kravler forsigtigt ud af sengen for ikke at vække Cathrina og tager hurtigt et par joggingbukser og en trøje på inden jeg går ud på gangen for at finde Louis’ værelse. Da jeg når det, banker jeg forsigtigt på og beder til at han er vågen. Det er han heldigvis for 5 sekunder senere bliver der raslet med låsen og døren bliver åbnet. ”Hvad så mate? Er alting okay?” Spørger han. Jeg nikker bare og spørger om jeg må komme ind. Et øjeblik senere sidder vi på hans seng og han ser spørgende på mig. ”Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre Lou… Det føles bare som om hun forsvinder mellem hænderne på mig igen. Nogle gange er jeg bange for at hun er begyndt at skærer i sig selv igen” fortæller jeg med fortvivlet stemme. Det er ikke engang løgn, hver aften når hun er faldet i søvn, kigger jeg på hendes arme for at sikrer mig at hun ikke er begyndt igen. ”Men det er hun ikke?” Spørger Louis og jeg ryster på hovedet. ”Men hun er meget bange. Skrækslagen. Hun har mareridt hver nat og det ender næsten altid med at hun vågner op med et skrig og med tårende ned af kinderne” fortæller jeg med skælvende stemme. Det er hårdt at snakke om det. ”Du har ikke prøvet at snakke med hende igen?” Spørger Louis, det vidste jeg godt, at han ville sige. ”Nej… Hun blev bange efter at hun havde fortalt mig alt det om ham der. Hun var jo blevet truet til at holde mund. Hun er skrækslagen for at han finder hende, og det forstår jeg godt.” Jeg bøjer hovedet og gnider mig i panden. Jeg skal tage mig sammen for ikke at begynde at græde nu. ”Men jeg ville bare sådan ønske, at jeg kunne få hende til at slappe af. Hvis han kommer, så tager vi den derfra, bare hun ville lade være med at være så bange hele tiden.” Min stemme bliver mindre og mindre imens jeg snakker og til sidst er den næsten kun en hvisken. ”Hey, jeg forstår dig godt, jeg kan godt se hvor ondt det gør på dig” siger Louis og lægger en hånd på mit knæ. ”Men jeg forstår også godt hvorfor hun er bange. Jeg tror det bedste vil være, at du bliver ved med at hjælpe og beskytte hende som du gør nu. Måske begynder hun så at slappe lidt mere af.” Jeg nikker, for han har jo ret. Hun har bare brug for tid og tålmodighed fra min side af. ”Tak mate, du er altid klar til at hjælpe” smiler jeg taknemmelig. ”Du siger bare til en anden gang” siger han og sender mig et skævt smil tilbage. Jeg har det faktisk bedre nu. Men så ringer telefonen. Det er som om at tonen er ekstra skinger lige nu.


Jeg samler den hurtigt op – det er Cathrina. ”HARRY!” Det giver et sæt i mig, jeg har aldrig nogensinde hørt hende så vanvittig. ”Kom NU! Han slår mig ihjel!” Skriger hun ind i telefonen og jeg kan hører at hun græder. Jeg flyver op og ud af hotelværelset uden en lyd til Louis. Jeg løber så hurtigt jeg kan ned af gangen, uden at tænke på alle de sovende gæster på hotellet.
Døren til vores værelse flår jeg op og regner på en måde med at skulle op og slås med den mand jeg hader allermest i hele verden. Men selvfølgelig er han der ikke. Der er kun Cathrina der står helt trykket op af væggen i det fjerneste hjørne af værelset, rystende som et espeløv og med kæmpestore, angste øjne. Jeg er ovre hos hende i to store spring og knuger hende ind til mig. Hun siger ikke noget, hulker bare som en vanvittig mod mit bryst og holder krampagtigt fast i min arm. Jeg siger ikke ”det er okay, alting skal nok gå” som jeg plejer, for lige nu er jeg seriøst i tvivl. Jeg er bange for at hun lige pludselig falder om sådan som hun hyperventilere, men det gør hun ikke. Hun bliver bare ved med at hulke og knuge min overarm i sin hånd.


Det føles som om der er gået en evighed, da hulkene endelig bliver til små snøft og hun holder knap så hårdt fast i min arm. Jeg slipper hende ikke for jeg er bange for at det vil udløse et nyt angstanfald. ”Han slår os begge to ihjel” hvisker hun hæst efter endnu en rum tid. ”Hvad har han gjort?” Spørger jeg hende bare og hun vrider sig lidt for at komme hen til sengen hvor hendes mobil ligger. ”Du må ikke slippe mig!” Siger hun bestemt og jeg ryster ivrigt på hovedet. ”Aldrig.” Hun tager mobilen op, låser den op og går ind under beskeder. Hun ser ikke på skærmen da hun er nået derind, hun rækker den bare til mig og gemmer hovedet ved min arm. Jeg holder fast i hende med den ene arm og tager mobilen med den anden. Der står et ukendt nummer og der er skrevet en forholdsvis lang besked.

 

Jeg sagde jo til dig, at det var dumt, prinsesse. Jeg holder altid hvad jeg lover, du slipper bestemt ikke godt fra det her. Der er vidst ikke noget du kan gøre mere, andet end at begynde at forberede dig på din OG din elskedes død. Sov sødt.

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Uuuuuh! Så skulle I ikke vente længere på det spændende! Hvad synes I? Jeg tænkte meget over slutningen men besluttede mig til sidst for den her. Jeg vil gerne hører jeres mening!

Og endnu en gang tak fordi I læser med! <3
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...