Take me Home

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 aug. 2015
  • Opdateret: 29 jan. 2016
  • Status: Igang
Cathrina var engang en glad og smuk pige med et godt liv. Men det ændrede kæresten på. Nu er hun indelukket, ødelagt og bærer rundt på kæmpe byrder. Men hvad sker der, da det en dag går helt galt og Cathrina støder ind i sin barndomsven? Sin barndomsven som nu er kendt og lever et travlt og spændende liv. Kan han få hende tilbage? Vil hun nogensinde komme tilbage? Tilbage til livet?

121Likes
93Kommentarer
92356Visninger
AA

12. Don't talk

”Vil du ikke bare sige hvad han hedder?” Psykologen er faktisk sød. Hun er ikke den der briller-og-foldede-hænder-type, men en ung, lyshåret kvinde med blide øjne. Hun er tålmodig og snakker ikke på den der jeg-ved-at-det-er-hårdt-min-ven-men-jeg-forstår-dig-godt-måde men hun spørger pænt og venter tålmodigt på at jeg svarer. Men alligevel siger jeg ingenting. Det brænder i mig, for at fortælle det hele, hver gang hun spørger. Det gør ondt at jeg bliver nødt til at holde det inde, når det jeg har mest brug for er at komme ud med det hele. Men jeg holder mund alligevel. Jeg ryster på hovedet og ser undskyldende på hende. Jeg er glad for at Harry skulle vente udenfor, for han ville være meget frustreret nu, hvis han var her til at overvære det hele.


”Prøv at hør her. Jeg ved godt at det er et mareridt du har været igennem. Jeg tror aldrig at jeg vil kunne forestå det helt, men jeg vil så gerne få lov til at hjælpe dig” siger hun. Hun er så blid og forstående at jeg får tårer i øjnene. ”Jeg… Jeg ville gerne… Men jeg…” Jeg gemmer ansigtet i hænderne som så mange gange før. ”Jeg kan ikke…” Græder jeg. Jeg græder stille ned i mine hænder og ænser ikke at hun rejser sig, før jeg mærker et par blide arme omkring mig. Hun stryger blidt en hånd over min ryg men siger ikke noget. Først efter lang tid, snøfter jeg en sidste gang og ser op. Jeg må ligne et vrag men da jeg ser ind i et par brune, blide øjne, smiler hun bare stille. ”Er Harry, derude, en ven?” Spørger hun. Jeg nikker. ”Hvad med dine forældre?” Spørger hun. Jeg ser et øjeblik uændret på hende, og så fortrækker mit ansigt sig og jeg ser ned. ”Nej nej, det er okay” siger hun. ”Hvor er dine forældre?” Jeg kan ikke lade være med at hulke. For det er den eneste ting som jeg har været i stand til at skubbe helt væk – glemme. For jeg savner dem så ufattelig meget. Og det gør vanvittig ondt at tænke på dem. Dengang var jeg tryg og glad, dengang var mit liv en leg. Hvordan kunne det så hurtigt, blive så forfærdeligt et mareridt? ”Jeg ved det ikke” hulker jeg. Jeg føler næsten ikke at jeg kan trække vejret. ”Cathrina… Jeg tror altså at du bliver nødt til at fortælle mig hvad der er sket… For når du ikke engang ved hvor dine forældre er, så er der noget galt” siger hun blidt, men åbenlyst bekymret. ”Jeg kan ikke” græder jeg. Mit indre er i oprør, for jeg ved at hun kan hjælpe mig, men jeg er også bange for hvad det kan få af konsekvenser. Men han burde jo ikke kunne finde ud af det vel? Hvordan skulle han det? Jeg skæver uvilkårligt til vinduet. Han har fundet ud af alt for meget… Så jeg kan aldrig være sikker.
”Vil du ikke bare give mig navnene på dine forældre?” Spørger hun så. Det letter en lille smule, for så behøver jeg ikke at fortælle hende noget alligevel. ”Isabelle og Sam Wilson” fortæller jeg hende. ”Tak.” Hun lyder uendelig lettet. ”Du må gerne gå hjem nu” siger hun så. Jeg rejser mig og tørrer øjnene. ”Her er mit nummer, du ringer bare!” Siger hun og giver mig et visitkort. Hun giver mig et hurtigt kram. ”Du er stærk Cathrina, blev ved med at kæmpe” hvisker hun inden hun slipper mig. Jeg nikker svagt og vender mig om for at gå ud. Harry flyver op fra en af de blå stole, da vi kommer ud. Han ser bekymret på mig og kommer hurtigt over og lægger en arm om mig. ”I kan komme igen om 2 uger” siger hun og Harry nikker inden han følger mig ud. ”Hjalp det..?” Spørger han nervøst da vi kommer ud. ”Lidt” siger jeg bare, for ikke at bekymre ham yderligere. Han siger ikke noget, men jeg kan mærke at han slapper lidt mere af.


