Take me Home

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 aug. 2015
  • Opdateret: 29 jan. 2016
  • Status: Igang
Cathrina var engang en glad og smuk pige med et godt liv. Men det ændrede kæresten på. Nu er hun indelukket, ødelagt og bærer rundt på kæmpe byrder. Men hvad sker der, da det en dag går helt galt og Cathrina støder ind i sin barndomsven? Sin barndomsven som nu er kendt og lever et travlt og spændende liv. Kan han få hende tilbage? Vil hun nogensinde komme tilbage? Tilbage til livet?

121Likes
93Kommentarer
92233Visninger
AA

15. Just let it begin

~~Allerede da jeg slår øjnene op, er jeg lige ved at brække mig. ”Åårh” stønner jeg og tager mig til hovedet. Bare den lille bevægelse, får det til at vende sig i min mave og jeg springer ud af sengen og ud til wc’et, hvor jeg brækker mig godt og grundigt. Jeg rejser mig langsomt op og ser mig i spejlet. Hvad lavede jeg lige i går? Mit hår er en stor høstak, jeg fik ikke taget makeup af i går, så det er godt smurt ud i hele ansigtet og mit hoved dunker kraftigt. Jeg sætter mig langsomt ned på gulvet med hovedet lænet mod den kolde væg. Jeg gennemroder min hukommelse for erindringer om i går. Nå jo, vi var ude og spise… Men fik jeg for meget at drikke? Det kan jeg ikke rigtig huske. Men jeg kan i hvert fald huske hvor hyggeligt det var og at jeg snakkede med Sophia. Men hvornår fik jeg alkohol? Så meget, at jeg kan have det så dårligt nu? Jeg kan simpelthen ikke huske det. Jeg rejser mig igen og kæmper mig ind på værelset. Jeg skal have fat i nogle hovedpinepiller… Jeg opdager pludselig at jeg kun har g-streng og bh på. Jeg sukker og begynder at lede efter et eller andet at tage på. Men igen kan jeg mærke kvalmen tage overhånd og jeg løber ud på toilettet igen. ”For helvede…” Bander jeg irriteret og skyller ud. ”Cath?” Jeg hopper en halv meter op i luften og ser forskrækket op på Harry som står i døråbningen. ”Fuck” siger jeg bare, og forsøger at dække min halvnøgne krop med hænderne. Han smiler svagt og kaster et håndklæde til mig. ”Her” siger han uden at holde op med at smile smørret. ”Harry!” Siger jeg irettesættende da jeg rejser mig og svøber håndklædet omkring mig. ”Undskyld” siger han og forsøger at skjule smilet. ”Men hvad fanden har du lavet?” Spørger han og rynker panden, dog stadig med latter i øjnene. ”Jeg ved det ikke…” Mumler jeg og ser ned, udemærket klar over, hvor skrækkelig jeg ser ud. ”Så meget fik du da heller ikke at drikke i går… Gjorde du?” Han kommer hen til mig og gnider min skulder. Jeg ryster bare på hovedet og rynker panden. Av mit hoved. ”Hvor meget fik du at drikke?” Jeg ryster svagt på hovedet. ”Jeg kan ikke huske det… Jeg tror kun, at det var et par glas vin og måske en drink bagefter.” Min hjerne arbejder på højtryk for at huske bare en lille smule af aftenens alkoholindtagelser. ”Det er også lige meget. Tag noget tøj på og kom nedenunder.” Han går ud af badeværelset og forsvinder så ud af værelset.


Da jeg har trukket i en behagelig buksedragt og sat mit, nu børstede, hår op i en knold, kæmper jeg mig nedenunder. ”Spis!” Harry sætter en skål med yoghurt foran mig og jeg sukker og sætter mig ned. ”Er du klar over at vi skal på tour om 5 timer?” Spørger han med en bekymret rynke i panden. Jeg er lige ved at få den første skefuld yoghurt, galt i halsen. ”Hvad?!” Hoster jeg forskrækket. ”Du vidste det godt… Så det er bare om at få hvilet!” Siger han og lægger armene over kors. ”Ja…” Jeg tvinger langsomt yoghurten i mig, mens Harry står og overvære mig. Bagefter får jeg to hovedpinepiller og lægger mig efterfølgende hen på sofaen.


Jeg må være faldet i søvn, for da en hånd blidt stryger mig over kinden, åbner jeg langsomt øjnene. ”Du må hellere komme op nu.” Hans stemme er blid, og jeg ser lige op i et par kærlige, grågrønne øjne og et lille smil. Mit hjerte sætter med det samme farten op. Hvor er han smuk… Jeg virrer ubemærket med hovedet og sender ham et hurtigt smil, inden jeg sætter mig op. Hovedpinen er forsvundet og selvom jeg stadig har kvalme, så er det ikke så slemt mere. ”Har du det bedre?” Harry sætter sig på kanten af sofaen og jeg trækker benene op under mig og nikker. ”Ingen hovedpine? Kvalme?” Jeg ryster på hovedet. ”Kun lidt kvalme” tilføjer jeg. ”Vi skal afsted om to timer. Jeg vil bare lige forberede dig på det, for du vil ikke kunne forestille dig hvordan det er” begynder han. Jeg retter mig op og spidser ører, lidt nervøs. ”Vi er så kendte, at vi konstant skal have nogen med os, når vi skal nogle steder. Men udover det, er pressen konstant efter os. Plus alle de fans, som sikkert ikke kan lide dig. Kun fordi de er misundelige selvfølgelig” forklarer han. Det chokerer mig, at det er så slemt. Hvordan kan han holde til det? ”Nu må du ikke blive for bange.” Han smiler beroligende og lægger en hånd på mit ben. ”Du skal bare være forberedt, for ellers er det et alt for stort chok.” Jeg nikker langsomt. ”Selvfølgelig vil jeg altid beskytte dig, og være der sammen med dig. Men det er godt at gøre sig lidt hård fra starten af. Men du er i din fulde ret til at blive her, Cathrina” siger han og ser alvorligt på mig. Jeg vågner med det samme op fra mine spekulationer og kravler hurtigt over til ham. ”Aldrig i livet!” Uden at tænke over det, lægger jeg armene om ham og giver ham et knus. Han gengælder det med det samme – trykker mig blidt ind til sig så jeg kan mærke hans rolige vejrtrækning og bankende hjerte. Jeg snuser ind og smiler for mig selv.


