Glass Eyes and Melted Hearts

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 aug. 2015
  • Opdateret: 20 sep. 2015
  • Status: Igang
Den 18-årige Naomi LaFont er en pige, der stråler af skønhed, men lever et dystert liv omringet af hadfulde og ligeglade mennesker. Selv da hun forelsker sig, og bliver kærester med den fyr, så føler hun sig stadig hjerteknust. Med en splittet familie og en følelsesløs kæreste isolerer hun sig mere og mere fra resten af verden.
Men hvad sker der, da hun kommer ud for en ulykke, der synes at vække hende op til virkeligheden? Da moderen beder om tilgivelse, og hele hendes verden bliver vendt på hovedet ved blot tre ord fra hendes kæreste?
Kan Naomi tilgive, elske og være glad igen? Og ikke mindst, da hendes barndomsven vender tilbage.

0Likes
0Kommentarer
998Visninger
AA

4. I'm suffocating..

Jeg nåede vaklende mit værelse, og lod mig falde på sengen. Mit tøj klæbede til min hud, men jeg var ligeglad. Jeg lukkede øjnene, ønskede ikke at tænke på noget som helst. Langsomt faldt jeg i søvn. Men selv ikke dér kunne jeg være i fred.

Det var koldt. Jeg skuttede mig. Træerne var nøgne, himlen grå. Tågen synes at opsluge alt foran mig, så jeg nærmest gik i blinde. En krage skreg, jeg fór forskrækket op. Jeg faldt over et eller andet. Da jeg kiggede ned, var der kun knogler. Menneskeknogler. Jeg slugte mit skrig, kom op at stå, og gik videre. Af en eller anden grund turde jeg ikke sige en lyd. Min heftige vejrtrækning var høj nok.

"Have you seen that girl? She's so creepy."

"I saw some scars on her body once in gym. Gross!"

"I heard she's selling her body. Like a little whore."

Stemmerne lød alle vegne. De havde alle sammen én ting tilfælles. Den samme klang af hån, forargelse og afsky.

Jeg slog hænderne for ørerne i et forsøg på at lukke dem ude, men uden held. Jeg klemte øjnene i, og faldt på knæ. Det gjorde ondt i hele min krop.

"No, Mr. Principal, she is not my biological daughter. Truth be told, I found her in the woods a couple of years ago and took pity in her so I adopted her."

Min mors stemme var fyldt med falskhed. Medlidenheden var til at grine af.

"She's so pitiful, to not know who her real parents are. Must be tough for the woman who took her in."

Selv lærerne så ned på mig.

"You think I love you? You've got to be kidding me! Tche, someone like you, I would rather die than to fall in love with."

Jeg slog øjnene op. Trey's stemme ... Han var den eneste, der var i stand til at knuse mit hjerte med sine ord. Den eneste, jeg var villig til at ofre mit liv for. Mit værdiløse og sorte liv ...

Pludselig blev jeg skubbet. Alt forsvandt rundt omkring mig, og jorden syntes at ætse under mig. Jeg mærkede mig selv falde ned i et sort hul. Jeg skreg. Mit skrig gav genlyd. Jeg kunne ikke få luft. Mine lunger gjorde ondt. Min krop brændte.

Da jeg åbnede øjnene, så jeg, at jeg lå i min seng. Og opdagede, at jeg stadig skreg. Jeg lukkede min mund med hånden, og satte mig op. Det var blevet mørkt udenfor.

"One of those nightmares again..?"

Jeg gik ud af værelset, og skulle til at gå ned af trapperne, da jeg stødte ind i mor. Hun så lige så forskrækket ud som mig.

Hvad lavede hun ude foran mit værelse?

Hun mumlede et eller andet, og gik.

Jeg var svimmel, alt drejede rundt for mine øjne. Jeg var næsten nået helt ned, da jeg snublede over mine fødder, og faldt ned for enden af trapperne.

"Ow ..."

Jeg kom op på benene, men svajede fra side til side.

"Must be 'cause I haven't eaten all day."

Jeg tumlede hen til køleskabet, som næsten var tomt. Jeg skulle til at række ud efter mælken, men stoppede. Det regnede stadig udenfor. Regnen slog hårdt mod vinduerne, og larmede.

Uvilkårligt huskede jeg den dag, far døde. Da havde det også regnet heftigt. Jeg huskede de blændende lys fra ambulancen og politibilen. Jeg huskede endda lugten af våd asfalt, benzin og gas.

Mit hjerte knugede sig sammen.

Langsomt sank jeg sammen på køkkengulvet. "This ... house, food, bed ... Everything. I have no right to touch it. I killed him ... I killed dad..."

Tårerne vældede op i mine øjne. Jeg begravede ansigtet i hænderne, og lod endelig de pressende tårer få frit løb.

Hvorfor ... Hvorfor kunne jeg græde, når jeg ikke følte noget som helst indeni..? Jeg havde troet, at der ikke var flere tårer tilbage efter fars død. Men det så ud til, at jeg tog fejl.

Nogle hulk fik klemt sig vej op gennem min hals, og jeg måtte slå en hånd for munden for ikke at græde højt.

"This life ... It would be so much better if it just ended, for me and for everyone else."

"Nami?"

Det varmede mit hjerte at høre hende sige 'Nami', hendes kælenavn for mig. Jeg så Claire stå foran mig. Hun gned søvnigt øjnene. "Nami sad?"

Hurtigt tørrede jeg øjnene. Den eneste, jeg ikke ville have, skulle se de dårlige sider af mig, var Claire. Hun var ung og uskyldig. Jeg ville nødigt have, at hun skulle vokse op med disse minder om sin storesøster.

Jeg tørrede hurtigt mine kinder, grinede, og rejste mig op. "No, I'm fine. Come here, Claire."

Da jeg så mor stå bag hende med et forarget blik i øjnene, stoppede jeg. "I'm going out."

Jeg kunne ikke holde ud at være i samme rum som mor et sekund længere. Hendes hadefulde blik. Læberne, der var klemt sammen til en tynd streg. Og de beskyttende hænder, hun lagde på Claire's skulder, som om jeg ville fare op for at angribe hende, hvert sekund det skulle være.

"You ..."

Jeg skar hendes begyndende sætning af, ville ikke have, hun skulle fortsætte foran Claire, for det var sikkert ikke noget godt, der ville komme ud af hendes mund. "Oh don't worry, I'll just sell my body to buy some food. No need for you to care about me."

Jeg hamrede døren i, før jeg kunne nå at høre hendes vrede stemme.

Det var bælgmørkt udenfor. Mit hoved dunkede af smerte. Jeg stønnede.

28. august, huh? Det ville sige, at i morgen var det blevet tre år siden fars død...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...