Take me Home

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 aug. 2015
  • Opdateret: 29 jan. 2016
  • Status: Igang
Cathrina var engang en glad og smuk pige med et godt liv. Men det ændrede kæresten på. Nu er hun indelukket, ødelagt og bærer rundt på kæmpe byrder. Men hvad sker der, da det en dag går helt galt og Cathrina støder ind i sin barndomsven? Sin barndomsven som nu er kendt og lever et travlt og spændende liv. Kan han få hende tilbage? Vil hun nogensinde komme tilbage? Tilbage til livet?

121Likes
93Kommentarer
92604Visninger
AA

10. Go away

Der er gået flere dage hvor jeg ikke har set eller hørt noget mistænkeligt. Men alligevel kan jeg ikke sove. Hver evig eneste gang, jeg lukker øjnene, kommer de frygtelige billeder og det gør det umuligt at sove. Det er næsten ligesom dengang jeg var spærret inde hos ham, bortset fra at jeg nu har Harry som altid er klar med et kram. Men jeg kan ikke fortælle ham om det, for så vil han også bare tro at jeg er sindssyg. Hvis han da ikke tror det i forvejen. Jeg er så sikker på at jeg så noget. Men hvorfor var det så væk da han kiggede? Der gik jo kun 5-10 minutter fra jeg så det, til han kiggede. Der kan umuligt have været nogen for at fjerne det imens. Mit værelse ligger jo på første sal og hvordan kunne personen finde ud af at Harry ville kigge? Jeg har slet ikke lyst til at tænke på hvordan det kan lade sig gøre. Måske er den bare blæst af vinduet? Det må være det, der er sket. Selvom det ikke blæste den dag. Men der må altså have kommet et vindpust alligevel!

Jeg tager mig irriteret til hovedet og sukker højt. Siden den dag, er en ulidelig hovedpine også begyndt at dunke i mit hoved konstant. Jeg har taget adskillige panodiler men det er som om at smerten aldrig forsvinder helt. Den ligger altid og lurer lige under overfladen. Jeg har flere gange overvejet at gå tilbage til joggingtøjet og lade være med at børste og pleje mit hår. Men jeg vil ikke have at Harry bliver for bekymret. Jeg kan ikke undgå at han lægger lidt mærke til at det går ned ad bakke, for han ser simpelthen alting. Så jeg prøver så godt jeg kan, at opfører mig normalt – tage pænt tøj på, sætte hår og tage smykker på hver dag. Men allerhelst, vil jeg bare gemme mig. Væk fra det hele.

”Caaath?” Råber Harry op ad trappen. ”Jaa?” Råber jeg på samme måde og jeg kan hører at han klukker lavt. Jeg går ud af værelset og ned ad trapperne til ham. ”Jeg tager hen i studiet” siger han og betragter mig kort. I dag har jeg taget en kjole på. Den er løs og med et slags net foran på brystet. Den er kulsort så jeg har piftet den op med et par hvide sneakers (fra Chanel) og en masse smykker. Mit hår er sat op i en rodet knold, øverst på hovedet. For at være helt ærlig, så føler jeg mig ret lækker. Faktisk er mit humør helt godt i dag. ”Okay… Hvornår kommer du hjem?” Spørger jeg. Jeg har ikke lyst til at tage med ham i dag. ”Nok ved 15-16 tiden. Jeg skal nok skynde mig” lover han. ”Du er sikker på, at du ikke vil med?” Jeg nikker bare med et lille smil. ”Jeg har bare brug for at slappe af” forklarer jeg. Jeg undlader at fortælle at mit hoved dunker og at jeg er ved at dø af træthed, for ikke at bekymre ham. Han ser et øjeblik undrende på mig men smiler så og giver mig et let kram inden han forsvinder ud af døren.

Jeg tager et par panodiler og ligger mig ind på sofaen. Jeg nyder bare stilheden og forsøger at fokuserer på noget andet end hovedpinen og de andre ubehagelige tanker. I stedet tænker jeg på Harry. Min bedste ven. For det er han. Jeg ved slet ikke hvad jeg skulle have gjort uden ham. Tænk at han har gjort alt det her for mig. Hvis jeg var ham, havde jeg givet op for længe siden. Sådan som jeg har skabt mig, grædt og været nede i et hul. Sådan som jeg har såret ham. Selvom han har forsøgt at skjule det, så har han grædt rigtig meget. Jeg kan se smerten i hans øjne. Hans smukke, grønne øjne som rummer så meget. Så meget kærlighed men også så meget smerte. Og det er på grund af mig. Alt sammen. Men jeg vil ikke have at det gør ondt på ham. Jeg vil have at han er glad. For jeg elsker ham. Jeg elsker ham højere end noget andet. Jeg kan lige så godt indse det. Han er alt hvad jeg har, og alt hvad der betyder noget for mig. Min Harry.

