Take me Home

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 aug. 2015
  • Opdateret: 29 jan. 2016
  • Status: Igang
Cathrina var engang en glad og smuk pige med et godt liv. Men det ændrede kæresten på. Nu er hun indelukket, ødelagt og bærer rundt på kæmpe byrder. Men hvad sker der, da det en dag går helt galt og Cathrina støder ind i sin barndomsven? Sin barndomsven som nu er kendt og lever et travlt og spændende liv. Kan han få hende tilbage? Vil hun nogensinde komme tilbage? Tilbage til livet?

121Likes
93Kommentarer
92510Visninger
AA

4. Confused

“Vi skal have hende med hjem, Mike” siger Harry. ”Kender du hende?” spørger den bodygard som Harry talte til. Harry ser ned på mig og jeg kan se smerten i hans øjne. ”Ja” siger han. ”Hey, Harry? Hvad sker der?” Spørger en ung fyr med kort, brunt hår. ”Liam…” siger Harry og trækker ham lidt væk. Han står og snakker lavmeldt til ham og en gang imellem kigger Liam over på mig med en bekymret rynke i panden. Jeg ser mig omkring. Pigerne er næsten væk - der kommer nogle få en gang imellem, men de får strengt besked på at gå igen. Jeg ved ikke hvorfor det er sådan. Harry er da ikke kendt? Og hvem er ham Liam? Jeg kan se en sort bil et stykke væk hvor der tydeligvis sidder nogle flere og venter. ”Kan du rejse dig op?” Spørger en af mændene pludselig. Jeg går ud fra at de alle sammen er en slags bodyguards, men hvorfor de er her, ved jeg ikke. Jeg ser op på ham og nikker.


Pludselig bliver jeg bange for hvor jeg skal hen. Hvad nu hvis jeg ikke skal samme sted hen som Harry? Hvad nu hvis de her mænd alligevel ikke er så søde som de er lige nu? ”Kom med mig” siger han og tager fat i min arm. ”Hvor… Hvor skal vi hen?” spørger jeg lavt. ”Bare lige her hen” siger han og rykker lidt i min arm. Så går jeg i panik. Mit hjerte begynder at hamre og jeg trækker med det samme vejret hurtigere. ”Nej vent…” prøver jeg inden jeg går helt i selvsving. ”Vi har ikke så meget tid, følg bare med mig” siger en mand bag mig og skubber mig fremad. Selvom han gjorde det blidt, og de ikke lyder onde så slår det klik for mig. ”Nej!” råber jeg. Manden bliver ved med at holde fast i min arm. ”Rolig, tag de roligt” siger han. Jeg springer tilbage for at slippe for hans greb. Jeg rammer lige ind i den anden og han lægger en hånd på hver af mine skuldre. ”Slip mig!” skriger jeg. ”Rol…” ”SLIP MIG!” skriger jeg igen og kaster mig til siden. Så giver han endelig slip og jeg ser mig om efter et sted at løbe hen. ”Vent! Unge dame…” råber de efter mig. Jeg begynder at løbe men en anden bodyguard tager fat i mig. Jeg er fanget. ”Slip mig!” skriger jeg igen og slår om mig. ”Cathrina! Cath!” hører jeg en velkendt stemme råbe. Men jeg bliver ved med at kæmpe for at komme fri. ”Cath, det er okay. Jeg er lige her, vi gør dig ikke noget” siger Harry blidt og lægger hænderne forsigtigt på mine arme. ”Slip hende bare” siger han og jeg mærker det hårde greb om mine arme forsvinde. ”Det er okay” siger han blidt og jeg bryder hulkende sammen. ”Schyy, det er okay. Det skal nok gå” siger han og trækker mig ind til sig. Han holder om mig og stryger mig blidt over ryggen. Jeg kryber bare sammen og hulker mod hans bryst. Hans lugt er så velkendt og det får mig bare til at hulke endnu mere. Men jeg græder egentlig mest af lettelse. ”Schyyy Cath, jeg er lige her” mumler han beroligende ned i mit hår. ”Øhm Harry? Går det?” spørger en stemme som jeg vil vædde med ikke er en bodyguard. Men jeg ser ikke op. ”Ja det er fint” siger Harry højt.
”Cath? Kan du gå med?” spørger han blidt. Jeg griber krampagtigt fat i hans blazer. ”Ja ja, jeg er lige her. Jeg slipper dig ikke” forsikrer han mig. Jeg slipper og går med. Han har en arm om mig og holder fat i min arm med den anden imens han forsigtigt styrer mig hen mod den store, sorte bil. Harry kravler først ind og hjælper så mig ind. Derinde sidder 3 andre drenge. Jeg får et chok og kigger hurtigt ned. ”Det er okay” hvisker han. ”Hej” siger en lyshåret fyr og smiler forsigtigt. Efter lidt tid kigger jeg op. Hans øjne er isblå og han ser… Ja han ser faktisk sød ud. Jeg bliver helt overrasket over mig selv. Men jeg burde jo heller ikke være bange for alle. Det slår bare klik nogle gange. Jeg ryster let på hovedet for at slippe af med tankerne og nikker til ham. Jeg forsøger at smile men det bliver kun til et træk i mundvigen. Men jeg ser ham i øjnene et øjeblik og han smiler endnu mere. ”Hej, jeg er Liam” siger ham der talte med Harry og smiler skævt. ”Og jeg er Louis” smiler den tredje dreng som har lidt længere, lysebrunt hår. ”Ja jeg hedder Niall” griner ham den lyshåret. Jeg nikker til dem alle sammen men det er næsten også for meget for mig. Mit hjerte banker og jeg ser op på Harry med en bekymret rynke i panden. ”Vi er snart hjemme” siger han, som om han kan læse mine tanker. Jeg nikker langsomt og han giver min arm, et blidt klem.


