Take me Home

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 aug. 2015
  • Opdateret: 29 jan. 2016
  • Status: Igang
Cathrina var engang en glad og smuk pige med et godt liv. Men det ændrede kæresten på. Nu er hun indelukket, ødelagt og bærer rundt på kæmpe byrder. Men hvad sker der, da det en dag går helt galt og Cathrina støder ind i sin barndomsven? Sin barndomsven som nu er kendt og lever et travlt og spændende liv. Kan han få hende tilbage? Vil hun nogensinde komme tilbage? Tilbage til livet?

121Likes
93Kommentarer
92519Visninger
AA

17. Love

”Jeg kan simpelthen ikke tro, at det er sådan han har tænkt… Sådan er Harry ikke” siger Sophia da jeg hulkende har fortalt hende alt. ”Nej det troede jeg heller ikke.” Jeg kan ikke holde op med at græde. Jeg har helt opgivet håbet om, at det jeg tror, ikke er rigtigt. ”Han er bare en idiot” mumler jeg men bider mig i samme sekund i læben. Idiot? Sådan har jeg aldrig, ALDRIG, sagt om Harry. Men jeg er faktisk vred på ham. Han kan simpelthen ikke bare være bekendt at lyve røven fuld når jeg stolede blindt på ham. Når jeg elskede ham. ”Jeg går ud og snakker med ham” siger Sophia. ”Men først skal vi lige have ordnet dig.” Hun trækker mig med ud på toilettet som man (heldigvis) kan komme ud på uden at skulle ud af mødelokalet. Hun hiver sin makeup pung frem og får ordnet min makeup så jeg ser præsentabel ud igen. Da vi er færdige er mine øjne heller ikke røde mere og jeg har det lidt bedre. ”Nu skal jeg bare ikke begynde at græde igen…” Siger jeg lidt nervøst. ”Det skal nok gå søde. Nu går jeg ud og snakker med ham og så finder vi en løsning på det her.”


Jeg vælger at blive i mødelokalet imens Sophia går ud til de andre. Vi skal om bord på privatflyet om en time og jeg håber virkelig, at vi finder en løsning af en eller anden slags, for 6 timer i et fly med Harry, som det ser ud lige nu, ville ikke være super fedt. Jeg sidder og vrider hænderne – nervøs for hvad der sker bag døren lige nu.
Tiden går og jeg overvejer til sidst om jeg selv skal gå derud. Der er gået en halv time og vi skal jo også lige samle tingene sammen før vi skal ombord. Hvad laver de? Jeg skal tage mig voldsomt sammen for ikke at få tårer i øjnene igen, men det lykkes at holde dem inde og jeg sukker dybt. Det her er bare noget lort. Allermest har jeg bare lyst til at Harry kommer ind og siger at det hele var en misforståelse. Eller, at jeg vågner op i bussen og finder ud af, at jeg bare har drømt det hele.


I det samme går døren op og da jeg hurtigt ser op, ser jeg lige op i et par bekymrede, grønne øjne. Han ser forvirret men samtidig bekymret ud og jeg rejser mig op – forberedt på lidt af hvert. ”Undskyld” siger han bare og kommer hen til mig. Overrasket mærker jeg hans stærke arme omkring mig og der går lige et øjeblik før jeg får styr på tankerne. Hvad laver han? ”Harry… Hvad har du gang i?” Spørger jeg, uden at kramme tilbage. Han stivner og slipper mig. ”Du misforstod mig” siger han med en form for anger i stemmen. ”Sophia fortalte det hele. Det var aldrig meningen at give dig det indtryk, at jeg ikke ville være sammen med dig. For der er ikke noget jeg hellere vil. Men jeg synes, at det er forkert, at det skal presses frem – jeg vil have at det skal komme naturligt.” Jeg har holdt vejret under hele hans lille ’tale’ og jeg husker mig selv på at trække vejret inden jeg svarer. ”Men jeg vil gerne… Det gør ikke noget, hvis du vil så synes jeg vi skal gøre det.” Min stemme er lille og usikker fordi jeg endnu ikke stoler helt på ham. Men jeg mener det. Hans smukke ansigt lyser op i et smil og han tager forsigtigt mine hænder. ”Cath, skal vi være kærester?” Hans smil bliver skævt i takt med at han siger det og jeg kan heller ikke lade være med at smile stort. ”Ja” siger jeg bare og lægger armene om hans bryst. Først da han også lægger armene om mig og kysser mig i håret, går det op for mig hvad der lige er sket og det bobler lykkeligt i min mave. Jeg er blevet kærester med Harry.
Efter at have stået sådan lidt lægger jeg armene op på hans skuldre og holder om hans nakke. Jeg ser op i hans grønne øjne. Han er så høj at jeg bliver nødt til at lægge hovedet tilbage for at kunne se på hans ansigt, når jeg står så tæt på. Men med mine små 155 cm, er det jo heller ikke så underligt. Han smiler skævt til mig og siger: ”Du er så lille,” i et kærligt tonefald, inden han løfter mig op og blidt presser sine læber mod mine. Det brænder på en helt særlig måde, i hele kroppen. Jeg kan ikke lade være med at smile gennem kysset. Det bliver bare et lille kys – Harry trækker sig hurtigt lidt væk og kysser mig på panden i stedet. Han er så fandens forsigtigt og kærlig. Han sætter mig ned igen og jeg lægger armen om hans talje og hovedet mod hans bryst. Lige der, føles det som om jeg er den lykkeligste pige i verden.

----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Kort afsnit... Ikke så vanvittig indholdsrigt og så alligevel.

Undskyld, undskyld, undskyld. Det er simpelthen ikke godt nok at der kommer afsnit så sjældent. Men jeg har travlt og ærlig talt har jeg mistet gejsten lidt... Den sidste uge har jeg også mistet en del likes (dog er der også kommet nye til) og selvom jeg godt kan forstå det, så giver det mig bestemt heller ikke lyst til at læse videre.

Jeg tror egentlig bare at I enten må bærer over med mig eller stoppe med at læse... Jeg er sikker på at der kommer flere afsnit i løbet af efterårsferien her, men bagefter kan jeg ikke love noget.

Tak til jer der stadig er her... <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...