Harrys synsvinkel:
Cathrina gik direkte op på sit værelse, da vi kom hjem. Jeg smider mig magtesløst i sofaen. Jeg føler at hver eneste rest energi har forladt min krop. Jeg ved at Cathrina ikke har fortalt psykologen noget, der kunne hjælpe hende. For hun har ikke ændret sig spor. Eller måske hjælper en psykolog ikke engang? Stop Harry, hun skal også have lidt tid. Jeg sukker og tager mig til hovedet. Det er snart ved at blive for meget. Hver dag laver vi album, flere timer og samtidig skal vi til at afslutte vores Tour. Jeg sætter mig forskrækket op. Oh fuck. Hvad gør jeg med Cathrina når vi rejser om 2 uger? Kan jeg tage hende med? ”Shit shit shit. Fuck” siger jeg til mig selv og rejser mig op. Mit hoved dunker og jeg føler mig træt. Jeg har bare brug for en til at muntre mig op lige nu… ”Liam?” ”Hvad så?” Bare hans stemme gør mig lidt mere rolig. ”Vil du ikke lige komme over?” Spørger jeg. Jeg trækker vejret dybt og forsøger at ignorerer hovedpinen. ”Jo selvfølgelig… Problemer?” Spørger han lidt tøvende. ”Hmm” siger jeg bare. ”Ses om lidt!” Daddy Directioner… Det vil han altid være lidt, selvom han har ændret sig meget siden vi startede. Så vil han altid være den, jeg kan gå til hvis jeg har brug for hjælp.


”Hvad så?” Liam ser spørgende på mig da jeg åbner døren. ”Kom ind…” Siger jeg bare og træder til siden så han kan komme forbi. Han går ind i stuen og sætter sig på kanten af sofaen. Jeg smider mig ned ved siden af ham. ”Jeg føler bare at det hele glider ud af hænderne på mig…” Starter jeg. Jeg kan jo lige så godt sige det som det er. ”Er det Cathrina..?” Spørger han. Jeg nikker. ”Hun har bare fået det værre. Spørg mig ikke hvordan, men hun har det næsten værre end da hun kom” forklarer jeg. ”Og jeg ved simpelthen ikke hvad der er sket…” Jeg sukker højt og forsøger at synke den klump jeg har i halsen. ”Har du prøvet at snakke med hende? Spørge hende?” Jeg ryster på hovedet. ”Hun vil ikke sige noget. Det er som om at hun er bange for noget – meget bange. Men jeg ved simpelthen ikke hvad det er” sukker jeg. ”Var ikke til psykolog i dag?” Spørger han. Jeg får tårer i øjnene. Det ramte hårdt, fordi jeg troede at det var en sidste chance. Men det hjalp ikke en skid. ”Jo… Men hun fik det ikke bedre.” Jeg lægger hovedet i hænderne og støtter armene på mine lår. ”Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre Liam… Jeg føler mig så magtesløs og svag. Og hvad gør vi når vi skal på Tour igen?” Jeg kæmper for at holde tårende tilbage. Jeg orker ikke det her mere. Liam ligger forsigtigt en arm om mig og giver min skulder et klem. ”Tag hende da med?” Siger han. ”Men kan jeg det? Du har ikke set hende Liam, hun er så ustabil” siger jeg. ”Men du vil vel ikke forlade hende her? Vi kan jo prøve, og så tager vi den derfra” siger han. ”Vil du virkelig det?” Jeg ser op på ham. Han ved godt hvordan det så ville blive. Jeg vil måske være distraheret og hun ville blive et problem på nogle punkter. Men alligevel tilbyder han det. ”Helt ærligt… Måske får vi problemer, men det ville være endnu værre for dig hvis du lod hende være herhjemme” siger han og jeg nikker enig. ”Men jeg kan godt se hvor meget du elsker hende…” Siger han så. Det gipper lidt i mig. Er det så tydeligt? ”Bare rolig” smiler han. ”Så tydeligt er det heller ikke, men jeg kender dig jo så godt.” Han griner let. ”Tak…” Mumler jeg. ”Så må jeg se om jeg kan få hende med…"

 