Vi kommer ”hjem”, hvilket er et stort, hvidt hus som ser ret imponerende ud. Harry følger mig ovenpå og de andre bliver nedenunder. ”Det er så her jeg bor” siger han da vi går op af trappen. ”Du kan få det her gæsteværelse.” Han åbner en dør ind til et stort, lyst værelse med seng, skrivebord, kommode, skab og en altan. Jeg bliver vildt overrasket men siger ikke noget. Jeg går ind efter ham og han sætter sig på sengen. ”Jeg ved ikke om du vil i bad eller?” spørger han lige usikkert. Jeg ryster bare på hovedet. Jeg tager mig sammen. ”Nej tak.” ”Vil du have noget rent tøj på?” spørger han. Jeg kigger lidt flovt ned ad mig selv. Mit tøj er ret gammelt og er blevet møgbeskidt af episoden før. ”Tja” siger jeg og nikker. ”Altså jeg har jo kun drengetøj men jeg kan nok godt finde noget du kan bruge, hvis det er okay?” siger han. Jeg nikker. ”Fint.” Han forsvinder ud af døren og jeg sætter mig forsigtigt på sengen. Jeg er forvirret og ked af det. Jeg burde være lykkelig for at være sluppet for ham og det forfærdelige liv men verden her udenfor gør mig så usikker. Jeg stoler på Harry, men alle andre gør mig nervøse og jeg kan ikke forstå hvorfor Harry bor i det her kæmpe hus og hvem er de andre fyre?  Jeg sukker og ved ikke helt hvad jeg skal gøre af mig selv. Heldigvis kommer Harry tilbage med et par sweatpants, en sweater og en t-shirt. ”Jeg håber at du kan passe det” siger han og griner let. ”Tak” siger jeg og tager imod det uden at se på ham. ”Cath… Er du okay? Du har ikke ondt nogle steder vel? Eller er der noget du vil snakke om?” spørger han alvorligt. Jeg ryster på hovedet. ”Jeg vil bare gerne være lidt alene” siger jeg. Det er den længste sætning jeg har sagt i dag. Min stemme er svag og hæs, men jeg har selvfølgelig heller ikke snakket så meget før. Han bliver et øjeblik stående og ser på mig. Så sukker han og går.


