Take me Home

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 aug. 2015
  • Opdateret: 29 jan. 2016
  • Status: Igang
Cathrina var engang en glad og smuk pige med et godt liv. Men det ændrede kæresten på. Nu er hun indelukket, ødelagt og bærer rundt på kæmpe byrder. Men hvad sker der, da det en dag går helt galt og Cathrina støder ind i sin barndomsven? Sin barndomsven som nu er kendt og lever et travlt og spændende liv. Kan han få hende tilbage? Vil hun nogensinde komme tilbage? Tilbage til livet?

121Likes
93Kommentarer
92526Visninger
AA

28. Awake

~~I det mindste startede denne dag godt, på trods af det der var i vente – psykologen. Niall vækkede mig med et ”jeg har en god nyhed!” og selvom jeg ikke var i humør til særlig meget, tog jeg mig alligevel sammen og lyttede. Da den gode nyhed så viste sig at være, at Harry nu var kommet ud af komaen og derfor var vågen, blev jeg med ét frisk og klar på alt hvad dagen end måtte bringe. Tænk at han allerede var rask nok til at komme ud af komaen! Det var gået hurtigere end jeg overhovedet havde turdet håbe på.


”Tror du at vi kan komme over og besøge ham bagefter?” Min stemme er fuld af håb, da vi kører hen til psykologen. ”Jeg ved det ikke… Jeg finder ud af det imens du er inde ved psykologen” siger han og jeg lader være med at presse yderligere på. Jeg forsøger virkelig at være rigtig sød mod ham.



”Nå, fortæl så.” Psykologen er den mest irriterende psykolog-type jeg nogensinde har mødt. Hun passer vidst godt ind i rollen som psykolog, men allerede efter 5 minutter i hendes selskab kan jeg mærke frustrationen komme snigende. Jeg løfter brynene og ser undrende på hende. ”Fortæl hvad? Hvad vil du have af vide?” Spørger jeg skarpt. ”Hvad du har lyst til, min ven” siger hun med rolig, lav stemme. Allerede der står jeg helt af. ”Altså jeg har ikke lyst til at fortælle noget. Så hvis det skal være på den måde så går jeg bare igen” siger jeg spidst og lægger armene over kors. Hun har bare at tage sig lidt sammen, ellers er jeg her ikke så længe endnu. Hun fortrækker ikke en mine, flytter ikke engang blikket fra mig. Hun sidder bare tavst og stirrer på mig. ”Det her er for latterligt! Det er ikke mig der har bestemt at jeg skal sidde her, der er andre steder jeg meget hellere ville være. Så du kunne i det mindste kunne du komme med nogle indledende spørgsmål, så det bliver en smule lettere at få et par ord ud af mig.” Jeg er helt forpustet efter min lille enetale men jeg kan også mærke hvordan vreden bygger sig op og den sidste rest tålmodighed forsvinder. ”Drop den der sofistikerede ’hvis jeg forholder mig neutralt så bryder hun sikkert sammen og fortæller det hele’-attitude. Det virker ikke på mig, skal jeg fortælle dig” hvæser jeg da hun stadig ikke siger et ord. ”Hvor ville du hellere være lige nu?” Spørger hun så, stadig uden at tage blikket fra mig. ”Alle andre steder end her” mumler jeg surt, som et lille barn og ser ud af vinduet. Der bliver stille og jeg ser over på hende igen. Gud hjælpe mig om hun ikke igen sidder og glor sådan på mig.


”Det her er simpelthen for åndssvagt! Jeg får jo ikke en skid ud af det her” siger jeg og rejser mig op med et ryk. Dét får hende i det mindste til at farer en smule sammen. ”Du kan ikke gå nu.” Jeg samler mine ting sammen og ser forarget på hende. ”Det kan jeg da i hvert fald. Jeg er ikke et lille barn som I kan bestemme over.” Så forlader jeg rummet og beslutter mig for at jeg aldrig i mit liv skal til psykolog igen.


