Take me Home

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 aug. 2015
  • Opdateret: 29 jan. 2016
  • Status: Igang
Cathrina var engang en glad og smuk pige med et godt liv. Men det ændrede kæresten på. Nu er hun indelukket, ødelagt og bærer rundt på kæmpe byrder. Men hvad sker der, da det en dag går helt galt og Cathrina støder ind i sin barndomsven? Sin barndomsven som nu er kendt og lever et travlt og spændende liv. Kan han få hende tilbage? Vil hun nogensinde komme tilbage? Tilbage til livet?

121Likes
93Kommentarer
93777Visninger
AA

6. It's just because...

Vi står i lang tid og bare ser på hinanden. Harry ser ulykkeligt og på en måde bebrejdende, på mig. Jeg holder vejret og overvejer hvad jeg skal gøre. Jeg lægger forsigtigt bladet på kanten af vasken, tænder for vandet og stikker armen ind under for at vaske blodet af. ”Vær sød at gå” siger jeg, i et så kontrolleret tonefald som muligt. Jeg ser ikke på ham men koncentrerer mig bare om at vaske min arm fri for blod. ”Nej.” Jeg vender mig overrasket om og ser hurtigt på ham. Et par tårer triller ned af hans kinder men hans mund er presset sammen til en streg. Jeg ser hurtigt væk igen. ”Gå!” Siger jeg. Jeg bider mig i læben. Hvad har han gang i? ”Cathrina…” Siger han men bliver stående. Jeg rynker panden let og overvejer hvordan jeg slipper ud af det her. Så går jeg hen og skubber ham væk fra døren, uden at se på ham. ”Nej Cathrina!” Han tager fat i min arm og holder fast.  Jeg rykker hårdt og vender mig væk fra ham. ”Hold så op! Du flygter ikke en gang til!” Jeg kan mærke panikken komme snigende men jeg tvinger mig selv til at bevarer fatningen. Jeg gider ikke gå i panik igen. ”Slip mig!” Råber jeg. Jeg er ikke så panikslagen denne gang, nærmere vred. Hvad bilder han sig ind? ”Du kan ikke bare flygte fra det hele Cathrina! Du bliver nødt til at snakke!” Råber han. Jeg bliver helt forskrækket og stopper et øjeblik helt op. ”Snak dog med mig” siger han bedende, i et lidt roligere tonefald. ”Det har jeg ikke lyst til” siger jeg og ser ned på mine fødder. Der er stille lidt. ”Men det skal du.” Jeg ser hurtigt op. Harry har stadig røde øjne og der sidder tårer i øjenkrogen men han græder ikke. Hans blik fæstner sig til mit og han ser bestemt på mig. ”Du skal” gentager han. Jeg sukker højt og ser ned. ”Okay” siger jeg med en lillebitte stemme.


Han hiver mig hen på sengen og sætter sig ved siden af mig. ”Cath… Det her er ikke for at presse dig, men hvis jeg skal hjælpe dig så… Så bliver du nødt til at fortælle mig hvad… Der er sket” siger han forsigtigt. Jeg er på en måde vred over at han tvinger mig. For det gør han jo. Jeg har virkelig ikke lyst til at fortælle ham det. For jeg ved at jeg vil komme til at græde. Og jeg ved også at jeg så bliver nødt til at vise Harry hvordan resten af min krop ser ud. Og jeg ved ikke hvordan han vil reagerer. ”Jeg lytter” siger han blidt. Jeg tager en dyb, dyb indånding og ser op på ham. Og så begynder jeg at fortælle.


Jeg fortæller om hvordan det hele startede. At jeg mødte en vildt sød fyr på college som var så kærlig og omsorgsfuld. Han gjorde alt for at gøre mig glad og fortalte mig hvor smuk jeg var, hver dag. Efter at vi havde været kærester i 5 måneder, spurgte han om jeg ikke ville flytte ind hos ham. Det ville jeg gerne og snart boede vi sammen. Men så begyndte den anden side af ham at komme frem. Han drak meget og somme tider kom han meget fuld hjem fra byen. Jeg måtte selv klarer mig efterhånden og købte selv ind, lavede mad og gjorde rent. Men langsomt blev han mere og mere sur og en dag slog han mig. I starten var det kun når han var meget fuld men så blev det også når jeg gjorde noget forkert og derefter gik det bare ned ad bakke. Da mine blå mærker begyndte at blive synlige, holdte han mig indenfor. Jeg kom ud en gang imellem da det var vinter, da det så var lettere at skjule de blå mærker. Men så måtte jeg slet ikke komme ud. I starten var jeg ved godt mod og forsøgte at kæmpe imod når han slog. Men efterhånden gjorde det for ondt og jeg blev banket hvis jeg bare nævnte noget med at komme ud.
Men det var ikke nok for ham. Han begyndte at nedgøre mig – fortælle mig hvor grim jeg var og at jeg bare burde dø. I starten lyttede jeg ikke, men efterhånden begyndte det at trænge ind. Jeg troede endda på det og da han så begyndte at misbruge mig, ramte jeg bunden. Det var først efter et helt år sådan at jeg begyndte at cutte.


