Take me Home

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 aug. 2015
  • Opdateret: 29 jan. 2016
  • Status: Igang
Cathrina var engang en glad og smuk pige med et godt liv. Men det ændrede kæresten på. Nu er hun indelukket, ødelagt og bærer rundt på kæmpe byrder. Men hvad sker der, da det en dag går helt galt og Cathrina støder ind i sin barndomsven? Sin barndomsven som nu er kendt og lever et travlt og spændende liv. Kan han få hende tilbage? Vil hun nogensinde komme tilbage? Tilbage til livet?

121Likes
93Kommentarer
92508Visninger
AA

16. Lies

~~”Velkommen om bord!” Niall kommer hen og giver mig et hurtigt kram, lige da vi træder ind i bussen. ”Hej” griner jeg og ser mig hurtigt om, da han har sluppet mig. Hold op hvor den stor! Der er masser af plads – lige indenfor døren er der et køkken som ser ud til at kunne klappes mere ud, overfor mig er der siddepladser og en sofa. Niall tager min kuffert og den taske jeg bærer på, så jeg er fri til at sige hej til de andre. Liam giver mig et let kram og derefter kommer Sophia mig, smilende, i møde. ”Hej smukke” siger hun og kysser mig let på kinden inden hun krammer mig. ”Hvor er det fedt, at du kom med!” Jeg smiler stort til hende og nikker. ”Vi skal nok få det sjovt!” Forsikrer hun mig. ”Hvor er Louis?” Nu er det Harry der snakker. ”Han sover…” Niall ruller med øjnene og alle griner. ”Det er jo bedre at han gør det nu” pointerer en ny stemme. En ung kvinde med gråblåt hår, kommer ud fra et lille rum i den ene side af bussen. Hun smiler stort og blinker til Niall inden hun kommer hen til mig. ”Du må være Cathrina! Jeg er Lou, drengenes stylist” siger hun og giver mig hånden. ”Hej!” Siger jeg. ”Moar!” En lille, lyshåret pige med en lille lyserød kjole, kommer løbende ud fra et rum i den anden ende af bussen. Hun stopper overrasket op, halvt bagved Lou og ser betuttet på mig. ”Det her er Lux, min datter” forklarer Lou og stryger hende over håret. ”Kan du sige hej til Cathrina, Lux?” Jeg sætter mig på hug og smiler blidt til hende. ”Hej Lux” siger jeg og rækker en hånd frem. Efter et øjebliks betænkelighed, går hun hen og lægger sin lille hånd i min. Jeg smiler større, da hun ser op på mig og sender mig et lille smil. Jeg har altid elsket små børn. Da jeg var yngre, arbejdede jeg som barnepige og jeg har altid været sikker på at jeg skulle have en stor børneflok. Det er rart, endelig at se nogle små børn igen.


”Cathrina!” Louis kommer ud fra det samme sted som Lux – jeg går ud fra, at det er en form for soveværelse. Hans stemme er mere hæs end normalt og hans hår er en anelse uglet. ”Sovet godt?” Griner Harry bag mig og Louis sender ham et dræberblik, inden han trækker mig ind i et kram. ”Velkommen til hytten” siger han. ”Hytte og hytte” griner jeg. ”Hey, her er dejligt!” Siger Niall. ”Det sagde jeg ikke, at der ikke var!” Jeg vifter mod ham med pegefingeren og løfter det ene øjenbryn. ”Cath, lad os få lagt vores ting ind, så vi er klar til at komme videre” siger Harry og hanker op i tasker og kufferter. ”Følg mig.” Jeg samler mine ting sammen og kanter mig forbi dem alle sammen, for at følge efter ham. ”Vi kommer ikke til at sove her, undtagen hvis du vil tage en lur under køreturene” forklarer Harry, da vi går ind i det smalle rum, som har køjer på begge sider. ”Vi skal sove på hotel om natten.”
”Jeg er Paul.” Jeg smiler til den store bodyguard og giver ham hånden. På trods af hans barske ydre, virker han rigtig flink. ”Har Harry advaret dig om, hvad der sker lige om lidt?” ”Altså… Øhm, nok lidt” siger jeg og griner lidt nervøst. ”Der er helt sikkert en masse piger når vi stiger ud af bussen” forklarer Paul. ”Bare lad være med at tage dig af hvad de siger, hvis det ikke er pænt” siger Harry og stiller sig ved siden af mig. ”Drenge? Så går vi!” Råber Paul gennem bussen og alle kommer frem fra deres skjulesteder. ”Harry og Cathrina, I går med mig” siger Paul og går først ud af bussen. Ganske rigtigt – udenfor står hundredvis af skrigende piger bag en masse hegn. Jeg spærrer et øjeblik øjnene op, men genfinder så fatningen og ser hurtigt op på Harry. Han smiler og vinker til alle fansene. Jeg klistre et sødt smil på og ser forsigtigt på alle pigerne som vi kommer ud af bussen og bevæger os hen mod indgangen til den lufthavn, vi skal flyve fra. ”Er du Cathrina?” Er der mange der råber og jeg overvejer et øjeblik om jeg skal svarer. Så ser jeg op og nikker smilende til dem. Dem der spurgte, smiler stort, men jeg lægger godt mærke til andre som skuler til mig. Jeg ser bare lige ud og koncentrerer mig om der hvor vi skal hen. Jeg vil ikke lade det gå mig på – ikke allerede.


