Take me Home

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 aug. 2015
  • Opdateret: 29 jan. 2016
  • Status: Igang
Cathrina var engang en glad og smuk pige med et godt liv. Men det ændrede kæresten på. Nu er hun indelukket, ødelagt og bærer rundt på kæmpe byrder. Men hvad sker der, da det en dag går helt galt og Cathrina støder ind i sin barndomsven? Sin barndomsven som nu er kendt og lever et travlt og spændende liv. Kan han få hende tilbage? Vil hun nogensinde komme tilbage? Tilbage til livet?

121Likes
93Kommentarer
92268Visninger
AA

24. Help

”Har du det ikke bedre i dag?” Harry lægger armen om min skulder og trykker mig blidt ind til sig. Jeg ser op på ham med et smil. ”Jo, jeg er faktisk i vildt godt humør i dag” siger jeg glad og hans smil vokser. ”Fantastisk!” Han bukker sig ned og kysser mig lige ved hårgrænsen inden vi sætter farten op for at følge med de andre ud af lufthavnen.


Vi ankommer snart til det sted hvor de skal spille i aften og der er vildt postyr med at få det hele ordnet. Drengene skal lave lydprøver så jeg slår mig sammen med Sophia, Lou og Lottie og sidder og snakker med dem. ”Er du helt okay Cathrina?” Spørger Lou efter lidt tids smalltalk, og ser indgående på mig. Jeg nikker og smiler. ”Jeg har det godt” svarer jeg og hun smiler tilbage. ”Bare sig til hvis du vil snakke om noget” tilføjer hun og jeg nikker taknemmeligt. Inderst inde ved jeg godt at Harry er den eneste jeg kan fortælle noget til, men det behøver Lou jo ikke at vide. Hun forsøger jo bare at være sød.


Vi sidder og hygger os og snakker i lang tid. Men så ringer min mobil pludselig. Jeg rynker panden og fisker den op af lommen. Hvem skulle dog have grund til at ringe til mig? Jeg er jo i nærheden af alle de mennesker jeg kender. ”Det kan være at Harry ikke kan finde os” undskylder jeg med et smil og går ud af rummet. Jeg ser på mobilen og et eller andet får mit hjerte til at sætte farten op – det er skjult nummer. Mine hænder er begyndt at ryste da jeg trykker på svar og langsomt sætter den op til øret. ”Det… Det er Cathrina” siger jeg og tager en dyb indånding. Tag dig sammen! ”Okay nu skal du hører her. Du siger ikke en lyd imens jeg snakker med dig, kun når jeg beder dig om det. Hvis der kommer nogen forbi, eller du er sammen med nogen så siger du bare præcis hvad jeg siger, du skal sige, okay?” Hans stemme er lav og hvæsende og jeg kan kende den med det samme. Mit hjerte galoperer afsted og jeg kan mærke mine ben ekse. ”Du hører jo åbenbart ikke efter alt det jeg siger til dig. Det bliver vidst sværere og sværere at overholde mine regler, så jeg har besluttet at vi skrider hurtigere frem end jeg først havde planlagt. Det er derfor jeg ringer.” Jeg begynder at trække vejret hurtigere. Hvad mener han med det? ”Fuck pengene nu, dem får jeg bare fat i en anden gang. Nej, jeg vil bare have dig” hvæser han og jeg bliver svimmel. Jeg griber hurtigt ud efter noget at støtte mig til, men ramler larmende ind i nogle stole. ”Hvad har du gang i? Er der nogen?” Spørger han hurtigt. ”Ne-nej” stammer jeg og får sat mig ned på en stol. Jeg trækker vejret dybt og heldigvis bliver mit blik klart igen lidt efter. ”Nu skal du hører; I aften kl. 21, når din lille gentlemand spiller koncert, skal du møde mig ude bagved. Ved den første gule container, skal du troppe op præcis kl. 21, forstået?” Jeg har tårer i øjnene og synker en klump inden jeg svarer. ”Ja.” ”Jeg vil bare have dig, du skal ikke tage noget med. Intet tøj, ingenting. Og hvis du bare så meget som tænker på at give andre en ide om hvad jeg har sagt eller hvor du er, så slår jeg Harry ihjel omgående. Og det bliver for øjnene af dig” siger han og jeg ved at han mener det alvorligt. ”Je-jeg skal nok” hvisker jeg. ”Så mødes vi kl. 21, ingen numre, ingenting. Bare mød op. Jeg er træt af at blive ved med at få dig til at hører efter” siger han og lægger på uden videre.


