Take me Home

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 aug. 2015
  • Opdateret: 29 jan. 2016
  • Status: Igang
Cathrina var engang en glad og smuk pige med et godt liv. Men det ændrede kæresten på. Nu er hun indelukket, ødelagt og bærer rundt på kæmpe byrder. Men hvad sker der, da det en dag går helt galt og Cathrina støder ind i sin barndomsven? Sin barndomsven som nu er kendt og lever et travlt og spændende liv. Kan han få hende tilbage? Vil hun nogensinde komme tilbage? Tilbage til livet?

121Likes
93Kommentarer
92609Visninger
AA

19. I'll be fine...

Da vi når det 6. land, Mexico, har jeg efterhånden vænnet mig til tumulten, travlheden og forvirringen der er forbundet med at haste fra land til land. Jeg har allerede fået et godt forhold til de fleste i ”teamet” – alle er søde og især Lou, snakker jeg meget med. Hver eneste koncert er fuldstændig fantastisk. Jeg tror aldrig jeg bliver træt af at se Harry stå der på scenen, glad og ubekymret – fuldstændig i sit rette element. Og alle de gange han ser ned på mig, smiler til mig og synger til mig, gør det bare hundrede gange mere fantastisk.


I Mexico har de en fridag så Harry vil tage mig med ud for at se lidt af landet. Men inden da, får vi en masse instrukser af management. Det er åbenbart på tide, at vi skal ses som et par i offentligheden. Vi skal holde i hånd, må gerne kysse lidt en gang imellem og ellers bare se glade ud. Jeg nikker bare medgørligt men jeg lægger mærke til hvordan Harry skæver til mig og rynker panden når der kommer endnu en instruks. Jeg forsøger at sige til mig selv at det ikke er så slemt, men al den kontrol, de har over os, gør mig nervøs. Jeg er bange for at gøre noget galt. Kan de mon skille os ad hvis jeg ikke dur til det? Tanken giver mig kvalme. Men da de endelige er færdige med at snakke, trækker Harry mig hurtigt ind i et stort kram. Jeg er så lille, i forhold til ham, at jeg kan lægge hovedet mod hans bryst og hører hans hjerte helt tæt ved mit øre. Det beroliger mig mere end man skulle tro. Han slipper mig igen og holder mig lidt ud for sig for at se på mig. Jeg har fået en masse nyt tøj her på det seneste og Lou har lagt min makeup og sat mit hår i dag. ”Du ser fucking godt ud” smiler han til mig og læner sig ned for kysser mig på panden, inden han lægger en arm om mig og fører mig udenfor. Jeg kan se at han er anspændt, men det er jeg også, så jeg vælger at slå det hen lige nu. Jeg kan altid snakke med ham senere hvis det ikke bliver bedre. Vi bliver ført ind i en stor, sort bil af den bodygard vi har fået med, og kører ind til byen.


Der må nok være en del fans lige omkring det sted hvor vi bor, for vi kører ret langt før bilen stopper og vi stiger ud. Da vi går ned af gaden, med butikker på begge steder, tænker jeg som en vanvittig på alle de ting vi har fået af vide. Måtte vi holde i hånd? Skulle vi kysse? Hvor, hvornår og hvordan? Hvad var det ellers de sagde? Hvad med fans’ene? ”Hej love, træk vejret.” Harry er stoppet op og jeg virrer med hovedet og stopper også selv op. ”Tag det roligt” siger han og tager min ene hånd. ”Du gør ikke noget forkert, bare vær dig selv! Så går det altid bedst” siger han og jeg spekulerer seriøst på om han kan læse tanker. Jeg bløder lidt op og smiler svagt. ”O-okay…” ”Jeg skal nok hjælpe dig” forsikrer han mig og vi går videre, hånd i hånd.