Da vi kommer ind i lufthavnen, slapper jeg helt af igen. ”Godt” hvisker Harry ned i mit hår og strammer et øjeblik grebet om min hofte, hvor hans hånd har ligget hele tiden. ”Der er en time til vi letter” siger Paul. ”Og Simon vil vidst gerne snakke med jer to, han er derover” tilføjer han og peger over på en dør der ser ud til at føre ind til noget kontor eller sådan noget. Harry slipper mig og går i forvejen. Jeg kan stadig mærke hans hånd på min hofte, da jeg følger efter ham. Jeg ville ønske at den stadig lå der. ”Tag dig sammen Cath” mumler jeg til mig selv. ”Hvad?” Harry vender sig om og smiler til mig. Jeg ryster bare smilende på hovedet. ”Ikke noget.”


”Simon Cowell.” En mørkhåret mand kommer hen og rækker mig hånden med et venligt smil, da vi kommer ind. ”Cathrina.” ”Sid ned” siger Simon og peger over på to sofaer overfor hinanden. Harry trækker mig med derover og vi sætter os ned overfor Simon. ”Jeg går lige til sagen. Folk er jo begyndt at stille spørgsmål til om I er kærester” begynder han. Jeg giver et svagt sæt og jeg kan mærke at Harry stivner ved siden af mig. Hvad er der galt? Han vil måske ikke være sammen med mig på den måde? Jeg bider mig i læben og ser ned. ”Vi har ikke snakket om det endnu… Skal vi beslutte os nu?” Harrys stemme er underligt kold og hård. ”Helst ja, vil I have lov til at snakke om det alene?” Spørger Simon og rejser sig før Harry har svaret. Han nikker bare svagt da Simon forsvinder ud af døren.
Jeg sidder musestille og ser afventende på Harry. Jeg lægger mærke til hvordan han spænder i alle musklerne, i hans arme, og knytter hænderne. Mit hjerte sætter nervøst farten op. Jeg forstår det ikke, er jeg så slem at være sammen med? Efter et par minutter lægger han hovedet i hænderne og støtter dem på sine knæ. Jeg rynker panden. ”Harry?” Jeg kan mærke tårende presse på og jeg tør ikke en gang lægge en hånd på hans arm. Jeg er så forvirret lige nu. ”Hvad er der galt Harry?” Min stemme er en hvisken og knækker da den første tårer triller ned af kinden. ”Det er bare… Argh!” Hans stemme er vred og jeg bliver så forskrækket at jeg ikke kan holde et gisp tilbage. ”Hv… Hvad?” Min stemme er utydelig og jeg sidder stiv som et bræt, næsten uden at trække vejret. ”Det er bare… Så forkert.” Han lyder mere frustreret nu, men han er stadig vred. Det føles som et stik i hjertet. Han vil ikke være sammen med mig. Uden et ord, rejser han sig op og styrter ud af døren. Jeg giver et sæt da døren smækker efter ham, og få sekunder efter fortrækker mit ansigt sig i en ulykkelig grimasse.


Han vil ikke være sammen med mig. Han har nok bare behandlet mig så pænt, fordi jeg havde det så skidt. Men alligevel; Han har virkelig opført sig som om, at han godt kunne lide mig. Han sagde endda at han elskede mig… Var det… Var det bare for at jeg kunne få det bedre? Tanken gør mere ondt end noget andet. Har han bare løjet? Løjet om alting? Har det hele bare været opsat? Det kan simpelthen ikke passe… Det er slet ikke sådan Harry er. Men måske har han ændret sig?


Min forvirrede og fortvivlede tankestrøm stopper brat da jeg tørrer tårende væk og kommer i tanke om at jeg har makeup på. Mine fingre er allerede smurt ind i mascara og pudder og det får mig bare til at græde endnu mere. Pis! I det samme går døren op og jeg overvejer at flygte med det samme. Men så ser jeg op. Det er Sophia. ”Åh gud søde, hvad er der sket?” Hun løber næsten de sidste 4-5 meter hen til mig og lægger med det samme, armene om mig. Jeg kan ikke lade være med at græde igen – makeup eller ej. ”Han… Han kan ikke lide mig” hulker jeg. ”Hvad mener du?” ”Han har løjet. Løjet om alt…”

-------------------------------------------------------------------------------------------------------

Puha... Er langt fra tilfreds med dette afsnit men jeg er bestemt heller ikke tilfreds med at have ladet jer vente i så lang tid, så her får I det altså. Jeg går i gang med at skrive et afsnit mere allerede nu, og vil prøve at gøre det lidt bedre og få det lagt ud om knap så lang tid. Igen, undskyld for min sløvhed og tusind tak for jeres støtte!!

Kys <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...