Take me Home

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 aug. 2015
  • Opdateret: 29 jan. 2016
  • Status: Igang
Cathrina var engang en glad og smuk pige med et godt liv. Men det ændrede kæresten på. Nu er hun indelukket, ødelagt og bærer rundt på kæmpe byrder. Men hvad sker der, da det en dag går helt galt og Cathrina støder ind i sin barndomsven? Sin barndomsven som nu er kendt og lever et travlt og spændende liv. Kan han få hende tilbage? Vil hun nogensinde komme tilbage? Tilbage til livet?

121Likes
93Kommentarer
92231Visninger
AA

7. I love you

~~Jeg rækker op og slukker lyset. Mørket omslutter mig og jeg stirrer bare ud i det sorte ingenting. Jeg har på en måde fået mere ro i kroppen efter at jeg har snakket med Harry. Måske var det slet ikke en så dårlig ide? Jeg føler mig ikke så magtesløs mere. Men jeg er stadig bange. Jeg er rædselsslagen for at han en dag finder mig igen. For hvis jeg skal tilbage dertil så dør jeg. Det ville knække mig fuldstændig. Selvom han nok bare ville slå mig ihjel… Jeg stopper den tanke og vender mig om på siden. Jeg tænker på Harry. Først vidste jeg ikke hvad der gik af ham – hvorfor han tog sig sådan af mig. Men det fandt jeg ud af i dag. Jeg er stadig overvældet over det han sagde. ’Jeg elsker dig’. Jeg troede ikke at der var nogen der elskede mig. Jeg er jo ikke noget værd. Mine forældre har nok glemt mig. Men måske er jeg slet ikke så håbløs. Han elsker mig virkelig. Det ved jeg, for han har grædt rigtig meget imens jeg har været her. Dengang vi var bedste venner og alt var godt, græd han aldrig. Han var lige så glad som mig og var altid smilende og rar. Det var kun når han blev vred at han ikke smilede. Han blev ikke vred særlig tit, men hvis nogen sårede dem han elskede, så blev han rigtig sur. Jeg smiler faktisk ved tanken. Jeg bliver helt overrasket over mig selv. Det virker så underligt at smile. Det strækker på en hel anden måde i mundvigende. Men det er også befriende - jeg tror ikke at jeg har smilet i flere år. Jeg tænker på dengang. Hvordan vi altid smilede. Hvordan Harry både skrev godmorgen og godnat til mig og hvordan det altid fik mig til at smile. Hvor sjov han var når vi var sammen. Vi så aldrig hinanden uden at han fik mig til at grine. Jeg smiler endnu mere ved minderne. Hvor var vi glade dengang. Og hvor var jeg glad for at have ham. Hvor ER jeg glad for at have ham…

”Cath?” Hvisker en blid stemme og et par fingrer stryger en hårtot væk fra min pande. Jeg glipper lidt med øjnene og slår dem så helt op. Harry smiler skævt til mig og jeg gnider mine øjne. Jeg smiler til ham. Jeg kan med det samme se, hvor meget det overrasker ham. Han lyser fuldstændig op og jeg kan kende hans smil fra gamle dage. Det der vidunderlige, ægte smil. Jeg smiler endnu mere ved synet af hans glæde og han hiver mig op at sidde. ”Godmorgen” siger han. ”Drengene kommer over i dag. Er det okay?” Jeg nikker og svinger benene ud over kanten. ”Det er fint… Hvornår kommer de?” Spørger jeg. Harry sidder lidt og kigger på mig. Han virker overrasket over min afslappethed men jeg har besluttet mig for at være så positiv som muligt. Selvom det er vildt svært. Men jeg har ikke lyst til at sårer ham yderligere. For jeg kan mærke noget af det gamle venskab komme snigende tilbage og jeg ønsker ikke at han skal være ked af det. ”Øhm… Kl. 15” svarer han. ”Okay.” Jeg rejser mig op og går ud på badeværelset, velvidende at jeg kun har t-shirt og trusser på og derfor flasher både røv og alle mine mange blå mærker. ”Er der morgenmad?” Spørger jeg da jeg opdager at Harry sidder og betragter mig med en rynke i panden. Han virrer lidt på hovedet og ser op. ”Ja, kommer du ned?” Spørger han men glæden er forsvundet fra hans stemme. Jeg bider mig i læben. ”Ja, jeg skal bare lige have tøj på.” Jeg forsøger med et smil men han ser ikke på mig.

Da han er gået, går jeg ud på badeværelset og børster tænder og reder mit hår. Mit blå øje er næsten væk. Hævelsen er forsvundet og jeg er kun lidt gul rundt om øjet nu. De andre blå mærker jeg havde i hovedet er helt væk og der er kun flængen i panden tilbage. Men resten af min krop ligner stadig en regnbue. Der er flere store blå mærker på mine ben der stadig er helt blå og en masse der er gule. På armene lyser arrene voldsomt op og jeg bider mig hårdt i kinden for ikke at starte en masse tanker. For når jeg står sådan og ser på mig selv, så er jeg stadig ikke god nok. Jeg er grim og svag. Jeg ser mig om på badeværelset, men det lille blad fra blyantspidseren er blevet fjernet. Selvfølgelig. Jeg mærker et øjeblik panikken og angsten komme snigende men jeg skubber den væk og tramper beslutsomt ind i værelset og tager tøj på. Jeg har stadig kun sweatpants og t-shirts at tage på, men jeg er faktisk fuldstændig ligeglad. Det er behageligt at have på og jeg skal ikke tænke så meget over det.

