Fly Away

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 aug. 2015
  • Opdateret: 8 okt. 2015
  • Status: Igang
Luce er en pige med en sygdom, en sygdom som man kan dø af... Det startede med at hun kastede op 2 gange om ugen.
Men nu gør hun det hver dag..
Luce & Luke? navnene passer da ret godt sammen. Men gør personerne nu også det?

4Likes
1Kommentarer
388Visninger
AA

1. The Beginning:

Luce synsvinkel:

Så var det idag, jeg skulle endelig møde Michaels "Band Mates" som han kaldte dem. Michael Clifford, min bedste ven, den bedste ven nogen nogensinde kunne ønske sig. Mor og far var taget til Paris på bryllupsrejse, så drengene skulle "passe" mig. Jeg havde ikke spist morgenmad, da jeg ikke lige havde lyst, det havde jeg sådan set aldrig. Jeg strakte mig og gik ud af sengen, mor og far havde fjernet mit store spejl så jeg ikke kunne se mig selv, hvilke gjorde mit rum en del tomt. jeg hev min makeup skuffe ud, og tog det "sædvanlige" på. Derefter gik jeg over til mit tøjskab, og åbnede det. Jeg hev et par sorte jeans ud fra midterste hylde, og derfor en grå, for stor t-shirt (det var min eks kærestes, som han havde glemt herhjemme. Og den så da rimelig godt ud på mig så ja, den låner lige)

Jeg tog et par sorte basic ankel strømper på, og trak derefter mine sorte Stan Smith. ud fra den nederste hylde. Sommerferie er bare det fedeste!. Pludselig ringede det på døren:

DING DONG

Jeg redte mit hår og skyndte mig hen foran døren, jeg åbnede og ind kom Michael med armene strakt ud, klar til at give et kram. Jeg hoppede op i hans favn og krammede længe, indtil han trak sig ud af krammet.

"Det er så Calum, Ashton og......."

Mere hørte jeg ikke, for jeg kiggede over på den sidste dreng, en mørkeblond dreng med læbepiercing, og de klareste krystal-blå øjne, vi kiggede i hinanden øjne længe, indtil vi blev afbrudt. Calum trådte frem og gav mig hånden.

"Hejsa". Sagde jeg og gengældte hans store smil.

"Hej" sagde han med en lidt hæs stemme.

Derefter gik Ashton frem og gav mig hånden også.

"Halløj. Luce?" Sagde han usikkert

"Ja, det er mig, Hej". Sagde jeg og smilte.

"Jamen du må jo så være Luke?" Jeg smilte, han nikkede, og smilte.

"Ja. Det er mig" sagde han stille, men alligevel med en sød klang i stemmen. Jeg gik ind, og hentydede til at de skulle komme med, "lad som om i er hjemme" sagde jeg, og før man kunne nå at sige syltede sadiner, havde de kastet sig i sofaen med deres mobiler, jeg rystede på hovedet og gik ud i køkkenet for at lave noget mad. Jeg var glad for at de ikke krammede mig så de kunne mærke hvor tynd jeg var. måske havde Michael sagt det til dem?. Jeg lavede pasta salat, og delte det op i 4 skåle. Da jeg kom ud og satte det på bordet kiggede de alle op fra deres mobiler. Det så faktisk ret sjovt ud, når de gjorde det så synkromt. "Luce skal du ikke have noget?" Michael kiggede på mig, og jeg rystede hovedet. "Hvorfor ikke?" spurgte Calum. Jeg rakte armene ud, tænk en gang jeg var nød til det her, han rejste sig op og gav mig et kram. Han trak sig hurtigt ud af krammet. "FUCK, du jo mega tynd?" råbte han nærmest. Jeg kiggede hen på de andre som nu sad med deres mobiler slukket. Jeg sukkede og kiggede på Michael. "Skulle jeg have fortalt dem det?" han kiggede spørgende på mig. Jeg nikkede og gik ind på mit værelse.

 

 

 

 

 

 

Lukes Synsvinkel:

Det så ud til at Luce var blevet ked af det, "Hvad er det?" spurgte jeg stille så hun ikke kunne høre mig inde fra hendes værelse "Hun har..... ja ser i. Luce spiser ikke så meget, og når hun så gør så kaster hun op, det var derfor vi skulle komme over og passe hende". vi kiggede på hinanden, og der blev stille i et par minutter indtil Ashton åbnede munden: "Oh, såååeh..." mere noget han ikke at sige før jeg rejste mig fra sofaen: "Jeg går ind og snakker med hende.." man kunne høre drengene fniste, og jeg vendte mig om. "Drenge, helt seriøst?!" de havde formet deres hænder som hjerte og sad med dem over hovederne. Jeg tråde ind af døren og der sad hun, en grædende pige,men det var som om at ligemeget om hun var trist eller glad, så var hun bare beautiful. Jeg satte mig ved siden af hende, "er du okay?" Jeg lagde min arm rundt om hendes skuldre. Hun nikkede og jeg tørrede tårerne væk fra hendes kinder. "Det er bare så pisse flovt at jeg ikke kan styre min egen krop, jeg mener.. Jeg var været hos landets dygtigste psykolog, men han har ikke engang kunne hjælpe". Jeg tog en tot hår væk fra hendes ansigt, og satte bag hendes øre. Hun smilte stort "hvad?" Jeg kiggede ind i hendes smukke grønne øjne, hun havde markeret kindben, lange flotte øjenvipper og perfekt formede, fyldige læber. "Ikke noget jeg.. Synes bare du er... Smuk"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...