”Cathrina jeg troede…” Niall som har siddet i forhallen hele tiden, rejser sig forundret op. ”Jeg skal aldrig derind igen! Hvis I så meget som tænker på at tvinge mig til det, så skal I ikke regne med at se mig igen” svarer jeg bestemt og tramper ud af døren med ham i hælene. ”Hvad skete der?” Jeg sætter farten en anelse ned, så han får en chance for at komme op på siden af mig. ”Hun var den største idiot jeg nogensinde har mødt. Og jeg har alligevel mødt en del” svarer jeg. ”Jeg skal ikke derind igen” gentager jeg og han ryster hurtigt på hovedet. ”Selvfølgelig ikke. Jeg skal nok snakke med dem om det. Det ser alligevel ikke ud til at du får noget ud af det.” ”Det var jo det jeg sagde…” Mumler jeg surt. ”Men… Hvem er ’dem’?” Det går pludselig op for mig at jeg ikke lige kan komme i tanke om nogen der ville tage sådanne beslutninger. ”Jeg er ikke sikker på at jeg må fortælle det…” Han stryger en hånd igennem håret og rynker panden. ”Åh kom nu! Jeg vil altså vide det.” Jeg er godt klar over at jeg lyder som en forkælet møgunge, men jeg er egentlig ligeglad. ”Okay… Sæt dig ind i bilen så.”


”’Dem’ er… Politiet” siger han og ser ud som om at han tror, at jeg går helt amok nu. Men jeg ser bare på ham med løftede bryn. ”Politiet? Hvordan er de indblandet i det her?” Det var absolut ikke det svar jeg havde forventet. ”De skal jo finde Carlos” siger han og det giver igen et gip i mig. Det navn giver mig kuldegysninger. ”Og hvis det skal lade sig gøre, så skal de snakke med dig. Men de mente ikke at du var stærk nok endnu. Så derfor skulle du snakke med en psykolog først” forklarer han og jeg trækker vejret dybt. Det ligger så dybt i mig, at jeg ikke må fortælle noget til nogen, at tanken stadig giver mig hjertebanken selvom der ingen fare er mere. Jeg tæller langsomt til ti, og minder så mig selv om at jeg ikke var den eneste han har udsat for så forfærdelig behandling. Det er faktisk det, der får mig til at tage den endelige beslutning. Han skal ikke få lov til at gøre det samme ved flere piger. Det må ikke ske. ”Jeg vil gerne snakke med dem” siger jeg bestemt og ser på ham. Han er tydelig overrasket, men nikker så og starter bilen. ”Det er jeg virkelig glad for Cathrina” siger han og sætter bilen i bakgear. ”Jeg ringer og spørger om vi kan komme ind og snakke med dem i morgen.” Jeg nikker bare og forsøger at forberede mig mentalt. Det bliver helt sikkert hårdt, men det skal gøres. Og det skal gøres snart så han ikke når så langt.


”Men nu skal vi over og besøge Harry.” Han ser ikke på mig, men jeg kan se at han forsøger at skjule et smil. ”Seriøst! Hvorfor har du ikke sagt det noget før?” Siger jeg overrasket og dasker grinene til ham. Han smiler og trækker på skuldrene. ”Jeg tænkte ikke det var så vigtigt.” ”Hvor er du irriterende” griner jeg og han følger med. Mit humør steg lige 100% og snakken går livligt på resten af turen.