Da morgenmaden er spist sætter jeg mig ind i stuen. Jeg er bange for at jeg vil få dumme ideer hvis jeg går op for mig selv. Harry rumsterer rundt ude i køkkenet og går derefter ud i gangen. Lidt efter kommer han ind med flere tøjposer. Han dumper det hele ned i skødet på mig og smider sig ved siden af mig. ”Det er til dig!” Siger han og hans smil er vendt tilbage. Hans grønne øjne lyser forventningsfuldt. Jeg ser overrasket på ham og han nikker mod posen. Jeg smiler skævt og kigger ned i den første pose. Jeg rækker hånden ned og hiver et par jeans op. De er sorte og ser ud til, lige at være min størrelse. Jeg kigger på skiltet. ’Skinny’ står der og jeg kan regne ud at de nok er helt stramme. Jeg får med det samme en knude i maven. Det var sådan nogle bukser jeg altid gik i engang men jeg er jo ikke god nok… Jeg bremser igen min tankestrøm og stikker hånden ned i posen igen. Denne gang er det en sød, løs t-shirt i pastelblå. Jeg kigger smilende på Harry og han vifter grinende mod poserne. Jeg rækker ud efter den næste pose og vender bunden i vejret. Ud falder en almindelig hvid bh og to par trusser. Jeg kan mærke at jeg rødmer og jeg tør næsten ikke kigge på ham. ”Du skal jo have noget…” Siger Harry og jeg kan hører at han smiler stort. Jeg tømmer bare den næsten pose for indhold uden at se på ham. Det er akavet men jeg kan næsten ikke lade være med at smile af det. I den næste pose er der en lang, sort sommerjakke i meget tynd stof. Den har store knapper og et bælte til at binde rundt om livet. Jeg smiler stort og ser op på ham. ”Tusind ta…” Begynder jeg. ”Tøm dem alle sammen før du siger noget” siger han og griner. Jeg spekulerer et øjeblik på hvad han mener med det men stikker så hånden ned i den andensidste pose. Jeg hiver tre æsker fra en smykkeforretning op. I den første ligger en enkel halskæde med en to runde plader med et hjerte skåret i hver. Den har en lang kæde og er sølvfarvet. I den næste er der et sølvarmbånd. Det er enkelt med et par kæder der går rundt om armen og ender i et sølvhjerte. I den sidste æske ligger der to fingerringe. Den ene er en helt enkelt sølvring uden noget som helst specielt men den er helt vildt sød alligevel. Den anden er der en margurit i sølv. Til sidst sidder jeg med et par sko i hånden. De er et par espadrillers med et sort/hvidt slangeskindsmønster. Jeg er helt forelsket i dem med det samme.

”Så har du da et sæt tøj” siger Harry og jeg ser smilende på ham. ”Tusind tusind tak!” Siger jeg glad og impulsivt kravler jeg over og giver ham et kram. I et kort øjeblik stivner han overrasket og jeg bliver nervøs for om det nu også er for underligt. Men så slapper han af og krammer igen. Jeg smiler igen og trækker mig væk. ”Gå da op og tag det på! Drengene kommer lidt tidligere og så kan du være klar” smiler han ivrigt. Pludselig bliver jeg nervøs. Sidst de andre så mig, var jeg et ødelagt vrag som ikke engang kunne smile til dem. Hvad vil de ikke tænke nu? Og med det tøj på? Jeg tøver. ”Altså… Selvfølgelig kun hvis du vil” tilføjer Harry tøvende. Jeg tager mig sammen og samler tingene sammen. ”Jeg går op og prøver det nu!” Siger jeg og skynder mig op.

Jeg sidder i lang tid og forsøger at tage mig sammen, men så tager jeg mig sammen og trækker i tøjet. Jeg tager også jakken på og desuden finder jeg et hårbånd i bunden af en af poserne som jeg sætter mig hår op i en løs knold med. Det føltes helt forkert at have stramtsiddende tøj på. Da jeg ser mig i spejlet, kan jeg næsten ikke kende mig selv. Jeg ved ikke helt hvad jeg synes om det. Jeg har så svært ved at se om jeg faktisk er pæn med det på, for det er så lang tid siden at jeg har haft andet på end joggingbukser og sweater. Jeg er lige ved at begynde at græde da døren forsigtigt bliver åbnet og Harry kigger ind. Han åbner døren helt da han ser mig og jeg vender mig forsigtigt om mod ham. Selvom jeg har lyst til at krybe sammen, så er det kun rimeligt at han får lov til at se mig i det tøj han har købt til mig. Han stopper op og kigger på mig. Han står der i lang tid og jeg begynder at føle mig virkelig ubehageligt til mode. ”Hv… Hvad?” Spørger jeg. Han kigger hurtigt op og møder mine øjne. ”Hvor er du smuk” hvisker han og kommer smilende hen til mig. Han drejer mig rundt mod spejlet. ”Jeg er godt klar over at du ikke selv kan se det, men prøv lige alligevel” siger han og lader forsigtigt hænderne glide ned langs jakken. ”Den bluse står så fint til din lyse hud og de bukser fremhæver virkelig dine flotte hofter! Og hårbåndet får dit hår til at se så fint ud” roser han. Jeg ser intenst ind i spejlet og langsomt begynder det at gå op for mig at jeg er pæn i det her tøj. ”Du er smuk Cathrina. Det har du altid været” siger han og giver mig et slags knus bagfra.

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Jeg føler at jeg gentager mig selv konstant... Men jeg er simpelthen så overvældet over hvor hurtigt det går! I aner ikke hvor meget det betyder at så mange nu læser med <3
Men I må stadig meget gerne kommenterer så jeg kan gøre den endnu bedre! Både ris og ros modtages med kyshånd! <3

Kys <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...