Take me Home

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 aug. 2015
  • Opdateret: 29 jan. 2016
  • Status: Igang
Cathrina var engang en glad og smuk pige med et godt liv. Men det ændrede kæresten på. Nu er hun indelukket, ødelagt og bærer rundt på kæmpe byrder. Men hvad sker der, da det en dag går helt galt og Cathrina støder ind i sin barndomsven? Sin barndomsven som nu er kendt og lever et travlt og spændende liv. Kan han få hende tilbage? Vil hun nogensinde komme tilbage? Tilbage til livet?

121Likes
93Kommentarer
92235Visninger
AA

14. Keep calm and carry on

Jeg bider tænderne sammen og koncentrerer mig om at lægge mascaraen perfekt på mine vipper. Jeg har allerede foundation, pudder, blush og brownser på. Da jeg endelig bliver færdig, vipper jeg tilbage på stolen og betragter mig selv i spejlet. Jeg får næsten et chok, for wow hvor er jeg forandret. Men det er på den gode måde. Ja, faktisk er jeg smuk. Det havde jeg aldrig troet, at jeg skulle sige om mig selv, men det er rigtigt. Jeg rejser mig op og betragter mig selv som helhed. Den sorte, lårkorte kjole med lange ærmer, de hvide sneakers, sølvhalskæden, og mit lange, lyse hår der falder ned over skuldrene sammen med makeuppen, gør det helt perfekt. Jeg smiler tilfreds og selvsikkert til spejlbilledet, og snupper så min jakke på sengen, inden jeg går nedenunder.


”Er du klar Harry?” Råber jeg spørgende, mest for at finde ud af hvor han befinder sig. ”Ja.” Han kommer ud fra det ene af husets mange badeværelser Han har et par enkle, sorte bukser, hvid skjorte og en sort blazer på. Jeg tager mig selv i at stirre. Kæft hvor er han lækker. I det samme stopper han op og spærrer øjnene op. ”Holy fuck Cath!” Jeg ser undrende på ham, men kan alligevel ikke lade være med at smile svagt. ”Shit du er smuk” siger han og kommer hen til mig. Jeg ser ned, pludselig genert, og krammer jakken i hænderne. ”Nej nej, du skal ikke blive genert” siger han som om han, endnu en gang, har læst mine tanker. ”Du er meget smukkere når du smiler og er selvsikker.” Det får mig bare til at rødme endnu mere. Jeg er ikke vandt til at få komplimenter. ”Du skulle nu nødigt snakke” siger jeg og tvinger mig selv til at se op og smile skævt til ham. Han lyser op i et stort smil, som gør hans øjne endnu mere grønne og funklende. ”Du er også smukkest når du smiler.” Jeg siger det så lavt, at jeg halvt håber at han ikke hører det. Men det har han, for han smiler ømt til mig og lægger armen om mig. Jeg ser hurtigt ned og han giver min hofte et blidt klem. ”Skal vi se at komme afsted til den middag?” Spørger han med let drillende stemme.


Vi aftalte dagen før, at vi skulle ud og spise med ”dem alle sammen”, dvs. Louis, Niall, Liam og Sophia og så Harry og mig. Harry havde advaret mig om, at vi nok ville få en del opmærksomhed fra pressen, når vi sådan tog på restaurant som et slags ”par”, men jeg forsikrede ham bare om at jeg var ligeglad. For jeg har helt ærligt, slet ikke noget imod at vi bliver set som et par. Selvom vi selvfølgelig skal passe lidt på.