Jeg sidder alene tilbage, stadig med mobilen oppe ved øret, fuldstændig frosset og uden nogle ide om hvad jeg skal gøre. Det her er det jeg altid har frygtet. At han alligevel får den magt over mig. At jeg skal tilbage til det mareridt. For jeg er overbevist om at det bliver værre den her gang. Min hånd, med mobilen, falder ned i skødet og mit ansigt fortrækker sig i en ulykkelig grimasse imens jeg forsøger at lade være med at græde så min makeup bliver ødelagt. Hvor er det bare pisse uretfærdigt. Jeg tør ikke sige noget til Harry, for jeg ved at jeg så nemt kan miste ham. Og det kan jeg ikke klare. Men han har gjort så meget for mig, og nu skal han bare miste mig, uden nogen forklaring, uden noget spor. Tanken gør mig syg om hjertet. Jeg vil ikke væk fra ham for alt i verden, men tanken om hvor ked af det han bliver når jeg er væk, er næsten endnu værre end tanken om at JEG ikke skal undvære ham. Jeg roder fuldstændig mine tanker rundt lige nu. Hvor er det bare noget lort alt sammen… Jeg kan mærke at et panikanfald er på vej. I frustration kyler jeg mobilen gennem gangen så den knalder ind i væggen på den anden side og lander på gulvet med et brag. Jeg gemmer hovedet i hænderne og bider mig selv så hårdt i læben at det begynder at bløde. Bare lad mig forsvinde. Langt langt væk.


Døren ind til rummet hvor Lou, Sophia og Lottie sad, går op og nogen kommer hurtigt ud. Jeg ser ikke op. ”Cathrina! Hvad er der sket?” Sophia lægger en arm om mig og jeg ser op. Heldigvis er det lykkes mig ikke at begynde at græde, men mit hjerte hamrer stadig hårdt i brystet og jeg har formentlig ingen farve i ansigtet. ”Hvad er der galt?” Hun lyder bekymret. Pis, hurtigt undskyldning. Hurtig undskyldning. ”Jeg… Jeg blev bare lige pludselig svimmel” lyver jeg. ”Hvem ringede? Smed du mobilen?” Spørger Lou og holder den smadrede iPhone 6s, op foran sig. Den havde Harry givet mig… Hold kæft hvor er jeg et forfærdeligt menneske. ”Jeg blev bare lige pludselig svimmel… Det var bare en telefonsælger der ringede. Men jeg stod lige og tjekkede de sociale medier bagefter og så blev jeg pludselig svimmel. Jeg tabte mobilen” siger jeg og bliver helt overrasket over hvor troværdigt det faktisk lyder. ”Er du okay?” Spørger Lou og jeg nikker. ”Jeg har det fint nu, det var sikkert ikke noget” smiler jeg. ”Er du sikker? Det havde ikke noget at gøre med noget på mobilen?” Spørger Sophia. Hun sidder på hug ved siden af stolen og gnubber mig blidt på armen. Hvorfor skal de blive ved med at spørge sådan? Mit hjerte sætter farten op igen. ”Nej nej” skynder jeg mig at sige og rækker ud efter mobilen. ”Må jeg se? Virker den stadig?” Spørger jeg for at lede opmærksomheden hen på noget andet inden jeg afslører mig selv. Lou rækker mig den lidt tøvende og jeg vender og drejer den, med påtaget interesse, i hånden. Skærmen er fuldstændig smadret og jeg kan ikke tænde den. ”Shit… Den havde Harry givet mig” siger jeg med ægte ærgrelse. ”Det tror jeg ikke gør noget, han elsker dig for højt til at blive sur. Tag det roligt søde” siger Sophia beroligende og stryger en lok hår om bag mit øre. Jeg smiler falskt til hende og nikker. ”Er du helt okay?” Spørger Lou for tredje gang og jeg nikker energisk. ”Jeg har bare ikke spist så meget i dag, jeg skal bare have et glas vand og så er jeg vidst fin igen” siger jeg roligt. De bider heldigvis på den og hjælper mig op og ind i stylistrummet igen uden flere spørgsmål.