Jeg begynder langsomt at tage joggingbukser og t-shirt på. T-shirten er en str. L og den når mig næsten til knæene. Sweateren er lidt mindre men til gengæld er ærmerne vildt langt. Jeg smøger dem lidt op og tager så sweatpants’ene på. De er også ret store men det går. Gnider øjnene og opdager at jeg har blod i hele hovedet. Shit, jeg må have set forfærdelig ud! Jeg overvejer hvor jeg kan finde et toilet så jeg kan vaske mig. Der er en dør mere i værelset, udover den ud til gangen. Jeg åbner den forsigtigt. Yes! Et toilet. Jeg skynder mig at vaske mit ansigt. Håret orker jeg ikke at gøre noget ved. Jeg sukker da jeg ser mit ansigt i spejlet. Blodet er i det mindste væk men mit ene øje er blåt og er begyndt at hæve og jeg har et stort sår i panden – nok der blodet kom fra. Jeg har også en lille flænge i læben. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre ved det så jeg går bare ind på værelset igen. Jeg lægger mig på sengen og ser op i loftet. Tøjet er blødt og dufter godt, af vaskepulver og af Harry. Men mit hoved er begyndt at dunke og flere af mine blå mærker gør ondt. Jeg lukker øjnene og forsøger at sove lidt men jeg føler mig ikke sikker på at der ikke sker noget. Så jeg bliver liggende og kigger op i loftet.


”Cath?” siger en blid stemme. Jeg flyver op og tager mig hurtigt til hovedet. Det gør frygtelig ondt. Og jeg kan ikke se ud af mit ene øje.  Jeg må have sovet for jeg kan ikke huske noget fra de sidste minutter, eller er der gået timer? Hvem var det egentlig der snakkede til mig? Jeg kan slet ikke tænke klart. ”Cath” siger Harry igen. Han står ved siden af min seng. ”Jeg ville bare lige hører om du har lyst til noget at spise?” spørger han. Først der mærker jeg at jeg faktisk er frygteligt sulten. Jeg nikker og rejser mig op. Den pludselig bevægelse gør mig svimmel og jeg sætter mig hurtigt ned igen. Det sortner for øjnene og jeg tager mig til hovedet igen. ”Er du okay?” spørger Harry lidt forskrækket. ”Ja ja, bare hovedpine” siger jeg med lille stemme. ”Vi kan finde en hovedpinepille til dig” foreslår han. ”Hvad… Hvad med de andre?” spørger jeg. ”Drengene er gået så det er kun os to” svarer han og smiler. Jeg rejser mig forsigtigt op igen og denne gang er svimmelheden ikke så slem. Jeg følger efter Harry ned i køkkenet. Der dufter vildt godt nede i køkkenet. Harry sætter en stor pizza på bordet. ”Ja, mig og madlavning er ikke så gode sammen så jeg ville sparer dig for det, denne gang” siger han og blinker smilende. Jeg smiler en lille bitte smule og jeg kan se hvor glad det gør Harry.