På vej til restauranten er det egentlig ikke så slemt med journalister og paparazzier og heller ikke da vi når restauranten. De er alle sammen kommet, da vi kommer men ellers er der kun et enkelt par på den fine restaurant. ”Hej Cathrina!” Sophia slipper Liams hånd og kommer os i møde, da vi træder ind i restaurantens rolige og behagelige atmosfære. Jeg har faktisk aldrig hilst på Sophia. For det meste har jeg jo holdt mig indendørs og kun et par gange har jeg været med Harry inde i studiet, og der har hun ikke været der. Hun giver mig et blidt kram og et kindkys. ”Jeg er Sophia, Liams kæreste. Selvom du nok vidste det i forvejen.” Hun smiler sødt og jeg kan virkelig se hvor smuk hun er, wow. ”Ja det vidste jeg godt. Rart at møde dig!” Siger jeg og smiler også. Hun giver Harry et kram og ser så på mig igen. ”Hvor er du smuk! Den kjole klæder dig helt vildt godt” komplimenterer hun og jeg ser smilende ned. ”Tak” siger jeg, pludselig genert. Harry finder min hånd og giver den et blidt klem. Jeg ser op igen og smiler forsigtigt til hende. ”Og i lige måde!” Hun ser vores hænder og smiler ømt til Harry. ”Nå, må vi også få et kram?” Kommer det fra Louis og han kommer også over til os, med samme, store smil som altid. Vi får begge et kram og derefter siger vi hej til de andre.


Da vi har sat os til bords og er begyndt at spise, tager jeg Niall i at sidde og se på mig. Han ser hurtigt væk da han ser, at jeg også kigger på ham, men jeg fanger hans blik igen og smiler til ham. Så ser han over på Harry. ”Godt scoret mate. Hun er godt nok smuk” siger han i et drillende tonefald og blinker til ham. Jeg kan ikke lade være med at fnise piget og ser ned på mine hænder. ”Pas du hellere på, hvalp” svarer Harry kækt, med et stort smil. ”Jeg er altså ældre end dig” pointerer Niall og lægger sigende hovedet på skrå. ”Undskyld far.” Harry bøjer hovedet og holder hænderne op foran sig, som for at underkaste sig. Selvfølgelig får han alle til at grine og den lidt akavede følelse jeg fik af Nialls lille kommentar, forsvinder. Men da latteren er stilnet af og folk er begyndt at spise og småsnakke igen, ser Harry ned og siger lavt, nærmest for sig selv: ”Men ja, jeg er heldig.” Det bobler svagt i maven og en varm glæde skyller ind over mig. Jeg trækker vejret dybt ned i maven og smiler for mig selv.


--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------


Jeg puster langsomt ud og ser mig i spejlet, på det lyse, moderne indrettet toilet. Mine kinder blusser og jeg kan ikke tørrer smilet af ansigtet. Jeg lægger et ekstra lag pudder og tager noget læbepomade på og står så igen og ser på mig selv. Hvor har jeg forandret mig meget siden jeg kom. Nu er jeg ikke længere bange for at sige, at jeg er smuk. For det er jeg. Smuk. Men alligevel har jeg aldrig set mig selv sådan her, dødforelsket, glad og let. Jeg smiler stort til mit spejlbillede og opdager pludselig hvordan mine øjne funkler. Det er altså sådan her, det føles at være forelsket. Det føles som om, at det er første gang jeg nogensinde prøver det. Men det er det på en måde også – for aldrig har jeg følt sådan for en dreng. Bare tanken om Harrys hånd i min, hans store smil og funklende, grønne øjne, får det til at boble i hele kroppen.


Jeg giver et sæt da døren går op og vender mig hurtigt om. ”Det er bare mig” griner Sophia og kommer om ved siden af mig. ”Det har godt nok været en skøn aften! Synes du ikke?” Spørger hun og ser på mig i spejlet. Jeg nikker og smiler. ”Bestemt.” ”Jeg er rigtig glad for at have lært dig at kende” fortsætter hun. ”Du er virkelig sød… Og smuk.” Jeg smiler skævt til hende og fugter læberne. ”Jeg er glad for at Harry har dig… Og at du har Harry” siger hun og jeg ser interesseret på hende. ”Liam har fortalt en del om hvad du har været igennem, og når jeg forestiller mig hvordan du så ud da Harry ’fandt’ dig og så nu… Så kan jeg næsten ikke forstå det.” Hun smiler blidt til mig og tager mine hænder. ”Men mennesket findes ikke smukkere, end når det er forelsket.” Jeg ser ned og kan mærke hvordan mine kinder bliver røde. ”Du behøver ikke at blive genert” siger hun blidt. ”Men du skal bare vide, at hvis du nogensinde får brug for at snakke med nogen… Eller bare en veninde at tage på en shoppingtur med, så ringer du bare!” ”Tak!” Siger jeg glad og giver hende et kram. Jeg kan virkelig mærke, at jeg har fået en veninde i Sophia. Hun er også den første veninde jeg har fået i over 4 år. ”Så lidt Cath… Kom! Lad os komme ud og have det sjovt!” Hun trækker mig med ud af toilettet og hen til de andre.