På hospitalet sidder både Liam, Sophia og Louis ude i venteværelset. De flyver alle sammen op da de ser mig og Sophia er den første til at trække mig ind i et kæmpe kram. ”Er du sindssyg hvor er det godt at se dig! Hvordan har du?” Hun holder mig hurtigt ud fra sig for at se på mig, og krammer mig så igen. Jeg krammer taknemmeligt tilbage og sender hende et smil da hun slipper mig. ”Jeg har det faktisk fint” siger jeg oprigtigt. Derefter får de andre også et kram og vi står lidt og snakker. ”Glæder du dig til at se Harry?” Spørger Louis og jeg nikker. ”Han glæder sig også til at se dig, han har snakket om dig næsten konstant siden han vågnede” siger Liam og jeg nikker med et lille smil. ”Han bliver ved med at spørge om du er okay, men selvom vi har sagt ja mindst 100 gange nu, så tror jeg ikke helt at han tror på det” fortæller han og det giver et lille stik i hjertet af dårlig samvittighed. Jeg kan lige forestille mig hvordan han må have det. ”Jeg må hellere gå ind til ham” siger jeg hurtigt. ”Vi smutter nu, så vi ses nok en anden dag” siger Liam og jeg nikker, allerede på vej ned af gangen. Jeg kan pludselig slet ikke vente med at se ham – fortælle ham at han ikke skal bekymre sig mere. ”Ring til mig!” Råber Sophia og jeg vender mig om og nikker.


Niall indhenter mig og siger at han vil vente udenfor så vi kan få lidt alenetid. Jeg giver ham taknemmeligt et kram og åbner så forsigtigt døren til hans stue. Der er utrolig stille herinde og han er alene. Jeg stikker hovedet ind med et lille smil og ser at han sidder halvt op i sengen. ”Hej Harry.” Min stemme er lav og blid, for jeg ved ikke helt hvad hans reaktion vil være. Men lige meget hvad jeg havde forestillet mig, så var det ikke denne reaktion. Da Harry hører min stemme ser han op med et ryk og hans øjne bliver store. Han er stadig bleg og tynd, hans hår er uglet og hospitalsskjorten er så langt fra det tøj han plejer at have på. Jeg træder indenfor og lukker døren efter mig. ”Ja det er mig.” Jeg kan ikke lade være med at smile stort. Selvom det ikke er mange døgn siden, at jeg så ham ved bevidsthed sidst, så er der sket så meget i mellemtiden at det gør mig ustyrligt glad at kunne snakke med ham igen. ”Er… Du okay?” Hans stemme skævler og hans øjne fyldes med tårer. Jeg bliver et øjeblik forskrækket, men så skynder jeg mig hen til hans seng. ”Du må ikke græde Harry! Jeg er okay, jeg er lige her og jeg har det godt” skynder jeg mig at sige imens jeg finder hans hånd. ”Jeg… Jeg troede at du var… Død” Det sidste kommer ud som en hvisken og en tårer triller ned over kinden. ”Du må ikke græde” hvisker jeg igen og kæmper selv med tårende. ”Jeg er okay.” Jeg slipper hans hånd med min ene, og tørrer tårende væk fra hans kinder. ”Jeg elsker dig så højt” hvisker han med hæs stemme og jeg griner let. ”Jeg elsker også dig” siger jeg meget bestemt og læner mig frem for at kysse ham på kinden.


Stadig med et fast tag i hans hånd, finder jeg stolen og sætter mig på den. ”Hvor har du været?” Jeg smiler og begynder at tegne cirkler på hans hånd igen. ”Jeg har boet hos Niall” fortæller jeg. ”Jeg har savnet dig” tilføjer jeg og læner mig igen fremad og kyssede ham. ”Jeg har også savnet dig. Jeg troede at der var sket dig noget” siger han igen. ”Jeg er helt okay, det skal du bare huske på” gentager jeg. Gad vide hvor mange gange jeg skal blive ved med at sige det her, før han er helt sikker. Men heldigvis nikker han og smiler denne. Og lige der, kan jeg tydeligt se den raske, friske Harry i den syge mand der sidder ved siden af mig, og det gør mig uendelig glad. ”Tror du snart, at jeg kan komme hjem?” Spørger han så. ”Du skal nok blive her et stykke tid endnu” siger jeg. ”Men jeg lover at komme hver dag!” Skynder jeg mig at tilføje og han lyser yderligere op. Det er tydeligt at han stadig er stærkt påvirket af medicin og måske lidt af komaen, han er endnu ikke helt sig selv. Men bare det at han kan smile, er nok for mig lige nu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...