Jeg må være faldet i søvn for jeg hopper en halv meter op i luften da telefonen ringer. Jeg gnider øjnene og lytter efter. Det er den telefon som Harry har givet mig, så vi kan få fat i hinanden når han er væk. Jeg rejser mig og opdager at hovedpinen faktisk er væk. Og jeg har sovet! Jeg føler mig stadig træt, men bare det at jeg har fået søvn, er store fremskridt! Jeg kigger på displayet på mobilen. Det er skjult nummer. Det er nok en af de andre drenge, måske fordi Harrys mobil ikke virker eller sådan noget. De har jo alle sammen skjulte numre. Jeg trykker svar og tager telefonen op til øret. ”Det er Cathrina.” ”Hej prinsesse” hvisker en hæs stemme i den anden ende. Jeg stivner og det løber mig koldt ned af ryggen. ”Lad os komme lige til sagen, prinsesse. Du gør klogt i at hører efter nu” hvisker han. Jeg overvejer at lægge på, men jeg tør ikke. Jeg står bare fuldstændig stift, limet til jorden, med udspilede øjne. ”Jeg vil gerne have dig tilbage og jeg vil have penge. Så derfor vil jeg gerne have dig til at samle så mange af Harrys penge sammen, som du kan. Så aftaler vi en dag hvor vi kan mødes og jeg kan få pengene og tage dig med.” Tårende begynder at løbe ned af mine kinder og mit hjerte hamrer afsted. NEJ skriger alting inde i mig. NEJ JEG VIL EJ! Men jeg holder fuldstændig mund og hører bare efter. ”Hvis du siger det her til nogen, prinsesse; Så bliver det værst for dig selv. Jeg er i stand til mere end du aner.” Det sidste hvæser han ud og jeg tvinger mig selv til ikke at hulke. ”Forstået?” Hvisker han. Jeg kan slet ikke få et ord over mine læber, så jeg nikker bare, velvidende at han ikke kan se det. ”Forstået?!” Hvæser han, nu højere og hårdere. ”Ja” hvisker jeg utydeligt. Men han hører det. ”Godt prinsesse. Jeg elsker dig.” Jeg får en voldsom kvalme ved den sidste sætning. Heldigvis lægger han på. Jeg står et øjeblik, forstenet. Så smider jeg mobilen fra mig og styrter ud på toilettet hvor jeg bukker mig ind over toilettet og brækker mig. Jeg kaster op ind til det føltes som om jeg vender vrangen ud på mig selv. Så skylder jeg ud og læner mig op af væggen. Jeg hulker så voldsomt at jeg ikke kan få vejret, og det gør det ikke bedre at jeg lige har brækket mig.

Hvad skal jeg dog gøre? Det her er værre end jeg nogensinde havde forestillet mig, det ville blive. Jeg tør ikke sige noget til Harry, for jeg er rædselsslagen for hvad der så vil ske med os. Jeg tør slet ikke tænke på det. Jeg begraver ansigtet i hænderne og banker langsomt hovedet ind i væggen. Hovedpinen er vendt tilbage og den er værre end nogensinde før. Pludselig hører jeg døren gå op og jeg ser forskrækket op. Harrys ansigtsudtryk da han ser mig, er ubeskriveligt. Først er det chokerende. Så bliver det forfærdet og så kommer smerten. Jeg ser ind i de grønne øjne og kan se al den smerte de rummer. Jeg kan også se skuffelsen og magtesløsheden i dem. Det får mig bare til at græde endnu mere. Jeg vil bare fortælle ham det hele. Jeg har ikke lyst til at gå med det selv. ”Cathrina…?” Hans stemme er svag men samtidig chokkeret. ”Åh Harry” hulker jeg.
 

----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Dramaaaaa :P Hvad synes I?
Og endnu engang tusind tak for støtten <3

Kyyys <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...