Take me Home

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 aug. 2015
  • Opdateret: 29 jan. 2016
  • Status: Igang
Cathrina var engang en glad og smuk pige med et godt liv. Men det ændrede kæresten på. Nu er hun indelukket, ødelagt og bærer rundt på kæmpe byrder. Men hvad sker der, da det en dag går helt galt og Cathrina støder ind i sin barndomsven? Sin barndomsven som nu er kendt og lever et travlt og spændende liv. Kan han få hende tilbage? Vil hun nogensinde komme tilbage? Tilbage til livet?

121Likes
93Kommentarer
91663Visninger
AA

11. Don't wanna cry anymore

“Godmorgen!” Harry ser ikke engang på mig. Jeg rynker panden og spekulerer på om jeg har gjort noget galt. ”Cath… Jeg har tænkt meget over det, og jeg ved at du bestemt ikke vil synes om den ide…” Starter han og jeg tænker med det samme, de værste tanker. ”Du skal snakke med en psykolog.” Jeg ser forvirret på ham. Men så trænger den ind og jeg lægger armene over kors. ”Nej!” Jeg gør min stemme så fast som muligt. Det vil jeg under ingen omstændigheder. Ikke tale om! ”Jo du skal.” Harrys stemme er mindst lige så fast som min. ”Du kan ikke tvinge mig!” Siger jeg, lidt højere, men uden at råbe. ”Om jeg så skal slæbe dig Cath. Du bliver nødt til at snakke med nogen! Det var dumt af mig, at tro, at jeg kunne klarer det” siger han og rejser sig op. ”Så nu er jeg lige pludselig blevet sindssyg eller sådan noget? Jamen tak da” siger jeg sarkastisk. Jeg er ikke engang bange eller panikslagen lige nu – det eneste jeg kan tænke på, er at han ikke kan tvinge mig. ”Nej det siger jeg ikke.” Hans kontrollerede, blide men faste stemme, irriterer mig grænseløst. ”Men hvis du skal ud af alt det her, komme over det, så har du brug for professionel hjælp!” Siger han. Han kommer hen imod mig men jeg er lamslået og vred så jeg bakker demonstrativt væk fra ham. ”Cathrina…” ”Helt ærligt! Jeg er altså ikke et barn! Jeg kan styrer mit eget liv! Du skal overhovedet ikke blande dig!” Nu råber jeg af ham. Jeg kan mærke hvordan knuden i maven vokser, og jeg har lyst til at græde. Men jeg må forblive hård lige nu. ”Jo jeg skal blande mig! Jeg kan sgu da ikke lade være! Er du klar over hvor ondt det gør på mig? At se dig sådan?” Råber han. Jeg bliver først overrasket over hans voldsomme udbrud men så synker hans ord ind. Gør ondt… ”Du har INGEN ide om hvor meget det sårer mig! Det knuser mig fuldstændig. Lad mig nu for helvede hjælpe dig!” Han råber stadig men tårer har samlet sig i hans øjne. ”Jeg elsker dig Cathrina. Hvornår fanden går det op for dig?” Nu er hans stemme lille og den første tårer triller ned over hans kind. Han ser såret på mig. Jeg har både lyst til at slå ham og mig selv, men mest af alt har jeg bare lyst til at græde.
Jeg står et øjeblik og kæmper en indre kamp for ikke at bryde sammen, men til sidst giver jeg efter og gemmer ansigtet i hænderne. Jeg kan hører at han kommer tættere på og så lægger han armene om mig. Jeg overvejer at slå vride mig ud af hans favn, men jeg kan hører han snøfter og jeg kan ikke klarer, at sårer ham mere. Jeg bliver stående ligesom før med ansigtet i hænderne, men lidt efter lidt bløder jeg op og til sidst lægger jeg armene om ham. Jeg står og kæmper med mine modstridende tanker. Skal jeg gøre det for hans skyld? Men hvad skulle jeg så fortælle? Jeg kunne måske godt fortælle om de fire år. Så kan jeg bare udelade det der er sket på det sidste. Mit hjerte sætter farten op, ved tanken om nattens oplevelser. Men så tvinger jeg mig selv til fokuserer på mit nuværende problem. ”Det er bare noget rod Harry” græder jeg ned i hans skulder og bliver selv overrasket over at jeg faktisk fortæller ham det. ”Jeg ved det…” Mumler han og jeg bliver også overrasket over hans svar. Har han ændret strategi. ”Vent… Det ved du da ikke?” Jeg fortryder næsten at jeg sagde det. ”Cath…” Sukker han opgivende og slipper mig. ”Undskyld” siger jeg. Han presser et øjeblik munden sammen til en streg og vender sig så mod morgenbordet igen. ”Få spist noget, vi tager afsted om en time” siger han afslappet. Jeg træder uvilkårligt et skridt tilbage. ”Hey! Har du glemt at jeg sagde nej?” Spørger jeg. ”Nej. Men har du glemt, at jeg sagde, at du skulle, om jeg så skulle bærer dig?” Svarer han og det gør mig bare endnu mere sur. ”Du kan ikke tvinge mig” mumler jeg og lægger armene over kors. ”Det kan jeg jo blive nødt til” siger han. Jeg har bare lyst til at slå ham, men det gør jeg alligevel ikke. I stedet vender jeg om på hælen og tramper ovenpå.


