Take me Home

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 aug. 2015
  • Opdateret: 29 jan. 2016
  • Status: Igang
Cathrina var engang en glad og smuk pige med et godt liv. Men det ændrede kæresten på. Nu er hun indelukket, ødelagt og bærer rundt på kæmpe byrder. Men hvad sker der, da det en dag går helt galt og Cathrina støder ind i sin barndomsven? Sin barndomsven som nu er kendt og lever et travlt og spændende liv. Kan han få hende tilbage? Vil hun nogensinde komme tilbage? Tilbage til livet?

121Likes
93Kommentarer
91660Visninger
AA

25. Bullet

ADVARSEL! Stødende indhold forekommer. Læsning på eget ansvar.

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Mit hjerte banker voldsomt og jeg synker igen. ”Kom nærmere. Og luk døren efter dig” siger han med en lav, klam stemme. Jeg hiver efter vejret, så lydløst som muligt, og lukker døren bag mig da jeg går ned ad de to trin der er og står på jorden, 5-6 meter fra ham. ”Hvor er det godt at se dig igen” gentager han og smiler. Mine øjne har vænnet sig helt til mørket nu så jeg kan se hans stikkende øjne og det klamme smil. Jeg gyser. Jeg har haft mareridt om de her øjne. Og nu er de her virkeligt. Jeg får kvalme ved tanken om hvad han gjorde ved mig dengang, og at det nok snart sker igen. ”Jeg er glad for at du kom. Men jeg vil vide præcis hvor de alle sammen er, før vi tager afsted” siger han. ”Så vi ikke lige støder ind i nogen.” Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, så jeg står bare og stirrer på ham. Jeg overvejer alle mine muligheder, men der er intet jeg kan gøre. Hvis jeg forsøger at vende om, får han fat i mig, hvis jeg råber og skriger, gør han enten noget ved mig omgående eller også går det ud over Harry. Så jeg står bare, naglet til jorden, med blikket på ham. ”Hvor er de? Harry, Louis, Liam, Niall… Sophia?” Jeg får en vildt dårlig smag i munden. Han kender deres navne… ”Hvordan kender du…?” Begynder jeg men han stopper mig med en hurtig håndbevægelse. ”Det er mig der stiller spørgsmålene, ikke dig. Svar mig så” siger han hårdt og jeg nikker hurtigt.
”Harry, Louis, Liam og Niall spiller koncert. Alle vagterne er nede foran scenen og Sophia, Lou, Lux og Lottie står og ser på ligesom alle andre” siger jeg og bliver overrasket over hvor klar min stemme er. Men jeg har det forfærdeligt. ”Så ingen er omme bagved? Ingen fulgte efter dig herhen?” Jeg ryster på hovedet. ”Godt, her er planen. Nu går du med mig, du går foran mig og hvis du prøver at stikke af, skyder jeg.” Han klapper på sin jakke som formentlig gemmer på en pistol. Jeg synker og nikker. ”Hvis der kommer nogen, gemmer jeg mig og du siger at du bare var ude og trække noget frisk luft, er du med?” Hans stemme er hård og dominerende. Jeg nikker igen. ”Sig det!” Han retter sig truende op og jeg krymper mig. ”Jeg er med” piber jeg og han nikker tilfreds. ”Du efterlod ingen note vel? Du har ingen mobil med? Ingenting der kan sporer dig?” Spørger han og jeg ryster på hovedet igen. ”Godt, så går vi.” Jeg begynder at hyperventilere og mine ben giver efter. Jeg vil ikke, jeg vil ikke, jeg vil ikke. ”Hallo hører du? Kom herhen og følg med!” Siger han barskt og jeg farer sammen og nikker. Jeg er ikke sikker på at jeg kan gå et eneste skridt, men jeg når heller ikke at prøve før døren bag mig går op.