Cathrinas synsvinkel:
”Med på… Tour?” Jeg skal lige have det spørgsmål til at bundfælle sig. ”Ja enten det, eller også skal jeg ikke tage med” siger Harry og jeg kan tydeligt se, at han bestemt ikke har lyst til at droppe den sidste del af touren. ”Nej det skal du ikke! Men hvorfor lader du mig ikke bare være her? Jeg kan jo bare finde et andet sted at bo” siger jeg. Jeg siger det kun for hans skyld, for jeg ville aldrig overleve uden ham. ”Det ved du kan at jeg ikke ville gøre Cath. Og du ved også godt at du ikke kan klarer dig uden mig” siger han. Jeg bliver lidt fortørnet over den bekendtgørelse, for jeg vil ikke være afhængig af andre. Men det er jeg jo. Jeg kan ikke klare mig uden ham. Så jeg holder mund. ”Må jeg tænke lidt over det?” Spørger jeg. ”Selvfølgelig!” Siger han og virker tydeligvis lettet over at jeg ikke fik et flip, eller hvad han nu ellers havde forestillet sig.


Da han er gået igen, sætter jeg mig hen til skrivebordet. Skal jeg tage med? Jeg vil jo ikke miste Harry, men at jeg skal med på Tour, vil betyde at jeg får minimalt tid alene. Men… Jeg vil jo være i sikkerhed. For der er jo securitys overalt. Så er der jo ikke nogen der kan gøre mig noget, vel? Jeg smiler ved tanken. Jamen hvorfor ikke? Hvis jeg kan være i sikkerhed! Det er jo verdens bedste ide! Jeg springer op igen. ”Yes!” Siger jeg til mig selv, inden jeg går nedenunder. ”Harry?” Råber jeg. ”Jaa?” Han er inde i stuen. ”Jeg tager med!” Siger jeg og smiler. ”Ej hvor fedt!” Han rejser sig smilende op og kommer hen til mig. Han lægger armene om mig, og giver mig et kram. Jeg lægger også armene om ham og læner hovedet ind mod hans kraveben. Han nusser blidt min ryg og jeg nyder bare lyden af hans rolige hjerterytme. Pludselig ringer telefonen skingert og Harry slipper mig med et lille sæt. Han tager telefonen og taler i lidt tid. ”Jeg bliver nødt til at tage over i studiet” siger han beklagende. ”Det er okay” skynder jeg mig at sige. ”Vil du med..? Jeg kommer nok ikke hjem til aftensmad.” ”Det går nok, jeg bestiller bare en pizza” siger jeg. ”Jeg vil helst slappe af herhjemme.” Han nikker og giver mig et kys på panden inden han går ud af døren. Jeg bliver stående tilbage, helt paf. Han har aldrig kysset mig før. Hvad betyder det? Jeg ryster på hovedet. Selvom jeg ikke orker at tænke over det lige nu, kan jeg ikke lade være med at smile. Da jeg kaster et blik på mit spejlbillede i det slukkede fjernsyn, kan man tydeligt se mine røde kinder. Jeg kan slet ikke huske hvornår jeg sidst har følt sådan her. Jeg føler mig… Forelsket. Nej vent, hvad? Jeg kan da ikke være forelsket. Han er min bedste ven og bofælle. Men… Jeg mit hjerte hamrer og stedet, hvor hans læber ramte min pande, brænder det. Jeg smiler lidt af mig selv og går hen efter mobilen for at ringe efter en pizza.


Måske bliver alting godt nu? Jeg skal med på tour, og jeg vil være i sikkerhed. Måske… Måske udvikler mig og Harrys forhold sig til mere end bare venskab..? Bare tanken får det til at boble i mig. Hvorfor har jeg det lige pludselig sådan her? Det er noget underligt noget. Jeg samler mobilen op fra kommoden og trykker på home-knappen. Skærmen lyser op og jeg kan se at jeg har fået en besked.


Hej prinsesse. Du var tæt på i dag. Kan du ikke huske hvad jeg har sagt til dig? Ikke fortælle nogen noget. Men mine tidligere advarsler var åbenbart ikke tydelige nok. Hvis du nogensinde nævner noget som helst der kunne relaterer til mig – så dræber jeg ikke kun dig, så dør Harry også.


Al farve forlader mit ansigt og skærmen bliver sort igen. Dér går det op for mig, at jeg aldrig nogensinde vil få fred. Lige meget hvor jeg er. For nu er Harry også i fare.
 

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Så! Lidt længere afsnit, med flere synsvinkler! Godt eller lidt forvirrende? Kommenter jeres mening!
Hvis I har ideer til handlingen, er de også meget velkomne! Jeg lover ikke at de kommer med, men det kan være at de inspirerer mig!

Hold da op der bliver liket og favorittet! Det går jo helt amok :D Tusind tusind tak <3

Kys <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...