Lige inden koncerten starter, kysser jeg Harry som normalt og giver ham et kram. Men jeg holder fast i ham lidt længere denne gang. Visheden om at jeg måske aldrig får ham at se igen sidder som en kniv i mit hjerte. Det gør så ondt og jeg ville ønske af hele mit hjerte at jeg kunne fortælle ham det. I det mindste bare sige farvel. Men i sidste ende er det det bedste, der her. For så sker der ikke noget med ham. Han vil blive knust ja, men han vil ikke komme til skade. Han vil ikke dø. Og det er det vigtigste. Så må jeg finde ud af hvad jeg skal gøre af mig selv. Da Harry kysser mig på panden og går ind på scenen, føles det som om det er sidste gang jeg nogensinde skal se ham. Som om verden går under lige om lidt og jeg aldrig kommer til at se ind i hans grønne øjne igen, aldrig kommer til at holde om ham og mærke hans bløde læber mod min pande, hans stærke arme omkring mig. Men det kommer jeg måske heller aldrig til… Verdens undergang er måske faktisk den rigtige betegnelse.


Jeg stopper mig selv i min tankestrøm og går ind i stylistrummet for at få en kop te. Jeg kan i det mindste forsøge at lave noget fornuftigt, den time inden det hele sker. Men jeg kan ikke få teen ned så jeg sidder bare og rører rundt i den. Sophia og de andre er inde for at se drengene, så jeg er alen. Jeg sagde bare at jeg var træt og hellere ville sidde lidt alene. De bed på den. Igen. Noget dybt inde i mig ønsker at de ikke vil bide på den. At de ville blive ved med at være mistroiske og spørge ind. Så jeg blev nødt til at fortælle dem det, og så jeg kunne slippe for det mareridt der står lige for døren. Men så kommer jeg i tanke om Harry. Og skynder mig at kvæle det ønske. For så dør Harry. Alt andet end det. ALT andet.


Heldigvis kommer pigerne ikke tilbage før klokken bliver 21. Jeg ryster ustyrligt over hele kroppen, da der kun er få minutter tilbage. Jeg har lyst til at lægge en note. Bare skrive ’undskyld’ eller noget i den retning. Men jeg ved at jeg ikke må. Og derfor gør jeg det ikke. Jeg er for bange. I stedet retter jeg bare lidt på mit hår og går ud ad døren og fortsætter langt ned ad den mørke gang. Mit hjerte føles som om det kan eksploderer i brystet når som helst. Hele min krop ryster og jeg kan ikke trække vejret normalt. Gangen begynder at gynge og jeg må læne mig op ad væggen for ikke at falde. Alt flimrer et øjeblik, men så tager jeg en dyb indånding, knytter hænderne og begynder at gå igen. Da jeg når døren for enden, synker jeg flere gange og forsøger at få bare en lille smule styr på min krop. Jeg er bange for at jeg besvimer når jeg ser ham. Og det må jeg ikke. For så har jeg ingen mulighed for at komme væk, hvis det skulle blive en mulighed. Selvom jeg tvivler på at det bliver det. Men det er alligevel bedre at være vågen end at være besvimet.


Mine ben ekser og jeg kan næsten ikke tage fat om håndtaget, så meget ryster jeg. Jeg lukker øjnene et øjeblik, tager en dyb ånding og trykker dørhåndtaget ned. Da jeg åbner døren og træder ud, går der et øjeblik før jeg har vænnet mig til mørket. Derfor kan jeg heller ikke se ham. Ikke før han træder ud af skyggerne og ind i den svage stribe af lys, den åbne dør giver.


”Godt at se dig igen, prinsesse.”
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...