-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------


”Puha…” Jeg smider mig udmattet på sengen uden at tænke på frisure og kjole. Jeg er fuldstændig smadret, selvom vi jo ’bare’ har været ude og spise. Men når jeg bare har siddet hjemme i flere måneder og før det, aldrig kom udenfor en dør, så er det vel klart at jeg er træt. Men jeg må vænne mig til det, for i morgen står den på tour 2 måneder frem og der får jeg nok ikke mange minutters fred af gangen. Jeg rejser mig igen med et smil og begynder at klæde mig af. Jo hurtigere jeg bliver færdig, jo hurtigere kan jeg komme i seng. Jeg bliver et øjeblik svimmel da jeg vrider mig for at åbne kjolen. Okay, måske fik jeg også lidt for meget at drikke. Jeg griner svagt af mig selv og giver mit hoved en chance for at følge med, inden jeg fortsætter.


Da jeg er fri for kjolen, skoene og frisuren er pillet ud, går jeg ud for at børste tænder. Men en skinger ringetone stopper mig. Jeg vidste faktisk ikke, at mobilen lå på mit værelse. Efter lidt leden finder jeg den i skrivebordsskuffen og ser på displayet. Hvem finder på at ringe klokken 1 om natten? Nummeret er ukendt men jeg tager den alligevel. ”Cathrina?” Stemmen får med det samme, adrenalinen til at pumpe rundt i kroppen. ”Jeg vil bare lige minde dig om hvad jeg har sagt til dig” fortsætter han, ligeglad med min tavshed. Pludselig finder en hel ny følelse sted i min krop – vrede. Jeg bliver først overrasket over mig selv, for han irriterer mig faktisk grænseløst. Men hvorfor ikke bruge det, når jeg nu er vred? ”Ja?” Men stemme er let spydig. ”Du har ikke overholdt vores aftale Cathrina. Og du kan vel nok huske hvad jeg har fortalt dig, at der sker hvis du ikke hører efter, ikk?” Siger han. Et øjeblik forsvinder vreden og gør plads til den skræk jeg altid gemmer, dybt inde i mig. Men så bider jeg tænderne sammen. ”Hvad nu hvis jeg ikke har lyst til at hører efter hvad du siger?” Hvæser jeg. Der er et øjeblik stille i den anden ende. ”Så slår jeg jer ihjel” hvæser han tilbage. Jeg kan godt mærke hvordan det gipper svagt i mig, men jeg holder det stædigt tilbage. ”Ved du hvad? Jeg gider ikke engang hører på dig” råber jeg. ”Cathrina, det der er rigtig dumt…” Han lyder vred, men samtidig lidt overrasket over mit pludselige vredesudbrud. ”DU er dum” hvæser jeg bare inden jeg lægger på. Jeg står et øjeblik som forstenet, med den ene hånd knyttet og sammenbidte tænder. Så retter jeg mig op, tager en dyb indånding og slapper af. Med det samme begynder en stemme inden i mig at skælde ud. Var det nu også smart? Jeg ved jo ikke hvad han er i stand til. Jeg vender bestemt rundt på hælen og slukker lyset inden jeg begynder at spekulerer for meget. Jeg dropper tandbørstningen og kryber ned under dynen med det samme – måske med lidt for meget alkohol i blodet…

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Så fik I et kapitel mere! Håber at det er godt nok!
Og endnu en gang, tak for alle likes'ne, favoritterne og kommentarene! I betyder alt!

Kys <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...