-----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------


Det er først en halv time før vi skal afsted og jeg går rundt og pakker de sidste ting, at jeg kommer i tanke om det. Det der skete i går, lige inden jeg gik i seng. Jeg stopper op og ryster på hovedet, da det går op for mig hvad der faktisk skete, og hvad jeg sagde. ”Oh fuck Cathrina!” Mumler jeg til mig selv og sætter mig ned på sengen. ”Hvorfor gjorde du det” Det virker helt åndssvagt at sidde og snakke med sig selv, men det er jeg egentlig ligeglad med. Hold kæft hvor er jeg dum. Jeg ved jo godt hvad konsekvenserne for det er. Hvorfor tænkte jeg mig dog ikke om? Hvem ved hvad han gør nu? Jeg rev jo næsten hovedet af ham, modsagde alt hvad han sagde, og nogensinde har sagt. ”Cathrina, det der er rigtig dumt” havde han sagt. Og hvor havde han ret. ”Fuck dig” hvisker jeg til mig selv og støtter hovedet i hænderne. Hvad gør jeg? Kan jeg overhovedet gøre noget? Nej…


Jeg rejser mig op og sparker arrigt til kommoden. Jeg bliver næsten overrasket over mig selv, men jeg er bare så sur. Både på mig selv og på ham. Mest på ham. ”Idiot” hvæser jeg. Mest til ham men også til mig selv.
”Cath?” Harry åbner forsigtigt døren. Jeg tager en hurtig, dyb indånding og forsøger at klistre et lille smil på. Men det går vidst ikke så godt, for Harry rynker brynene da jeg vender mig om og ser på ham. ”Noget galt?” Han stryger en hånd gennem håret og læner sig op af dørkarmen. Jeg kan ikke lade være med at smile lidt. Han er så sød og samtidig så attraktiv. ”Nej… Jeg er bare lidt nervøs” siger jeg og smiler, nærmest undskyldende. ”Hvorfor dog?” Han smiler skævt, men hans øjne er stadig lidt bekymrede. ”Bare alt det med opmærksomheden… Om folk kan lide mig og om de andre drenge kan holde mig ud” siger jeg og griner af mig selv. Når jeg tænker over det, er det faktisk rigtigt. Lige før havde jeg bare kun mine andre problemer i hovedet. Men jeg er faktisk nervøs. ”Selvfølgelig kan folk lide dig. Og de andre drenge elsker dig” siger han og kommer hen til mig. ”Jeg vil altid være her Cath, husk at du altid kan komme til mig.” Han trækker mig ind i et kram, som så mange gange før. Men jeg bliver lige så glad, som alle de forrige gange. Jeg indånder hans cologne – han har vidst gjort lidt ekstra ud af sig selv når vi nu skal ’ud’. ”Det ved jeg… Er jeg pæn nok?” Spørger jeg i samme åndedrag. ”Du er altid pæn nok.” Jeg kan mærke farven stige op i kinderne. ”Har du det bedre?” Jeg husker pludselig hvor dårligt jeg havde det i morges. Jeg har slet ikke kvalme men hovedpinen er begyndt at snige sig frem igen. ”Ja, jeg skal bare lige bruge en hovedpinepille” siger jeg optimistisk. ”Men de kommer altså om 5 minutter, så er du ellers klar?” Spørger han og slipper mig for at se rundt på mine tasker. ”100%” siger jeg smilende og skynder mig at lukke kufferten så vi kan få den, og de tre mindre tasker, slæbt nedenunder.


Jeg kan godt mærke hjertet sætte farten op, da vi står udenfor huset og bussen kommer om hjørnet. Heldigvis er der ingen paparazzier eller andre anmassende personer. Faktisk er der helt øde. Men jeg har pæn makeup på, mit hår falder skinnende ned over mine kinder og jeg har et par stramme, hvide jeans, en langærmet bluse med udskæring i ryggen og sneakers med plateau. Så det er ikke fordi, at jeg ikke føler mig pæn. ”Er du klar?” Jeg ser op på ham og han smiler sit sødeste smil. Lyset gør hans øjne grå. En utrolig dyb og pæn grå. Og jeg ved, at jeg altid kan regne med disse grågrønne øjne. Jeg smiler og nikker. ”Helt klar.”

----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Okay da jeg skrev det i Word, så det ud som om, at det var langt... Men jeg synes godt nok det skrumpede lidt herinde :P Men jeg håber i hvert fald, at det er godt, for I har fået lov til at vente på det. Det er jeg selvfølgelig rigtig ked af, men jeg tænker altid, at det er bedre med et langt, gennemtænkt og gennemrettet afsnit i stedet for et kort, hurtigt og urettet afsnit ;) Hvem er enig?

Og selvom jeg synes, at jeg gentager mig selv; TUSIND TAK! Den er nu oppe på 102 likes og 151 favoritter og det er jo helt fantastisk! I aner ikke hvor meget det betyder - jeg er så rørt. Tak fordi I læser med og støtter op om det her <3

Kys <3
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...