Jeg får et kæmpe chok og giver et halvkvalt skrig fra mig. Han hopper tilbage i skyggen af containerne og jeg bliver bare stående. Da jeg ser hvem det er, der åbner døren skyller lettelsen ind over mig. Men så går virkeligheden op for mig, to sekunder efter. Fuck. ”Harry! Hvad fanden laver du her?!” Råber jeg panisk. ”Vi havde pause og jeg kunne ikke finde dig. Jeg hørte stemmer… Vent, hvad er der galt?” Siger han roligt men rynker panden da han får set ordentlig på mig. Mine øjne er vildt opspilede og mit hjerte banker som aldrig før. ”Harry! Gå! Gå tilbage, NU!” Skriger jeg tager et skridt over mod ham for at skubbe ham tilbage. ”Du bliver der Cathrina!” Brøler en stemme fra containeren og jeg ser skrækslagent derover og fryser på stedet. Harry ser også derover og kniber øjnene sammen for at se hvem det er. ”Nå, så du må være Harry” hvisler han og træder et skridt frem, med pistolen rettet mod Harry. Jeg tager begge hænder op for munden og kvæler et skrig. ”Nej nej nej. Harry, kom væk” hvisker jeg bedende og pistolen bliver rettet mod mig. ”Nu holder du fandme din kæft!” Råber han og jeg står musestille, undlader næsten at trække vejret. ”Se seee, jeg havde egentlig altid ønsket mig at møde dig. Men at det skulle ske lige nu, er jo faktisk ret perfekt. For så får jeg lejlighed til at gøre det jeg altid har haft lyst til at gøre med dig.” Hans stemmer hæs og klam. ”Hvem er du?” Spørger Harry og træder ned ad trappen så han nu står på jorden. ”Åh Gud nej” hvisker jeg, næsten uhørligt men en må have hørt det for pistolen bliver rettet mod mig igen. ”Du får en sidste chance!” Hvæser han og jeg nikker hurtigt. ”Hvad fanden bilder du dig ind?” Siger Harry vredt og jeg kniber øjnene i. Det her er det værste der nogensinde kunne ske. Bare han dog ville lytte til mig. Bare han dog ville gå tilbage. Væk herfra. I sikkerhed. ”Det tror jeg så ikke du skal til at diskuterer med mig” siger han brysk og træder et skridt tættere på os. Jeg ryster ustyrligt og tårende begynder at løbe ned ad kinderne imens jeg ser fra ham til Harry og tilbage til ham. ”Du er…” Siger Harry pludselig og spærrer øjnene op. Pis pis pis! ”Ja, din lille luder kunne jo ikke holde sin kæft som jeg havde bedt hende om” siger han og jeg bider mig hårdt i læben, venter på hans næste træk. Jeg ser på Harry og på hvordan hans blik er blevet helt mørkt. Nej Harry. Nej nej nej. Lad være, please lad være! Beder jeg inde i mig selv. ”Jeg slår dig ihjel” hvisler Harry og træder truende et skridt tættere på ham. ”Hvis jeg ikke kommer først” siger han spydigt og griner. ”Harry NEJ!” Skriger jeg lige i det øjeblik hvor pistolen bliver trykket af.


Harry falder sammen lige da det andet skud lyder. Jeg ved ikke hvem det er rettet mod, jeg tror det er mig, men det ramte mig i hvert fald ikke. ”Nej! Nej nej nej nej!” Hulker jeg da jeg vælter over til ham og læner mig ind over hans slappe krop. Han ligger på maven så jeg vender ham om og er lige ved at kaste op da jeg ser den store blodplet på hans skjorte, nederst på maven. ”Harry!” Skriger jeg igen og flår skjorten af ham. Blodet pumper ud af skudsåret og jeg kan næsten ikke se noget for bare tårer. ”Harry svar mig!” Råber jeg og rusker lidt i ham. Men han ligger helt stille med lukkede øjne, hele hans krop er fuldstændig slap. ”Hold op med at skrige sådan!” Råber han bag mig, men jeg når ikke at svarer før døren igen går op og et væld af vagter vælter ud i natten. ”Hvad fanden foregår der her?” Brøler en. Et øjeblik er jeg bange for at han gør et sidste forsøg på at få ram på mig, men der sker ikke noget så jeg går ud fra at han bare er stukket af. ”Fang ham!” Råber en vagt ganske rigtigt, lige efter. ”Hjælp!” Skriger jeg bare, uden at se op fra Harry. ”Åh Gud.” Det er Paul der sætter sig ned ved siden af mig. ”Ring til en ambulance! Hurtigt” Råber han og flår derefter skjorten helt af Harry så han kan stoppe blødningen. ”Hold her Cathrina!” Råber han og peger på skjorten som han har presset ned i såret. Vi bytter plads og jeg presser skjorten, som snart er gennemvædet af blod, mod det store sår. Tårende strømmer ned ad mine kinder men jeg har for meget adrenalin i kroppen til at besvime eller få et anfald. Paul går i gang med førstehjælp imens der sker en masse omkring os. Men jeg ser ikke op. Jeg fokuserer bare på Harrys ansigt, og hans brystkasse efter tegn på at han trækker vejret eller bevæger sig. Men selvom det føles som om at Paul bliver ved i en evighed, så sker der ikke noget.


Da ambulancen kommer, har Harry stadig ikke rørt sig og jeg bliver hurtigt skubbet væk af de mange ambulancefolk. ”Harry” hvisker jeg og bliver ved med at stirre stift på ham da de lægger ham på en bårer og sætter en masse ting til ham. De råber højt og har alle sammen travlt. Jeg ved godt at det er meget alvorligt. Og da de løfter båren, og jeg ser hans ansigt, som nu er blegt som et ligs, ved jeg godt at det er slut. Og det er alt sammen min skyld. Jeg troede at, det at komme tilbage til ham ville være det værste mareridt nogensinde. Men det er intet, i forhold til hvad det her er. Det er min skyld at mit livs lys, det menneske jeg elskede højere end noget andet på denne klode, jordens smukkeste menneske, er væk. Det er min skyld. Alt sammen min skyld.


Og der forlader alt energi min krop. Uden noget håb om at vågne op, kollapser jeg i græsset og alt bliver sort.
 

-----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Tusind tak for alle de søde kommentarer jeg fik på det sidste afsnit! Jeg er glad for at I kan lide det :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...