Da vi har spist, sidder vi lidt i stilhed. Jeg har det bedre nu hvor panodilen, jeg fik før maden, begynder at virke og min mave ikke længere er tom. ”Cathrina?” siger Harry pludseligt. ”Hvem er de andre?” spørger jeg pludselig. Det overrasker mig selv, lige så meget som det overrasker Harry. ”Louis, Liam og Niall?” spørger han. Jeg nikker. ”De er mine venner. Sammen er vi One Direction” siger han og smiler. ”One Direction?” Jeg føler mig fuldstændig forvirret. Hvem, eller hvad, er det? Han holder øjeblikkeligt op med at smile. ”Oh…” Jeg rynker brynene og ser spørgende på ham. ”Misforstå mig ikke, jeg troede at du vidste det” siger han usikkert. ”Men vi er et verdenskendt band. Verdens største boyband. Vi har lige været på vores fjerde verdensturné” siger han og smiler skævt. Jeg ser ned. Jeg føler mig frygtelig dum. Verdenskendt?! Er Harry, min bedste ven (eller i hvert fald tidligere bedste ven), blevet verdenskendt? Hvor meget er jeg lige gået glip af? ”Hvor… Hvor længe?” spørger jeg hæst. ”Siden 2010. Vi blev sat i X-faktor og derefter gik det stærkt” fortæller han. ”Du så mig da godt til X-faktor, ikk?” spørger han. Jeg nikker. ”Da du flyttede sammen med din kæreste, hørte jeg aldrig mere fra dig” siger han. ”Vi fik en tredjeplads men vi har fået mere succes end nogen af de andre der var med. Så du ikke finalen af X-faktor?” spørger han. Jeg ryster på hovedet. ”Vi havde ikke fjernsyn” mumler jeg. ”Men hvad med de fem år efter?” spørger han og jeg kan tydeligt se forvirringen i hans ansigt. ”Jeg… Jeg måtte ikke se fjernsyn” siger jeg og skal kæmpe for at holde tårende tilbage. ”Var han? Ham der… Var han din kæres… Åh gud Cathrina” siger han ulykkeligt. ”Ham der slog dig? Var han din kæreste?” Hans stemme lyder forfærdet. Jeg bliver bare ved med at se ned i bordet og nikker stemme. ”Cathrina…” Jeg kan hører ham rejse sig og jeg ser op. Han har tårer i øjnene da han går rundt om bordet og lægger armene om mig. Han står lidt med hovedet i mit hår og med armene om mig. ”Jeg er så ked af det” hvisker han. Så kan jeg ikke holde det tilbage mere. Tårende begynder at løbe og jeg hulker svagt. Han hiver mig op og følger mig ind i stuen, stadig med armene om mig. Han placerer mig i sofaen og sætter sig ved siden af mig. Jeg lægger mig halvt i hans skød, med hovedet mod hans mave og hulker. Han vugger mig svagt frem og tilbage, men han trækker vejret i stød, hvilket vil sige at han græder.


Vi sidder der i noget der føles som år. Harry siger ingenting og jeg hulker bare. Langsomt stilner hulkende af, men tårende bliver ved med at løbe. Jeg sætter mig lidt op og kigger op på ham. Hans øjne er røde men han græder ikke mere. Jeg sætter mig op og læner mig op af hans skulder. ”Hvem var han, Cath?” Jeg ser på ham men ryster så på hovedet. Jeg er så skrækslagen for at han finder mig igen, hvis jeg fortæller om ham til nogen. Ikke engang Harry kan jeg sige det til. ”Vil du ikke nok fortælle mig det?” spørger han. Jeg ryster på hovedet. ”Jeg kan bedre hjælpe dig så!” siger han, denne gang lidt mere intenst. Jeg rykker lidt væk fra ham. Hans ene hånd ligger på min arm og han klemmer den let. ”Det er bedst for dig selv Cath” siger han. Jeg rejser mig op men han bliver ved med at holde fast i min arm. Ikke hårdt, men det er nok til at udløse min panikknap. Jeg rykker hårdt armen til mig og begynder at gå mod trappen. ”Cathrina! Vent lige!” Råber han efter mig og rejser sig op. Jeg løber op af trappen og jeg kan hører ham følge efter. Jeg spæner hen til værelset og hamrer døren i. Der er ingen nøgle så jeg stiller op af døren. Jeg kan hører at han kommer hen af gangen. ”Cathrina?” Han banker på døren og jeg farer sammen. ”Gå!” Råber jeg. ”Men…” ”GÅ!” Råber jeg igen og efter et øjeblik kan jeg hører ham sukke og gå ind på sit værelse. Jeg glider ned at sidde og gemmer ansigtet i mine hænder. Jeg græder ikke men bliver bare siddende sådan. Prøver at lukke alt ude.

------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Ja, hvad synes I så? Dette afsnit er ret langt, men er det for langt? Eller er det godt? Kommenter gerne jeres mening!
Og så er det da gået hurtigt med likes'ne og favoritterne! Tusind tak! <3

Kys <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...