Udfordringen kommer først rigtig efter, at vi har gået rundt et par timer, været i nogle butikker og beslutter os for at gå på café. På vej derhen møder vi for første gang nogle fans. 3 piger spærrer øjnene op og en begynder at skrige da de ser os. De kommer hen til os og Harry slipper ikke min hånd da han imødekommende smiler til dem. ”Må vi få et billede?” Siger den ene med rystende stemme. Hun skæver kort til mig men retter så opmærksomheden mod Harry igen. Han slipper min hånd for at give hende et kram inden han tager et billede. Det samme med de to andre. Den første piger står hele tiden og kaster blikke efter mig. Jeg smiler først til hende men hun rynker bare næsen og fnyser hånligt. Derefter forsøger jeg bare at ignorerer hende. Jeg hiver min mobil op og lader som om, at jeg har travlt med noget men jeg holder hele tiden øje med hende ud af øjenkrogen. ”Hvem er du?” En af de andre piger stiller sig hen ved siden af den første pige og lægger armene over kors. Jeg trækker vejret dybt så min stemme ikke ryster da jeg svarer. ”Cathrina.” Jeg forsøger at virke sød og smile til dem. De ser på hinanden og griner hånligt. ”Og du er så Harrys… Lille luder, eller hvad?” Jeg giver et lille sæt – den var jeg absolut ikke forberedt på. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige så jeg ser bare chokeret på dem uden et ord. Harry har hørt det og kommer hen til mig. ”Tak for mødet piger, vi bliver nødt til at gå” siger han men han smiler ikke mere. Hans øjne har fået et hårdt udtryk. Han lægger armen om mig og trækker mig afsted. ”Pas du hellere på, lille møgluder!” Råber den ene efter mig og jeg ser bare fast ned i jorden og forsøger at følge med Harrys lange skridt. Jeg har kvalme og en knude har slået rod i min mave. Da vi er nået rundt om et hjørne og ikke kan se pigerne mere stopper han op.


”Er du okay Cath?” Han har en dyb rynke i panden og hans øjne er bekymrede. Han trækker mig ind til sig, men ser stadig ned på mig. ”Det er desværre det der følger med… Jeg er ked af at du skulle opleve det sådan første gang” siger han stille og klemmer blidt min skulder. Hans hjerte banker hurtigere end normalt – han er vred men nok også ked af det. ”Første gang..?” Min stemme er lille, imens min hjerne stadig forsøger at finde ud af hvorfor de piger snakkede sådan til mig, hvad har jeg gjort galt? ”Jeg er ked af det, men det bliver nok ikke første gang.” Han lyder så ulykkelig at jeg hurtigt ser op på ham for at sikrer mig at han ikke græder. Men det gør han heldigvis ikke. ”Men… Hvorfor gør de det? Jeg har da ikke gjort noget” spørger jeg. Jeg kan godt se at jeg lyder som en lille pige, men jeg forstår det bare ikke. ”Nej du har ikke… Men de er misundelige, det er det der er galt” sukker han og tager min hånd. ”På at… Jeg er sammen med dig?” Langsomt går det op for mig. Det er jo klart – de er fans, de ville ønske at det var dem. ”Ja. Mange af dem er søde, du skal ikke tro at alle er ligesom de tre piger, men hos mange tager jalousien overhånd og så går det altså ud over dig…” Han ser ned i jorden og tegner stille cirkler på min hånd, med sin tommelfinger. Jeg kan virkelig mærke hvor meget det går ham på. Han skal ikke være så ked af det pga. mig. ”Det er okay, jeg skal nok klarer det” siger jeg og retter mig lidt op. Der er jo ligesom ikke så meget andet at gøre. ”Ja, vi snakker om det når vi kommer hjem.” Jeg smiler og stiller mig på tæer for at kysse ham. Med det samme begynder en masse lys at blinke. Jeg afbryder overrasket kysset og ser mig omkring. 3-4 paparazzier har omringet os og tager billeder på livet løs. Jeg stivner og mit hjerte begynder at banke igen. ”Det er okay, verden må gerne se os to sammen” hvisker han og kysser mig igen.