Jeg smider mig på sengen og lader et par hulk slippe ud. Det er så vanvittig hårdt at sårer og skuffe ham, gang på gang, men jeg ved, at det ville gøre det endnu værre hvis jeg fortalte noget. Men jeg kan også bare mærke at han ikke giver op… Jeg sætter mig op og trækker ærmerne op på min sweater. Arrene er det eneste der ikke er forsvundet – de forsvinder aldrig. Jeg lader hånden glide over et par af arrene på min ene arm og sætter så neglene ned i et af arrene. Tårende strømmer ned af kinderne, for jeg ved godt, at det er så forkert, men alligevel stopper ikke med at presse indtil der går hul og blodet pibler ud i små dråber. Jeg gør ikke noget for at tørre blodet af, bliver bare ved med at presse. Til sidst gør det så ondt at det sortner for øjnene, og stopper med at presse. Blodet løber ned af min arm og jeg er næsten blændet af tårer, da jeg rejser mig og går ud på badeværelset. Jeg knuger hårdt om kanten på vasken da jeg skyller blodet væk. Hvorfor skal det være sådan her? Det er slet ikke fair.


Jeg ligger på min seng og kigger op i loftet da Harry kommer ind. ”Vi skal kører nu” siger han bare. Jeg rør mig ikke, og slipper ikke loftet af syne. ”Cathrina, helt ærligt” sukker han og jeg kan hører ham komme hen til mig. ”Du kan ikke tvinge mig” siger jeg bare. ”For helvede Cathrina!” Han lyder sur og frustreret igen nu. Jeg opdager pludselig at jeg ligger med ærmet smøget op og mit sår, fra neglene op ad. Jeg vender den hurtigt om men han har nået at se det. ”Hvad fand…” Gisper han. ”CATHRINA! Du kommer med lige nu! Det er nok!” Jeg bliver vildt forskrækket over at han lige pludselig råber af mig. Han kommer hen og tager fat i min arm. ”Kom så” siger han. Han lyder ikke helt så sur mere men hans stemme er fast. Jeg bliver liggende lidt, men rykker så armen til mig og sætter mig op. ”Okay” siger jeg. ”Du kan tvinge mig til psykolog, men du kan ikke tvinge mig til at tale.”

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Sååå! Hvad tænker I? Ved godt at det er lidt kort, men håber at I kan lide det alligevel! Tror I at Cathrina fortæller psykologen noget?

Og igen tusind tak for støtten! Det er helt vildt <3

 

Kys <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...