”Jeg var der i 4 år” slutter jeg af. Tårende triller ned af mine kinder og følelserne fra de mange års indespærring, vælter ind over mig. Magtesløshed, angst, had og savn. Dårlig selvtillid og mistro til alt. Jeg sidder og borer neglene ind i håndfladerne. Det gør mega ondt men det hjælper mig til at bevarer fokus. ”Lad vær med det…” Hvisker Harry med grådkvalt stemme og tager forsigtigt fat i mine hænder og åbner dem. Jeg har dybe, røde mærker i håndfladerne og et par steder er der gået hul. Han lader blidt fingrende kører over mærkerne men hans hænder ryster. Jeg ser ikke op på ham for jeg er bange for at hans ansigt vil skræmme mig. ”Tak” siger han stille og jeg kan ikke lade være med at kigge alligevel. Jeg ser lige ind i et par ulykkelige, grønne øjne. Jeg kan se at han har grædt for hans kinder er våde og hans øjne er røde. Han har en bekymret rynke i panden. ”Cath… Jeg vil gerne hjælpe dig. Jeg ved bare ikke hvordan” Jeg ser ham dybt i øjnene. ”Hvorfor Harry? Jeg er jo bare en beskidt, ødelagt tøs der ingen betydning har for hverken dig eller resten af verden. Du har så meget at se til, hvorfor lader du mig ikke bare være?” Spørger jeg. Jeg ser hans ansigt ændrer sig fra ked af det, til vildt overrasket. Men jeg forstår det virkelig ikke. Hvorfor overhovedet bekymrer sig om mig? Han må da have nok at se til. ”Du… Du forstår det virkelig ikke?” Harry er tydeligvis chokeret. Jeg ryster ulykkelig på hovedet. ”Ingen vil jo have mig…” Siger jeg. Han ser endnu mere chokeret ud og ser så væk et øjeblik. ”Jeg vidste ikke at det var så slemt… At han havde ødelagt dig så meget…” Jeg forsøger virkelig at forstå hvad han mener men hvorfor skulle han kunne lide mig? Det er jo 100 år siden at vi var venner. ”Cath…” Siger han tøvende. Han lægger en hånd på min arm og klemmer den blidt. Jeg ser op igen og ind i hans øjne der nu er bestemte og holder mit blik fast. ”Jeg gør det fordi jeg elsker dig!” Der er ingen tøven i hans stemme denne gang.


Jeg bliver så overrasket. Elsker han mig? Virkelig? Sådan på kæreste/soulmate måden? Jeg ved ikke hvad jeg skal sige eller gøre af mig selv så jeg ser væk. ”Nej Cathrina! Se på mig!” Siger han. ”Du bliver nødt til at forstå det her! Du aner ikke hvor ondt det gør at se dig sådan!” Han lægger en hånd under min hage og tvinger mig blidt til at se på ham. ”Hører du? Jeg elsker dig!” ”Men… Hvordan Harry? Hvorfor?” Spørger jeg og tårende hober sig op i øjnene igen. Jeg er så forvirret lige nu. ”Jeg har altid elsket dig. Dengang vi var sammen hele tiden. Jeg elskede at se på dig. Jeg elskede at se dine smukke øjne og dit lange bølgende hår, jeg elskede den måde du altid var glad og altid viste kærlighed for alle andre. Jeg elskede dit smil. Men jeg vidste at du ikke ville være mere end venner, så derfor skjulte jeg det – bare for at du skulle blive ved med at være så glad” siger han. ”Jeg elsker dig stadig. For sådan noget bliver der ikke bare lavet om på. Men det gør mig så ulykkelig at se dig sådan her. Du er fuldstændig det modsatte af den gang. Vil du ikke nok lade mig hjælpe dig?” spørger han. Jeg kan slet ikke sige noget. Jeg kryber bare hen til ham og gemmer hovedet mod hans bryst. Han holder om mig og vugger mig frem og tilbage. ”Jeg vil altid stå bag dig, lige meget hvad der sker” hvisker han blidt.

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Det var så 5. kapitel. I må stadig meget gerne skrive hvad I synes, i kommentaren!
Og igen, hold da op hvor er det overvældende hvordan likes og favoritter vælter ind! Det er jo helt vanvittigt! Tusind tak <3

Kys <3

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...