Blodige Minder [Arbejds titel]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 aug. 2015
  • Opdateret: 25 aug. 2015
  • Status: Igang
Introduktion af Michael Raphael Gabriel:
En verden hvor at lyset er næsten forsvundet, så er tingene blevet bare en lille smule sortere, mere for nogle end for andre. Den otteårige Rose har netop mistet sin familie, men det er vampyren Lucien som tager det hårdest og i sin sorg, tager han den lille intetanende pige ind, i håb om at lindre hans egen smerte. Men han er ikke den eneste som er interesseret i den lille forældreløse pige; en gammel og mystisk advokat som hævder at forvalte familiens testamente, har skjulte motiver som får konsekvenser for både Rose og Lucien.

1Likes
0Kommentarer
401Visninger
AA

1. Manden med Roserne

Prolog

 

Manden med Roserne

Månen stod højt på den stjerneklare himmel, der strakte sig over byen, som et smukt tæppe og indhyllede bygningerne i natten. En mild efterårsvind fik flammerne fra de mange levende lys til at trække sig sammen bag glasset i deres lygter.

Trods det sene tidspunkt var der stadig liv i gaderne. Leende mennesker, par med hinanden i hånden og let berusede mænd, strømmede alle ud på de brostens belagte gader fra teatre og værtshuse. De fleste på vej hjem, men nogle nølende, optaget af samtale.

Han blandede sig med mængden. I den ene hånd knugede han en buket vildroser, hvis glød var både lidenskabelig og romantisk. I den anden holdt han en stok, hvis længde var af det sorteste ibenholt og hvis runde hoved var af det pureste sølv, og ligesom roserne, så knugede han stokken så hårdt at metallet næsten gav efter for trykket.

                      På de nervøse hænder bar han snehvide handsker, som han så ofte gjorde til denne slags begivenheder.  Det meste af hans krop, var dækket af en tyk sort frakke hvis længde gik ham til halvt nede af læggen. Den kølige aftenluft havde også fået ham til at iføre sig et mørkerødt halstørklæde som var snoet to gange rundt om halsen, men stadig flagrede når en ekstra kraftig vind tog fat. Under den tykke frakke, bar han et sort skræddersyet habitsæt, ledsaget af en grå vest, en hvid skjorte og en sort butterfly. Den sidste del af hans elegante påklædning var en tophat med et mørkerødt silkebånd.

Forventning gjorde ham så uendelig nervøs. Hans hænder svedte i de tynde handsker og hans hjerte hamrede i brystet. Han havde utallige gange før bragt friskplukkede blomster eller buketter som flouristen havde brugt timevis på, som var blevet stillet i en vase og glemt dagen efter, men han kunne aldrig helt give slip på håbet om at hun en dag ville genkende blomsterne som mere end en høflig gestus. Han løb tungen over den ru inderside af hans kind, hvor hans skarpe tænder havde bidt hul igen og igen, når nervøsiteten tog til.

                      Gensynsglæden ville være ensidig og deres møde bittersødt, men et var smerten værd. Hun var ydmygelsen værd. Alene synet af hende ville fylde hans indre med en knitrende varme, men så ville realiteten ramme ham. Den ville ramme ham i form af et hjerteligt håndtryk og et skægget smil - i form af hendes ægtemand og livs partner.

Han gik den rute han havde gået så mange gange før, uden at se sig fór eller bemærke sine omgivelser. Han kunne smage blod i munden og strammede instinktivt grebet om stokken, før han endelig stoppede op. De mange høje og tynde stenbygninger var udskiftet med store, prangende villaer, der gemte sig bag store hortensia-buske og mægtige bøgetræer; der alle svajede let i efteråsvinden. Der var noget simpelt og romantisk over ensformigheden.

Mens han gik igennem kvarteret og beundrede de rolige omgivelser, som hans elskede havde valgt at bosætte sig i, kunne han igen mærke nervøsiteten stige i hans bryst. Den blev dog hurtigt og frygteligt erstattet af en smerte værre end nogen han havde følt før; for da han drejede omkring et hjørne, så han hendes hus i lys lue.

Svedperler brød frem på hans pande, da varmen fra den knitrende ild ramte ham. Det rødlige skær gjorde skyggerne lange og halvt gemt i disse skygger, stod han stivet. Kun et ord undslap hans læber, før han sank i knæ. Et navn: "Iben."

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...