Efter et øjeblik kommer de tættere på og begynder at råbe spørgsmål. ”Hvem er det Harry? Er hun din kæreste? Hvad hedder hun?” Det er ret overvældende, men ikke på den måde ubehageligt for vores bodygard er kommet hen og står nu lige ved siden af os. ”Må jeg svarer på lidt spørgsmål?” Mumler Harry til Mark, som bodygarden åbenbart hedder. Jeg tror han er ny. Mark nikker og Harry vender sig smilende mod journalisterne. ”Hvad var det du spurgte om?” Han har stadig en arm om mig, men stiller sig så han står lidt imellem dem og mig. Hvor er han sød, tænker jeg bare og smiler venligt til journalisterne. Spørgsmålene hagler ned over os igen og hist og her bliver der taget nogle billeder. ”Hvad hedder du?” ”Cathrina” svarer jeg og smiler sødt - jeg må hellere opfører mig pænt. ”Efternavn?” Jeg ser op på Harry som sender mig et hurtigt smil inden han svarer for mig. ”Det oplyser vi ikke.” ”Er I kærester?” Harry nikker og smiler og jeg gør det samme. ”Nu skal vi vidst også gå” siger Mark og lægger en hånd på Harrys skulder. Harry nikker bare og følger med. Da vi går, råber de efter os og der bliver igen knipset løs, men vi vender os ikke om.
”Skræmte det dig?” Harry ser undersøgende på mig da vi igen sidder i bilen. ”Journalisterne? Nej” siger jeg og smiler. ”Det er også en ting der hører med… De er overalt og de vil have billeder af alt og vide alt. Så man skal tænke over hvad man gør ude i offentligheden” siger han. ”Alting bliver opfanget på en eller anden måde.” Jeg nikker bare og lægger hovedet på hans skulder. ”Jeg synes fandme du tog det pænt, helt seriøst.” Han nusser stille mit lår og jeg smiler skævt uden at se på ham. ”Jeg håber bare at du er okay” tilføjer han. ”Jeg har det fint Harry, så slemt var det heller ikke” siger jeg. ”Ellers siger du bare til, så snakker vi om det.” ”Det skal jeg nok.”


Men da vi er kommet hjem, tager jeg min mobil frem og logger på den Twitter account som Niall hjalp mig med at lave for nogle dage siden. Jeg er først lige ved at lære at bruge det. Men da jeg logger på vælter det ind med beskeder, follows og alt mulig andet. Tusindvis af mennesker har skrevet på min væg. 'Are you Harrys boyfriend?' Og nogle lignende, er det mange af. Der er også en masse søde beskeder som ’You’re very beautiful!’, ’I love your hair’, ’You look cute’ osv. Jeg læser en masse af dem og får et smil på læben. Hvor er de dog søde. Men så kommer jeg til et par mindre søde beskeder. ’Hoe!’, ’I hate you! Slut’ og andet i den tone. Jeg tager en dyb indånding og scroller bestemt over dem. Jeg kan vidst ligeså godt vænne mig til det. Men så kommer der en besked op. Den lyser ligesom op mellem alle de andre. Tigger om at blive læst. ’I’ll kill you bitch!’ Jeg spærrer chokeret øjnene op og mit hjerte sætter farten op. I’ll kill you. Det har jeg fået af vide før… Jeg lukker hurtigt Twitter ned og lægger mobilen fra mig. Jeg trækker vejret dybt for ikke at få et angstanfald. ”Rolig Cath” mumler jeg til mig selv. Træk vejret ind, pust ud, træk vejret ind, pust ud. Jeg gør alt hvad jeg kan, men alligevel kan jeg mærke hvordan angsten kommer snigende, tættere og tættere på. Til sidst kan jeg ikke holde det tilbage mere. Tårende presser sig på og det føles som om jeg ikke kan trække vejret. I stedet for at kæmpe imod, lægger jeg mig i fosterstilling på sengen og lukker øjnene.

------------------------------------------------------------------------------------------------------

Så kom der ENDELIG et nyt afsnit! Jeg undskylder mange mange gange at der ikke har været noget i så lang tid. Men jeg har haft SÅ travlt og i takt med at jeg er blevet mere stresset, er inspirationen til at skrive også helt forsvundet. Men i dag fik jeg heldigvis lyst igen så nu har I et nyt afsnit! Jeg håber at I synes om det!
Og tak til alle dem der er blevet selvom jeg intet har lagt op, I er for skønne <3

Kys <3

Ps. Hvis du er Larry-shipper, så tjek det oneshot ud, som jeg lægger ud lidt senere ;))

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...